now life.

[Den Ældste]

månen var rolig og der var ingen skyer på himlen. en meget tynd fugtig tåge lage sig over stenene og en ung kvinde kom over til stenene. hun havde en smuk meget lyseblå kjole på og et spænde som lignede en dråbe af krystaller. hun havde en brun paryk på og brune kontakttlinser. hun gik lige så stille rundt. hun mærkede den dejlige fugtighed der var der. hun så rundt. hun var rolig nu. men det kunne jo ændre sig hurtigt. hun var jo som havet. rolig til voldsom. hun så ned på græsset og kunne se hvor tørt det var. hendes sandaler tog hun hurtigt af for at mærke græsset. det var råt og tørt. det var godt det fik noget fugt nu.
denne kvindes navn var ukendt men for alle Mizu'er var hun kendt som Den Ældste. hun var mange år gammel og derfor ville hun også snart ha en lærling. hun skulle bare finde en med potentiale først.

[Camill Angelique Arnauld]

Månens lys var det eneste, som måske ville kunne få et glimt af skikkelsen, som endelig var kommet over på den anden side af Cyappu. Længe havde hun haft en tanke om at stikke af eller bare snige sig over til den anden side og da der endelig var vagtskifte forsøgte hun sig med at liste over den ene bro. Midt ude på broen stoppede hun dog op, da hun kunne fornemme af vagterne var på vej tilbage til deres poster. Sikkerheden var blevet skarpet en hel del, da flere og flere væsner var kommet over på den modsatte side. Men Cammil, bedre kendt som Akemi, var dog ikke klar til at give op allerede. Et koldt smil gled over hendes læber i det at flere skikkelser dukkede op fra jorden på begge sider af broen. De farede mod hver deres vagt og tillod dem at trække deres opmærksomhed væk fra skikkelsen på broen.

Lydløst og hurtigt forsvandt skikkelsen fra broen, men i sammen sekund, som der ikke længere var bevægelse på broen forsvandt de levende døde og vagterne stod tilbage målløse af det som lige var sket. Men straks vendte de tilbage til deres poster. Og der blev da også sendt besked ud om at der kunne være en mulig indtrængen på begge sider. Men Camill var allerede forsvundet længereind i landet.
*Der skal helt klart meget mere træning til, før at de vil kunne holde os fra at passerer broerne*
tænkte hun koldt og et svag latter forlod hendes læber. Dog blev der hurtigt stille, da hun jo nødig skulle tiltrække sig opmærksomhed allerede nu. Det var jo meningen at muligheden for at besøg i Iméra skulle udnyttes til fulde. Camill stoppede op, da hun kunne se et stort område, som ikke var dækket af træer eller noget. Det ville altså betyde, at hvis hun bevægede sig ud på det område, ville det blive lettere for folk at opdage hende. Dog valgte hun at tage chancen alligevel ved at bevæge sig derud med en form for ro, der ikke lignede en som var brudt ind i et andet land. Hendes påklædning afslørede bestemt heller ikke hendes race, langt fra endda. Det var den for mild til. Hun var jo slet ikke dækket ind, men iklædt en nederdel og en hvid skjorte, der bare gjorde hende mere eller mindre synlig.

[Den Ældste]

Den Ældste som hun blev kaldt gik rundt ved stenene. hendes udseende kunne man ikke andet end se da hun var så lys som hun var. hun var jo næsten helt hvid. hun lod en hånd glide over stenene. hun havde en lang kjole på så man ikke kunne se hendes ankler eller føder. hun gled nærmest hen af jorden. hun havde glidende bevægelser og det lange hår bølgede som vand. hendes øjne virkede nærmest døde da de var hvide.
Den Ældstes rigtige navn var Clair men hun brugte det ikke mere. hun havde nærmest glemt det. Den ældste gik roligt ved stenene og glemte lidt at der stod noget på stenene da hun stilte sig op af en af dem og så mod månen. så smuk.

[Camill Angelique Arnauld]

Pludselig blev Camill nød til at stoppe op, der var en skikkelse længere fremme, som dog ikke så ud til at have lagt mærke til hende. Det var lidt som om skikkelsen var i sin egen verden lige nu. Imens at skikkelsen hoppede rundt? Det virkede lettere underligt, men det var måske bare ren og skær tidsfordriv i det øjeblik. Dog valgte Camil at nærme sig alligevel, hvis hun ønskede at få nogle oplysninger om Iméra blev hun også nød til at kontakte folk fra Iméra, der var jo ikke andet at gøre end det. Hendes skridt var dog lettere lydløse i det at hun valgte at nærme sig skikkelsen, som senere viste sig at være en kvinde i en lang hvid kjole? Som om det var en engel eller noget, der bare morede sig med at bruge sine fødder i stedet for at bruge vingerne.

