Such is Herecy

[Galdor Berlugio]

Det var en morgen hvor trætte øjne igen ville skue månen på den næsten skyfrie nattehimmel. Dette mørke havde det med at ændre nat og dag, og ændre en mands sans for tid og sted. I de nordlige bjerge ved navn Tsúka, faldt månelyset på bjergkædens side, og dannede billeder som ville skræmme svage overtroiske personer fra vid og sans. En hård prusten og gispen var en blød stemme kunne høres i mørket oplyst af månen. En blød tåge lå som et tæppe 4 meter over det flade landskab foran bjergene. En kvinde kunne ses løbe i en febrilsk facon, som løb hun for hendes liv. Der var ikke større landsbyer i dette område, men i udkanten af Iméra boede nogle få familier og landsteder stædigt. Hun måtte være løbet fra et af disse landsteder. Den unge kvinde var iklædt simple grå klæder, beskidte af at have faldet adskillelige gange i hendes flugt. Tunge og hurtige trin kunne høres i mørket et godt stykke efter kvinden, og en jagt var tydeligvis sat i værk.

Galdor var langt fra hans gods i det sydlige Iméra, og var rejst til disse nordlige lande for at besøge de mere afsides landsbyer bosat af mennesker. Han ønskede ikke at nogen mennesker i dette land skulle være foruden en leder, men hans rolle som empatisk leder var tilsidesat denne morgen. Galdor red på hans hingst Fortisfaxe, fulgt af 4 følgesvende, og det var Galdor der jagtede den desperate kvinde. Inden længe var Galdor meget tæt på kvinden, som dog løb igennem et mindre område med træer og buskads, lige før en smal sti op i bjergene. Galdor stoppede op foran buskaset ved at hive i tøjlerne på hans kraftige og mørkt-beklædte hest. "Find her! I want her brought back to the village before the fog vanishes!" befalede han med hans medtagede og måske lidt slidte stemme, og i det samme trådte 2 af hans 4 følgesvende af deres heste, og fulgte i høj fart efter kvinden ind i buskaset. Alt imens Galdor selv trådte ned fra hans hingst og overlod de 2 andre til at binde deres tøjler til nogle træer.

[Kivuli Mwanga]

Det var sjældent at Kivuli besøgte gargoylene i Tsúka, men han vidste et sted hvor der boede en gruppe af dem. De var meget sultne, da der ikke havde været så meget føde. De var tit nød til at trække over større afstande for at kunne finde et ådsel der var spiseligt endnu. De havde ikke jaget endnu, men hvis der ikke snart dukkede noget føde op, så ville de blive tvunget til at finde noget friskt, hvilket de absolut ikke brød sig om.
Men nu var han kommet ned fra Tsúka. Han havde opholdt sig i nærheden af skyggerne af en busk da en kvinde pludselig løb halsene forbi, forfulgt af nogle mænd.
"There is a witch hunt. Now there is food for the gargoyles. Oh yes, delicious food, fresh food, but dead meat. Kivuli hopes that they wont burn her. No not burn her. No food for the gargoyles. Nothing left for them. Not good. Not good at all."
Han fulgte efter mændende, der ikke havde virket til at have lagt mærke til ham. Han gik over i Rævepigens from. Den lille rødhårede pige med de mange krøller bundet op med et sort silkebånd, og sin orangerøde kjole. De grønne øjne så på mændene der var stået af hestene.
"Why do men hunt girl? What has girl done? Is she evil?" Den barnlige pige stemme og hendes dårlige sprog tonede ud af den lille piges mund.

[Galdor Berlugio]

Det varede ikke længe inden hestene blev bundet til et par træer, og nu forholdte sig i ro. Det var yderst veltrænede heste, som ville kunne forholde sig i ro og under rytterens kontrol. Ligesom hestene var det en vis foruroligende stilhed over Galdor, som ingen længe ville forvente at hans mænd kom tilbage med den afkræftede kvinde. Han slog sin sorte kappe til side og trådte et par skridt fremad og vendte sit blik imod stien der førte op i bjerget. Meget svagt kunne råb og anstrengelser høres af hans mænd, som tydeligvis stadig jagtede kvinden. Mændene som var sat efter kvinden, indhentede hende lidt efter lidt, og inden længe var de indenfor rækkevidde af hende. Pludselig kom en lille rødhåret pige frem fra buskaset og imod Galdor og hans mænd. Et undrende blik og en rynket pande blev vendt imod den lille pige. Hvad i al verden lavede hun herude? det var farligt for en lille pige som hende at vandre rundt i disse bjerge. Galdor gjorde tegn til sine mænd om ikke at gøre noget, og han trådte derefter selv hen til pigen. Han satte sig ned på hug og kiggede på pigen med et sympatisk blik. "Do not trouble your mind with such thoughts little girl. Now tell me, what is your name, and where is your mother?" spurgte han hende med en så blød stemme han kunne frembringe. Han ønskede selvfølgelig intet ondt imod denne pige, men en vis undren skyggede stadig hans sind. Kort tid efter rejste Galdor sig op igen og vendte sit blik imod en af de mænd der stod ved hestene. "Brett. Go see what's taking them so long." og med det samme adlydte manden, og løb ind i buskaset, forbi Galdor og den lille pige.

