A Crystal Rose.

[Den Ældste]

Det var morgen, men det var stadig mørkt da der ikke var nogen sol. Prinsens gemak var helt tomt. Han var ude på sin morgen tur på sin hest som altid. En kvinde som var blevet udset som hans personlige tjener var på vej mod hans værelse med rolige skridt med den smukke hvide kjole hun havde på. Den sorte paryk var sat i en hestehale og de grønne kontaktlinser gjorde hendes øjne mere menneskelige.
Med sig havde hun en bakke med en skål og en kande med vand havde hun med sig. Det var som i meget gamle dage til at vaske sit ansigt med. Rundt om hende hvor hun gik var der en let nærmest helt usynlig fugtig tåge som holdte hendes ud våd. Hun åbnede døren forsigtigt og gik stille ind. Hun gik over til et bord og stilte bakken på bordet. hun smilte varmt og vidste at folk altid undrede sig over hendes meget meget hvide hud. Det var bare altid noget de ikke kendte hele hendes sande jeg.
Stille tog hun kanden op og hældte vandet i skålen. Hun så på vandet og smilte stille. Hun gik over til Prinsens seng og hev alle lagener af for at rette det til igen. Det var jo en del af hendes job. Nok ville man ikke tro en rig kvinde som hende ville arbejde for at lave noget og slet ikke for de rige. Mange ville tro hun ville arbejde i sit ejet firma og tjene stort. Men sådan var hun ikke. Hun glattede lagnerne og nynnende stille imens. Hun gjorde sengen smuk og klar til natten. Hun så rundt. Prinsen var ikke kommet tilbage inu.
Hun så mod vandet i skålen og gik der over. Hun holdte hånden over vandet og en smule vand kom op af skålen og flyd over hendes hånd. Hun så på det og med begge hænder tog hun rundt om vandet og hev hænderne væk fra hinanden. Vandet begyndte at forme sig til en rose som ikke helt var lukket og heller ikke helt lukket. Der kom en stilk på og blade og det var blevet til en rose af krystal. Hun gik over til hans seng og lagde den stille og smukt på hans pude. Hun smilte lidt og anede slet ikke om prinsen vidste hvad hans tjener var. Hun stod lidt og begyndte så at rydde op på hans værelse helt roligt.

[Revion Talant]

Morgentur var så meget sagt. Yalathanil og vagten nåede kun lige at passere gennem byen, da han havde valgt at vende om igen. Han var taget af sted i håbet om, at han kunne få samlet sine tanker sammen igen, men det kunne han ikke. Han havde alt for meget at tænke på for tiden, og han havde så mange ting, som han skulle ordne og planlægge. Hans besøg ved Elenhîniel for godt to uger siden havde givet ham meget at tænke på, men også gjort, at han stod med nogle ting, som han faktisk skulle af med. Han havde ikke engang fået taget sig sammen til at snakke med sin søster endnu, og varulven Gren skulle han også have en snak med, men han kunne ikke finde tiden til det, også fordi hans far havde givet ham noget arbejde. Han var trods alt kronprins, og skulle på et tidspunkt blive konge, når han engang havde fundet sin brud.

Yalathanil havde afleveret hesten til stalddrengen, hvorefter han med rolige skridt igen gik mod slottet. På vej forbi køknet kiggede han ind og fik et stykke frugt, hvorefter han fortsatte op til sine gemakker. Han nåede at spise sit frugt færdig og afleverede det til en passerende tjener, inden han åbnede døren til sit værelse og trådte ind. Han blev stående lidt i døren, da han opdagede Clair, hans personlige tjener, som gik og ryddede lidt op. Han fulgte hende med øjne, men sagde dog intet. Et lille smil formede sig på hans læber, og et øjeblik, så glemte han alle sine tanker.

