Post by Camill Angelique Arnauld on Jul 27, 2010 20:03:29 GMT 2
"Dagen startede som sædvanlig, der var ikke noget som virkede anderledes end det havde været de følgende dage, det var jo bare ganske normalt. Folkene på markedspladsen prøvede at sælge til hver en sjæl som gik forbi deres bod, der var ingen som ikke blev budt hen for at kigge på smykker, maden – som der aldrig var mangel på, tæpper og tøj, som kunne hjælpe dem med at holde varmen i nattens løb, hvor det altid ville blive så forfærdelig koldt, uanset hvilken årstid vi befandt os i. Hverdagen fortsatte og kørte nærmet ud på et uendelig lang spor, som bar fortsatte med det samme igen og igen. Der skete aldrig de helt store forandringer, som der nok skete i Nýchta, men hvad vidste vi om det på det tidspunkt? Ingen kendte jo til det andet land, eller vi kendte det, men ingen turde besøge landet, da det både var forbudt og så vidste alle at rædslen herskede der. Vi forsøgte alle at undgå dette land og det havde været sådan i over 1000 år, men skæbnen ville at noget skulle forandre sig.
Som dagen gik og tiden fløj afsted, var der ingen som havde gættet at der ville ske noget, den følgende dag. Da natten først faldt på og gaderne blev tomme på ingen tid, så var der kun en ting folk kunne glæde sig til at vågne op til morgendagens lys. Stille blev byen hurtigt og alt faldt til ro, næste morgen, hvor solen skulle have været landet, sov alle over sig, for de blev ikke mødt af morgendagens lys, der var intet lys. Det var som om solen var forsvundet. Ingen forstod meningen med det og skylden blev hurtigt lagt over på Nýchtas befolkning, det var jo dem som ønskede at mørket skulle dominere og lyset forsvinde til evig tid. Panikken spredte sig hurtigt i gaderne og flere farede mod slottet for at få svar. Men hvad kunne de svare? Ingen har endnu fundet svaret på alles spørgsmål.. Hvordan får vi lyset tilbage?"
- Kiir fra byen Sorento i Iméra.
