[Åben] Inspection

[Velkan Thomas Valentine]

En brysk udseende mand gik gennem nogle gader. Hans sorte hår var klippet kort, og et tæt sort skæg prægede hagen. De røde øjne var fyldt med viljestyrke og målbevidsthed. Munden var en tynd streg, som viste selvdisciplin og beslutsomhed. Tøjet var af det fineste stof. En fin hvid silkeskjorte, hvor det øverste var lidt løst bundet, og afslørede et muskuløst bryst. Bukserne var af sort uld, der sad tæt til hans krop, og nogle sorte støvler der slog mod brostenene ved havnen. Om livet var der bundet en rigt ornamenteret sværdskede, hvor mandens venstre hånd hvilede på sværdets ende, som ligeledes var meget smuk. Han udstrålede en enorm autoritet og ingen var i tvivl om denne mand var af royal slægt. Man vidste hvem det var, selvom man af og til var i tvivl, men for at være sikre så bukkede folk dybt når han passerede dem. Manden var ingen anden end prins Velkan Thomas Valentine.

På trods af at han ikke var mere end blot en prins, og ikke kunne se frem til andet end en der ville komme til at side i kongens råd, når Jonathan en gang blev konge, var mange kvinder der sværmede omkring ham. Folk havde husket ham som en lille møgunge, med en skarp og flabet tunge, der altid irriterede alle han kunne komme af sted med. Nu virkede han moden, ansvarsbevidst og stærk. Han var vokset meget i folks anseelse. Nogen ligefrem åbenlyst ønskede at Velkan skulle blive konge i stedet for Jonathan. Ikke noget Velkan selv ønskede. Han ville ikke tage sin storebrors plads.

Han var så småt begynde at falde ind i en rutine, hvor han lod som om han kunne huske det meste, i stedet for at vise at han svævede i en konstant uvished, og at nætterne stadig plagede ham voldsomt. Han sov knap nok. Ingen turde betræde hans værelse når han prøvede at sove. Han huskede stadigvæk ikke særlig meget, men det var ved at hjælpe. Han havde lært at han var synsk, og kunne se de døde, dem så for længst skulle have forladt denne verden.

Nu var han på vej ned mod havnen for at inspicere området, se til skibene, snakke med de handlende, og høre om nyt fra folk. Han var selv taget der ned. Han havde fået lov, efter at have bevist at hans våbenfærdighed havde forbedret sig drastisk. Han ville sagtens kunne slå nærgående folk ihjel uden problemer, og hvis en slavehandler ville fange prinsen, ville det gå værst ud over slavehandleren, som højst sandsynlig ville mist livet. Han brød sig endnu ikke om at tage livet af andre, men han vidste at det af og til var nødvendigt. Især her i Nýchta, hvor folk ikke havde nogen moral overhovedet. Han havde dog endnu ikke drukket blod. Der var gået mange måneder siden at han sidst havde smagt blod, og han hadede lugten af det. Han kunne ikke mærke en glubende tørst eller sult, og hvis der var en sult der gnavede, kunne han stille den tilfreds med almindelig mad. Han var en meget speciel vampyr. Folk elskede og frygtede ham dog. Han var farlig, anderledes, men også moden, retfærdig og ansvarsfuld, og i den rette alder til at anskaffe sig en mage, hvilket mange kvinder var ivrige efter at få afsat deres døtre hos prinsen.

[Lilly Witherin]

Lilly havde nu i en halv uge været i Nyctha, Det var 5 år siden hun sidst havde været der. Mest fordi at verden havde været så hårdt ramt af hungers nød og at naturen havde haft det dårligere og dårligere. Der havde været rigeligt med folk at hjælpe i iméra og hun havde haft travlt, det var heller ikke altid lige let at slippe over grænsen når man var en nærmest lysende hvid engel som Lilly nu engang var. Hun havde dog klaret det denne gang.

