What happened?

[Akira Hachiro]

Akira havde plantet sig nede ved søen, egentlig vidste hun godt at det ikke var det bedste hun gjorde, og det var nok ikke så smart gjort af hende, eller var det? Det kunne vel være hun var uheldig, og blev fanget, men hvad skete der hvis hun gjorde? Hun ville ikke tilgive sig selv i hvert fald. Da hun først sad i sin egen verden, kom det som et chok for hende, at hun faktisk blev fanget bag fra, hun blev alligevel holdt for munden. Hun forsøgte at få øje på hvem det var, men det var i hvert fald ikke Hì, hun havde aldrig set ham her før? Et øjeblik senere, var hun slået ud. Hun gik ud som et lys, hun kæmpede med at holde sig vågen, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre. Da hun vågnede igen, var hun plantet i et slags akvarium, et panik anfald kom fra hende, og hendes hoved gjorde grueligt ondt. Hvad var der sket?
Hun lod blikket glide ud af glasset, der sad mindst fire mænd, og kiggede på hende. Havde de allesammen noget med det her at gøre? Havde Hì stukket hende i ryggen? Hun svømmede ned i det bagerste hjørne for at placere sig der, og kiggede ned i bunden. Hun kunne lige så godt droppe at prøve på at komme ud, for det kunne ikke lade sig gøre, alligevel. Hun havde set én prøve, og det var en forfærdelig dag, hvor hun selv var hjælpeløs.. Et blik gled op, ud af glasset, der stod en mand og kiggede på hende. Hun kiggede blot væk - hun vidste godt hvad næste træk var, og hun blev solgt.

[Híroko Yúng]

Det lod egentlig til at blive en hel almindelig dag, eftersom at han havde besluttet sig for at holde fri. Han havde behov for en tænkepause. Skulle han fortsætte med hans arbejde eller stoppe? Han var sikker på at Akira ville synes mest om den sidste mulighed. Men han kunne da ikke bare svigte sig selv, som person? Det virkede uoverskueligt, så han var endt med at bevæge sig ud af huset for at tænke i ro og fred, frem for de sirener han havde fanget og som han ventede på at ville blive hentet, af deres ejermænd. Ufatteligt nok, så formåede mange sirener at stikke af, hvorimod de ingen udvej havde, så snart de var hjemme ved ham. Híroko havde brugt flere år på at perfektionere sit fangehul eller akvariet, hvilket også skulle gøre det umuligt for andre at slippe ud eller ind. Han var den eneste med nøglen og koden. Han vandre roligt igennem gaderne, som han blev trukket ind til siden. Eftersom at han gik rundt med hænderne i lommerne, reagerede han ikke på den pludselig forstyrrelse. Han knurrede irriteret, som han kiggede på personen, der stak noget i hånden på ham og forsvandt. Han lod blikket glide ned og læste indholdet: Smuk Sirene fanget i Kizomi skoven, først til mølle! Han rynkede en anelse på brynet, som han krøllede papiret sammen, han var ikke intereset i at købe andres fangst, men alligevel lod han ikke til at glemme det helt.
Hans ben havde egne planer, som han hurtigt bed mærke i at han havde kurs mod mødestedet. Hvis Akira kunne se ham nu, så ville hun med sikkerhed forlade ham for evigt. Han stoppede op, som han rakte hånden ned i lommerne og rodede lidt rundt for at finde papiret frem og tjekke adressen endnu en gang, før at han gik ind i den skumle bygning. Det var meget normalt, at folk valgte at holde auktioner et sted som dette, så han var van til det. Det første der mødte ham, var sikkerheden. Han var lettere forbavset, som han så sig omkring, akvariet var ikke til at undgå, men han var mere interesseret i, hvem der var mødt op. Han gik hen forbi mændene, som sad og stirrede på akvariet, han lo let for sig selv, som han gled blikket mod akvariet selv, da han var kommet over til den modsatte væg, hvor han blot lænte sig imod det. Hvad der mødte ham fik ham til at se lettere forbavset til. Akira! Hvad var der sket? Hvordan kunne hun være der? Var det virkelig hende, de snakkede om? Han gøs lidt, som han bevægede sig mod glasset og placerede hænderne mod det kolde glas. "Akira?" hviskede han lavt, som han holdt et vågent øje med menneskerne omkring sig. Han havde godt på fornemmelse af, at det ville være for sent at byde på hende. Men hvad kunne han også stille op?

