Another Kind of Freedom

[Letum]

Impulser - det er svært at gøre noget ved dem, når man først har overgivet sig til dem, og lader sig drive af deres forekomst. Letum var en sådan type, og nu havde han bestemt sig for, at han ville have en slave. Ikke til noget helt særligt formål... Ej okay, måske det var lidt for at operere lidt rundt i slaven, eventuelt amputere et ben eller noget, og erstatte det med noget andet. Tja - han var ærlig talt ikke engang selv helt sikker på, hvad det var han ville.

"Hvorfor fanden forlod du ikke bare byen?" tænkte han til sig selv, som den hætteklædte, spinkle mand og plantede langsomt skosålerne på stenene som ville føre ham til Burakka markedet. Han standsede. Se dét var et godt spørgsmål. "Ja..." sagde han langsomt, hæst, til sig selv.
Letum så ned i jorden, ned på de sorte læderstøvlers tåspidser. "Nej" afgjorde han så, og fortsatte sin gang. "Det er for sent at vende om nu - næste gang muligheden byder sig for en gratis slave... Sådan en uskyldig en, som du alligevel slår ihjel, så må du bare også gribe chancen dér!" han nikkede, som han nåede sin destination, og så sig omkring.

Letum havde været der mange gange før, og mange gange før havde han købt en slave eller to. Han havde brugt dem til forskellige formål. Nogle gange kødets lyster, andre gange andre lyster af kødet. Han smilede og slikkede sig kort om munden, inden han satte kurs imod en slavehandler hos hvem han nærmest havde udviklet sig til stamkunde.

"Letum!" blev han hilst. "Det sædvanlige?" blev han spurgt.
Letum kneb øjnene sammen, overvejede det, og nikkede så.

"Hvad fanden er det nu "det sædvanlige" er?" tænkte han så til sig selv, og fortrød øjeblikkeligt at han bare havde nikket uden videre.

Kort efter kom slavehandlere til syne igen, med en ung kvinde under den ene arm. Hun så ud til at være menneske, og omkring 20 år. Letum nikkede bifaldende. "Fint" svarede han sprødt, og knipsede en guldskilling i slavehandlerens retning, som i samme øjeblik overlod rebet som sad i fæstnet til jernhalsbåndet, som slaven bar om halsen, til Letum.

Letum gav sig til, på den åbne gade, at undersøge den unge dames tænder, negle, hår og mærkede hendes krop for at få styr på det hele. "Hun passer fint til et eksperiment eller to... Hvad skal vi så udføre?" tænkte han, imens han var lidt skuffet over sin egen mangel på opfindsomhed.

Slaven havde fået et eller andet bedøvende, så hun ingen modstand kunne gøre Letum, selvom han var sådan en svækling.

[Kiba Harunko]

Akemi havde sendt Kiba afsted i byen for hende. han var tæt på slavemarket og så rundt. han så mange mennesker og andre racer som købte slaver. Kiba hævede brynet og standsede op og så mod slaverne. imens at han stod der helt stille så han en mand der tjekkede en pige. hun virkede ikke helt rask. Kibas vinger var ikke synlige så han virkede som et menneske ud over hans mærke på armen som lignede en tato.
Kiba var nok en af de ældste man kunne finde men sådan så han slet ikke ud. han lignede en der kun var 20. Kiba var til gengæld over 1000 hans krop og tøj gjorde man kunne se at han ikke var helt muskuløs men heller ikke helt tynd. Kiba var dog selv slave. han var aldrig blevet solgt på et slavemarket men var blevet fanget som ung. han rystede på hovedet og begyndte at gå væk. det var synd for alle de slaver. tænk hvilket liv de måtte havde.

[Velkan Thomas Valentine]