Hun gik med sine store hvide vinger ind til sin tynde krop og en stor kappe over sig for at dække hendes hvide renhed, inden under den store kappe der tildækkede hende gemte der sig langt hvidt og bølgende hår og en hvid og blå kjole der udstrålede en uskyld og en renhed. Det var generelt det hun udstrålede, hun var næsten lige så uskyldig og naiv som et lille barn. Men selvom det var hun en kvinde og hun var bestemt på at hjælpe folk på hendes vej, og helt dum var hun nu ikke og mod havde hun massere af, sådan var engle.

Hun gik ned ad havnen med rolige og elegante skridt, hun var nået til det sted i nychta, hvor meget import af varer og slaver foregik . Hende som ellers var lyset og optimismen selv fik det dårligt bare af at se på en slavehandler der stod med sine slaver som var de kvæg, de behandlede folk som køer, levende væsner blev røvet deres frihed. Lilly havde holdt sig væk fra selve slavemarkedet før i frygt. Hun vidste hun intet kunne gøre, hun havde ikke penge til at sætte dem fri eller kræfter til at få dem ud derfra. Nogle ting i verden kunne bare ikke ændres lige sådan.
Lilly havde dog altid haft det sådan, at selvom man ikke kunne ændre hele verdnen kunne man hjælpe de skæbner man mødte på sin vej. Hun så da en slavehandler begyndte at piske en ung dreng på ikke mere end blot de 10 år. Lilly var ikke langt fra og stoppede brat op og stirrede, det var nærmest helt hjerteskærende at se på. Hun skulle lige til at råbe stop, men manden blev kaldt hen af nogle andre handlende og lod blot staklen ligge der tilbage alene og forladt. Da han var langt nok væk sneg hun sig over til den unge dreng, hun kunne se at han havde piskesår på ryggen og hans ben ikke så for godt ud, han virkede helt opgivende og døende, han lå også bare der, vis hun ikke hjalp ham var hun sikker på at han ville dø snart, det kunne hun bare mærke. ”Hej, bare rolig jeg er en ven” Sagde hun med en blid stemme der havde en helt behalig og afslappende klang. Hun så på ham og lagde sin hænder på ham, men hun kunne mærke at det ikke ville være nok til at rede drengen. Men vis hun gav ham sit blod vidste hun at vampyrer i nærheden ville kunne lugte det, det var ikke mange engle der turde færdes her, folk udnyttede de healende evner. Men Lilly tænkte ikke engang over dette og tog en skarp sten på jorden og skar hul i hendes håndled og lod det dryppe ned i drengens mund. Hvor man straks så en synlig forandring. Han virkede helt livlig og så på Lilly med et glad og taknemligt smil. Hun kiggede straks rundt og så at slavehandleren endnu ikke var kommet tilbage, drengen måtte være smidt der for at dø. ” Løb! ” sagde hun og skubbede til ham. Han virkede helt mundlam, men løb så. Lilly’s sår healede hurtigt, men den tid det havde været åbent, havde tiltrukket opmærksomhed, hun så mange forbigående stier, hun måtte væk derfra!

[Velkan Thomas Valentine]

Velkan trådte hen til en mand der stod ved bordet, der stod for at registrere alle skibe, og så var han også den der var ansvarlig for forskellige regnskaber, som havde med vedligeholdelsen af havnen og forplejning af personale, og Velkan vidste at der var mange gange at han snød med pengene, hvor forplejnings summen var betydelig højere og penge til vedligeholdelsen af havnen blev holdt på sådan et lavt niveau, at de kunne skjule de største skader, så de forhåbentlig ikke lagde mærke til de mangler og skader der var på havnen. Han skulle til at finde disse fejl, tydeliggøre dem, og selvfølgelig lytte til mandens klager om at der ikke var nok penge, men han havde sine metoder. Det skulle nok fungere.