[Den Ældste]

At prinsen var tilbage havde Clair ikke set. hun gik og samlede små ting op vandede planter vis han havde nogen og lagde vaske tøj i kurven som hun så skulle bære ned til vaske rummet. hendes glade nynnen var tydeligt tegn på hun ikke var i dårligt humør. hun tog kurven op og skulle til at gå mod døren da hun så prinsen stå i døren. Hun stoppede sin nynnen da hun var været i stå. hun nejede for ham og så ned. hun følte sig pinlig berørt over at prinsen bare havde stået og kigget på hende. Dog håbede hun ikke han havde set hvad hun havde gjort med vandet og krystal rosen.
"Undskyld, jeg så ikke De var tilbage."
Den ældste hed Clair før hun blev mizu derfor havde hun jo brugt det samme navn på slottet men hun havde jo glemt om det var et falsk navn eller hendes rigtige. hun var lidt gammel jo. Hun turde ikke helt se op da hun jo ikke lige havde regnet med han ville komme og så var det uhøfligt for en tjener at så på herskabet. hvilket jo bare galt om manere.

[Revion Talant]

Yalathanil fortsatte med at følge Clair med øjne, mens hun gik nynnende rundt. Han var glad for, at hun var i et godt humør, fordi så vidste han, at stemningen på slottet også var god, hvilket ville sige, at der ingen problemer var, hvilket var en god ting. Han havde selv nogle ting at tænke på, men det påvirkede vel ikke andre humør, han sad jo oftest alene på sit arbejdsværelse og skrev ting ned og snakkede lidt med sig selv.
Hans tanker blev afbrudt, da Clair var gået i stå, fordi hun havde opdaget ham. Han smilede bare til hende og vinkede lidt afvisende med hånden over hendes undskyldning, hvorefter han sagde, ”Det er okay, er først lige kommet tilbage igen. Turen blev ikke så lang, som jeg havde håbet på.”[/color] Han gik nu hen forbi en stol, hvor han smed sin kappe, som han havde haft i armen, hvorefter han gik hen til vandbadet, hvor han plaskede lidt vand i hovedet, så han lige kunne vaske støvet væk og blive lidt mere klar i hovedet, selvom det ikke helt virkede. Han greb ud efter et håndklæde, men hans hånd lukkede sig om luften. Han regnede med at Clair havde taget det til vask. ”Du kunne vel ikke række mig et håndklæde?”[/color] spurgte han venligt, mens vandet stadig dryppede fra hans ansigt og hænder. Han følte sig lidt akavret, fordi hans stod med hænder og hoved over vandbadet.

[Den Ældste]

Den ældste skulle ha til jo at gå ned og hente et håndklæde så da han spurgte om et stilte hun stille kurven og tog et af de mest rene håndklæder der log på toppen hun gik stille hen til ham og smilte. hun lagde stille håndklædet i hans hånd. Hun ville godt ha tørt det af for at hjælpe ham men han var jo ikke det lille barn hun huskede ham også havde været. han havde været så sød som lille.
"Her er Deres håndklæde. Jeg håber Deres korte tur var dejlig alligevel"
Den ældste var glad for at Prinsen var så venlig som han var. Hun kunne ikke forestille sig vis han blev ond. Det ville være for underligt når han jo var en folkekær prins. Lidt lige som hans søster den skønne prinsesse. Den ældste trak sig lidt væk og så bare på prinsen. hun smilte roligt og tænkte lidt over om nogen på slottet faktisk vidste hvor gammel hun var. hun var jo i sine sidste år. hun var gammel og hun savnede lidt at ha en hun kunne gi sin titel til.

[Revion Talant]

"Tak." sagde Yalathanil, da han fik håndklædet. Han rettede sig op og tørrede sig i ansigtet og derefter sine hænder, mens han vendte sig om mod Clair. "Den kunne have gået meget bedre, hvis ikke jeg havde så meget at tænke på."[/color] mumlede han, hvorefter han lagde håndklædet fra sig ved siden af vandbadet. Han sukkede kort og rystede lidt på hovedet, da han nok måtte få taget sig lidt sammen, han havde jo en del arbejde foran sig endnu, som skulle laves. Blandt andet skulle han finde ud af, hvem der skulle overtage ledelsen af Ashisuto, og han fik nok ikke lov til at give den til Dramorion, da han blev holdt i en lidt kortere snor, som ham selv og Merenwen gjorde, han havde lidt ondt af ham.
Yalathanil gik hen til vinduet og kiggede ud i natten. Han foldede hænderne på ryggen. Han savnede solens smukke lys, men han måtte ikke selv være med til at finde det, da han havde opgivet solen, da han havde afgivet et løfte, og så endda på elvisk.

