now life.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill åbnede øjnene mere end de havde været før. Men før var hun også mere eller mindre afslappet, dog i det at der blev taget en form for kontrol over hende. Blev hun vel på en måde grebet af panik. Fordi der var noget som strammede hende, og det var ikke udenpå, men inden i. Det føltes.. Det var ubeskriveligt og samtidig også ubehageligt. Frustrerende.
"Hvad har du gang i?"
sagde hun lettere surt, selvom hun var mere eller mindre frustrerende over ikke at kunne bevæge sig overhovedet. Hendes blik farede mod hende og hun havde mest af alt lyst til at bore sig ind i kvinden. Bagved kvinden dukkede der nu flere levende døde op. Nok kunne Camill ikke bevæge sig, men hun var langt fra slået, så dette var kun lige begyndt. Og tilbage til Nýchta havde hun bestemt ikke tænkt sig at sige.

[Den Ældste]

hun smilte og da hun spurgte hvad hun havde gang i smilte hun og vinkede hende tættere på sig og Camil ville føle at hun var nød til at gå mod Den Ældste. hun var gammel kunne vel leve nogen hundrede år inu men så døde hun vel også. Hun hørte noget bag sig og vendte sig om imens at hendes tænker holdte Camil fanget. hun så på de døde der steg op af jorden og så mod Camil.
"Du vil vide hvad jeg laver. jeg vil ha det svar ud af dig jeg ikke fik før... hvad ved du om havet?"
Den Ældste lavede nogen pile af vand og kastede på de døde og lavede dem så til krystal så de sad fast.

[Camill Angelique Arnauld]

Hvis Camill havde haft mulighed for at bevæge sig, ville hun sikkert have rystet på hovedet lige nu. Hun var da fuldstændig ligeglad med havet. Hvad i al verden havde det med hende at gøre? Havet var overhovedet ikke vigtigt for hende. Så lige nu virkede spørgsmålet total latterligt. I det at hun nærmede sig kvinden himlede hun blot med øjnene, da hun var mere eller mindre irriteret på hende. Hvordan kunne hun tillade sig at opføre sig sådan overfor hende. At tage kontrol over hendes krop. Normalt var det Camill, som tog kontrol over de døde, men dette var anderledes, men samtidig møg irriterende. Camill's temperament ville snart tage over. Hun valgte også at tie, for ingen skulle tvinge hende til noget.

De levende døde blev måske ramt af pilene af vand og det kunne godt være at vandet senere blev til krystaller, men de var ikke til stoppe. For de kunne sagtens bevæge sig, selvom det blot resulterede i at deres kroppe blev revet op. Dog fortsatte de mod hende. Som var de stædige. Et koldt og hånligt smil gled over deres læber. Lidt som om at de godt vidste, hvad de havde gang i.

[Den Ældste]

Den Ældste fik Cams krop til at stoppe og så på hende. hun kunne fatte at det var kvinden som gjorde dette.
"det er dine døde. du er da ynkelig. kan ikke kæmpe sin egen kamp"
Den Ældste så på de døde da de kom ud af hendes pile. hun vidste de ville være sådan men havde dog håbet at det holdte dem fast. hun tog lidt vand fra det om sig og gik over til kvinden og lagde vandet på hendes hals og langsomt blev det et krystal halsbånd.
"jeg vil foreslå du for dem til at forsvinde før dette krystal bliver strammere"
Den Ældste så på de døde der kom nærmere. der skulle ikke meget til før at en sunarmi brød løs i Den Ældste.

[Camill Angelique Arnauld]

Egentlig virkede Camill fortsat kold og temmelig ligeglad med det som hun havde gang i. Skulle hun dø nu, så var det bare sådan? Men trække sig fra en kamp, havde hun bestemt ikke lyst til, det var svagt og kun folk fra Iméra kunne finde på den slags, det var hun helt sikker på!
"Jeg ville med glæde gerne kæmpe min egen kamp, men desværre for mig selv, så har du vist kontrol over min krop. Derfor må du jo kæmpe mod det næst bedste. Desuden så er det mig du kæmper mod. For jeg har kontrol over dem.."
hendes stemme var kold og lettere hånligt. For der var en form for sandhed i det som hun lige havde fortalt denne kvinde. Som heller ikke virkede til at ville kæmpe sin egen kamp. Nej i stedet ville hun hellere tage kontrollen over Camill, så hun ikke behøvede løfte en finger. Så var denne kvinde da langt fra bedre end Camill, som havde kontrol over de levende døde. Lettere ynkeligt måske?

