A Crystal Rose.

[Revion Talant]

Yalathanil lagde mærke til Clairs bevægelser, men så ikke over på hende, før hun begyndte at tale igen. Han hævede et øjenbryn og var enlig meget overrasket, fordi han ikke havde hørt om nogen, som opholdte sig ved porten til slottet. ”Hvor ved du det fra?”[/color] spurgte han overrasket, men havde dog en behersket stemme. Han blinkede lidt med øjne.
”Nej, det er ikke nødvendig, men du må gerne bringe min middagsmad til mit arbejdsværelset senere i dag.”[/color] sagde han og gav hende et lille smil, han ville alligevel sætte sig derned om ikke så længe, hvorefter han ville sidde der det meste af dagen. Han kærtegnede rosen en sidste gang, før han lagde den forsigtigt fra sig igen.

_______________Om aften_______________

Efter at have lagt en del arbejde bag sig og efter nogle timer efter aftensmåltidet, som han havde tilbragt med familien, havde han trukket sin kappen om sig og trukket en hætte over hovedet, så ikke så mange skulle genkende ham. Han havde taget personale udgangen, da de havde været travlt optaget andre steder, hvorefter han var smuttet hen til slotsporten, hvor han kiggede rundt for at få øje på en skikkelse, som han et sted ventede stod hernede, men hans forhåbninger var ikke særlig store, selvom han troede på Clair.

[Den Ældste]

Den ældste så på ham da han spurgte hvordan han vidste det. hun smilte varmt og så på rosen. "da hun gav mig den sagde hun at hun ville vente der" Den ældste smilte venligt og da han sagde med madden smilte. og nikkede. "det skal jeg nok. jeg siger til din familie at du ikke kommer da du arbejder" hun smilte og så hvordan han lagde rosen, han var helt sikkert glad for den. hun tog tøjet og gik stille ud af døren for at komme med middags maden til hans arbejdsværelse.

Om aften.
uden for slots porten var der stille men der gik ikke længe for en meget tyk tåget kom og man ikke rigtigt ville kunne se noget foran sig. Den ældste som jo selv havde giver rosen stod der ved slots porten uden paryk og uden kontaktlinser, hendes kjole havde hun skiftet til en silkeblød og flydene kjole. hun stoppede op og kunne lige ane ham. *han kom faktisk. Han er virkelig som han var som barn* et stolt smil gled over hendes løber. ja det var lidt underligt at det var stolt men hun havde jo passet på prinsen siden han var lille. "godaften min prins" Lod hendes stemme med en klare tone end på slottet. nok fordi her fik hun mere vand så hendes stemme blev mere klar som floden. hun lettede tågen lidt så han ville se hendes omridt.

[Revion Talant]

Yalathanil gned sine øjne, da der kom en tåge, først troede han, at det var indbildning, men det var rigtigt nok. Han var en smule træt ovenpå det meget arbejde, som stadig skulle gøres, men der var intet, som han kunne gøre ved det nu. Når arbejdede kaldede, så kaldte det, og så kunne andre ting, som regel vendte på ham.
Han fik endelig øje på nogen, men fik ikke noget klart billede af personen, da tågen var lidt for tyk. Han kiggede dog nysgerrigt og ville enlig gerne tættere på, men blev dog stående. Han slog hætten ned, da der blev talt til ham, og han var genkendt. ”Godaften.”[/color] gengældte han hilsenen og bukkede svagt for skikkelsen. ”Og hvem har jeg selskab af?”[/color]spurgte han, da han havde rettet sig op igen.

[Den Ældste]

Den ældste så på ham da han tog hætten af og gik roligt frem. hun kom frem mod ham så hun var 2 meter væk. hun så på ham og bukkede også for ham for at vise respekt og ære. Den ældste vidste jo at tågen var hendes værk og hun ville kunne lege med den så meget hun ville men hun gjorder det jo for at overleve. hun gjorder tågen lidt tyndere ved dem. i det hun gjorder det sagde hun bare roligt. "Den Ældste." et let grin kom fra hende da hun jo sjældent sagde det til folk der ikke var mizuer. dog var det jo den tittel hun var kendt som. hendes hvide hår og hvide hud. de hvide øjne og det hvide tøj lyste næsten hende op når månen ramte rigtigt for hun var så lys man kunne se hende.

[Revion Talant]

Yalathanil spærrede øjne en anelse op, da skikkelsen kom nærmer og tågen blev en lidt tyndere. Hun mindede ham meget om hans tjener, Clair, selvom Clair havde sort og en anden øjenfarve, som han ikke lige kunne komme i tanke om, måske var de i familie med hinanden?
Han betragtede hende, da hun bukkede for ham, hvorefter hun præsenterede sig selv. Han foldede hænderne omme på ryggen under kappen. Kappen lukkede sig helt omkring ham, så den holdte det værste af det kølige vejr ude. Han tænkte længe over det med hendes navn, fordi han mente, at han havde hørt det før, men kunne ikke lige huske det. Det var der rosen kom til hans tanker, hvilket gjorde, at han spurgte, ”Er du en Mizu? En af de tre ældste?”[/color] Det vidste spørgsmål kom mere med på grund af hendes navn. Ja, han havde en viden om de mange væsner, da han læste om dem, hvilket gjorde, at han ofte kunne skælne dem fra hinanden, men ikke altid.

