[Åben] The Young Stranger

[Lairion]

Det var en travl aften på Agorá markedet i Iméra. Handlende solgte deres varer fra de forskellige boder. Der var en bod med farvestrålende stofruller, hvor lyset fra de tusindvis af fakler, der var hængt op for at belyse dette marked, spillede i de mange tråde i stoffet. En anden handlende havde kurve fyldt med flotte frugter fra sin hjemegn. En anden bod solgte krydderier, som fyldte luften omkring boden, med en stærk duft af vanilje, kanel, spidskommen, nelliker og paprika i en stor blanding. På et hjørne af gaderne, hvor pladsen var større, stod eller sad nogle musikanter, og fyldte gadens lyd med musik, fra fløjtens lyse toner, og trommens blide rytmer, og lyde fra fremmedartede instrumenter i en skøn harmoni. På et af de større pladser opførte gøglere i spraglede dragter deres halsbrækkende kunster, som tiltrak store menneskemængder, for at se på disse vovede kunster. Over alt stod der folk og snakkede, gik med deres kurve og indkøb, kvinder med stof under armen, mænd med store sække med madvarer, og små tyvagtige drenge med et æble i munden eller et brød under vamsen.

I denne farvestrålende kaos, med larm og latter og alt for mange dufte til at skille dem fra hinanden, gik der en ung mand, eller en ung dreng. Hans alder var sværd at definere. Hans ansigt var ungt og kækt, med en gavtyve smil, og spillende øjne, der afsøgte alle boderne med største nysgerrighed, og øjne der slugte hver eneste lille hændelse med den største appetit, som om han aldrig have været til et marked, som dette. Hans krop var dog stor og styrken var tydelig i de kraftige lemmer, som mere tydede på en yngre mand, end en stor knægt. Hans ene hånd, holdte fast i en massiv egekæp der slog mod brostenene med et taktfast slag. Hans tøj virkede simpelt, men der var ingen lapper, og tøjet var helt og uden revner. Tøjet var helt grønt, i nogle mørke nuancer, og hans fødder var beskyttet af nogle fine læder sko, snøret sammen af nogle tynde stykker snor. Hans mørke hår, der var klippet kort og strittede lidt til alle sider, havde et grønligt skær når faklernes lys fladt rigtigt.

Ingen lagde synderligt meget mærke til ham, og han holdte sig også for det meste på de åbne områder, hvor folk ikke trængte rundt om ham og maste ham. Han kunne ikke lide at føle sig trængt, men det han syntes da absolut at dette her var spændende, og måske kunne han komme til at forstå noget af verdenen. Han var jo egentlig ikke særlig gammel. Han lignede en på 17-20 år, men i virkeligheden var han ikke mere end nogle få måneder gammel, men hvorfor skulle nogen også mistænke det? Der var ikke mange der kendte til Brødrene og Søstrene, der var livskraften til de forskellige elementer. Han stod ved et hjørne ved en fakkel der oplyste ham rigtig godt, hvor han stod og lænede sig op af sin stav. Han virkede forvirret, og så ud til at være faret vild. Måske var der en der ville hjælpe ham.

[Andél]