[Kivuli Mwanga]

Han stod og trippede lidt. Han havde foldet sine hænder om bag ryggen, og kiggede ned i jorden, så han så uskyldig ud. Han ville ikke lige afsløre sin rigtige form lige nu. Manden kunne jo være ond.
"Foxgirl. Me not know mother. Maybe mother dead. Foxgirl never see mother." Han skævede op til Galdor. Han kendte indtet om pigen, udover at hun var en animagus og kunne forvandle sig til en ræv. De blå mærker om halsen var ikke tydelige i mørket, men mærkerne efter hendes død ville følge med ham for altid. Han havde spurgt pigen om han skulle leve videre for hende, og hun havde sagt ja. Han levede nu videre for hende. Et evigt liv i evig ungdom. Hun ville aldrig ældes, men npr Kivulis tid var over ville hendes også.

[Galdor Berlugio]

Galdor kunne ikke finde hoved og hale i denne tydeligvis uintelligente piges svar, men så det blot som ren og skær barnlig uvidenhed. Han kiggede ned på hende, stadig med en rynket pande og kiggede derefter hurtigt imod bjerget. Han måtte tage sig af denne pige og blot håbe hans mænd i det mindste kunne finde ud af snart at bringe kvinden tilbage. "Foxgirl?" spurgte han, lige så meget til pigen som til ham selv. Det var et besynderligt navn, og højest sandsynligt blot et kælenavn pigen måtte have givet hende selv. Hurtigt kørte han en hånd igennem hans halvlange brune hår og vendte blikket skiftevis imod bjerget, pigen og over skuldren imod hans følgesvend og hestene. En vis ubeslutsomhed hvilede over ham. Egentlig kunne han være ligeglad med denne lille pige, da han havde en meget mere pressende opgave med kvinden hans mænd jagtede. Mange tanker fløj igennem hans sind, planer og spørgsmål blev stillet. "Give her some water." sagde Galdor roligt og med et blik halvt over hans ene skulder. Manden ved hestene reagerede hurtigt og trak en vandflaske frem, og nærmede sig pigen. Galdor trådte til side og vendte blikket imod bjerget da han igen kunne høre noget. Han vidste godt Gargoylere levede i disse bjerge, og han vidste også godt at de ikke var kendt for at jagte levende bytte. Men med en forsvarsløs pige som hende, i disse forræderiske bjerge, forstod han ikke hvorfor hun endnu ikke var død. Manden nåede ikke at nå hen til pigen inden Galdor stoppede ham, og igen satte sig på hug foran pigen. "Why are you here girl?" spurgte han meget målrettet, og nu med et mere alvorligt udtryk. Han havde oplevet at se noget som ikke var sandt, og formskiftere var ikke noget uvant syn for ham. Han var meget mistroisk, og han ville ikke lade noget slippe forbi hans blik.

[Kivuli Mwanga]

Han havde egentlig ikke behov for vand. Han havde fundet hans føde for lang tid siden oppe i bjergene ved nogle lavthængende skyer der truede med at sne når som helst. Han var gald for at han ikke kunne mærke kulden når han var i sin tåge form.
Han kiggede op på ham med et stort smil. Han stilte sig på tær for sjov. "I help friends. Friends hungry. They not eat for long time. They are cold. I help them. They nice to me, but they not my family. Family is gone. They maybe dead. Foxgirl don't know."
Han begyndte at prikke til Galdors rustning der begyndte at klirre lidt. Han prikkede igen og grinede lidt. Han kiggede op på Galdor igen, før han igen prikkede til den klirrende ringbrynje.
En frisk brise kom ned fra bjergen og hev lidt i det røde hår. Han brød sig ikke om kulden der fulgte med, og han begyndte at ryste lidt. Det var ikke rart at fryse, men han ville stadig ikke afsløre sig selv endnu.

[Galdor Berlugio]