Camill stirrede blot på kvinden da hun nærmede sig og lagde vandet rundt om hendes hals. Hun havde haft en mindre fornemmelse af hvad der ville ske med vandet, men blev alligevel overrasket over hvor hurtigt det gik. Selvom hun havde hørt truslen, så kom de levende døde fortsat nærmere.
"Bare fordi du ikke tør tage kampen om imod dem, ligger du dette rundt om min hals, for at få mig til at trække dem tilbage. Men så let går det ikke. Husk jeg er ikke fra Iméra."
sagde hun koldt og hendes stemme blev lettere hæs. Hun skulle nok finde en måde på at komme væk fra dette fangeskab. Dette halsbånd skulle nok komme af på et tidspunkt. Når hun havde fundet en mulighed eller bare en mindre chance.

[Den Ældste]

Den Ældste så på Cam og så de døde komme. hun gik over til hende og så hende i øjnene. hun rystede lidt på hovedet og tog fat i Cams kinder og pressede lidt.
"du kender virkelig intet til den virkelighed du er i. jeg kan sagens kæmpe min kamp. og vis de smider dem tilbage hvor de kommer fra skal jeg nok bevise det... det er trodsalt bare blodsstyrring jeg bruger på dig."
Den Ældste havde kunne blodsstyrring siden hun fandt sin mand i seng med en anden efter hun var død. hun havde desværre bare opdaget den evne via vrede. det som voksede i hende lige nu.

Den Ældste var ligeglad med de døde kom nærmere. hun var trods alt stærk nok til at lave en krystal væg. hun gjorde det bare hende. det hun havde sagt før holdte hun på stadig. kvinden kunne trakke dem tilbage så ville hun kampe mod cam alene.

[Camill Angelique Arnauld]

Hvis Camill havde haft mulighed for at bevæge sig var dette slet ikke kommet så vidt, hun brød sig slet ikke om at have denne kvinde så tæt på sig. Det føltes underligt, men samtidig også ubehageligt, noget som hun underligt nok ikke brød sig om. Men hun kunne ikke gøre andet end at blive stående og bare vente. Samtidig med at hvis hun kunne have bevæget sig, så ville hun havde rystet på hovedet af kvindens ord.
"Disse væsner som du ser bagved dig er en del af mit levebrød, så hvorfor overhovedet sende dem tilbage. Nok kan du kontrollere mig med din "kræft", men dem kan du slet ikke røre"
sagde hun koldt, men også lettere hånligt, da hun faktisk ikke havde det helt store tilovers for denne kvinde. Desuden så ville der ikke gå meget lang tid, før der ville komme et mindre, måske knap så ventet, et angreb fra hendes side af.
"Hvornår har du tænkt dig at gøre alvor af din såkaldte trussel?"
spurgte hun irriteret, da det langsomt var ved at fremstå som en tom trussel i håb om at få Camill til at trække de levende døde tilbage. Ynkeligt, men et forsøg værd.

[Den Ældste]

Den Ældste knyttede næven og halsbåndet om cam begyndte at stramme. hun havde tilbudt kvinden at kampe kvinde til kvinde men hun sagde nej til det. tågen blev så tyk at kun Den Ældste kunne se igennem den.
[olor=blue]"det er dumt at lege med naturens krafter"[/color]
Den Ældste tog noget vand fra tågen og dækkede hele sin krop med vandet og vendte sig mod de døde. hun vidste at de døde ikke havde følelser eller blod så dem kunne hun ikke styre. dog kunne hun styre Cam. hun fik cams blod til at gå mod de døde i angreb selv. Den Ældste begyndte at gøre at vandet om hende blev til et skjold af bevægelige krystaler så hun kunne bevæge sig.
en død kom bag fra hende og hurtigt fik hun noget vandt til at tage fat i den døde og kaste den væk.
"du vil bruge dit leve brød. så bruger jeg mit"
vis man havde kunne se noget kunne men se hvordan at krystallerne var døde som had og at kontaktlinserne og parykken faldt ned så hun var sig selv.

