Tilbage fra de døde eller...

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Det var tidligt på morgenen, selvom det ikke var til at se da solen var væk, så kunne det mærkes. Det kunne mærkes på dissen ved havetsbred, som havde en klar morgen friskhed i sig. En fuldvoksen engel landede i det våde sand, hvor vandet tidligere havde været, men var blevet trukket tilbage fra grundet i tidevandet. Han lukkede øjnene og lod brissen glide mod sit ansigt. Det var lang tid siden han havde oplevet dette og det føltes himmelsk, men han havde ikke tid til dette. Nogen ventede på ham og han måtte ikke skuffe hende. Han havde i forvejen skuffede så mange andre og endelig havde han fundet sit mål i livet og det var at tjene hende eller det troede han i hvert fald indtil videre. Hun havde fanget ham og fremkaldt det gamle mørke i hans sind, som nu præget ham til hudløshed. Det var dog muligt for ham at bevare roen i periode som nu. Men det betød ikke noget for ham længere. Hans vilje var væk og erstattede med det eneste ønske, som var at tjene hende. En opgave han havde haft et stykke tid, men som han ikke følte han klarede særlig godt, da han ikke havde fået noget at tilbagerapportere om. Han lod sin mørke kappe glide op om ørene, så den skjulte ham i sit mørke. Han gled langsomt hen over sandet medens han overvejede sin videre færd. Han turde ikke vende tomhændet hjem.

[Aoi Manani]

Aftenen før havde været en smule omtåget for den mindre skikkelse, som havde lagt sig tilrette ved stranden. Mest fordi skikkelsen ikke viste hvor hun ellers skulle gå hen, men samtidig også fordi det var det eneste sted, hun kunne flygte hen uden at folk ville lede efter hende der, da det ville være dumt at flygte til stranden, der var jo ingen flugt vej derfra, andet end tilbage til byen. Skikkelsen var også næsten faldet om på stranden af udmattelse, fordi hun havde løbet igennem byen og flygte fra en mindre folkemængde fyldt med vrede, uden at hun selv kendte grunden.
Skikkelsen var tydeligvis ikke særlig gammel, sådan som hun lå sammenkrøllet og gemt væk under en mindre form for dis. Tøjet var dog forholdsvis rent, så man muligvis godt kunne tro, at hun havde noget familie til at passe på hende og bare sørge for hendes tøj og sundhed, men i virkeligheden var hun alene. Aoi, som var den lille engels navn, sov egentlig ikke meget tungt, og derfor blev hun også vækket, da hun hørte nogle vingeslag i luften, som havde kurs mod stranden. Dette medførte at hun langsomt åbnede øjnene og forsøgte at se skikkelsen i det fjerne. Hun håbede bare ikke at det var nogen, som var kommet for at gøre hende ondt. Eller havde dem fra byen fundet hende?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron fortsatte langsstranden uden at bemærke den lille engel, da hun var for lille til at han havde bemærket hende. Han besluttede sig for at han ville have noget at spise. Han fandt noget brød frem for inderlommen og fortsatte indtil han kom til at tørt sted hvor han kunne sætte sig ned og planlægge sin videre færd. Han havde ikke sovet hele natten, selvom han faktisk gerne ville. Han var blevet holdt vågn i den lille by, der ikke lå sig langt derfra. Heldigvis så betød søvn ikke så meget for ham. Det var nærmere hans indre gejst der betød noget og på trods af at han troet på det han gjorde, så var han altid en anelse træt, men det var ikke noget han lagde så meget i. Han tog en bid af brødet og mærkede det dumbede ned i mavesækken. Det var ikke det mest delikate brød han nogensinde havde smagt, men han havde lært at leve med det. Han fandt sin pibe frem og fyrede op for den medens morgens stilhed sad tungt i hans øre. Han brød sig ikke om det.