[Akira Hachiro]

Hun lod blikket glide rundt i rummet, og der kom en ny mand i rummet, hun slog blikket ned igen, ned i bunden i af akvariet. Men da en mand først stillede sig op af glasset lod hun blikket glide langsomt op, der stod han. Hì. Han så lettere forbavset ud, og et trist blik ramte hans, men hun ville ikke reagere for voldsomt på at se ham, hun ville afsløre at han kendte hende. Det ville være for dumt. Hun lod blikket glide væk, og hun lod sit hoved glide på det ene side af glasset, og hele situationen gjorde hende indebrændt og trist. Selvfølgelig var hun glad for, at hun så Hì igen, men hvad skulle han gøre? Han kunne jo ikke gøre noget, nu måtte hun jo bare vente på, hvad der ellers skete, hvem hun blev solgt til. Hvad hun skulle bruges til. Hun tog hånden til hovedet, som stadig gjorde grueligt ondt, hun lod hånden glide lidt rundt i hovedbunden, og kunne mærke en lille flænge, før hun fjernede hånden, lidt blod fra hendes hovedbund var på den, men hun fjernede det hurtigt. Et blik hvilede ud på alle mændende, som så på hende. Det var ikke fordi hun brød sig om det, og slet ikke den opmærksomhed, som skabte sig i rummet. Flere bud røg igennem rummet, ikke fordi hun ville høre hvor meget hun var værd - men hvad skulle hun selv gøre? Det var jo ikke fordi hun kunne stikke af, ikke fordi hun kunne gøre meget, hun kunne gøre ingenting? Det eneste som generede hende var, at hun ikke havde tænkt sig bare en smule om.

[Híroko Yúng]

Egentlig var han lettet over, at hun overhovedet ville kigge på ham. Men han kunne godt fornemme på hende, at hun også var forsigtigt. God pige! Han lod blikket glide rundt i akvariet, som han tjekkede kvalitet, imens at han lod mændene byde på hende. Der måtte være en måde hvorpå han kunne stoppe det på. Han rynkede på brynene, som hun lod til at tage sig til hovedet. Det tydelig blod gjorde han blot rasende. Hvordan kunne de såre hende? Ikke blot var det forkert, men det ville da også være med til at få hende ned i værdi, hvis hun ikke var et pragt eksemplar. Han lænede sig mod akvariet og lod blikket glide imellem de forskellige mænd, som han bevægede sig hen foran en og satte sig ned på hug for at hviske noget i hans ører. "Er hun skadet?!" skreg manden lige pludselig op, som han rejste sig op og bevægede sig hen til akvariet for at tage et nærmere kig på hende, lige umiddelbart kunne han ikke se noget, men det var ikke svært for ham at konkludere, at der var noget galt med hende. Hun lod ikke til at kæmpe så meget, som alle andre ville gøre, måske der i virkeligheden var noget galt? Manden blev mere og mere utilfreds med situationen, som auktionen pludselig blev sat på pause, hvorefter nogle vagter gik hen til buret for at få hende op af vandet. "Tjek hende for skader!" beordrede han, som Híroko gik mere og mere i baggrunden. Han smilte let for sig selv, som han fulgte scenariet og blot håbede på at Akira var med på den ellers ville det ikke være muligt at få hende ud, i hvert fald ikke uden vold. Selvfølglig ville de ikke overrække hende bare sådan lige, men han havde en ide. "Det er blot en mindre skramme, men hent lægen, så vi kan komme tilbage til auktionen" ordrene blev ved med at flyde og de andre herre var begyndt at snakke indbyrdes, der var noget skummelt over situationen, for det virkede lidt som om manden bestemte også selvom han var med på at byde for hende. Måske han blot var der for at byde prisen op?

[Akira Hachiro]

Hun havde ikke hørt, hvad de snakkede om, men pludselig da vagterne kom for at få hende op af vandet, begyndte hjertet at banke som en gal, et fortvivlet blik gled rundt i rummet, da hun var kommet ud af buret, og først da hun opfattede hvad der var sket, lod hun blikket glide på de mænd, som havde forhåbninger i øjnene. Noget blod løb ned i hovedet på hende, som hun valgte at tørre væk, og tog sit til hovedet, det dunkede som en gal. Hun vidste egentlig ikke helt hvad hun skulle gøre, lige nu kunne hun i hvert fald ikke gøre noget. Hun lod blikket falde på Hì, en enkelt gang, før hun kiggede væk igen, hun var rimelig forvirret over, hvad der egentlig skete. Da de først nævnte noget med en læge, var hun en smule lettet, men da hun først hørte det sidste, var hun ikke så lettet igen. Hun var mere fortvivlet over, hvad der skulle ske. Dog skulle hun til at åbne munden, for at sige noget, men lige før hun nåede at få sagt noget, fik hun et blackout.