Han nåede dog ikke så langt, bortset fra at tage regnskaberne i hånden og se kort på dem, inden der skete en smule tumult. En af slavehandlerne havde mishandlet end lille dreng så meget, at han højst sandsynlig ville forbløde. Han kunne ikke gøre noget ved det. Så længe hans far regerede, kunne han ikke sige noget imod slaverne, selvom han ikke ligefrem nød synet af dem. Han kunne lugte drengens blod, og han skænkede det ikke en større tanke. Kort efter kunne han dog lugte en meget sødere duft i luften. Engleblod. Han havde ikke lugtet til det i meget lang tid, men han vidste at det betød ballade. Han lagde regnskaberne tilbage på bordet og så op. Lugten fra englens blod blev svagere, og han lagde mærke til at lugten fra den lille dreng var væk. Så hun havde reddet ham, ved at give ham af sit eget blod. Meget dumt at gøre i Nýchta, og han kunne også se på de forskellige glubske blikke, især fra slavehandlerne at det ikke ville gå godt. Han så sig omkring, og fik hurtigt lokaliseret den der så ud til at være mest malplaceret i dette miljø. Hendes renhed kunne ses gennem kappen der skjulte hende. Hun virkede alt for uskyldig til at kunne befinde sig på havnen.

Med en enorm fart nåede han ind foran hende, inden nogle andre nåede det, og han stilte sig beskyttende foran hende, med ryggen vendt mod hende, og sin front mod resten. "Ingen gør hende noget så længe jeg er her!" sagde han, og hans stemme udviste en enorm autoritet, men alligevel var der nogen der kunne lade være med at komme med spydige kommentarer. "Så flyt dig så vi kan få lov til at more os." Den mand der sagde det fik et ordentlig slag over hovedet af sin kammerat, som viskede noget i hans øre, og pludselig så manden ikke så kæk ud mere som før. Der var flere der knurrede af Velkan mens de langsomt trak sig væk fra de to. Velkan stirrede bare olmt tilbage til dem alle. Hans højre hånd hvilede på skæftet til sværdet, hvis det blev nødvendigt at trække det.

[Lilly Witherin]

lilly vidste at hun aldrig ville kunne skjule sig helt og at det nok var noget af det dummeste hun længe havde gjort, men virkelig hun kunne ikke bare havde laddet drengen ligge der og dø. Dog kunne hun godt se at hendes situation lige nu ikke var særlig god, det var sjældent man så væsner fra imera i nychta, folk turde ikke tage dertil og Lilly forstod godt hvorfor. Men nogle måtte jo tage mod til sig til tider, vis hun ikke havde reddet drengen ville folk bare have gået forbi ham og kigget en enkelt gang og derefter glemt alt om ham.

Da hun kunne føle folk komme nærmere kiggede hun rundt. Nu var det på tide at komme væk i en fart. Men hun nåede ikke at tage det første skridt før en ung mand gik ind mellem hende og de glubske væsner. slavehandler og andet lumskt og skummelt. Denne mand virkede til at være af finere stand og også ret respekteret siden han kunne holde alle de væsner væk.
Sådanne situationer gav hende lidt håbet tilbage om det gode i selv de ondeste væsner.

Lilly blev dog urolig da han havde hånden ved sit våbent, efter hendes mening var der blevet spildt nok blod. Hendes hånd lagde sig stille på den han havde på sværdet, selvom hendes hud nærmest var hvid var den helt varm og blød. Hans føltes helt kold. "mange tak, men vær sød ikke at spilde blod for at forsvarer mig fremmede, jeg skal nok tage afsted nu" sagde hun forsigtigt og kiggede op på ham med sine lilla blå øjne og et lille og forsigtigt smil der var rettede op mod hans ansigt, så han lige kunne se hendes ansigt og et par lokker hår. Hun rykkede sig derefter bagud og kiggede tilbage mod havnebyens gader, hun planlagde snart at løbe afsted. Det ville ikke være godt at bringe den fremmede i farer pågrund af hendes forsøg på at redde en fortabt lille dreng.

[Velkan Thomas Valentine]

Velkan stod stadig og holdte øje med de forskellige folk, der stadig stirrede glubsk på denne engel han havde valgt at beskytte, mest med sin autoritære magt, selvom hans kunnen med sværdet nok skulle holde for grådige fingre på afstand, eller i værste fald, så ville der hvert fald være nogen der ville mangle deres grådige fingre hvis de ikke passede på. Han ville ikke tøve med at fjerne hånden på en der var for nysgerrig.