Han var igen stukket af fra slottet. Han hadede virkelig alle de vagter der skulle løbe omkring ham konstant. Jo han var den yngste, men hvorfor hulen skulle de være så forbandet overbeskyttende over for ham. Jace havde jo fået lov til at slippe for dem, hvorfor måtte han så ikke. Han var jo over 100 år nu. Han var ikke længere en lille dreng.
Denne her gang var han taget ned til slavemarkedet for at kigge på stedet. Han havde aldrig været der, så han ville gerne udforske stedet.
Allerede da han nærmede sig byen lå der en svag tåge over stedet, som ingen andre end han kunne se, og måske nok nogle andre. Der var en visken lidt rundt i krogene, men der var ingen at se. Det var ikke så slemt som i tronsalen, men helt behageligt var det ikke.
Han havde taget en fin let skjorte på og sine gamle jeans. Hans røde øjne søgte over stedet. Måske efter en han kendte. Han lagde mærke til noget rødt hår. Det virkede bekendt. Han fulgte efter personen.
Af en eller anden grund blev stemmerne lidt højere. I stedet for en hvisken var der nu en sagte mumlen.
Er der en Necromancer her?
Han brød sig ikke direkte om disse folk, da de altid fik hævet de dødes stemmer en smule. De var forfærdelig irriterende at høre på.
Han så at den rødhårede fyr var stoppet op og kiggede på en der lige havde købt sig en slave. En kvinde. Jo, nogen gad at bruge penge på sådanne ting, men det var et menneske, og han havde ikke fået noget at spise for nylig. Måske skulle man spørge om lov for et måltid, men det var der ikke noget sjovt i. Han ville heller selv jage. Det var der lidt sport i. Det var han så bedre til end sin bror. At jage.
Han tænkte lidt over hvor han mon havde set den rødhårede før. Han havde en idé, men han var sjældent uden sin herskerinde.

[Letum]

Letum prikkede fortsat lidt i maven på den unge kvinde, som nu var hans eje. "Hmm" brummede han, og trak så kvinden efter sig som han begyndte at gå igen. Hun opførte sig helt som om hun var i trance, eller ikke havde nogen form for vilje selv. Letum skulle have lært hvad det var disse slavehandlere brugte som bedøvelse, så han selv kunne udnytte det engang.

En enkelt skikkelse var enormt iøjnefaldende, selv iblandt det relativt store mylder som var på markedet. En rødhåret ung mand. Det var hvad han ville gætte på, det var. "Er det også en slave?" tænkte han. Letum var ganske vist ikke noget omvandrede opførsels-aflæsnings mirakel, men han vurderede at noget ikke helt stemte med denne redhead. "Hvorfor er han på markedet, hvis han ikke bryder sig om slaverne? Hvorfor er han i Nýchta?" tænkte Letum, og kneb øjnene sammen, som han hævede hånden til hilsen. Han ville standse den rødhårede inden han kom for langt, da han virkelig ikke orkede rende rundt efter ham, for at få ham i tale.

"Hvad er du?" spurgte han, som han endelig kom indenfor en rimelig distance til at tale, med den rødhårede. "Slave?" spurgte han hæst. Letum talte meget langsomt.

Letum begyndte langsomt at glæde sig til diverse ritualer og eksperimenter, han ville lave på sin nye slave, og lyste en smule op. Hvis han nu også kunne købe denne rødhårede mand, så kunne han måske bytte om på deres lemmer, og se om de stadig kunne leve, eller noget i den stil. Det ville være enormt interessant.

[Kiba Harunko]

Kiba gik stille og roligt videre. hans røde hår anede han ikke gav så meget opmærksomhed som det gjorde. da en mand henvendte sig til Kiba så han så manden og hævede brynet lidt. han så ned af sig selv da manden spurgte om hvad han var.
"det.... ved jeg ikke"
Kiba sørgede for at ha et godt stykke afstand til ham. Kiba undgik øjenkontakt men så rundt alligevel og kunne nærmest fornemme det næste spørgsmål der kom. Kiba så ned i jorden og rystede op hovedet.
"nej... ikke en rigtig slave.... jeg er tjener, givet til min herre."
det var tydeligt at han var blevet fanget som en slave engang. men at han nu havde fået lov at gå alene. men kun fordi at han ikke kunne huske friheden. Kiba så rundt og så en anden mand nærme sig. det grønne øjne så manden og så på den anden mand. det gjorde ham ret så utilpas at vide at disse to kunne være efter ham.

