water?

[Jenna]

Jenna sad ved floden og stirrede ned på vandet mens Tammy sad og legede med en pind i benævnte væske der var sort som det dybeste mørke. hun kunne ikke huske hvad der skete hvis man rørte vandet, det kunne lige så vel være vand med heftig misfarvning og ingen skadelige ting som det kunne være livsfarligt eller ætsende for kød. hun havde aldrig undersøgt det og gad ikke rigtig som Tammy bare morede sig med pinden i vandet som hun brugte til at grave sten op med for så at prikke dem i vandet igen hvis de ikke var pæne nok. imens overvejede Jenna hvad hun skulle bruge dagen på

[Camill Angelique Arnauld]

Det lod egentlig til at blive en stille og rolig dag, så Camill havde egentlig ikke forestillet sig, at der skulle ske det helt store. Dog gik hun efterhånden med mange tanker i hovedet. Og snart ville det nok blive meget svært at holde styr på. Hun trængte faktisk bare til at rense hovedet lidt og måske være lidt i fred, hvis det var muligt i dette område. Grunden til at hun havde bevæget sig mod Kawa floden var at hun nok gik ud fra, at der ikke ville være så mange til stede. Det var sandt, for området virkede næsten tomt i hendes øjne.
*Den kvinde. Den race. Sikke en forvirring*
tænkte hun roligt. Egentlig var der skabt en hel del forvirring rundt om hende, men der var ikke så meget hun kunne gøre ved det. Det var sket og det var det hele. Camill havde endnu ikke set, at der faktisk sad 2 skikkelser henne ved vandet, men det var nok fordi hun var i sine egne tanker.

[Jenna]

det at solen var væk kunne Jenna godt savne engang imellem, gav jo en herlig fordel overfor vampyrene men som tingene var nu havde vampyrene en enorm fordel med den evige nat selvom det trak meget ned på leve vilkårende for de fattige. noget Jenna morede sig over for det gav jo bare flere folk til en necromancers hær. en hær hun efterhånden havde øget støt og roligt gennem næsten to årtusinder, sjovt som hun formåede at holde sig så lavt profil som hun gjorde men hun nød da også sin frihed istedet for at skulle tage læssevis af beslutninger hver dag. så langt hellere nyde livet med Tammy og gøre livet surt for tilfældige folk

[Camill Angelique Arnauld]

Det kolde blik gled ud over den mørke flod. Det var svært at fornemme den anden side, nu hvor det var blevet så mørkt. Lyset fra månen gjorde det ikke lettere, for det virkede næsten til at der var en tåge længere ude. Udsigten optog hendes opmærksomhed i et øjeblik før hun vendte sig mod kysten til floden. Langsomt fortsatte hendes skridt, men de stoppede bredt, da hun kunne skimte to skikkelse længere fremme. Den ene sad dog tættere på vandet end den anden. Uden at tænke videre over, om det måske kunne være en fjende, så fortsatte hun bare mod skikkelserne. Selvom hun egentlig var gået derud for at finde fred og ro til at rydde tankerne. Så kunne det jo være at en samtale ville hjælpe på tankerne.
"Godaften... Jenna og Tammy"
Det sidste blev sagt efter noget tid, da det gik op for hende, hvem det var som sad ved kysten. Hvad mon de to lavede herude. Der var vel nok gået noget tid side, at hun sidst havde set dem. Tammy lignede dog sig selv og Jenna kunne hun ikke se så tydeligt. Roligt stoppede hun op få meter fra dem og ventede bare.

[Jenna]

Jenna hørte en velkendt stemme og vendte sig mod dens ejer så hun kunne hilse mens Tammy smed pinden og løb hen til Camill for at kramme hende hvis hun da fik lov "god aften Camill" lød det fra hende til hendes elev gennem flere århundreder. det var aldrig til at vide hvad der skete når de mødtes men hun stolede på Akemi men sagde ikke hendes rigtige navn ude offentligt da hun jo havde sine grunde til at bruge et andet navn

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke ligefrem noget, som kom bag på hende, da Tammy valgte at smide sin pind væk for så at komme løbende mod hende. Underligt nok, så fik hun faktisk lov til at kramme Camill, men det var nok mere fordi Camill havde et andet forhold til både Tammy og Jenna, end hun nok ville få for andre. Hun lagde roligt armene om Tammy og kunne slet ikke lade vær med at smile.
"Hvad laver I så herude?"
spurgte hun ganske roligt, men undertonen var fortsat kold, men ikke så meget som overfor "fremmede". Roligt gav hun slip på Tammy og gik hen mod Jenna, hvorefter hendes blik gled ud over floden. Det var ikke rigtig til at skelne mellem land og vand lige i øjeblikket, som om det var det samme.

[Jenna]

Jenna smilede lidt over Tammy og Camill, var så rart at der var nogen der ikke veg tilbage fra den lille krop for godt nok var Tammy kun et par århundreder yngre men hun var stadig temmelig meget som en lille pige, temmelig kold krop og skræmmende fysisk styrke ikke med regnet selvfølgelig. imens Tammy slap Camill igen svarede Jenna "nyder en ikke eksisterende udsigt, overvejer at snige mig ind i Iméra for at se hvad der sker der. man ved jo aldrig hvad man kan forvente derovre" hun var altid nysgerrig. selvom hun da nærmede sig sit livs ende så havde hun ihvertfald nogle hundrede år endnu mindst

[Camill Angelique Arnauld]