[Den Ældste]

Den ældste smilte til ham da han så på hende som han gjorder dog hans spørgsmål fik hende til at smile varmt og grinte lidt. "ja jeg er en Mizu. og ja igen Jeg er en af de ældste, for jeg er Den Ældste. den første af min art, og jeg har længe ønsket at møde Dem før min tid vil løbe ud." Det hun faktisk sagde var at hun nok snart ville dø og gerne ville møde ham. men det var jo ikke underligt hun var gammel og havde levet et godt liv. hun var trodsalt også kun et menneske før hun blev en mizu. men hun kunne jo næsten regne ud at selv prinsen gerne ville møde racer fra alle egne og nogen af de stærkeste og ældste i de racer.

[Revion Talant]

Yalathanil så lidt overrasket på Den Ældste, da hun grinede, det var ikke helt det, som han faktisk havde regnet med, men det gjorde ham intet, han følte selv, hvordan det smittede af over på ham. "Din tid vil løbe ud?"[/color] spurgte han meget overrasket og vidste ikke, hvad han skulle sige eller tænkte, fordi hans egen tid ville jo ikke løbe ud, før han blev dræbt, hvilket til tider var en skræmmende tanke, selv det med at leve evigt skræmte ham en lille smule.
Yalathanil betragtede hende lidt. Han vidste ikke hvorvidt, han skulle stille det næste spørgsmål, men han var nysgerrig. "Hvordan bliver man en Mizu? Der står ikke rigtig noget nogen steder."[/color] forklarede han, han syntes, at bøgerne var meget tomme omkring Mizuerne, så måske skulle det snart skrives videre på?

[Den Ældste]

Den ældste så på ham da han sagde det hun havde sagt. hun nikkede og sukkede med et smil hun var meget rolig når man tænkte på at hun allerede vidste hun snart skulle dø. men det var nok fordi at hun kunne mærke at hun var gammel og slidt. da han spurgte med mizuer og sagde det med at det ikke stod nogen steder så hun roligt på ham. "det er nok fordi ingen har undersøgt det nærmere eller rigtigt spurgt en mizu. de er vil bange for at kende til os... Men vis De for det at vise skal De ikke skrive det ned." hun smilte og så lidt rundt. hun så en bænk lidt fra dem og nikkede mod den for lige som at spørger om de skulle sætte sig.

[Revion Talant]

Yalathanil vidste ikke, hvad skulle tænke. Den Ældste af Mizuerne ville snart forsvinde fra denne verden, hvilket et sted var en stor skam, men så vidt han vidste, så havde de en lærling, som skulle overtage pladsen, når tiden var inde. Han vidste dog ikke, hvad han skulle sige, så han lod det ligge.
Han lyttede til, hvad Den Ældste havde at sige. Han lyttede og tænkte over det. Mange vil stå uvidenhed, også han ikke måtte skrive det ned nogen steder, men han respekterede, at de ikke ønskede det nedskrevet. ”Jeg vil lytte og huske, og jeg vil ikke skrive det ned nogen steder.”[/b] sagde Yalathanil roligt, og han ingen hensigt om at snyde nogen. Han nikkede til det med, at de godt kunne sætte sig ned på bænken. Han henlagde den korte distance mellem bænken og ham, hvorefter han satte sig ned.

[Den Ældste]

Den ældste satte sig ned i en fin bevægelse og så på prinsen. ja men sagde at de havde lærlinge eller at de havde børn som skulle tage deres plads efter dem, men Den ældste havde ikke været så heldig inu. hun så mange talenter i de unge mizuer, men det var mest inden for en styrke men hendes arving skulle ha alle styrkerne + en stor viden og hjælpsomhed i hjertet og det var svært at finde. en havde hun set men vidste jo ikke om pigen selv ønskede det.
Hun hørte prinsen lovede kun at lytte og det gjorde hende glad. hun så op mod himlen i et let suk. "Vi mizuer kan ha været alle slags racer. Vi kunne ha været en højelver som Dem selv. eller et menneske enda. Men så snart en dør af vandets kraft er den person ikke mere den race de var før, vandet gør en til en Mizu." Den ældstes øjne så kærligt på prinsen og vidste jo ikke hvordan han ville ha det med at vide at der skulle død til for at blive en mizu. Vampyre var jo døde lige fra de blev født af andre vampyre men det var det ikke med mizuer de døde af vandet.

