Time after Time

[Avery C. Valmont]

Himlen var overskyet og grå, sådan så den tog sig bedst ud i solens efterhånden mange årligt fravær men i det mindste regnede det ikke, i hver fald ikke endnu, skønt det så ud til at kunne begynde når som helst det skulle være. Dette var dog ikke noget der lod til at genere de travle havne arbejder på kajen, der alle som en var van til at begå sig i stor set alt slags vejer. Overalt på kajen var havnearbejde travlt optaget af at læsse store kasse af og på det mange skibe alt i mens at havne kontrollen ihærdigt forsøgte at holde styr på hvilket vare der der blev taget ind og eller forlod havnen.

En anden der ikke lod sig kure af det triste efterårs vejer var en spinkel kvinde skikkelse der havde taget plads på kanten af taget til en af havnes mange lager bygninger, hvorfra hun var hævet over menneske myldret på kajen neden under hende sammentidlig med at hun havde langt bedre overblik over havnen og havet end hun havde haft vis hun havde stået ned på kajen. Der ud over tjente det også et andet formål, fra denne position kunne Avery i jagttage og udvælge sit næste bytte uden selv at blive lagt mærke til, tidligere erfaringer havde lært hende at kun få personer kiggede op ad når de holdte udkig efter noget mistænkeligt. Den kølige hav vind legede let med hendes uglede mørkebrune hår og trak lange totter ind foran hendes ansigt. men heller ikke det lod til at genere Avery.

[Camill Angelique Arnauld]

Selv i dette triste vejr, var der noget at tage sig til. Man ville nok aldrig få fred også selvom vejret kunne antyde, at det ville være mere sikkert at blive indenfor, men smag og behag. Selvom vejret var gråt, så så det ud til at folk alligevel var tvunget enten af lyst eller bare ordre, til at arbejde i det triste vejr. Men hvem ville også stoppe med at arbejde, når vejret ville være en lille smule gråt og trist. Der var nok at lave og selv ikke skikkelsen, som bevægede sig med en hurtig fart mod havnen havde en fridag. Dog var hun selv og iklædt en længere kappe, så nu lignede hun faktisk nærmere sin race end det tøj, som hun bar indenunder kappen. Hendes blik gled lidt rundt i menneske mængden. Der var tralvt og det var også næsten lige før at hun var blevet ramt af en længere stolpe, som skulle bruges til et byggeri.

Camill stoppede op midt i det hele og lod bare sit blik glide lidt rundt for til sidst at få øje på den kaj, hvor hun havde fået besked på at hente noget. Den lange kappe skjulte næsten hendes skridt, men det var dog alligevel muligt at følge hendes spor igennem alle arbejderne, som hvirvlede rundt omkring hende. Hun lod sig dog ikke genere af dem, som kom til at puffe lidt til hende. Dog skulle hun holde styr på sit mindre temperament.

[Avery C. Valmont]

Dagen havde hid til været begivenhedsløs, for ikke at sige direkte dræbende, noget der ellers var uvant for den unge Avery. Hun skjulte uengageret et lydløst gab bag sin ene hånd hvor efter hun rejste sig i en ubesværet næsten flydende bevægelse, en bevægelse der ville gøre det tydeligt for en hver evt. iagttager at smidighed og elegance ikke lå Avery så fjernt.

Avery trådte helt hen til kanten hvor hun lod blikket glide medfølende hen over folkene på kajen nede under hende, vil vidende at de fleste af disse folk havde arbejdet hårdt hele deres liv for at får hvad de ville havde, en evig stræben efter materielle goder, som de blindt satte deres lid til at ville gøre deres liv og deres hverdag langt riger og lykkeligere. Avery selv fløte sig hævet over den slags, aldrig tog hun mere end hvad hun havde brug for til at klare sig og alt hvad hun ejede kunne hun mere eller mindre bære på sig.

Fast besluttet på at det var finde noget mere interessant at fortage sig brugte hun et par korte minutter på at bringe sit tøj i orden før hun gav sig til at klatter ned fra lagerbygningens tag. Som altid var det ikke meget Averys tøjvalg overlod til fantasien de mørke, for ikke at sige godt slidte bukser sat tæt omkring hendes krop og for toppen bar hun en stor ulvepels vest vis V udskæring gav et pænt udsyn over hendes barm. Hendes fødder og arme var bare for ikke at sige godt beskidt, håret var uredt og vildt, det var sådan Avery fortrak det og det rørte hende ikke vad andre havde at sige om det.

Da Avery nåde enden af stigen og stod med begge ben solidt plantet på kajen begav hun sig afslappet ud i folkemyldret med et hemmelighedsfuldt glimt i de dyrisk øjne, et glimt som folk der kendte hende normalt ville tyde som at Avery var ude på ballade. Jagten på hendes næste ofre var gået ind, forhåbentlig ville hun finde et offer der var noget mere attraktivt og udfordrende den de let påvirkelige havnearbejdere var.

[Camill Angelique Arnauld]

En yngre knægt kom løbende igennem alle arbejderne, det så ud til at han havde meget travlt med at komme ned til havnen. Det resulterede også i at han ramte ind i Camill, men heldigvis for ham så skete der ikke noget voldsomt med hende, for hun havde fra start af været opmærksom på myldret rundt om hende. Hun vendte sig dog irriteret om mod ham og kiggede ham ind i øjnene. Hendes blik borede sig nærmest ind i ham og langsomt gik han tilbage. Han mumlede nogle lettere utydelige ord, som lød som en mindre undskyldning fra hans side.
"Kito kom her!"
råbte en mand nede ved kajen. Drengen åndede lettet op, da det var som en redning for ham, idet at han styrtede afsted mod manden, der virkede til at være lige så irriteret, som Camill var lige nu. I et split sekund var det som om Camill var gået i stå, men straks fortsatte hun mod et større skib, som var ved at ligge til. Hun gned kort sine hænder sammen og stilte sig et stykke fra skibet, imens at det lå til. Hendes blik gled dog kort over på drengen, Kito, som så ud til at få skæld ud. Men det var blot noget som frydede hende, så kunne han jo lære det. Selvom han sikkert havde haft travlt, fordi han var sent på den. Som hun også havde været. Men heldigvis for hende, så havde skibet været forsinket.