"Godaften?"
sagde hun lettere spørgende, da hun ikke ville forstyrre, eller sådanset så ville hun gerne, men hun kunne da lige så godt være mere eller mindre høflig, nu hvor hun befandt sig i Iméra. Noget kunne også tyde på at nyheden om en indtrængen ikke var kommet så langt, for der var stadig roligt omkring dem. Men det kunne sikkert godt ændre sig. Ligesom Camill's høflighed kunne forandre sig på ingen tid. Dog var hun jo også normalt langt fra høflig.

[Den Ældste]

ja man kunne vel sige hun var i sin egen verden. dog så hun bare på månens smukke lys. hun var slet ikke nogen engel. hendes hvide hud lyste nærmest op i måne lyset og da en stemme lød lod hun sine øjne stirre på kvinden. man kunne ikke se hendes hvide øjne da kontaktlinsen var brune og gjorde hendes øjne brune. hun så roligt på kvinden og skubbede sig væk fra stenen og så på kvinden

"godaften."
hendes stemme var rolig og varm. hendes krystal dråbe i håret glimtrede. hun så på kvinden og noget sagde hende at kvinden ikke var som hun sagde. men hun ventede med at sige noget om at kvinden var ond før hun havde talt med kvinden.

[Camill Angelique Arnauld]

Stille go roligt foldede Camill hængerne foran sig og stod bare ganske roligt, hendes blik var lettere mild, men det var bare en tyk facade. En kappe, hun havde trukket over sig, for at skjule sin sande natur. En kappe, som hun forhåbentlig ville beholde over sig, så hun ikke ville afsløre sin sande natur lige med det samme. Langsomt lyttede hun bare til den stemme, som svarede hende. Kvinden foran hende, virkede ganske rolig og det kunne være at hun ikke kunne se igennem hende. Og ind til hendes sande "jeg".

"Jeg ville egentlig ikke forstyrre Dem, da jeg tydeligvis kunne se, at De var i andre tanker"
sagde hun roligt, men der viste sig dog at være en mindre kold undertone. Dog ville det være nødvendigt at lytte meget for at kunne få den kolde undertone med. Nu hvor hun jo egentlig ikke snakkede så længe. Camill's blik betragtede kvinden, en kvinde, som virkede meget anderledes end dem hun havde mødt før. Pludselig kunne hun høre noget bagved sig. Eller rettere det kom fra broen, som hun havde passeret uden lov. Der var en form for uro ved broen, som om der var sat en undersøgelse igang eller noget. Men alligevel valgte Camill at forholde sig roligt, så hun ikke viste tegn på, at det nok var hende, som de var ude efter.

[Den Ældste]

Den ældste havde en vis rolighed over sig som havet en stille aften hvor alt sov. hun hørte larmen bag ved og vente hovedet mod det. hendes øjne blev lidt mere alvorlige som var der begyndt at komme bølger på havet. ikke store bølger men små til en start. hun så mod kvinden og smilte lidt.
"det er helt okey. jeg nyder stjernerne det er alt... du kom den vej fra. så du om der var nogen form for ballade?"
hun pegede mod kvinden da hun gættede hun kom der fra. det lød som om at der var kommet en forkert over broen og Den ældste kunne jo få en hvilken som helst person med blod til at stoppe. men hun skulle jo lige vide hvem eller hvad det var som var kommet over. dog holdte hun ikke af at bruge den evne.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill valgte at hoppe med på vognen, men helt dum havde hun ikke tænkt sig at opføre sig som. Men med hensyn til det som var sket, kunne hun da godt spille lidt dum eller måske bare give nogle falske spor. Hendes blik vendte sig mod larmen og så lidt undersøgende på træerne, det kunne let ende galt, hvis vagterne først begyndte at sætte kurs denne vej. Så ville de bare kunne genkende hende.
"Jeg så en mørk skikkelse løbe igennem skoven, men det var ikke en specielt høj skikkelse. Måske bare et barn?"
sagde hun lettere undrende, egentlig var hun ikke helt sikker på hvordan hun skulle klare denne omgang. Camill vidste jo egentlig ikke hvem kvinden var. Der var nemlig noget anderledes over hende og forandringen i hendes øjne virkede og meget mere anderledes, end Camill lige havde forventet. Der var hurtigt sket en ændring.

[Den Ældste]

Den ældste så mod træerne som kvinden kiggede mod. hun kunne ikke se noget i skoven men var det imens hun havde kigget op på himlen. hun bevægede sig yndigt og flydene mod mellem rummet mellem to sten som var mod skoven hun så ud af holdet og uden man kunne se det begyndte hun at samle lidt af luft fugtigheden i hånden så hun havde lidt vand i hånden. det lignede mere at hun ikke kunne lig at stå stille med hånden.
"barn.... eller en afledning"
hun havde en svaghed for børn da hun ikke selv kunne få et. hun ønskede sig et barn men vidste at hun i stedet kunne få en lærling som kunne arve efter hende.