[Revion Talant]

Yalathanil fulgte Den Ældstes bevægelser med øjne, han lagde intet i det overhoved. Han sukkede stadig over det med, at han snart burde finde sig en brud, men han havde ikke rigtig tid den slags lige nu. Han havde andre ting at tænke på. Ting, som handlede om landet, og landet var vigtigere for ham, som ham selv. Og det, som var vigtigere end landet, var hans familie, specielt hans søskende.
Yalathanil flyttede svagt på sine øre, da Den Ældste igen begyndte at tale og fortælle omkring mizu’er. ”Det virker lidt ligesom, hvis man bliver forvandlet til vampyr, dog har man stadig noget af sig selv. Men at blive til Mizu sletter åbenbart alle spor af den, som man før.”[/color] sagde han overvejende. Det kunne godt være, at det ikke gav mening, det, som han sagde, men for ham gav det mening. Overordnet så var det enlig bare hans tanker, som han lukkede ud. Han det ofte med at sige højt, hvad han tænkte, så han selv kunne holde styr på det.

[Den Ældste]

Den ældste så på ham og smilte varmt. hun grinte lidt over det han sagde og så ned i jorden hvor hendes kjole rørte. "Jeg ville nok ikke sige det sletter en. de folk man kendte husker jo en... Lige som med mig selv... Men nu har jeg levet så længe at ingen af dem jeg kendte dengang kan huske mig." Den ældste vidste ikek om alle spor var slettet men hun var jo nu den hun engang var. Hverken prinser eller Konger kunne lave om på hvad eller hvem hun var. Den ældste så venligt på Prinsen og fik samlet lidt vand foran dem og formede sig til en af de roser som hun havde lagt på hans pude.
Hun tog fat i den og rakte ham den smukke krystal rose. "Jeg var faktisk slet ikke til da De blev født. Men jeg glad for at få lov at kunne beundre Deres kærlighed til Deres familie og Deres folk." Hun vidste at han sikkert havde mange spørgsmål om Mizuer og hun ville svare på det for at gøre ham glad og så han kunne lærer mere. men hun vidste ikke om hun kunne sige hun var Clair.

[Revion Talant]

”Selvfølgelig, men det er lidt sådan.. man vil jo aldrig glemme, hvem man er. Og det gør mig ondt.”[/color] det sidste havde Yalathanil sagt, fordi dem hun kendte ikke længere ville huske hende. Han vidste ikke selv, hvordan det var, fordi folk ville huske, hvem han var, men han ville måske glemme folk? Han var ikke sikker.
Han betragtede hende interesseret, da hun lavede en rose, som lignede lidt den, som havde lagt på hans pude. Han tog også i mod den, da hun gav ham den. ”Det er en smuk gave, De har.”[/color] sagde han stille og betragtede rosen mellem sine hænder. Den var smuk.
Yalathanil smilede svagt ved hendes ord, om hans kærlighed. ”Fred er det, som jeg ønsker mig allermest.”[/color] undskyldte han, da han ikke helt vidste, hvad han ellers skulle sige.

[Den Ældste]

Den ældste så på ham og smilte varmt. Den ældste var nok gammel og mistede alle hun havde haft kendt men selv om det var tilfællet havde hun jo også fået nye venner. "nok ser De det som syndt. men vis det ikke var sket kunne jeg jo ikke ha mødt dem jeg kender nu." Den ældste så på ham og da han sagde det var en gave grinte hun og så mod den smukke himmel.
"en gave eller en forbandelse det kommer an på hvem man er. For det som De kalder en gave kan bruges til at dræbe. Bruges til at styre andre." hun var nogen gange ikke alt for glad for sine evner og dog. uden dem havde hun aldrig kunne være den hun var nu. da han nævnte fred grinte hun og tænkte på sin veninde som var fra den anden side.
"behold den holdning Kære Prins. Fred er det største som vil kunne ske. Dog gælder det altid om at finde nogen få som man kan starte med at danne fred med" hun så på prinsen og vidste at han sikkert havde meget at spørger hende om men hvad ville han ikke tænke.

[Revion Talant]

”Det kan du vel have ret i. Jeg ville dog blive ked af det, hvis jeg skulle opgive alt dette, som jeg har nu, specielt min familie.”[/color] sagde Yalathanil og smilede svagt. Han kiggede op på slottet og tænkte enlig på, at det var det liv, som han kendte og holdte af. Han havde virkelig ikke lyst til at miste det. Han vendte igen blikket tilbage til Den Ældste.
Yalathanil blev en lille smule overrasket ved hendes, men han forstod det. ”Det er rigtigt.. der er nogen, som vælger at bruge deres gave forkert, hvilket er trist.”[/color] sagde han og sukkede lidt.
”Ja, det er det.. og nok lige nu et uopnåeligt mål, så længe vampyrerne sidder på magten.”[/color] forklarede han. Han havde dog ikke opgivet håbet, fordi han en mindre plan, som han håbede ville lykkedes for ham.