An Ocean of Possibilities

[Letum]

Eksperimenter, eksperimentering, nyskabelse, revolutionering. Dette var ting som alle var vigtige for Letum. Han ville udføre eksperimenter, eksperimentere med hvad som allerede fandtes, og det ville føre til nyskabelse og revolutionering i hele necromancer faget. Det var han sikker på.

"Der må være en måde hvorpå disse væsner i havet kan trækkes op derfra, op på land, og sammensættes med udøde her fra. Måske kan en omvandrende blæksprutte skabes som det første, men hvis der virkelig eksperimenteres..." Letum smilede stort for sig selv, som han traskede igennem sandet med tunge skridt. "Men hold kæft hvor er det enormt udmattende at gå i det her skide sand!" tænkte han så ærgrende til sig selv. "Det var da helt vildt irriterende".

Som følge af disse tanker stoppede Letum op, og gav sig selv et hvil. Den kappe- og hætte- klædte mand spejdede ud over vandet. "Så langt øjet rækker..." sagde han til sig selv. "Et ocean af muligheder. Bogstavelig talt." tilføjede han, og kneb øjnene sammen som et vindpust kom i hans ansigt.

Måske det var nu han skulle eksperimentere? Nej, nu var det tid til afslapning. Han havde allerede slået ihjel idag, og allerede udført eksperimenter. Måske han skulle gøre det imorgen? Måske i overmorgen. Var det overhovedet så vigtigt, han havde jo så meget tid som han ville?

Letum havde sat sig ned, hvis det ikke var fordi han var så fandens paranoid. Ethvert øjeblik kunne nogen springe frem og angribe ham, det var han sikker på. "Du er fandme så klog og innovativ, Letum" mindede han sig selv om. "Ingen kan angribe dig uden du lægger mærke til det!" forsikrede han sig selv yderlige, og satte sig så langsomt ned. Hænderne blev foldet i skødet, og selvom han nu var i stand til at være mere afslappet end da han stod - så var han nu endnu mere klar til, at fremmane en udød til sit forsvar imod et angreb.

Man kunne sgu aldrig vide sig sikker i Nýchta, uanset om man var lederen af necromancerne eller ej.

[Camill Angelique Arnauld]

Sjovt nok så var dette sted en ny oplevelse for skikkelsen, som bevægede sig mod det store havområde. Det var næsten ikke til at fatte, at hun på noget som helst tidspunkt havde kunnet overse det store hav af sort vand. Måske fordi havet næsten gik i et med den mørke himmel over hende.

Et suk forlod hendes kolde læber, da hun trådte ned i sandet. Et gys strøg gennem hendes krop, da det næsten føltes som om man ville synke ned i dybet og aldrig komme op. Dog røg den tanke hurtigt ud af hendes hovede. Der var da ikke noget at være bange for, selvom sandet var sort med det rødelige skær. Camill's blik lagde sig roligt hen over horisonten, som hun til at starte med bare stod og betragtede. Forskellen mellem det store hav og himlen, hvor nogle enkle stjerne kunne presse sig frem, var ikke særlig stor.

Imens at hun stod lidt i sine egne tanker, ramte en velkendt lugt eller duft, det ville jo komme an på hvem man var, hendes næse. Straks spejdede hun ikke længere ud over horisonten, nej der var noget andet som havde trukket hendes opmærksomhed til sig. Der var egentlig ikke så langt imellem de to skikkelser. Stille, men sikkert bevægede hun sig hen mod skikkelsen, som havde sat sig ned i sandet. Dog var hun på vagt efter mulige angreb. Desuden så havde hun en mindre fornemmelse af hvem der sad henne i sandet. Selvom det havde været længe siden at hun overhovedet havde set ham.. Så kunne hun stadig genkende hans lugt.

[Letum]

Selvom Letum sad helt stille, så snurrede tandhjulene i hovedet på ham stadig. Han tænkte, han forestillede sig, og han illusterede sine egne tankeeksperimenter. Han forestillede sig en blæksprutte med krabbeklør på armene, og menneskeben. Det var stadig blot de mondæne kreaturer, men han øjnene muligheden ikke desto mindre. Det ville være tåbeligt at sigte efter de voldsomme, ukendte skikkelser med det samme.

En velkendt lugt ramte så hans næse, og han rejste sig med en smule besvær og vendte sig i retningen, med det samme. Hendes meget atypiske, for en necromancer, påklædning, overraskede ham altid. "Vel mødt" hilste han, som hun var indenfor hørevidte.

"Længe siden vi har mødes, Akemi Suzume" konstaterede han, uden at lægge særlige følelser i det. Sådan var han jo nu engang, og det vidste hun også godt, uden tvivl. "Hvordan behandler de royale dig?" spurgte han en smule nysgerrigt, og hævede øjenbrynene som han tog et skridt imod den anden.