[Velkan Thomas Valentine]

Necromanceren og den rødhårede begyndte at snakke sammen. Han undrede sig stadig en smule over hvem den rødhårede var. Han gad ikke ligefrem bekymre sig om Necromanceren, da han synes det var et underligt folk. Der var Camill der var ved hoffet som han kendte, men heller ikke mere end det.
Da Kiba kiggede over på ham så lyste han lige op i et skælmsk smil. Tænk at det faktisk var den unge han troede det var. Jo Kiba var ældre end Velkan, men han synes stadig at Kiba kun var en knægt.
Han kom nu også inden for deres hørevide.
"Nej se. Der har vi jo Camills legetøj. Hvad laver dog den her helt uden hende. Jeg kan hvert fald ikke se hende i nærheden. Er hun også her, eller sidder hun og lefler for far? Det må være noget meget vigtigt der optager hende, siden hun ikke følger med dig."
Han grinede lidt og stod og kiggede på Kiba. Den lille rødhårede unge havde han sjældent set uden Camill. Så vidt han vidste havde det været hans fars slave en gang, men mere vidste han ikke. Det bekymrede ham heller ikke syndeligt.
Han havde helt glemt Letum, selvom det var ret svært med al den larm fra de døde der prøvede at nå ham.

[Letum]

Letum forstod ikke rigtigt den rødhårede mands svar. Var han, eller var han ikke slave? Letum kneb eftertænksomt øjnene sammen. "Hvad er denne mand? En slave lader man da ikke gå frit omkring? Men han lugter af slave, han føles som en slave..." Letum kunne ikke sætte sin finger på det, og besluttede i samme øjeblik, at det nok alligevel slet ikke var så interessant... Og så kom en yngre mand hen, som Letum genkendte.

Necromancerne var ganske vist ikke voldsomt højtagtede, så han kunne ikke forvente at den royale vampyr kendte ham - men det var ikke til at tage fejl af, hvem der nu stod foran ham. Der var tale om Prins Velkan Thomas Valentine.

"Deres højhed" sagde han ydmygt, og bøjede hovedet efter den ungt-udseende vampyr havde talt. Langsomt gik det så op for ham hvad der var blevet sagt. "Camills legetøj!?" tænkte han, og tog sig selv i at udbryde det højlydt. Situationen krævede en hvis form for manerer, når nu han var i selskab med en royal vampyr - om han kunne lide det eller ej.

"Camill er ved Deres hof, ikke? Tør man spørge om relationen imellem Camill og denne unge mand?" spurgte Letum så, rimelig udiskret. Han var måske ikke så god til alt det der alligevel, selv når han virkelig prøvede.

"Mit navn er Letum, Deres højhed, det er en ære at møde Dem."

[Kiba Harunko]

Kiba så på letum i det at han hørte en stemme bag sig som kaldte ham et legetøj. hans blik faldt ned på jorden og det var tydeligt at det var sandt. han vendte sig om og bukkede for den unge mand.
"min herre bad mig ordne noget imens hun træner... hun ved jeg ikke stikker af."
hans ansigt vidste tøj på mange års slaveri og fangeskab. men også at mistet hukommelse. Kiba kunne ikke huske hvordan han blev til den han var. om hvordan han blev fanget eller noget. Kiba så på den anden mand da han talte til vampyren. Kiba blev kun set som ung pga hver gang han døde vågnede han op som 15 årig igen.
Kibas lange røde hår var nok det som altid afslørede ham. han var ikke sådan at han kunne finde på at flygte. han vidste jo ikke hvor han skulle tage hen. og flyve væk kunne han ikke selv om han ønskede det.

[Velkan Thomas Valentine]

Han sukkede da Letum begyndte at tiltale ham som højhed og alt mulig andet. Alle de forbandede høflighedsfraser. Det var jo en af grundene til at stak af fra slottet, for endelig at få lov til at slippe for al den bukken og undskylden og hvad folk ellers kunne finde på, og da Kiba også bukkede for ham, så var han da lige ved at flippe fuldstændig ud. Kunne man ikke længere gå nogen steder hen, uden at der altid var folk der skulle være ærbødige og høflige, bare fordi han var af den kongelige familie. Var der virkelig ingen der fattede at han ikke gad alt det der høfligheds-pjat han blev sat igennem fra morgen til aften. Der var overhovedet ingen af de tjenere han havde mødt der turde kalde ham Velkan. Alle skulle sige Herre, Mr. Velkan, Sir Velkan eller det der lignede. Aldrig bare Velkan.
"Drop det der høfligheds-pjat begge to! Jeg gider det ikke!" Han fnyste som en olm tyr, og hans muskler spændtes i et forsøg på at holde ham tilbage fra at gøre noget tåbeligt. At gå bersærk her og nu, ville bare få ham bragt tilbage på slottet, og så skulle han høre på faderens moralske prædiken, og Jaces bebrejdende blik. Blikket var nok det værste, mens talen bare var kedelig.
Han undrede sig lidt over at Letum ikke havde regnet den ud, efter at Velkan havde kaldt Kiba for et legetøj.
"Ser du Letum. Kiba her, han er et eller andet tjener/pakæsel haløj noget. Jeg er ikke helt inde i det. Jeg blander mig sjældent i jeres sager." Med jer mente han alle Necromancere. Han vidste virkelig ikke helt hvordan sammenhængene var mellem Kiba og Camill. Hun yndede hvert fald at prale med at hun havde fået ham fra kongen.