Han så på englen med et køligt ansigt, der ikke viste et særlig særpræget udtryk, men det virkede heller ikke voldsomt fjendtligt, men imødekommende var nok heller ikke det første man ville tænke på. Han rynkede lidt på panden da hun bad ham om at lade være med at spilde noget blod på hendes bekostninger. "Jeg har ikke tænkt mig at spilde blod på Deres bekostninger, frøken," sagde han og så ud mod folk der var ved at vende tilbage til deres gøremål, selvom der af og til blev sendt stjålne blikke mod de to. Der var nogen, som ikke havde hørt om prinsens 'vanvid', der havde farverige og bisarre forestillinger om, hvorfor prinsen havde beskyttet denne engel. "Jeg vil kun spilde andres blod, for at beholde min respekt blandt folk. Det er nødvendigt med min rang." Han vendte sig mod hende igen. Hans ansigtsudtryk havde ikke ændret sig på nogen måde. Han virkede stadig kold og kynisk. "Hvis jeg ville spilde blod på Deres bekostninger, ville jeg bede Nemesis om at gøre det. Han er langt bedre til det end jeg." Folk der hørte hvad han sagde for sammen, bukkede deres hoveder og hastede videre, for at udføre deres arbejde. At få Nemesis på nakken var stort set lig med den visse død, hvis Nemesis selvfølgelig ville have døden til at ramme dem han søgte. Kongens magt havde altid været stor på grund af Nemesis.

[Lilly Witherin]

Lilly var ret lettede da folk endelig gik hver til sit, det var på et hængende hår at de hele gik okay. Hun vidste ikke hvem den fremmede der havde reddet hende var, men han virkede ikke lige frem venlig og imødekommende efter, inde i Lilly's hovede havde en mere en ret kynisk og bølle agtig væremåde også selvom han havde reddet hende.

Lilly var mere rolig da folk var gået og smillede lettede da det hele virkede til at havde lagt ro. " At spilde blod giver ikke respekt, det giver kun frygt" Sagde Lilly og brød sig ikke om det manden sagde. Disse folk omkring ham havde tydeligvis ikke respekt, selv Lilly kunne se at de frygtede denne mands autoritet. Vis han var en ledder af en art var han ihvertfald ikke en særlig venlig en. Lilly havde ihvertfald ingen ideer om hvem han var, men det så det ihvertfald ud til alle andre havde.Lilly var lidt ligeglad om han havde en eller anden fin titel, hun vidste blot så meget at han havde reddet hendes liv.

Lilly følte dog ikke at hun kunne blive der, så snart han var smuttet ville de sikkert komme igen. Hun måtte væk herfra og kiggede også tilbage mod byen hvor hun sikkert ville kunne forsvinde hen, det var ret tydeligt at hun overvejede at komme hurtigt afsted derfra. " Men mange tak fordi de redde mig er ikke nemt at rejse rundt i Nychta alene" sagde han og var rigtig taknemlig for hjælpen " Jeg må nok hellere komme afsted nu " sagde hun og tog sit første skridt væk fra ham.

[Velkan Thomas Valentine]

Han sukkede lidt da hun kom med sin konklusion omkring respekt. Hendes syn på Nýchta var for naivt. Hun var en af de typer der så det gode i alle, selv dem der ville slå hende ihjel. Hvordan kunne nogen håbe sådan noget om et land som Nýchta. Godhed og medmenneskelighed var umådelig svær at finde. Det kunne kun findes blandt nære venner. Selv elskende var kyniske og onde mod hinanden, fordi de var magtgriske, og hvis de så en mulighed for at åbne større magt, så søgte de den, om de så måtte slå ihjel. Mord var langt fra fjern i den nýchtiske befolkning.