[Camill Angelique Arnauld]

Teknisk set var der gået noget tid siden, at den mindre skikkelse skulle være løbet forbi, men det var selvfølgelig ikke til at vide. Camill valgte at holde masken, da hun virkelig ikke ønskede at rode sig ind i noget allerede. Men det ville nok komme, når kvinden først fandt ud at, det hele var noget fup, som hun bare fandt på.
"Jeg ved det ikke. Det kan også bare være et forvirret barn?"
spurgte hun lettere undrende og vendte blikket tilbage mod hende. Mon der var noget, som hun kunne tyde ud fra øjeblikket? Henne ved skoven begyndte træerne at bevæge sig. Vagterne begyndte langsomt at dukke op bagved træerne og gik ud mod dem. I samme sekund vendte Camill sig om for ikke at blive genkendt, i hvert fald ikke med det samme.

[Den Ældste]

at kvinden vendte sig så pludseligt gjorde at Den Ældste næsten helt var sikkert. pludselig kom vandet fra jorden op i luften og en tyk tåge kom om dem. vandet forvandlede sig til små pile som fløj og satte sig i tøjets skuldre og arme og mave på kvinden så hun ikke kunne stikke af.
"du skal ikke lege med naturen kvinde... hvad ved du om havet vis man kan spørger?"
Den Ældste hadede at man legede med hende. hun var jo havet. man skulle frygte havet. man skulle frygte sunarmierne.

[Camill Angelique Arnauld]

*Fandens tage de forbandede beboere i Iméra*
tænkte hun lettere irriteret, da kvinden så ud til at have en mere eller mindre stor opfattelse af hvad eller hvor hun kom fra. Hendes blik blev langsomt koldt og ufølsomt idet at der dannede sig en tåge rundt om dem. Men hun var langt fra slået ud.. Det sidste man skulle gøre, ville være at undervurdere en Necromancer i hendes alder. Hun rystede let på hovedet i det at tågen eller vandet dannede nogle pile eller spyd og fløj mod hende. Kort før det skete, viste der sig et smil over hendes læber.
"Du ramte ikke"
sagde hun koldt og lettere hånligt. Det var nemlig overhovedet ikke hende, som kvinden havde fået fat i med hendes små pigge. Det eneste hun sådan set havde fået fat i var en af Camill's levende døde, som bare hang mere eller mindre voldsomt. Camill stod lidt længere væk og lagde bare armene over kors.

[Den Ældste]

Den ældste så igennem tågen for at finde hende og da hun gik øje på hende begyndte at tågen så tyk at man havde svært ved at trykke vejret pga fugten. Den Ældste tog fat i luften og hev vand ud af det og det kom rundt om hende. hun gik mod kvinden og stod ikke langt fra hende.
"jeg vil forslå at du tager tilbage hvor du kom fra."
Den ældste hadede når folk ville skabe ballade i landet her. Den ældste rakte hånden frem mod kvinden og vis kvinden gjorde noget som helst så ville hun stoppe hende med kvindes ejet blod.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill havde allermest lyst til at række tunge af hende, for at sige det lige ud. For det sidste folk skulle gøre ville være at bestemme over hende. Hun måtte da godt være i Iméra, hvis det var det, som hun gerne ville. Reglerne kunne ikke stoppe hende. Og denne kvinde skulle da slet ikke.
"Og hvem er du, som prøver at bestemme over mig?"
sagde hun lettere koldt og lagde blot hænderne over kors. Da det irriterede hende, at folk gerne ville bestemme over hende. Hendes blik var lettere hånligt i det at kvinden rakte hånden frem mod hende. Hun lod bare blikket hvile mod hendes hånd og så lettere afvisende ud. Ordre tog hun kun frem dem, som ren faktisk var hævet over hende. Men det var der ikke mange som var. Måske også en grund til at hun ikke kunne tåle at høre nogen, som ville bestemme over hendes vilje.

[Den Ældste]

Den Ældste så på hende og smilte som om hun ikke var vred. hun lukkede hånden foran kvinden og nu ville kvinden føle sin krop låse sig sammen uden hun kunne gøre noget. Den Ældste var jo meget ældre end hende så hendes kræfter var støre. hun smilte et nærmest sødt smil til kvinden og så mod vagterne der løb forbi i tågen. hendes øjne så mod kvinden. de var jo falske men det kunne man ikke se.
"vil du overgives til vagterne eller vil du bare gå hjem?"
Den Ældste gik over til hende og vidste hun ikke kunne gøre noget ved 2500 års blodsstyrring eller noget af de andre evner hun besad. hun smilte nærmest uhyggeligt sødt til kvinden.