Nok var Akemi omtrent 8 gange så gammel som ham selv, men han var over hende i necromancernes orden. Hendes stilling havde naturligvis betydning, som en af de royale livvagter - men Letum havde altid godt kunne lide, at han var kommet forrest i køen uden at have været den som havde ventet længst, hvis det kunne siges således.

"Godt, formoder jeg" tilføjede han derefter.

Letum talte, som altid, rimelig langsomt.

[Camill Angelique Arnauld]

De næsten lydløse skridt i sandet, der bare fortrængte lyden, stoppede ikke lige med det samme. Selvom hun allerede godt vidste, at han havde lagt mærke til hende, så valgte hun at fortsætte lidt i tavshed. Bare i noget tid i hvert fald. Det kolde smil over hendes læber var som plantet der. Det forsvandt aldrig rigtigt, men det var vel også en form for kendetegn udover hendes tøjsmag selvfølgelig.

"Sikke formelt, Letum"
sagde hun med et svag latter i det at han nærmest bød hende velkommen til stranden. Eller det var i hvert fald sådan hun selv opfattede øjeblikket, hvor han havde rejst sig op. En så ung necromancer, der havde svært ved at bevæge sig, kunne hun stadig ikke tro. Hun havde det stadig som om hun næsten lige var født. Familie hemmeligheder..

Camill nikkede afmålt til hans konstantering, for hun kunne ikke andet end at give ham ret. Det var længe siden at de var stødt på hinanden. Også en grund til at hun var så overrasket over, at han kunne kende hendes lugt. Men det var vel aldrig rigtig noget man ville glemme?
"Meget længe siden, kære Letum" sagde hun med et mindre smil på læben, dog var det koldt og det var egentlig ikke sikkert om hun var glad for at se ham eller om det bare var et møde, som skulle overståes. "Ganske udmærket, hvis jeg selv skal sige det" fortsatte hun kort tid efter på hans spørgsmål.

Egentlig så gjorde det ikke Camill noget at en yngre havde fået rollen, som leder. For hende var det ikke det som var det vigtigste i livet. Hun brugte jo også sin egen stilling til at komme frem til forskellige informationer, som kunne bruges på hendes måde. Hun stoppede roligt op et par skridt fra ham. Hendes øjne betragtede hans bevægelser og virkede blot, som et blik, selvom hun betragtede ham nøje.

[Letum]

Letum nikkede. Ved nærmere eftertanke, var det måske ikke så interessant et emne, eller var det? Han var ikke sikker på, hvor det var han ville hen. Han strakte ryggen bagover, og et dæmpet knæk kom fra hans højre arm. Utroligt så stor forskel der var på ham og Akemi fysisk. Hun kunne vel også, helt uden problemer, overvælde ham med vold, hvis det var hendes ønske. Hvorfor skulle hun dog det?

Letum hostede, og nåede ikke at bringe hånden op til munden for at dække den - ikke at han gik så meget op i den slags. "Hvilke... Pligter har du, deroppe?" spurgte han, med en anelse spot i stemmen. Det var et løbende tema i Nýchta, at alle som omgås andre i højere stillinger end dem selv - hvor selvfølgelig kongefamilien sad helt på toppen, også besvarede deres... Seksuelle behov. Var dette tilfældet med Camill? Med Kongefamilien?
Ikke mange magtfulde mænd i Nýchta havde ikke en slave eller to, men de rigtigt magtfulde havde også de som villigt tilfredstillede dem.

Letum besluttede sig dog så for, at så måtte det være nok med det vrede tone - Camill var trods alt en necromancer, og derfor en kollega som han holdte af, og respekterede. "Utroligt..." han blev afbrudt af et pludseligt hosteanfald, denne gang bragte han hånden op og dækkede for munden. "Hvor ung og smuk du holder dig" bemærkede han. "Man skulle jo tro, at det var mig som var den ældste af os to." tilføjede han, med et lille smil.

"Virker Camill-delen stadig fint, eller hvad, Akemi? Dit udseende hjælper vel i hvert fald på det, ved jeg." spurgte han således. Selv havde Letum aldrig gidet bruge energi på, at holde skjult, hvad han var. Dét, og at han var åbenlys kannibal, gjorde dog også, at han ikke kommanderede så meget respekt i det meste af landet.

[Camill Angelique Arnauld]

Hendes blik hvilede mod hans skikkelse og hun blev blot stående, hvor hun nærmest var blevet begravet ned. Det føltes stadig som om sandet ventede på at trække hende ned i dybet, men hendes sunde fornuft fortalte hende dog noget andet. Camills blik faldt langsomt ned mod sandet, hvorefter hun flyttede sine fødder en anelse, for ikke pludselig at falde hende. Dog gled hendes blik op mod ham igen, da han talte til hende. Det var vel også uhøfligt at vende blikket væk fra ham? Et smil bredte sig over hendes læber efter hans spørgsmål.