Han vendte sig mod hende. Han havde sluppet sit greb om sværdet. Han var stadig opmærksom på de andre, fordi de ville højst sandsynlig ikke give så let op. "Respekt måles på to forskellige måder i Nýchta og Iméra. Jeg ved det. Jeg har boet begge steder. I Nýchta bliver man respekteret når man er stærk og har magt. Magt opnås alt for tit gennem vold. Nýchta er ikke som Iméra. Jeg ville ønske at nýchtanere var venligere, men de er korrupte. Iméra er et sagligt sted at være. Der bliver man respekteret for sin godhed mod andre. I Nýchta for ens egoisme. Jeg bliver nød til det, hvis landet nogenlunde skal hænge sammen, og jeg skulle kunne udrette noget for andre." Hans ansigtsudtryk havde endnu ikke ændret sig, og han talte i et roligt stemmeleje, og hævede ikke sin stemme på et eneste tidspunkt. Han lød som en der præsenterede ren fakta for hende, hvilket det nærmest også var.

Han rynkede sin pande igen, da hun ville gå. Hun virkede ikke som den skarpeste kniv i skuffen. Hun havde pådraget sig unødvendig opmærksomhed, og ville nu rejse alene gennem Katsu. Hun kunne lige så godt gå rundt nøgen, med et stort skilt hvorpå der stod: Spis mig! Ikke den viseste beslutning. "Vent lidt. Hvis du kommer for langt væk fra mig, så vil du bare ende i gabet på en vampyr, eller i klørene på en slavehandler. Du har tiltrukket dig for stor opmærksomhed. Du er ikke i sikkerhed lige nu, indtil man har glemt dig, og der kunne godt gå et par dage. Du må hellere følge med mig til slottet, så kan jeg måske bringe dig i sikkerhed til Iméra. Der er to jeg stoler på, som ville være villige til at få dig tilbage til Iméra." Han sagde det på sådan en måde at han ikke lagde det op til diskussion. Han ville ikke acceptere et nej, fordi det ville være imod al fornuft, men alligevel ventede han på hendes reaktion, fordi han var skam høflig. Han kunne være det høfligste menneske i verden, og hvis han ville kunne han være det varmeste og mest imødekommende menneske, men det gjorde det svært med alle de søvnløse nætter. Man kunne se det på hans øjne, der virkede trætte.

[Lilly Witherin]

Lilly forstod nu godt hvad det var han mente med det hele. Ja imera og nychta var 2 forskellige steder med 2 forskellige opfattelser af respekt og også mange andre forskellige opfattelser af ting. Lilly havde bare valgt at hun ville hjælpe dem der blev undertrykt af de slags normer i Nychta, mest fordi at hun vidste der ikke var mange ligesom hende der hjalp dem der var blevet sparket uden nogen god grund. " Det er sandt, men jeg bryder mig stadig ikke om metoden" Sagde hun til ham og kunne godt mærke han faktisk kun gjorder alt det fordi det var sådan man skulle gøre og det var det eneste der virkede i landet.

Lilly gad ikke tilbage til Imera endu, der var stadig steder hun manglede at besøge i landet. Hun havde enkelte steder hun før havde sovet og også et børnehjem hun havde hjælpet en gammel dame bygge op i midtbyens slumkvarter. Lilly havde ikke tjekket på stedet længe og der var også mange andre steder hun havde tænkt sig at lægge sin vej forbi. Hun kunne ikke bare stoppe og gå hjem på grund af et enkelt uheld! Dog da han sagde det med slottet forstod hun lige pludselig at det var en meget magtfuld person i landet hun stod overfor, måske enda en af de royale, Lilly spurgte ikke rigtigt fordi at hun syntes det var pinligt. " Jeg vil gerne følge med dig...men" hun holdte en lille pause hvor hun tænkede og virkede lidt forlegen, han ville sikkert tro hun var skør når hun sagde det her og sige noget som at hun ikke kunne gøre noget for nogen her i nychta" jeg tager altså ikke tilbage til Imera endnu, jeg har stadig nogle steder jeg ikke har besøgt, jeg er ja en omvandrende læge kunne man kalde det og har en masse folk jeg ikke har set til endnu " Sagde Lilly og var ret bestemt omkring det. Hun havde børnehjemmet og så også en masse andre små familier og steder hvor hun havde hjulpet folk før, det var ikke sindsygt mange endnu, men hele tiden på sin rejse mødte hun folk der kunne bruge en hjælpende hånd.