Den lille piges barnlighed begyndte at irritere Galdor, og hendes nærmest kryptiske sprog gav kun lidt mening for Galdor. Men siden hans mænd endnu ikke var vendt tilbage, besluttede han sig, i det mindste i en kort periode, at spille med på barnets barnligheder og små lege. han hævede sit ene øjenbryn da hun igen talte, og lagde mærke til hvorledes hun talte om disse venner, som han dog ikke kunne se. "Friends? Where are your friends child? And who are they?" spurgte Galdor, igen meget sympatisk, da han ikke ville skræmme det underlige barn. Som dog alligevel ikke virkede til at lade sig skræmme. Han kiggede ned af sig selv da denne rævepige begyndte at prikke til hans brynje-tunika og hans brystplade. Han var ikke bevæbnet med mere end hans sværd, og han lagde dog også en hånd på sværdets skæfte, så barnet ikke ville kunne hive det ud af dets skede. Han rejste sig op da han hørte noget, og lagde en hånd på barnets skulder. "Osmund, keep an eye on the child." sagde han hurtigt til ledsageren ved hestene. Galdor havde allerede en anelse af hvad der var sket, og flere teorier begyndte allerede at tage form i hans sind. Han trådte et par skridt frem, og fik nu øje på de 3 mænd som nu igen kom tilbage fra stien. "Sire! There was nothing we could do! They took the woman, and Brett was struck." råbte et af Galdors ledsagere, som kom slæbende med en anden såret ledsager. "Speak sence!" råbte Galdor i en tydelig befalende tone. Mændene kom nu hen til den og det var tydeligt at den ene ledsager blødte fra et sår i skuldren. De begyndte med det samme at hjælpe ham, imens Galdor stod med blikket imod bjerget. Ledsageren som før havde stået ved barnet, havde trukket barnet lidt til side, og trukket sit sværd. "Gargoyles sire, Gargoyles took the woman." svarede et af ledsagerne, efter være faldet til ro igen.

[Kivuli Mwanga]

Han pegede op i bjerget. Hans venner var deroppe iblandt klipperne, og ventede på at et dyr kom forbi og døde af kulde eller sult, så de kunne få noget at spise, men at kvinden skulle blive deres offer var ikke beregnet, og det ville være et festmåltid for dem, siden hendes kød smagte bedre end dyrekød. De foretrak afgjort kød fra menneskelige væsener.
Han stod og hoppede og klappede ivrigt i hænderne da han fandt ud af at gargoylene havde fået fat i kvinden. Nu skulle de ikke spise så meget i den nærmeste fremtid, og så blev de ikke nød til at jage. De hadede at jage, og de havde været så nedtrykte da Kivuli besøgte dem.
"Friends are happy now. They not hunt now. They saturate." Han sendte Galdor endnu et stort smil. Hvis en af hans mænd var blevet angrebet af en Gargoyle, så var det fordi de følte sig truet. De brød sig ikke om at blive forstyrret når de spiste.

[Galdor Berlugio]

Manden der havde stået ved barnet smilte skummelt og kiggede op imod Bjerget. Tydeligvis var han glad for at kvinden nu bare var død, og de ikke behøvede at jagte hende længere. Måske havde han også ret. Galdor havde været meget ivrig i de seneste par måneder, efter han blev valgt som den officielle leder af den menneskelige race. Galdor var opsat på at rense dette land fra den mørke magis indflydelse, og selv han vidste godt at nogle han brændte på bålet var uskyldige... men han måtte gøre det for at sprede frygten iblandt befolkningen, og for at fjerne de svage stemmer i de fjerne. "Well, at least now she got what she deserved." sagde ledsageren som stod ved hestene og samtidig kiggede på barnet. Galdor reagerede med det samme og tog et par skridt imod manden, med et nærmest truende blik og lukket mund kiggede han skarpt på ham. "what degree of fool are you!? Gargoyles kill quick, she was allready dead before you noticed it. They do not like fresh meat. What she deserved was to be burned and die slowly for the good of mankind, and by the hand of mankind. Not claimed by the very devils we seek to destroy." sagde Galdor i et spydigt og højt lege. Efter dette fremstod der et øjebliks stilhed, hvor det blev tydeligt hvem der var øverst i det menneskelige hieraki. Galdor vendte igen blikket imod bjerget og tog nogle skridt imod hans hingst Fortisfaxe. Han tog fat i tøjlerne på hingsten, og i det øjeblik blev stilheden iblandt menneskene brudt. "What about the girl?" spurgte den sårede ledsager som blev placeret ovenpå sin hest. Galdor var i en svær situation nu. Han vidste meget, og var ikke dum. Han havde for længst set døden i pigens øjne, og lyttet tæt til hendes ignorante tale, som tydeligvis henvendte sig til de Gargoyles som beboede bjergene. Men Galdor kunne ikke gøre hende fortræd, eller bruge en besværgelse på hende, uden at vække en vis misrøgt iblandt hans mænd. De ville ikke forstå at det ikke blot var en almindelig pige som stod foran dem. "Leave her. She is not a human girl, so she is not our responsibility." sagde Galdor hurtigt og betragtede hans mænd stige op på deres heste og gøre klar til afgang. galdor styrede sin store hingst hen foran pigen, og lænede sig formover ved siden af hingstens tykke hals. "You, Demon. You better seek refuge among your friends in the mountains. next time i will not spare your miserable life." sagde han truende til pigen, som var hun slet ikke en pige, men noget andet. Dét andet vidste han slet ikke, men han havde lagt mærke til hendes sår omkring halsen, og den rosarøde kjole skjulte ikke meget fra Galdors perspektive øjne. Galdor vendte hesten, stadig med blikket på pigen, og satte sine hæle i hestens side, og svingede i tøjlerne. Inden længe var Galdor og hans mænd væk igen. Måske den første og sidste gang Kivuli ville se Galdor.

//OUT