"Interessant spørgsmål, Letum. Er man en smule nysgerrig omkring hvad jeg går og laver?"
spurgte hun ganske roligt, selvom det ikke helt besvarede hans spørgsmål, så var det det hun lagde ud med i denne omgang. Det smil, som før havde været over hendes læber, forandrede sig lige så stille og roligt. "Mine pligter går kun ud på at passe på kongefamilien og der ligger vist ikke så meget mere i ordet: Livvagt" fortsatte hun efter en mindre pause, hvor hun ikke kunne lade vær med at smile over en tanke, som hun pludselig fik i hovedet.

Hans pludselige emneskift overraskede hende en smule, da det kom lettere bag på hende. Det han prøvede at fortælle hende. Hun lod blikket glide ned af hendes krop og smilte blev lettere koldt over hans kompliment, men det var ikke dårlig i denne situation.
"Vi kunne jo næsten bytte alder. Men jeg tager det som et kompliment fra din side af."
sagde hun med en mindre drillende og kold tone, da han nævnte at han sagtens kunne have været ældre end hende, selvom det ikke lige frem var tilfældet. Men han havde jo helt ret, hun så meget yngre ud end hun i virkeligheden var. Familie hemmelighed.

Underligt nok, så var Camill nok den eneste, som ligefrem havde skaffet sig et dæknavn, men det var noget, som hun mente var nødvendigt. Ellers havde hun jo ikke gjort det. Hendes blik hvilede nu kun på Lemut. Hun betragtede ham med et roligt blik i øjnene, men sagde ikke så meget lige i øjeblikket. ved hjælp af tavsheden kunne man høre vandet ramme strandkanten. Dog gjorde det ingen forskel, for det ændrede ikke farven på sandet, det forblev sort med det lette rødelige skær.
"Nogle kalder mig Akemi, men andre kender mig kun som Camill og mere skal de jo ikke vide"
svarede hun let og roligt, da hun følte at det var meget nødvendigt for hende at skjule sin sande identitet overfor nogle, da man jo sjældent kunne stole på alle.

[Letum]

Letum trak lidt ligegyldigt på skuldrene flere gange, imens Akemi snakkede. Ikke så meget fordi han var enormt ligeglad med hvad hun sagde, men mere fordi det var noget han havde tillagt sig selv. En dårlig vane. En særhed.

"Jeg bryder mig ikke meget om dem" sagde han, en smule ud af det blå. "Du..." hans blik vendtes mod havet en stund, inden han så mod Akemi igen. "Kongefamilien skal væltes." erklærede han, ud af det blå. Han havde altid været meget ambitiøs - det vidste Akemi bestemt også, men han havde vist aldrig før talt om en revolution til andre end sin hest. Hvor var den henne, i øvrigt?

Letum klikkede med tungen et par gange, imens han i vildrede så sig omkring. Han tillagde ikke hvad han lige havde sagt større værdi end, at han bare kunne fortsætte om andre ting. Det kom til at virke helt henkastet, at han talte om at den royale familie skulle væk - men han var sådan set ligeglad. Akemi kunne vel få ham arresteret, måske dræbt, for sådanne udtalelser? Tja, måske. Måske ikke. Hvorfor skulle hun dog det?

"Har du nogle nyttige oplysninger, som du kan dele med mig?" spurgte han, uden klart at fjerne eller tillæge nogen sammenhæng med hans tidligere, strafbare udtalelse. "Du må høre mange ting" tilføjede han, og langsomt kom en benet hest til syne. Omkring ligeså udsultet som Letum selv. "Vernula" hviskede Letum stille for sig selv, og et ærligt smil bredte sig på hans læber, som han så imod hesten.

[Camill Angelique Arnauld]

Hendes stemme tav pludselig, da hun bemærkede hans træk på skulderen. Noget som virkede underligt, men nok mest, hvis man ikke havde kendt ham i et stykke tid, som hun havde. Nok arbejde hun i virkeligheden på slottet, men alligevel havde hun da en mindre kontakt til Necromancerne rundt omkring i landet. Det var jo nødvendigt at holde kontakt til sine artsfæller.

"Egentlig burde jeg slæbe dig med til slottet, så du kan få vasket din mund, men som min leder lader jeg vær, selv imod min pligt. Men pres ikke for meget på.."
sagde hun lettere koldt og vendte blot blikket den anden vej. Dog kunne denne beslutning ende ud i nogle problemer for hende selv. Nogle problemer, som hun endnu ikke havde overvejet, eller i det mindste skænket en tanke endnu. Hendes udstråling var kold, men alligevel var det let at tyde på hende, at hun nok var havnet i et dilemma, selvom hun burde prioritere sin plads som kongelig livvagt højere end noget andet i denne situation.