[Híroko Yúng]

Der var en del fortvivelse omkring hvad der skete, men da Akira først kom op af vandet, kørte snakken blot. De lod til at holde et vågent øje med hende, så da hun lige pludselig endte med at besvimme reagerede de forholdsvis hurtigt, som lægen straks blev tilkaldt og jaget ind i rummet. De kunne jo ikke bare lade deres bytte besvimme, når det var meningen, at de skulle tjene penge på hende og ikke bruge penge på hende. De var meget utilfreds, som lægen fik lagt Akira ned og begyndte at flytte på hendes hår, som han skulle ind til flængen, blot for at se hvor meget skade der var blevet lavet. "Var det virkelig nødvendigt at slå så hårdt?" spurgte lægen irriteret, som han begyndte at rense såret og fjerne det meste af blodet, som var rendt ud i hendes hår. Han endte med at smide blodkuldene ned på gulvet, som han fandt en nål frem og noget tråd. De var nød til at lukke såret, før at hun ville vågne igen, ellers skulle de bruge midler på bedøvelse også. Híroko var nød til at holde sig i baggrunden, som han var lettere forbavset over hvor slemt det rent faktisk stod til. Hvis han først kom for tæt på, så ville han nok ende med at afreagere på en af mændene, der holdt fast i hende, så hun ikke skulle stikke af. Selvfølgelig ville hun stikke af, når hun var bevidstløs. Det var jo latterligt! Lægen begyndte at sy flængen sammen, som han skulle have lukket såret inden at hun ville forbløde. Han kunne blot håbe på, at der ikke var mere galt med hendes hoved, for det havde han ikke rigtig udstyr til at tage sig af. Han nikkede til mændene, da han var færdig, som han samlede sine ting sammen og lod dem bære hende tilbage til akvariet. "I kan da ikke bare smide hende i vandet igen" protesterede Híroko, som han bevægede sig mod dem og lod blikket glide ned på Akira, da han stod ved siden af dem. "Hvis hun skal heale, så skal hun ud i det fri og ikke være i fangeskab, vandet her kan ikke hjælpe hende" brokkede han sig, også selvom det ikke ville have den helt store betydning, så kunne han alligevel overbevise dem, siden at han var eksperten angående sirener. De så dog lettere mistroisk på ham, som han lagde armene over kors.

[Akira Hachiro]

Bevidstheden kom langsomt til hende, og da først hun var tæt på akvariet og hørte Hì's ord, var hun rimelig forvirret, og lod blikket glide lidt frem og tilbage, mod de mænd, som havde fat i hende og så Hì. Det var egentlig ikke fordi hun havde særlig meget lyst til at være her mere, hun havde faktisk mere lyst til at skrige, det ville være højt nok til hun ville få en chance til at stikke af, men hvad ville det i det hele taget hjælpe? Det var ikke fordi hun ville kunne styre det hele, og i det hele taget ville hun nok få et blackout hvis hun gjorde en pludselig bevægelse. Hun tog en hånd til hovedet, men kunne så mærke at lægen havde været der, siden hun kunne mærke noget tråd i hoved bunden, dog undrede det hende, hun egentlig ikke kunne huske hvad der var sket? Hun skulle til at åbne munden for at spørge, men ville det ikke være for dumt? Men samtidig ville det være en chance at tage.. "Hvad er der sket?" spurgte hun lavmælt, selvom hun ikke kunne høre sig selv, af den larm, af højtråbende mænd, som diskuterede.

[Híroko Yúng]

