|
|
Post by Milo Rathbone Mentez on Oct 25, 2011 21:20:43 GMT 2
Aftenen, eller skulle man kalde det det evige mørke lå over marken, eller engen som de fleste her nok ville have kaldt det. Milo lod på den bare jord. Hans hænder var placeret på hans mave og blikket rettet mod den mørke himmel. Han vidste end ikke hvor længe dette ville vare ved. Men nød mørket. Man måtte finde sig i naturens gang selvom det ikke altid var det bedste. Hans øjne gled i men røg hurtigt op igen da en lyd strejfede hans øre og han satte sig op i en hurtig bevægelse med sin dolk placeret i hans hånd. Han lod blikket flakke rundt over området i noget tid, han ville være helt sikker på at der ingen andre var, hvert fald ikke nogen der kunne være en trudsel. Livet her havde været hårdt, selvom han ikke kendte mange, var der stadig dele af det der gjorde det svært.
Han lod sig ligge ned igen da han var sikker på det hele var clear. Han nød vinden der blæste, men det var vidst også det eneste der kunne nydes på nuværrende tidspunkt. Verden virkede så stille mere og mere tom. Borde, intet var som det engang. Den eneste glæde der var, var at han stadig kunne være stolt over at være i live. Han havde ikke mistet sine kræfter. Han var her stadig og havde ingen planer om at forlade verden endnu.
|
|
|
|
Post by Jacquelin on Oct 25, 2011 21:34:09 GMT 2
Denne ulve skikkelse, som egentlig bare havde listet sig rundt, som han åbenbart havde hørt listede stadig en smule rundt, indtil hun fandt det træ, hun plejede at sidde ved, dog knækkede hun en gren på vej derover. Hun sukkede dog, og lagde sig et lille gab kom fra hende. Hun lod blikket glide hen på denne dreng, og holdte øje med ham, hun skulle nødig have en kniv i maven, eller et andet sted. Denne ulv, var både hvid-grå og sort nogen steder, og nogen blå øjne. Hendes pels var rimelig tyk, men også noget at holde sig varm af. Hun lagde hovedet på hendes poter, og kiggede dog bare på denne dreng. Men denne ulv, det var Jacquelin, som egentlig altid lå der, under det samme træ. Hun var egentlig ved at blive træt af det samme mørke, og at det altid bare var det sammme. Kulde, blæst. Men alligevel nød hun vinden lige idag, lige nu. Hun lukkede øjnene, men det ene øje var stadig lidt åbent, dog kun for at holde øje.
|
|
|
|
Post by Milo Rathbone Mentez on Oct 25, 2011 21:48:40 GMT 2
Milo sukkede afslappet da mærkelige lyde endelig forsvandt, men kort tid efter hans øjne var gledet i lød der endnu en lyd fra træerne, han satte sig på hug med dolken i hånden før han rejste sig og bevægede sig mod lyden. Han lod sit blik glide stift rundt, han skulle ikke nyde noget af at blive angrebet, selvom han måske selv lidt lignede en som havde tankerne ved at skulle angribe. Han sukkede lidt da han egentlig ikke kunne få øje på så meget i mørket, men der la stadig en velkendt lugt i luften. Ulv. Det var ikke en lugt man tog meget fejl af når man selv var halv ulv. Eller animagus. Han havde dog ikke tilbragt mange stunder i sin ulveskikkelse, mest fordi han kun brugte det i sit flugt instinkt, eller under kamp, hvilket han heldigvis ikke havde været meget udfor den seneste tid. Han stod så bare stille lidt midt i det hele før han lod dolken glide tilbage i sit læderbælte og pærrede noget af sit hår væk fra hans ansigt. Vinden valgte dog hurtigt at bringe hårtotten tilbage. " Okay?.. hvis der er nogen så please, kom lige frem eller noget? " sagde han så med et suk. Han kunne ikke overskue at skulle på jagt efter en eller anden som synes det var sjovt at lege med hans sanser.
|
|
|
|
Post by Jacquelin on Oct 25, 2011 22:08:40 GMT 2
Hun rejste sig, da hun hørte at hun skulle komme frem, og satte sig en smule væk fra ham. Jeg gør skam ikke så meget.[/color]" sagde hun roligt og kiggede på ham, med hovedet på skrå. Hun havde ikke lige set, at hun ville møde ham på den måde. Jacquelin var dog ikke så svær at overse, da hendes pels var så lys som den var. Hun sukkede dog kort, og kiggede en smule væk fra ham, men holdte dog stadig øje. Hun lagde sig roligt ned, men parat til at rejse sig, hvis hun nu skulle få problemer med den her fyr. Hun kunne dog godt lugte, at han selv var samme væsen som hende, dog havde hun aldrig mødt en, som var ulv ligesom hende.
|
|
|
|
Post by Milo Rathbone Mentez on Oct 28, 2011 15:27:19 GMT 2
Milo retttede blikket i retning af stemmen før han lagde hovedet en anelse på skrå, han havde regnet med en ulv, men ikke med farver i den dur, og da bestemt ikke en talende en af slagsen. Og det at der rent faktisk blev reageret på hvad han sagde han han heller ikke lige regnet voldsomt meget med. " Oh.. ohm.. godt så, havde nu heller ikke regnet med at du ville komme farende " sagde han så bare lidt før han kort hævede et bryn, han fik sat sin dolk ordenligt tilbage i bæltet før han så bare lod blikket hvile lidt på den fremmende ulv. " Jeg har nu heller ikke lige planer om gøre dig noget " sagde han lidt før han rystede på hovedet. Milo kunne sagtens dræbe, men end ikke om han så selv var på nippet til at blive slået ihjel af en blodtørstig ulv havde han aldrig haft i tankerne om at skulle dræbe en af sin egen slags. Skade ja, slå ihjel aldrig. Milo var heller ikke typen der slog ihjel uden særlige grunde og hvis han gjorde ville det have været en fejl og han ville have såret siddende resten af livet.
|
|
