now life.

[Jenna]

en ung pige kom gående, tilsyneladende ikke meget ældre end 14 lige hen mod Camil, kort efter fulgte en kvinde der kom i samme retning, de levende døde generede ikke nogen af de to, men ingen af dem så særligt normale ud trods alt, hvidt hår, grå hud, sorte øjne med gule iris. ingen af dem blandede sig endnu dog som Jenna tog armene om sin datter Tammy for at de bare kunne se på for nu. se hvad der skete og måske more sig lidt over det

[Den Ældste]

Den ældste stod stille imens at Camil snakkede og svarede hende igen. Den ældstes smil var varm og kærligt som altid. da Camil fik de døde til at gå truende mod Den ældste virkede hun ikke just bange. faktisk mere rolig end man skulle tro. hun havde set døden i øjnene for mange år siden. dengang kvinder kun var til for at gøre alt for mændene. Den ældste så på de døde og vidste jo at hun var gammel og kunne ikke se det store at leve for mere. hun manglede en lærling men det kunne hendes søstre vil skaffe. Den ældste havde levet et godt liv. hjulpet nye mizuer til som var bange for deres nye evner. set nogen blive store og modige mizuer med stort talent. Den ældste så mod de døde og kunne pludselig se en kvinde men en pige. Den ældste smilede kærligt til barnet. børn? noget hun ikke havde fået og ikke havde lyst til at få nu. hun så de nye mizuer som sine børn. måtte hjælpe dem på rette spor. nok kunne mange mizuer ikke forestille sig at Den ældste måtte dø en dag da hun jo altid havde hjulpet dem og taget sig af dem med alt de kunne ha brug for, men døden tog alle. og disse necromancer tog de døde.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var egentlig meget svært for Camill, at få ordre, da hun i bund og grund ikke brød sig om at blive behandlet på den måde, det kunne godt være at hun ikke var en fra af øverst rang, men hun var hellere ikke fra de laveste. Dog befandt hun sig i Iméra og det kunne jo også betyde andre regler, selvom hun ikke havde i sinde at følge dem i hvert fald ikke til punkt og prikke.. Det var nok også derfor at hun havde den tone, som hun nu havde fået pålagt sig igennem årene, fordi hun ikke skulle behandles som en der var mindre værd.

Camill lod sig dog ikke rigtig til at forstyrre af de nyankomne gæster. Men det var nok mere fordi hun kendte dem.. Endda meget godt. Det var jo hendes læremester sammen med hendes datter. Det eneste, som gav udtryk til at hun havde set dem, var et mindre smil, som viste sig på hendes læber. Dog lod hun det påvirke hendes koncentration, hun skulle jo helst ikke tabe ansigt nu hvor hendes læremester var der. Hendes blik gled tilbage mod den ældste, der tydeligvis også havde fået øje på de nye gæster, men hun virkede mere distraheret end Camill lige havde regnet med.

De udøde gik lige pludselig til angreb og angrebet var lettere aggresivt og måske endda voldsomt. Noget som måske ville komme, som et chok, når den ældste først ville få øjne op for hvad der skete.
"Keep your eyes on your enemy"
kom det lettere irriteret fra Camill, da hun jo på en måde var blevet overset nu, hvor der var kommet gæster til. Dog kunne hun selvfølgelig også have valgt at udnytte det til hendes fordel, men nu ville hun lige først se hvad hun ville gøre med den folk udøde, som var på vej mod hende. De dukkede også op bagved hende, så hun faktisk var omringet.. igen.

[Jenna]

Jenna så bare på hele optrinnet uden at ændre mine, personligt ville hun nok havde nøjedes med at se om Tammy ville give det en chance at slå fra sig. da Camill så gav fra sig og talte svarede hun med et roligt smil "very true my student" mens Tammy vidste bedre end at blande sig lige nu sp hun gik tilbage til sin mor

[Den Ældste]

Den ældste hørte cam og lige som hun så mod cam var den flok udøde som hun havde sent efter hende meget tæt på hende. Den ældste nåede ikke at hive vand frem og bliv slået i maven af en udød som var førest. Den ældste tog sig til maven og krummede lidt sammen. en udød bag hende slå hende i ryggen så hun faldt ned i jorden. hun fik vejr traknings besvær pga slaget i maven. hun mærkede pludselig en form for væske løbe ned af hendes mund vide. det var blod.
skulle hun virkelig dø her ude nu. Den ældste rystede lidt og så hvordan de udøde havde omringet hende. hun hostede lidt og noget blod landte på jorden. Det var da ikke den ældstes skyld at hun jo elskede børn og altid blev glad ved børn. var det virkelig hendes tid til at dø nu?

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke fordi, der var så meget som kom bag på Camill, men alligevel havde hun muligvis forventet lidt mere af sin modstander, dog gjorde det ikke noget, at det muligvis var ved at nå sin ende. Camill's blik var dog fæstnet på den ældste, da hun jo selv havde sat, at man skulle holde blikket mod sine fjender, dermed sagt, at man ikke skulle blive distraheret af nogen, og slet ikke sine omgivelser. Hendes holdning var rolig, men også lettere kold, det kunne næsten virke som om at hun var i en form for trance, men det var hun ikke. Det eneste, som muligvis fik hendes ansigtsudtryk til at være sådan, var nok at hun overvejede sine muligheder, selvom hun så den ældste falde ned på knæ og spytte blod op. Det at den ældste var svag overfor børn havde hun dog endnu ikke opfattet, men det var nok ikke så vigtigt, siden at hun ikke havde lagt mærke til det. I et kort øjeblik gled Camill's blik hen mod Jenna, da hun hørte hendes kommentar. Et koldt og tilfreds smil gled over hendes læber, hvad var bedre end at få ros af sin læremester.

"Blev du lige pludselig tavs?"
sagde hun lettere hånligt, men blev stående på afstand, da man jo aldrig vidste om sin modstander muligvis havde noget andet oppe i ærmet. Dog så det ud til at der indtil videre ikke skulle ske så meget mere. Dog greb de udøde fat i hver deres arm og trak hende op på benene igen, dog sørgede de for at holde hende fast, hvorefter at de udøde trak sig tilbage, så der kun var de to, som holde fast i hende. Dog ville det ikke være særlig svært at tvinge dem frem igen. Det var jo det gode ved at have kontrollen over dem.