[Letum]

"Hun ved jeg ikke stikker af" genton Letum i sit stille sind. Han forstod det ikke, og da slet ikke når der var tale om Camill. Måske hun alligevel ikke var helt så forsigtig, som han havde troet? Han kendte hende ikke som han kendte en god ven, ikke at kendte nogen på den måde, men måske han skulle gå mere op i hvem, som optrådte i hans orden? "Nej" tænkte han til sig selv. Så vigtigt kunne det vel heller ikke være.

Vampyren ville ikke have manerer, så kunne han sandelig gå foruden. Letum var rimelig uforstående, men måtte samtidig sande, at han jo ganske enkelt ikke anede hvordan disse vampyrer tænkede. Måske han skulle omgås Camill, og dermed kongefamilien mere? "Nej" tænkte han til sig selv, og trak kort på skuldrene, imens han sank en klump spyt. Så vigtigt kunne det vel heller ikke være.

"Vores sager?" gentog Letum langsomt, og nikkede så kort efter, da det gik op for ham, at Prinsen omtalte necromancerne som helhed. "Jeg forstår" tilføjede han derfor. Letum måtte dog hellere, trods vampyres tydelige modstand imod høflighed, være høflig. Lidt smalltalk med en kongelig havde vel aldrig skadet nogen, eller hvad?

"Hvorledes står det så til med din familie," Letum lukkede øjnene imens han sank en klump, inden han fortsatte: "Velkan?" han gik virkelig ud på et område han ikke havde troet, ville være smart. Han fortrød det umiddelbart efter, og var bange for en eller anden form for repressalier fra Prinsen. "Og dig" sagde han, og drejede hovedet imod den rødhårede. "Kibo, var det?" spurgte han, og følte sig et øjeblik svimmel. Letum kunne ikke høre så godt.

"Hvorfor tiltalte du ikke Prinsen til sidst? Nu har du jo stillet ham et spørgsmål, for dernæst at give din opmærksomhed til en anden. Idiot."

[Kiba Harunko]

Kiba havde kun bukket fordi at han ikke anede hvad han skulle sige til manden. han rejste sig men havde stadig blikket væk fra deres øjne. han var ikke noget pakæsel. men han blev hos Akemi pga hun havde nøglen til den sele som holdte hans vinger fanget og de kunne ikek brandes eller slides. det var kun nøglen som kunne gøre ham fri. det var en vigtig ting der gjorde han blev hos Akemi.
da den anden mand der var tynd sagde Kibo så Kiba ned og sukkede. "Kiba. navnet er Kiba." han havde det lidt underligt at denne vampyr kendte så meget til ham selv om Kiba intet kendte til denne vampyr. men sådan var det vel når man kun kom ud når Akemi sendte en ud. hun var ikke dum vis han stak af hentede hun ham jo bare. men hvorfor skulle man gå.

[Velkan Thomas Valentine]

Han sukkede dybt. Ikke engang når han bad dem om at stoppe med at være høflige over for ham, så blev de bare ved. Det var rigtig nok at det var knap så meget, men Letum brød sig ikke om det virkede det til. Hvorfor kunne han ikke bare forestille sig at han bare var en tilfældig vampyr, og ikke sønnen af kongen. Det ville være meget lettere for dem alle, da de så ikke forventede at han skulle svare tilbage med samme høflige tone.
"Familien har det fint. Far han sidder og diskuterer med sin rådgiver og ser bekymret ud på grund af al det der hurlumhej med den forbandede profeti, så han sidder hele tiden og ryster i bukserne. Han vil jo ikke miste sin magt, bare fordi solen skulle vende tilbage."
Han var dog glad for at Letum havde henvendt sig til sidst til Kiba, da det så virkede til at Kiba var mere interresant. Et eller andet sted brød han sig dog ikke om at Camills legetøj skulle være mere spændende end ham, selveste prinsen af Nýchta.