Markedets livlighed tiltrak mange, Selv dem der ikke var på indkøb. En anden ung, og alligevel ikke så ung igen, engel. Andél. Drengen lignede endnu blot en på de 15 år. En teenager. Sandheden var anden, hvilket dog ikke kunne ses på ham. Ikke lige nu. Andél rendte gennem myldret af folk, morede sig, som et hvert andet barn ville det. Selvom han nok blev set på som teenager, var han et sted også kun et barn. Og han elskede sjov. I dag rendte han dog ikke med de andre drenge. Han var efterhånden holdt op med dette, efter at have indset at han intet behov havde for det. Ikke fordi han anså sig selv som rig og var forkælet, men derfor kunne man da godt nyde godt af sine penge? derfor holdte Andél sig heller ikke tilbage som han fandt nogle lækre æbler, hvorpå han købte to med iver.
Han havde en fridag. Havde han lige da haft sin plejedatter med sig, ville han slet ikke have virket så barnlig og livsglad. Jo, livsglad, men på en langt roligere og voksen måde. Ikke fordi han ikke ville ses på som pigens storebror, hvilket nok alligevel skete. Han ville være ansvarsfuld når han havde den unge pige under sine vinger. Så at sige. Vinger han lige nu rendte rundt med fremme, mest fordi de var praktiske når der var en større mængde, så lettede han blot og fløj forbi dem. Hvilket også førte til nu at han endte ved en mere åben del af markedet. Ikke fordi de solgte ting her så mindre interessante ud. Men det gik vel altid efter hvad folk havde brug for. Andél gumlede allerede tilfreds på det ene æble med en glædens iver, ligeglad med hvordan æblesamten gled ned over hans hage, kun for at blive tørt af i det fine stof. De lyse, blå og hvide klæder, var tydeligt af fint stof, der tilkom de mere rige. Men igen, lagde han ikke selv megen mærke til det. Hvordan andre måske opfattede ham. Om så de troede han bare var en rigmands søn, en snob.
At han stoppede op, kom mere af at han ikke anede hvor han ville hen derfra. Hvad han ville se. Han elskede at kigge på boder, og se om der var noget spændende. Andet fangede dog hans blik. En mand. Eller en stor dreng om man ville, stå helt alene… Faret vild? Andél vurderede sagen lidt. Det kunne sagtens ske at fare vild. Lige så let som det var ikke at gøre det. Hvilket afgjorde hvordan han, stadig gumlende på sit æble, trådte, eller halvfløj, nærmere den fremmed. ”Mhg,.. Nee? Æbgle..?” spurgte han høfligt. eller han mente det var høfligt. Selvom han også vidste han havde æble i munden. Han rakte det andet æble frem imod ham. Smilte blot glad og imødekommende som han havde fået tygget af munden. Håbede blot den fremmede ikke var sådan en meanie.

[Lairion]

Lairion blev meget forvirret da en snakkede til ham, men han vidste godt at det var høfligt hvert fald at se tilbage på dem, så han vendte sit blik mod den der havde snakket til ham, og blev bare mere forvirret. Det var en dreng, nok ældre end ham, selvom han ikke så ud til at være ældre end ham, men det ville være mærkeligt hvis ikke han var ældre end ham, fordi det her var ikke en af hans søskende. Det ville han have mærket. Det her var en eller anden fremmed person, men hvad var det han gjorde? Han regnede hvert fald med at det var en han. Det lignede en han, men det kunne måske godt være en hun. Han blev så tit forvirret over det med han og hun. Han havde meget at lære endnu.

Han trak sin stav tættere til sig, og knugede den let, fordi han vidste hvordan man skulle beskytte sig mod onde folk, men alligevel virkede denne dreng ikke som en ond en. En der var sød ved andre. Drengen holdte noget frem til ham, som han hurtigt genkendte, som æbletræets frugt. Han vidste ikke helt hvad han skulle. Han så på drengen, der havde en anden en i den anden hånd. Drengen bed i frugten. Kunne man spise den? Han troede kun at de var til for at blive plantet, eller at dyrene kunne spise af det, men han regnede ikke med at de tobenede kunne det. De plejede da ikke at spise træernes frugt, eller gjorde de? Han vidste det ikke. Det var første gang at han rigtig bevægede sig blandt folk, i stedet for i skoven, hvor han en gang i mellem mødte en elver eller et menneske, eller hvad der ellers kunne finde på at rejse gennem skovene.