[Camill Angelique Arnauld]

Underligt så forsøgte denne kvinde stadig, efter at få Camill til at stoppe, men lige nu så det ikke ud til at grebet om hendes hals havde nogen som helst virkning på Camill, hun virkede livløs? Et koldt smil gled over hendes læber, i det at det langsomt var blevet tydeligere for hende, at det ikke kun var krystal halsbåndet som hun skulle koncentrere sig om. Nej, nu prøvede kvinden jo at vende Camill imod sine levende døde.
"Du får mig næsten til at le, og det gør jeg slet ikke så tit"
Sagde hun koldt, dog med en lettere hæs stemme. Da grebet om hendes hals, langsomt blev tydeligere jo mere at grebet blev strammet i det hele taget.

I det at Camill nærmede sig de levende døde, trådte de simpelthen bare tilbage og gloede mod kvinden. Som tydeligvis havde travlt med at beskytte sig selv. Mon ikke snart hendes herredømme over Camill ville slippe op? Hun kunne da umuligt blive ved med at have den kontrol, som hun havde. Langsomt, måske en anelse voldsomt, begyndte Camill selv at gøre mere modstand for at få kontrol over sin krop igen.
"Vi er langt fra færdige os to. Jeg må indrømme at du har gjort dig værdig til at føle min sande natur eller rettere min vrede, som jeg ellers var så sød at gemme væk til vores lille møde"
Hendes stemme var nu ganske kold og helt ufølsom. Hun var træt af den måde, som hun blev behandlet på. En dukke og så blev hun endda ført af en elendig dukkemager. Tanken var lige til at le over, hvis det da ikke havde været for de levende døde, som gik til modangreb fra alle sider. Camill havde fortsat kontrol over dem, så de ville aldrig angribe hende, de ville blot flytte sig fra hendes angreb og gå imod kvinden. Simpelt, men effektivt.

[Den Ældste]

Den Ældste måtte virkelig prøve at gøre alt for at kunne høre eller mundafløse kvinden da hendes skjold var lydtæt. hun smilte blot til kvinden og tog fat i en af de døde med vandet og knuste dens hoved med lethed. dog var Den Ældste ikke klar til et bagholds angreb.
De døde havde gået om bag hende da hun knuste den enes hoved. imens havde hun brugt nogen krafter da hun mærkede cam kæmpe imod blodstyringen. Den Ældste havde strammet grebet om hende da de døde havde overfaldet hende bag fra. dog faldt hun ikke sammen men de tog fat i hendes arme og holdte hende fastløst. hun mistede grebet i cam pga overraskelse noget der sjældent skete for hende.
da hun vendte blikket frem af så hun en død med et sværd der var lille lige til hånden og begyndte at hakke i krystal skjoldet. der kom mange hakker i og de ville gennem bryde det. hver gang Den Ældste fik skubbet en væk kom de tilbage og nogen gange flere end bare en og begyndte at hakke løs på krastal skjoldet så hun ikke ville kunne nå at samle det og gøre det helt igen.

[Camill Angelique Arnauld]

Måske var det lettere fornærmende at den ældste ikke svarede hende. Men hun kunne da heller ikke vide at krystal skjoldet faktisk var lydtæt, men tålmodighed var ikke ligefrem til Camill havde allermest af, det var også grunden til at et koldt og ondt smil bredte sig over hendes læber, da den ældste viste tegn på svaghed. Teknisk set var det ikke fordi hun var svag, men hun havde bare lidt svært ved at koncentrere sig omkring flere ting. Camill beordrede også de levende døde til at angribe den ældste fra så mange sider som overhovedet muligt, så det ville blive lettere for Camill at komme fri fra grebet, men der var vist noget hun havde glemt. Hvordan ville Camill undgå at blive styret igen?

