Post by Felicia Lois Morris on Jan 20, 2011 13:46:04 GMT 2
Dette er noget af en histore jeg selv har skrevet.
(giv enlig kommentar)
Prolog:
Mørket lage sig hen over skoven Winsyl. Regnen piskede ned og gjorde alting vådt, en kvinde kom løbende med fuld ud mellem de tætte træer, hun holde noget tæt ind til sig, noget der var indsvøbt i et tykt tæppe, hestehove og gøende hunde lød langt i det fjerne. Hun så sig skrækslagende tilbage, de var heldigvis langt væk med de kunne stadig nå at komme når som helst, hun forsatte sit løb indtil hun fik øje på himmelsen, og det betød at hun enlig var nået skovens slutning. Hun standsede da hun nåede udkanden af lysningen, hun så ned på barnet i sin favn. "Jeg skal nok få dig i sikkerhed det lover jeg"sagde hun med rystede stemme, hun kyssede sin søn blidt på panden.
Lyden af heste, gøende hunde og rytternes råben, var nu kommet nærmere, forskrækket sattet kvinden i løb, hun styrtede videre og svingede til højre, hun standsede bradt op da hun lige kunne skimte et lille hus som var kommet til syne, der lå skjult bag de tætte aghorn træer.
Hun løb straks derhen og bankede voldsomt på døren, "HJÆLP!ER DER NOGET HJEMME, TIL AT HJÆLPE MIG!"råbte kvinden hæst, mens hun hamrede løst på døren. Døren blev brat åbnet, og en ung kvinde trådte frem. "du godeste! Hvad sker der?"sagde den unge kvinde forskrækket "du må hjælpe mig, vil du ikke nok?"hun rakte barnet mod den unge kvinde.
"tag ham, og pas på ham" kvinden tog forsigtig mod barnet med et bange udtryk i ansigtet og nikkede. "Selvfølgelig men...?"
"Hvis jeg ikke klare dette her, så fortæl ham om hans mor, kongen og hans riddere må ikke få fandt i ham, lov mig det"
"hvad er Deres navn?"
"Shirley McCrory, min søn hedder Joe"tilføjede hun hastigt,
lyden af hestene, hundene og ridderne blev tydeligere, moren så sig bange mod lyden. "Beskyt ham, jeg beder Dem"
og så løb hun af alt hast "JAMEN! DU KAN GEMME DIG HER HOS MIG!" råbte kvinden forvirret, men moderen var allerede forsvundet.
"Der er hun! Fang hende!" råbte en af ridderne som kom galoperende ud fra højre side.
Kvinden var nået et godt stykke væk, huset var ikke til at se mere. Før hun nåede at løbe meget længere end et par meter borede der noget sig ind i morens højre lår. Hun sank sammen på jorden med hænderne om benet, og skar ansigt af smerte. I det samme kunne hun mærke at noget varmt klistre sig til hendes bukser, hun kiggede ned og så en pil sad dybt begravet i hendes ben.
Flere rytter var nu kommet og stod i en cirkel om hende og så ned på hende med et ondt ansigtsudtryk.
”Sådan går det når man stikker af fra Kong Walters rytter” Sagde en mørk og hæs stemme manden som havde talt, var hoppet af sin hest og gik med tunge skridt over mod kvinden. De andre ryttere omkring hende lo ondskabsfuldt.
”Du er en modig lille kvinde, men desværre er du ikke klog nok til at vide at vi ville fange dig til sidst!”Ridderen daskede hårdt til kvinden og smerterne jo i gennem hende være en det gjord i forvejen. Ridderen så op mod sine tilhænger
”Bind hende godt fast og før hende til Slottet, jeg vil smutte i forvejen og give kongen besked.” han satte sig op på sin hest igen og red bort, En af ridderne var hoppet af sin heste og hev pilen ud af hendes ben, Kvinden jamrede sig og bed tænderne sammen af smerte, så tog han hårdt fadt om hendes venstre arm og hev hende op og stå.”kom så! Ikke noget brok” sagde ridderen hårdt og slæbte hende over til en wagon som lige var ankommet, hvor hun blev skubbet ind.
En anden ridder greb fat i hende som havde siddet der inde for at taget i mod hende, og bandt de hende fast med tykke reb på både hænder og føder. Kvindes hjerte hamrede voldsomt, hun var bange, men i det mindste havde hun nået at skille sig af med sit barn, og det var det vigtigste, og så måtte hun bare se frygten i øjne og håbe på at det hele nok skulle ordne sig. Men inders inde var der en stemme der sagde, at hun ikke skulle få for store forhåbninger for der var nok ikke særlig stor chance for hun ville komme godt ud af det her. Efter hvad der svare til evigheder stansede vognen.
”Hvem der?!” sagde en mørk stemme, som måtte være en af vagterne der stod vagt ved indgangen til slottet.
”Kong Walter’s rytter, vi er her for at bringe den kvinde han sendte os ud for at fange” ...