[Den Ældste]

Den ældste gik over og tog håndklædet og lagde til vasketøjet igen. hun tog Kurven op og så på prinsen som stod og så ud af vinduet. Det gjorder lidt ondt af at se Den elskede prins se så sorgmodigt ud af vinduet. Den ældste smilte stille og gik stille over mod ham men stoppede 3 meter bag ham.
"De skal vide Unge prins, at vis du har brug for en at betro Dem til er jeg altid klar med et øre."
Den ældste havde set solen og set mørket. Hun troede på at solen ville komme tilbage en dag. men hun havde opgivet håbet om at det ville bære imens hun levede. Den ældste så roligt på prinsen og håbede han forstod at hun kun ville hjælpe hans humør op så han var glad. hun så mod hans seng hvor krystal rosen log så smukt.

[Revion Talant]

Yalathanil var opmærksom på, at Clair bevægede sig rundt, men han vendte sig ikke om, fordi han vidste jo, at hun ikke var ude på og slå ham ihjel. Så han vidste også, at hun stoppede et sted bag ham, fordi døren nemlig ikke gik, så det overraskede ham ikke, at hun sagde noget. ”Jeg troede, at du havde to ører.”[/color] sagde han og grinede svagt, hvorefter han vendte sig om og betragtede Clair med et smil.
”Du har altid passet på mig, og jeg værdsætter din bekymring, men dette er ikke noget, som du skal tænke på. Selv kongen ved intet om det.”[/color] fortalte Yalathanil, hvorefter han hurtigt kiggede ud af døren, men kunne dog ikke se nogen, så han fortsatte, ”Jeg kan dog betro dig en ting, jeg vælger muligvis at lave et sammenarbejde med en varulv fra Nýchta, men lad det være vores lille hemmelighed.”[/color] Han vidste ikke, hvordan hun ville reagere, men han håbede ikke, at hun ville fortælle noget til kongen eller dronningen, ikke engang hans søskende. Han var nødt til at være forsigtig med hans handlinger, da han jo var kronprinsen, men han ønskede fred mellem landene.

[Den Ældste]

Den ældste stod roligt og da han vendte sig mod ham så hun et kort glimt af ham som det barn han havde været, den dreng hun havde passet. Da han sagde hun altid havde passet på ham smilte hun varmt og kærligt. En kvinde uden sit ejet barn kunne jo beskytte nogen andre som manglede nogen. Den ældste så på ham og da han snakkede om en varulv begyndte Den ældste bare at smile og små grine. Det var tydeligt at hun ikke havde noget imod det. Hun lagde en hånd på sit hjerte og smilte venligt imens hun sagde.
"Bare rolig. jeg siger intet til nogen her i denne verden"
Hun så på ham med omhed og kærlighed som en mor ville. hun var i sine egne øjne en form for mor for alle mizuer. og også lidt for prinsen. Hun ønskede virkelig selv at kunne fortælle sin hemmelighed til ham men vidste ikke om han ville kunne forstå hende.

[Revion Talant]

Yalathanil stod og smilede til Clair. Han var i det mindste glad for, at hun ikke var begyndt at sige, at han skulle finde sig brud, som skulle være mor til hans børn. Der gik nok nogle år, men tiden nærmede sig jo, hvor han muligvis ville blive konge, og hans forældre så helst gerne, at han var gift, inden han blev det. Han kunne godt se det, men han ville ikke gifte sig af pligt, hvilket var noget, som han havde lært i løbet af livet, men tanken havde ramt ham første gang, hvor han enlig havde været forlovet, men der havde hun været den, som var løbet, men han havde en mistanke om, at han fundet hende, men han ville ikke tvinge hende, og han accepterede hendes beslutning.
Det glædede Yalathanil, at Clair ikke flippede ud over, at han havde valgt at sammenarbejde med en varulv. ”Far ville sikkert blive meget sur, men det hjælper jo ikke, hvis vi skal skabe fred.”[/color] sagde han og nikkede, som tak til, at hun ikke ville sige det til nogen.