Dette var begyndt at udvikle sig til noget, der hurtigt ville kunne blive meget mere voldsomt, hvis enten Camill eller den ældste ikke snart stoppede. Der ville sikkert heller ikke gå lang tid før at hun ville miste sin tålmodighed og derfor tage nogle mere kraftige angreb i brug, som nok ville komme bag på den ældste. Pludselig kunne Camill mærke sin krop igen, eller hun kunne i hvert fald mærke, at hun endnu en gang havde kontrollen over sin egen krop. Hendes blik var ondt og koldt, imens at hun betragtede den ældste og de levende døde, som angreb hende fra alle sider og helst med jævne mellemrum eller på samme tid.
"Du kan ikke blive ved med at tage kontrollen over min krop"
sagde Camill en smule irriteret over at sådan noget overhovedet var muligt. Det var noget, som hun blev nød til at undersøge, når hun en gang fik muligheden for det, for det var ikke ligefrem noget hun havde hørt om før. Det kunne måske vise sig at være interessant nok, så hun ville gøre et forsøg om at opsøge kvinden igen eller bare finde en anden af hendes slags, som muligvis ville være mindre stærk og klar i hovedet.

[Den Ældste]

Den Ældste mærkede hvordan skjoldet blev svagere og at hun måtte tage kontrollen fra cam for at opretholde skjoldet helt. hun så mod cam da hun talte til hende og smilte lidt som om at hun ikke var vred.
"måske ikke.... men jeg kan tage kontrollen over alle mulige om dig."
Den Ældste smilte og pludselig blev træerne tæt på dem helt visne. alt vand var hevet ud af dem og tog fat i de døde og hev dem væk og holdte dem så de ikke kunne gå eller noget. de kunne ikke engang kunne gå væk fra det. eller skadet vandet og komme fri. det hele holdte dem. hun fik skjoldet væk fra sig og fik tågen på sig igen og smilte roligt

Den Ældste vidste at de var jævnbyrdige men alligevel kunne hun se at kampen ville forsætte for altid vis ikke en trak sig. og nok var Den Ældste stærk men ælderen havde sat sine spor. Den Ældste var langsommere end da hun var ung. hun glædede sig til at finde en efterkommer til hendes plads. nok var det svært for mange mizuer at se Den første og ældste Mizu væk og ikke kunne få råd af hende mere men det ville ske for alle.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var noget over denne kvinde, som Camill ikke helt forstod, hvordan kunne hun forholde sig roligt hele tiden. Når hun jo var endt i en kamp mod en Necromancer, der tydeligvis ikke ønskede at give op lige med det samme. Men egentlig var Camill glad for at være stødt ind i en større udfordring end som først antaget. Hun tog sig ikke rigtig af kvinden kommentar, da det jo virkede helt useriøst at tage kontrollen over de levende døde. Hvis de først blev fanget, så ville hun da bare tage fat i nogle nye? Det var fordelen ved at være så gammel, som hun var. Derved havde hun jo haft rig mulighed for at lade sig hær af levende døde vokse for hvert år. De ville jo altid være under hendes kontrol, når hun først havde taget kontrollen en gang.

Da træerne begyndte at visne, rystede hun blot på hovedet. Hun havde ellers været helt sikker på at kvinden var fra Iméra, men folk fra Iméra ville da ikke tage liv af de få træer, som stadig levede. Men det var bare en konklusion, hun vidste godt at kvinden hørte til i Iméra. Vandet, som før havde levet inde i træerne, havde nu fat i hendes levende døde. Det var noget som irriterede hende, men alligevel lod hun sig ikke påvirke af det. De levende døde faldt blot til jorden og blev til knogler. Der var ikke længere den kræft i dem, som de behøvede for at kunne leve. Dette betød at Camill ikke skulle bruge sine kræfter på dem, nu hvor de var taget til "fange".
"Du tror vel ikke helt seriøst at disse levende døde er de eneste som adlyder mig? Og hvordan kan du tro, at du kan tage kontrollen over dem med vand?"
hendes stemme var hånlig, da hun så forsøget til at være latterligt og mere eller mindre umuligt. Da Camill altid kunne vælge at trække kræften ud af de levende døde, for at vende kræften tilbage til sig selv eller en ny hær.