[Aoi Manani]

Skulle hun forblive skjult eller skulle hun muligvis forsøge at nærme sig den fremmede. Egentlig burde hun være fornuftig at forblive skjult, men som en lille pige var hun også nysgerrig og ville gerne udvide sin horisont, så hun valgte langsomt at rejse sig op på benene. De sorte vinger på hendes ryg, lagde hun ind mod ryggen, så det ikke rigtig var til at se, da hun ikke ønskede at blive bedømt på sine vingers udseende. Hun kendte alt til folks reaktion, især når hun befandt sig i Iméra. Mon hun skulle flygte til Nýchta?
Den lille skikkelse lagde hovedet en anelse på skrå, da hun havde på fornemmelsen af, at hun havde set nogle hvide vinger. Så kunne det umuligt være dårligt. Et mindre smil viste sig på hendes læber, som hun trådte hen ved siden af ham.
"Undskyld mig, men er du en engel?"
spurgte hun med et nysgerrig smil på læben. Dog var det også meget let at se, at hun også var en anelse nervøs. Aoi's blik gled også ned på mandens mad, dog forsøgte hun at skjule sin egen sult ved at ligge en hånd hen over maven, så den ikke ville begynde og larme.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron pustede svagt i piben medens hætten blev blæst af ham af havvinden. Han lukkede øjnene endnu engang og blev en anelse glad da stilheden forsvandt, men det kom en smule bag på ham. Det var en ung stemme, en barne stemme. Han valgte fortsat at se ud mod havet, men svaret dog "Skindet kan bedrage". Han følte sig ikke længere som en engel. Hans sind var formørket og mørket skjulte sandheden fra ham eller vidste ham den han gerne vil se. Hans anden hånd gled henover sit våben,for en bekræftelse af det var let tilgængeligt, men han lod det være, da det ikke virkede som en særlig skræmmende modstander, men han var forsat på vagt, hvem ved om det kunne være snedig modstander.

[Aoi Manani]

Aoi lod sig roligt dumpe ned ved siden af manden, uanset om hunvidste hvem han var eller ej, så ville hun gerne sidde ned og hun havde heller ikke lyst til at være alene lige nu. Nu ville der sikkert heller ikke gå længe før at folk i byen ville stå op igen. Hun lod blikket betragte manden ved hendes side med et mildt smil på læben, selvom hun ikke rigtig vidste, hvad han mente.
"Jamen, Deres vinger er da hvide, så må De være en engel?"
sagde hun for at overbevise ham og sig selv om at vingerne som oftest var med at til bekræfte ens race. Dog kom hun lige pludselig i tanke om de sorte vinger, som hun selv havde. Dog var hun fast besluttet på, at hun selv var en engel. Sådan følte hun sig.
"Vil det sige, at ens vinger ikke er ens betydende med at man er engel eller dødsengel?"
spurgte hun roligt i håb om, at han ville kunne give hende ret. Så hun godt kunne være en engel bare med sorte vinger.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han smilte svagt ved hendes uvidenhed. Han følte ikke han kunne bekymre hende med hans såre. Det var hans sind ikke mørkt nok til at kunne få sig selv til. Han betragtede hende svagt "Hvad tror du selv?". Han ville gerne undgå at svare, måske brød han sig ikke om svaret, måske ønsket han virkelig at være en engel - nej. Han havde selv valgt sin vej og dermed var det også den han ønskede overbevidste han sig selv. Han havde desuden ikke lyst til at gøre hende til tilskuer for en af de kampe der var mellem det lyse og mørke i ham, som skete en gang imellem. Han bemærkede hendes vinger på ryggen og forstod hvorfor hun spurgte, hvordan var hun dog havnet i den situation?

[Aoi Manani]

Aoi så en smule forbavset på ham, da han spurgte hvad hun selv troede? Hun vidste faktisk ikke rigtig hvad hun skulle sige, men inderst inde, så blev hun en anelse glad for hans svar. Det måtte jo betyde, at man kun er det, man selv føler sig som? Og hun følte sig helt klart som en engel, der var ikke nogen som skulle fortælle hende noget andet, så længe hun selv var bevist omkring sandheden.
"Man er det, man selv føler?"
sagde hun en anelse spørgende, da hun søgte en form for bekræftelse, så hun ikke ville være alene omkring denne beslutning. Hun lagde hovedet en anelse på skrå og lod sine vinger strække sig en anelse, da de føltes en anelse ømme efterhånden, men nu havde de også været med til at holde hende varme igennem natten.
"Men hr. Hvad laver de her på stranden så tidligt?"
spurgte hun nysgerrig og vendte sin fulde opmærksomhed mod ham med et kært smil på læben. Som den søde engel hun nu var. Lige nu.