Det var ikke fordi det var det bedste tidspunkt, hvorpå hun kom til sig selv, men i det mindste var det bedre, end at hun vågnede midt i lægens arbejde. Det ville sikkert bare have været at for smertefuldt, så hun skulle være glad for at hendes krop havde formået at holde smerten ude. Hun lod heller ikke til at have nogen ide omkring hvad der rent faktisk foregik. Híroko havde ikke rigtig tid til at besvare hendes spørgsmål, da han var midt i at overbevise de fine herre om at overlevere hende til ham og så skulle han nok tage sig af hende. Han var endda villig til at betale for det, noget som var med til at overtale dem bare en anelse mere. Det lod ikke til at være nemt, men i sidste ende endte han med at overrække dem nogle penge, hvorefter han hev Akira væk fra de andre mænd. "Bare hold mund for nu" forklarede han, muligvis en anelse for hårdt og koldt, men han kunne ikke bare droppe hans personlighed, når de ikke var kommet ud fra huset endnu. Han var lettere forbavset over hvor smertefrit det var gået, men det skulle snart vise sig at ændre sig. En af de andre herre rejste sig pludseligt op, som han begyndte at råbe op om, at han ikke bare kunne tage hende med også selvom han havde betalt, så ville han med sikkerhed betale endnu mere for hende! Det irriterede Híroko virkelig meget, som han bed sig i læben og spredte sine vinger ud, han greb fat om Akira og fløj op i luften og med kurs mod et vindue. Han skulle ikke vent på at de ville finde deres våben frem, det ville bare bringe hende yderligere i fare. Han foldede sine vinger rundt om dem, som de strøg igennem vinduet og ud i mørket. "Hold fast" beordrede han næsten, som han ikke havde lyst til at tabe hende. Men samtidig skulle han også koncentrere sig om at komme væk fra huset, hvis han havde i sinde at komme levende fra det. Han stoppede op midt i luften. Hvor skulle han flygte hen? De vidste udmærket hvem han var, så hvad skulle han gøre nu? det var virkelig ikke gennemtænkt, så nu begyndte det at bide ham i røven.

[Akira Hachiro]

Akira blev virkelig forvirret, da han valgte at bede hende om at holde mund, men det var forståeligt nok. Da han overrakte nogen penge, og trak hende fra mændende, gik det op for hende, han ville redde hende? Eller var hun helt forkert på den? Da han først fløj igennem et vindue med hende, og han sagde hold fast, klemte hun sig ind til ham som om hun var bange for at falde ned, men alligevel stolede hun på ham, men da han stoppede så han helt opgivende, og et blik ramte Katsu fra hendes side af. "Min lejlighed?" var det eneste hun fik sagt, før hun lagde hovedet på hans brystkasse, lidt udmattet var hun vel, og energien var ikke den helt samme, lige nu, som den plejede at være.
Hun ville bare kunne slappe af, og ikke tænke på andet lige nu.

[Híroko Yúng]

Det virkede mere eller mindre håbløst, men han var nu meget glad for endelig at slippe ud igen. Han var lettere taknemmelig for at han var dukket op, også selvom han var klar til at ligge det hele bag sig. Lige nu virkede det dumt at trække sig, hvis hun nu skulle blive fanget igen, så ville han ikke have nogen chance for at vide, hvor hun endte henne og hvordan han skulle redde hende ud af det. Den friske luft var med til at give ham fornyet energi, men han var lettere frustreret over ikke at vide, hvor han skulle gå hen, før at hun kom med et forslag. Han gik ikke ligefrem udfra, at de havde fanget hende i hendes lejlighed, da de sjældent gjorde noget lignende, så det burde være sikkert nok. Han nikked og fløj mod Katsu med et fast blik i øjnene, som han holdt godt fat i hende, skulle hun nu falde i søvn eller besvime. Han landede foran hendes bolig, som han lod blikket glide omkring for at sikre sig, at der ikke var nogen i nærheden før at han gik ind med hende i armene. "Beklager, at du skulle igennem alt det igen" sagde han lavmælt, som han formåede at komme ind i hendes lejlighed og placerede hende på sofaen, hvortil han bare stod ved siden af og kiggede ud af vinduet.

[Akira Hachiro]

Da hun først blev plantet i sin sofa, så hun på ham som han stod der og kiggede ud af vinduet. Hun rejste sig, dog lidt for hurtigt og havde en lidt svimmelhed for øjnene, men gik så langsomt over til ham, og holdte om ham, dog bagfra. "Det gør ikke noget, jeg er bare glad for, du reddede mig..[/b]" hun slap ham, for at gå ind i sove værelset, smed hendes tøj for at lægge sig under dynen, heldigvis havde hun ikke trukket fra i morges, så gardinet var stadig nede. Hun lod blikket glide op i loftet, hendes hoved gjorde stadig ondt, men ikke ligeså meget som sidst. Hun havde en smule lyst til ham, og hun anede ikke helt hvorfor. Hun lod blikket falde ned på døren ind til stuen, og betragtede ham stille og roligt. Endelig kunne hun slappe af igen, uden nogen bekymring om, hvad der ville ske..