Som et stærk modangreb rejste der sig endnu en hær rundt om Camill, der alle rettede deres opmærksomhed mod Den ældste. Camill valgte blot at smile koldt, som en hentydning til at hun ikke ville være til at stoppe lige nu. Så det ville faktisk være meget lettere bare at give op. Hvis Den ældste havde tænkt sig at komme levende fra denne situation. Lige i øjeblikket gav hun Den ældste en chance for at trække sig og derved lade Camill fortsætte igennem Iméra på hendes egne vilkår.

[Den Ældste]

Den ældste så hvordan camill mistede kontrolen over de døde når de blev til knogler. Den ældste smilte roligt og havde ikke kæmpet med nogen sådan. den ældste kom op at stå og vandte fra træerne gik tilbage til træerne og de blev normale igen fordi det havde været så lidt tid som det havde. Den ældste smilte og så på alle de døde men nærmest medfølte øjne.

"du mener det jeg gør er latterligt. du har slet ikke respekt for de døde. de døde siger du intet føler men jeg tror de føler lige så meget som os. bare med deres sjæl"[/color]

Den ældste så camill roligt an. hun var ikke bange. hun frygtede ikke noget. hun så camill som et væsen der ikke viste hvad respekt var. ja Den ældste kunne trække sig men lige nu ville hun helst ha at imera folket var sikret at der ikke var nogen som blev dræbt eller taget af denne kvinde. Den ældste vidste bare ikke helt hvad hun skulle gøre nu. hun havde kun en ide. men ville den hjælpe?
Den ældste valgte dog at gøre det stadig. hun samlede vandet fra floden og jordens dybter. vandet rejste sig meget højt op over området så hun ikke kunne komme videre end midten af skoven og så tage tilbage til broen. Den ældste gjorde vandet til krystal så hun ikke kunne komme igennem. den ældste smilte roligt og gik tilbage som tegn på hun var færdig med kvinden nu. dog uden at vise at hun havde lavet krystal muren.

[Camill Angelique Arnauld]

Lige fra start af, havde Camill haft en underlig følelse med hende, men hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle sætte fingeren på det. Af en eller anden grund, så var hun jo glad for at være stødt ind i denne udfordring, men samtidig, så ville hun også bare gerne videre, for at udforske eller udspionere Iméra på egen hånd og helst på hendes egne vilkår. Hendes blik fulgte vandet, idet at det igen fandt sin vej tilbage i træerne. Det var næsten helt underligt at se livet vende tilbage i træerne. Det med at se livet vende tilbage, var ikke ligefrem noget hun så særlig tit, da hun jo for det meste arbejdede med levende døde, som ikke ligefrem havde livet i behold.

Et suk forlod hendes læber, idet at hun hørte hendes kommentar, dog valgte hun stille og roligt at trække på skulderne, hvis der var noget folk ikke skulle, så var det at prøve at belære hende noget. Det ville være noget, som kunne få hendes temperament op og køre, men lige nu tog Camill det roligt.
"Og du tror seriøst at din kommentar rører mig det mindste? Jeg er da fuldstændig ligeglad med hvad folk mener og tror om mig, så længe jeg selv ved, hvem jeg er"
svarede hun lettere koldt, men det var måske hellere ikke så svært at fornemme den stemning, som der lige pludselig var lagt over den. Den blev i hvert fald mere eller mindre ubehagelig eftersom at atmosfæren lige pludselig forandrede sig. Luften blev også langsommere tungere og tykkere, men det var ikke på grund af tåge eller noget. Nej, det var noget som Camill forårsagede lige nu. De levende døde bagved hende begyndte også langsomt at bevæge sig frem mod Den ældste, som om de var en hær, der gik frem i takt. Men det var mere for at virke mere truende.