[Den Ældste]

den ældste så roligt på ham. hun ville ikke tvinge ham til at gifte sig da hun jo selv havde været gift og oplevet det som en uhyggelig ting. Den ældste så på ham og var glad for han ville betro sig til hende. hun overvejede selv at betro sig til ham men vidste ikke hvordan han ville ha det med at hans personlige tjener var den første Mizu og som faktisk kunne dø snart da hendes tid snart var forbi.
"Du har ret. Man må lave aliancer for at få fred og vis man undgå alle andre racer kommer der aldrig fred i landene"
Den ældste's grønne kontaktlinser så varmt på Prinsen og det sorte hår log ned over hendes skuldre. der var dog tegn på en hemmelighed i hendes øjne.

[Revion Talant]

Yalathanil tog sig selv til hagen, gned den, og tænkte lidt, hvorefter han lod hånden falde ned igen. "Jeg tror heller ikke, at der er nogen, som skal undgås. Og jeg ønsker jo fred verden over. Og ikke kun delvist, fordi så kan der opstå et oprør, som så igen kan skabe splid."[/color] sagde han lidt efter og rystede så svagt på hovedet og mumlede, "Lad os lade emnet ligge, det nytter ikke at dvale ved en mulig fremtid."[/color]
Yalathanil sukkede lidt, hvorefter han gik hen til sin seng, han var lige ved at sætte sig på den, da han opdagede en rose, som ikke var en almindelig rose, den var lavet af et eller andet, som han ikke lige kunne sætte en finger på. Han samlede den op og lod sin hænder undersøge den. Han vendte sig mod Clair og sendte hende et spørgende blik. Han undrede sig over, hvem den var fra? Og hvordan den var blevet lavet?

[Den Ældste]

Den ældste nikkede til det han sagde. hun var jo total enig i det han sagde. det ville være det bedste. Da han satte sig på sengen og sendte hende et blik så hun på ham og smilte lidt. Hun vidste jo godt hvem den var fra. og hvad den var lavet af.
"Det er fra en beundre. En som inderligt ønsker at møde dig ansigt til ansigt, og selvfølgelig ønsker dig held og lykke med alt du foretager dig"
Hun havde det dårligt med at lyve sådan. men det var jo ikke helt løgn for det var jo hendes andet jeg som ønskede at møde ham ansigt til ansigt og ikke ansigt til forklædning. Hun smilte varmt til ham og gik over og så på rosen. en smuk krystal rose som kun en mizu med meget øvelse ville kunne lave.

[Revion Talant]

”En beundrer?”[/color] spurgte Yalathanil meget overrasket. Han havde ikke selv hørt om nogen beundre, så det undrede ham faktisk. Han sukkede pludseligt, mens han forsigtigt drejede rosen i sine hænder, han havde set et billede af sådan i en af sine bøger før, men der havde ikke været så meget at sige om den eller den pågældende race, de var meget hemmelighedsfulde, men han var underligt nok interesseret i dem. Han havde altid interesserede sig for andre racer. ”Tror du, at jeg vil møde hende?”[/color] spurgte han og kiggede på Clair igen. Han vidste ikke, hvor skrøbelig rosen var og, hvor længe der ville gå, før den knækkede, så han holdte ganske let om den.

[Den Ældste]

Den ældste så hvordan han så på rosen og hvor glad han så ud for sådan en rose. Den ældste smilte varmt og begyndte at samle småting op fra gulvet. da han spurgte om hun troede han ville møde hende tænkte den ældste roligt. Et varmt smil gled over hendes læber og hun så op på ham.
"Det tror jeg da. Hver aften vil hun nemlig stå i porten til slottet og vente på et møde!"
Den ældste så på ham og man kunne ikke se at hun var den person. en beundre betød ikke kærligheds beundre, det kunne jo også adfærsbeundre eller mange andre ting. Den ældste rejste sig op og smilte. "skal jeg hente noget til dig før jeg går ned med vaske tøjet?" hun var jo hans tjener, og ven og derfor hjælp hun ham vis han havde brug for det.