Af ren og skær høflighed satte Camill sig ned ved siden af Jenna, men først lod hun bare mildt blikket følge Tammy, som var så meget anderledes end, så mange andre børn. Men det var der jo også en forklaring på. Hun var jo ikke længere levende. Hun var et eksempel på noget stort, men samtidig også noget fantastisk.
"Jeg kan love dig for at der nok altid vil være noget at udforske i Iméra"
sagde hun med et lettere køligt smil på læben. Hun var selv endt i Iméra en enkelt gang, men hun havde da også tænkt sig at tage der over igen, når chancen igen vil byde sig. Ellers måtte hun jo bare tage derover, hvis hun gerne ville vide mere om "fjenden". Hendes blik blev igen rettet ud mod havet, der gik i et med den mørke himmel. Det var endda svært at skimte horisonten.
"Du har skam ret. Det er svært at få noget ud af udsigten. Men hvis det er kan vi da bare snige os over Cyappu på et tidspunkt og få lidt sjov ud af dagen"
sagde hun med et lumsk smil på læben. Da man jo umuligt ville kunne få nok af at udforske Iméra, hvis man ønskede at holde sin viden opdateret, var det jo nødvendigt.

[Jenna]

Jenna grinede lidt som Tammy kom hen til hende igen og satte sig ved siden af før hun lagde hovedet i skødet på sin endnu levende mor som gik igang med at nusse hende i håret mens hun svarede sin lærling "sandt at sige er det nu sjovere at snige sig over broen eller at lave en midlertidig en selv" med et smil der sagde alt for tydeligt at hun ikke kunne dy sig fra at prøve når hun fik lyst til at gøre den slags. hun lignede langtfra andre, selv blandt necromancere var hun jo ikke normal af udseende. ung og smuk ville hun nok kunne blive kaldt. hvis ikke for hud farven og øjnene

[Camill Angelique Arnauld]

Camill's blik gled ned på Tammy, der bare lagde sig til rette på sin mors skød. Det så ikke rigtig ud som om at Tammy faktisk var en levende død. Hun virkede som en ganske normal pige, der bare søgte tryghed hos sin mor. De så egentlig meget fredelige ud, sådan som de sad der sammen. Men det var vel også kun fordi Camill kendte dem. Folk plejede jo at gå en mindre bue rundt om dem og hvorfor? Fordi de ikke lignede andre?
"Lyder som sjov ballade i mine ører"
sagde hun med et drilsk smil på læben. Egentlig så opførte Camill sig nok mere eller mindre anderledes overfor Jenna og Tammy, da hun var Jenna's lærling og efterhånden havde været det længe. Nogle af de større tricks, som Camill kunne kontrollere havde hun kontrol over pga. Jenna's ekspertise.

[Jenna]

Jenna grinede og Tammy lå bare som før ved sin mor mens der blev spurgt "ska vi lave noget ballade?" med et kækt smil, hvis de begge tog over ville de ikke bare skjule sig. sikken en ravage de kunne lave i Iméra. åh hvor hun dog bare gerne ville gøre noget hun havde lyst til såsom at ende livet på et utal af de sølle folk på den anden side. ville være en glæde for hende at give dem en smag på hvad en gammel necromancer kunne

[Camill Angelique Arnauld]

"Jeg er frisk, hvis du er."
sagde hun med et koldt, men også ganske roligt smil på læben. Det kunne da blive temmelig underholdende, hvis de tog over til Iméra, der kunne da umuligt ske det helt store ved det? Iméra ville næppe give meget modstand, som folk fra Nýchta ville give. Hendes blik gled tilbage mod skoven i selv samme retning som Iméra lå i. Det var egentligt utroligt at Cyappu overhovedet kunne holde de to lande adskilt, men der var vel en grund til at folk ikke vandrede frem og tilbage over broen, både fordi vagterne var der for at sørge for at der ikke var nogen som gik over til det modsatte land. Men samtidig var der vel også en anden grund, nemlig at der var en begrænset mulighed for overhovedet at komme over. De steder, hvor det ville være muligt, var enten bevogtet eller skræmmende.

[Jenna]

Jenna smilede ved svaret og rejste sig, Tammy lige efter mens den udødes mor svarede "hvilken vej så, broen eller bjerget?" helst ville hun broen, bare så de havde en god grund til at lave ballade uden videre, hun havde sku kedet sig for længe efterhånden og en lille tur ud for at lege bølle skulle nok være sjovt når man lige vadede over broen med sin elev

[Camill Angelique Arnauld]

Et langsomt smil gled over hendes læber, da det lod til at Jenna var med på ideen, men alligevel skulle hun tænke mulighederne igennem med hensyn til hvilken vej de skulle tage. Bjerget ville jo være mere skjult, men på anden side, så ønskede de jo ikke at holde sig skjult og så ville det være nemmere at tage broen, de skulle jo blot forbi nogle vagter eventuelt?
"Hvis vi tager broen, så vækker vi opsigt med det samme og så er det hele hellere ikke som en leg?"
svarede Camill med et smil på læben, da hun jo faktisk helst ville tage broen, fordi hun ikke gad vandre al for langt og så kunne det da være meget sjovt at skabe lidt kaos omkring broen og vagterne.

[Jenna]

et smil var hurtigt at finde som Jenna vendte sig mod bjergene kort "sandt nok, og tror da også Tammy ville få noget sjov ud af det" hun aede sin udøde datter blidt i håret. selv efter alle de år var hun ikke begyndt at rådne så Jenna kunne med rette kalde hende sit mesterværk selvom hun langt hellere kaldte hende for sin lille øjesten hvor forskruet folk i Iméra end måtte finde det at nogen kunne holde sådan af en udød pige