Letum ville kunne have en større indflydelse på hende, end dem fra kongehuset, fordi han havde en position, som leder. Så ville hun nok mere adlyde ham, men på den anden side, så var hun også loyal overfor kongehuset. Hvis det først ville ske, at hun stod imellem valget. Ville hun nok næppe kunne vælge, men vælge at gå sin vej og overlade konflikten til kongehuset og Letum. Hun ville ikke kunne vælge og nok ende med at blive udstødt og fyret, når det først kom til stykket. Men hvad ville andre gøre i hendes situation?

"Noget man altid kan snakke om er, at Velkan er mere og mere ustyrlig, altså mindre pligtopfyldende overfor sin far, af hvad jeg har hørt. Men sådan har det været længe."
Sådan startede hun ud. Hun havde vel ikke noget valg andet end at fortælle ham en lille smule, så han måske kunne få stilt sin sult på det punkt. "Jonathan vil stadig gerne have kontrollen over det hele, men holder sig fortsat under sin far. Men kongen selv har jeg ikke set i et stykke tid. Han skulle være til møder hele tiden" afsluttede hun med et koldt smil på læben. Ikke fordi det ligefrem var særlig smart af hende, at fortælle om hvad der skete i kongehuset. Men indtil videre kunne hun da umuligt være kommet med nogle nyttige informationer. Desuden så ville hun ikke afsløre alt, selv ikke overfor hendes leder. Der ville hun dog sætte bremsen i, så længe det ville være muligt at holde den nysgerrig del af folk tilbage.

[Letum]

Letum himlede med hans farveløse øjne, som Akemi gjorde det klart, at hun burde "slæbe ham på slottet", så han kunne få "vasket sin mund". Han rystede på hovedet, og lyttede så fortsat til hvad hun sagde, imens Vernula nu var kommet helt tæt. Letum støttede sig til hesten, og fik igen det saglige smil malet på ansigtet.

"Interessant" svarede han, som Akemi endelig var færdig med, at tale. "De to kongesønner. Den ene er ung, dum og impulsiv, og den anden er ambitiøs." med det samme begyndte Letum, at forsøge at koge et eller andet sammen. Den ene kunne måske hænges op på mordet af den anden? Måske kunne kongen dræbes, og skylden derefter skydes på den ældre, ambitiøse søn. Den yngste prins ville ikke være jobbet voksen, og så var det bare et spørgsmål om at tage magten fra ham.

Letum viftede affejende med hånden "Rolig nu, Akemi..." sagde han blot. Han kneb øjnene sammen, og så imod jorden ikke langt fra ham. Han lukkede øjnene, og fremmanede i samme øjeblik en form for zombie-lignende udød. Det kunne ikke være længe siden, at denne mand var død. Han var omkring 180 centimer høj, havde sort hår, og var iført itu-revet, brunt tøj. Han kunne ikke have været meget værd, som levende - hvilket nok var hvorfor han var død nu.

Letum var blevet sulten, hvilket var grunden til denne fremmanelse. "Hvordan ser de kongelige på os?" spurgte han, og den udøde begyndte samtidig at finde små træstumper, pinde og andet brandbart, for samle dem i stak. "Du er livvagt, er jeg klar over, men ser de på dig med mistro?"

Letum fandt flint og svolvkis frem fra en af sine tasker, og smed det til den udøde, som begyndte at slå ild.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill vidste egentlig godt, at det måske var en smule barnligt, at bruge den form for udtryk, men på den måde ville hun bare gøre det mere klart for ham og noget sagde hende, at han havde forstået den mindre hentydning. Hendes blik hvilede mod ham, da der ikke var nogen grund til at kigge en anden vej. Endnu..

Hvad hun helt præcist skulle gøre eller burde gøre i denne situation vidste hun ikke lige. Det var som forsvundet fra hendes hukommelse. Egentlig brød hun sig ikke om tanken om at vælte vampyrerne af tronen. På en eller anden måde ville det bare skabe mere kaos, hvis det først gik hen og skete, for så kunne det jo ske for alle, der ville sætte sig på tronen?

"Ja, en mindre forklaring i hvert fald."
hun kom ham sådanset bare ret til det han lige havde sagt. Så meget andet kunne hun ikke gøre. Dog faldt hende blik på hesten, som nærmede sig. Meget umenneskelig hest og ikke ligefrem en hun havde set før. Det var egentlig et meget interessant dyr, hvis hun ellers måtte komme med sin egen mening. I det at liget begyndte at samle sammen til et bål, troede hun bare at Letum måske manglede noget varme. Så meningen med det havde hun endnu ikke helt forstået, men mon ikke der ville komme en forklaring på et tidspunkt. Hun havde vist glemt det faktum at Letum var kannibal.