Lairion så stadig undrende på drengen. Han rakte tøvende ud efter æblet, og lukkede sin hånd blidt om frugten, fordi den skulle jo ikke komme for meget til skade, tænkte han. Han tænkte dog alligevel også på om hvordan den smagte. Havde han i sit forrige liv spist et æble? Det kunne godt være. Han så på drengen igen og sagde med en tøvende og lettere bævende stemme: "Tak." Han så lidt på æblet. Han klemte sin stav fast mellem armen og hans side og lagde begge hænder beskyttende omkring æblet. Han aede det blidt. Det så ud til at have det godt. Et flot frisk æble. Det kom fra et godt træ. Det kunne blive til mange gode træer. Han tog et fastere greb omkring æblet, og med et knald blev æblet delt i to lige store dele. Kernerne skinnede mørkt i det lyse kød, hvor Lairion kort efter pillede dem ud af kødet og lagde kernerne ned i en bæltepung han havde ved siden. Han skulle ud og plante dem senere denne nat, så der kunne komme mange store stærke træer. Han elskede træer.

Han så igen hen på drengen, og besluttede sig for at bide i kødet for at se hvordan det smagte. Han så på den ene halvdel, hvor kernehuset var fuldstændig tømt og løftede det tøvende til sine læber. Han bed i det, og saften lagde sig på hans tunge, som et lille lag af sødme og en behagelig følelse bredte sig i hans mund. Han smilede overrasket, og øjnene var store af forundring. "Det smager jo godt!" sagde han og så på drengen, inden han tog endnu en bid af æblet, stadig på den forsigtige måde, fordi han vidste ikke hvordan æblet ville have det, hvis han bare huggede det i sig. Det kunne være at det blev ked af det over at han ikke var særlig sød ved den, og bare ville spise den. Han ville ikke have at æblet blev ked af det.

[Andél]

Andél ventede blot tålmodigt på at denne fremmede ville bemærke ham, og ikke mindst tage imod æblet. Det generede ham ikke på nogen måde at give det væk. Specielt ikke hvis de på en eller anden måde kunne være en hjælp til denne fremmede. Ikke fordi han kunne regne ud hvordan det ville hjælpe på nogen måde. Det var mere en fornemmelse. Ved takket, var der ingen tøven i et kæmpe varmt smil der dukkede op i Andéls ansigt, som han jo et sted elskede at kunne gøre noget for andre. Hvis han kunne hjælpe denne fremmed med noget, ville det gøre hans dag. Endnu et dejligt kapitel i bogen om hans liv, kunne man sige.
Smiltes svandt en anelse, som denne fremmede ikke bare tog en bid af æblet. Det var det man jo gjorde med æbler… tyggede på dem ? Og de smagte jo godt… så hvorfor ikke? Andéls hoved gled undrende let på sned, som han med sine krystalblå øjne bemærkede hvordan denne fremmede syntes at… kæle med æblet?... Ne, havde æbler følelser? Ikke sidst han tjekkede… men selvfølgelig kunne det jo godt være de havde. Lige som med dyr. Han var sikker på at dyr havde følelser, selvom de ikke kunne snakke samme sprog eller var lige så kloge som andre, mere udviklede væsner. En let måben, var ikke til at skjule som den fremmede delte æblet med blot hænderne, i to lige store dele. Det var da ikke muligt?! Eller det havde han svært ved at tro på. Uanende om at han engang havde kunnet gøre ligeså, mindst lige så perfekt. Andél, gnaskede endnu et stykke af sit eget æble, mens han nysgerrigt fulgte med i optrinnet. Det så ud som om denne fremmede aldrig havde set et æble før. Eller noget der mindede om sådan noget. Specielt som han endelig spiste af æblet, hvilket førte til at Andél igen smilte ved kommentaren. ”MMhh… Smager super godt…” eniggjorde han sig med en let latter. Vingerne flaffede let, som de typisk gjorde når Andél var af vildt sind og ville more sig. Det tidpsunkt hvor han bare ikke kunne stå stille forlænge af gangen. ”…Uhm, Er De faret vild egentlig??” spurgte han så, som det slog ham at dette havde han slet ikke tænkt yderligere over. Selvom det var derfor han havde opsøgt ham.