”udmærket i kan placere” vognen satte sig i bevægelse og stansede kort efter. Så blev hun skubbet ud af vognen, og ført igennem slotsgården og ind i en lang smal underjordisk gang med fakler som hang på de kolde stenvægge for at oplyse gangen en smugle. Derefter blev hun smidt ind i en celle hvor der intet lys var, udover det der var ude i gange som kun lyste meget svagt ind i cellen. ”Her kan du sidde til kongen kommer”.
Så blev celledøren lukket og låst og soldaten forsvandt ud af syne, dog stod der to andre soldater og holde vagt ved celledøren.
Kvinden krympede sig sammen for at prøve at holde sig varm, der var koldt i cellen og gulvet gjorde det ikke just bedre, det gjorde det kun værre, for gulvet var koldere end luften. Mens hun sad stille i den mørke krog, lod hun blikket glide rundt i rummet, hun mente hun havde hørt noget pusle et sted i mørket. Celledøren blev åbnet og hun så forskrækket op, en høj og muskuløs mand trådte ind i cellen. Han havde langt tyndt rødt hår der gik ned til skulderne, det svage lys oplyste hans ansigt en smugle, så man kunne se at han var en smugle bleg at se på. Hans fingre var lange og tynde hvorpå han bar en ring med den mørkeblå sten. Han stile sig op foran kvinden og hvilede sine kolde grønne øjne mod hende.
”Så mødes vi igen” sagde han med et hånligt ansigtsudtryk ”men hvor er din lille dreng?”han satte sig på hug og tog hårdt fadt i kvindes ansigt med sine ene hånd, kvinden vejrtrækning blev hurtigere og smerten i hendes højre ben brød pludselig frem.
Hun bed tænderne sammen og så rasende på ham ”jeg vil hellere dø end at fortælle dig hvor min søn befinder sig!”snærede hun og spyttede ham i ansigtet. Kongen slap hendes ansigt og sendte hende at dræbende blik hvorefter han gav hende et på siden af hoved, et jag af stikkende nåle brød frem, hvorefter et varme brede sig på hendes kind.
Kongen rettede sig op, ”godt så, hvis du ikke vil fortælle det så må jeg jo gøre det på den anden måde som jeg må gøre en smugle hårer.”så slæbte han hende med sig ud af cellen og ned af den lange kolde gang, han gjorde tegn til en af vagterne af han skulle følge med. Efter noget der føles som evigheder, nåede de en celle der blev oplyst af en masse fakler der hang på væggene rundt omkring i cellen. Her blev hun skubbet op mod væggen og hendes hænder blev sat fast i jernkæder, så stilte han sig op for an hende og så hende dybt i øjnene.
”hvor er han så?” kvinden svarede ikke og nøjes kun med at snerre af ham og stirrer koldt på ham.
”du gør det kun værst for dig selv, det eneste vi ved, er kun at han befinder sig et sted hvor vi fangede dig” hun sank en klump som føles som noget stort som hun ikke havde tykkede nok på, da det trykkede i halsen hvorefter den sank tungt ned i maven. Hun så nevøs ned i gulvet, de måtte bare ikke finde ham, med der var ikke så meget at gøre, det eneste hun kunne gøre var at håbe på at de aldrig ville finde ham. Han sendte hende endnu et koldt blik og slog igen med lidt hårer kraft og på bække kinder denne gang. Den samme følelse og stikkende nåle brød frem og varmen steg. Hun skreg ikke og trækkende vejret en smugle hurtigere og hendes åndedræt blev tungere. Han havde slået på hende i et godt stykke tid uden at få et resultat.
Han havde gjort at hans slag blev håre for vær gang hun ikke svarede, og det havde gjord at hun fik blodnæse, og flænger forskellige steder i ansigtet, men hun havde ikke givet sig, hun nægtede at sige noget som helst og det så gjaldt hendes liv. ”godt! du har ti minutter til at tænke over om du vil svare mig, og hvis ikke, tja...”Han sendte hende et koldt men hånligt smil, han gik hen til vagten og mumlede noget uhørligt til ham og sendte kvinden et sidste koldt blik ”du har ti minutter fra nu af, jeg kommer tilbage når tiden er gået.”Så forlod kongen cellen og forlod Shirley alene sammen med vagten.
"så er der gået 5 minutter" sagde vagten pludselig efter at havde været stille i det stykke tid der var gået. Shirley sukkede lydløst, hun havde truffet sit valg. Tiden havde pludselig sat farten op, og før hun vidste af det, skete alting meget hurtigt. Kongen var kommet tilbage og havde spurt hvor hendes søn befandt sig, hun havde nægtet at fortælle det. ”Så må jeg selv finde frem til ham” Han gav vagten et tegn, og det sidste hun så var vagten der tog sværdet op af sit hylster, løftede det og der var ikke gået et sekund før hun mærkede en smerte i sit bryst, hun så ned, sværdet sad boret i hendes bryst og blodet løb ned af hende. Kongen gik hen og hev sværdet ud og løsnede lænkerne og kvinden sank sammen på gulvet hvor hun blev liggende ubevægelig.