[Híroko Yúng]

Híroko endte med at folde hænderne foran sig, som han fornemmede at hun begyndte at bevæge på sig. Han sukkede let, det ville sikkert være smartere for hende at blive liggende i sengen. Han smilte let for sig selv, som han mærkede hendes arme omkring sig. Han lod blot sin hånd hvile mod hendes arm. "Måske det er bedre, hvis du bor i Iméra?" spurgte han roligt, ikke fordi det ville være særlig godt for dem, men så ville hun i det mindste ikke være nød til at kigge sig selv over skulderen hele tiden. Selvgølgelig kunne de godt komme efter hende, men nu var hun jo i teorien hans, så måske det var fint nok? Han vendte sig om for at følge hende med øjnene. Det var sikkert meget klogt at gå i seng. Han fulgte roligt efter og lænte sig mod dørkammen, som han krydsede armene og blot holdt et vågent øje med hende. "Hvordan har hovedet det?" spurgte han, som det var tydeligt at han var bekymret for hende, og da helst så at hun ikke skulle have været igennem noget lignende. Hun skulle være i sikkerhed og intet andet. At være sammen med ham var farligt, det var han godt klar over.

[Akira Hachiro]

Da han først nævnte Iméra, lod hun være med at svare ham, men lod et blik hvile på ham, før hun lod blikket glide op i loftet. "Hovedet har det bedre, tak." hun smilede, før hun lod et blik falde ned på ham igen. Et gab kom fra hende, ikke fordi hun var træt, bare mere udkørt. Hun undrede sig over, hvorfor han ville have hende til det modsatte land? Det ville hun bestemt ikke. Niks nej. Det var risikabelt og blive i dette land, om hun så skulle blive inde døre resten af sit liv, det ville hun være ligeglad med, men hun ville simpelthen ikke til Iméra, chancen for at det ville fungere mellem dem, var et stort spørgsmål, men tvivlen var der fra hendes side af. At han selv kunne tilbyde hende det, undrede hende, men samtidig ikke. Han gjorde vel bare sit bedste for at beskytte hende, så hun ikke kom mere til, end hvad hun var i forvejen. Jo, hun havde brug for ham i sit liv, hun havde brug for sit arbejde, hun havde brug for mange ting, men lige præcis at det hele var så indviklet, hadede hun at indrømme. Det var ikke sådan hun ville have det.
Men det kunne jo ikke blive anderledes. Hun tøvede kort, før hun åbnede munden, men lukkede den igen, hun valgte så at lægge sig om på maven og stirrede på lampen.

[Híroko Yúng]

Det tog ham ikke særlig lang tid at forstå, at hun ikke havde i sinde at svare ham. Han smilte blot let, som han lod det ligge og blot kiggede på hende. Overvejede hvordan de kunne holde de skumle typer på afstand. Han bevægede sig roligt over til sengen og satte sig ned på kanten med et glimt i øjet. Han lod blikket glide mod vinduet. Han lod en let hånd glide ned langs med hendes ryg, som et svagt kærtegn uden at være for påtrængende, da han ikke skulle forvente noget lige nu, specielt ikke sådan som hun havde set ud for ikke særlig lang tid siden. Det var egentlig underligt at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis han ikke var dukket op. Han ville nok blot se hendes fravær, som at hun var sur på ham og derfor ikke ville tale med ham. Det var jo efterhånden noget der skete meget ofte? han var ikke særlig god til at holde deres forhold udenfor skænderier og dumheder, i hvert fald ikke fra hans side af. Han bukkede ned for at kysse hende blidt på skulderen før at han fjernede hånden og lod hende hvile. Imens han blot kiggede ud af vinduet.

[Akira Hachiro]

Tavsheden var over dem, og da han satte sig i sengekanten, og kærtegnede hendes ryg og plantede et kys på sin skulder, lod hun sig selv vende hovedet, og kigge på ham. Hun kravlede en smule hen til ham, satte sig på ham og kiggede ham ind i øjnene. "Jeg vil ikke til Iméra" sagde hun fast besluttet. Hun tog en hånd op på hans kind og kærtegnede den, før hun kyssede ham på kinden. Hendes øjne var stadig på hans, og hun var skam slet ikke sur, overhovedet. Hun lod blikket falde ned på natbordet som var ved siden af dem, og åbnede skuffen og tog en pakke smøger ud, og et askebæger. Hun åbnede pakken og tog en cigaret og en lighter som lå i pakken. Hun tændte sin cigaret, og pustede røgen den anden vej, så der ikke var en af dem selv som fik hendes røg i hovedet. Det var sjældent det skete, men hun gjorde det da, hvis hun følte det var afslappende for hende.