Back again

[Nariana Diché Resmore]

Nariana smilede, hun var glad for han havde det sådan, hun ville helst ikke nogen andre opdragede på hendes dyr med mindre de gjorde dem fortræd og hun ikke selv var der til at gøre noget. Hun smilede til ham og nikkede bare forstående. Hun kom op og stå og strakte sig lidt. Hun skulle bare lidt have strækket sine muskler, men dette løftede jo også op i den lille kjole hun havde på, men hun opdagede ikke sådan noget selv. Hendes slanger var faldet i søvn i hendes taske, men hun vidste hvor de var så hun var ikke bekymret. Hun så stille tilbage mod ham som hun slappede lidt af i kroppen igen. ”Vil du ikke prøve noget af dit tøj på… for min skyld?” hun ville virkelig gerne se sit værk på ham, se om hun skulle lave noget bedre eller om det så så strålende ud på ham som hun håbede.

[Jace Valentine]

Han så væk da hun strakte sig ganske enkelt for ikke at udfordre sig selv mere end behøvet. Da hun atter så på ham og bad ham prøve tøjet trak han på skuldrende ”Hvorfor ikke” han rejste sig op med en let og elegant bevægelse og gik hen til stativet med tøjet. Langsomt trak han det ene sæt ud, almindelig hverdags tøj, men fint alligevel. Han kastede et blik over skulderen mod hende ”Har du noget imod jeg skifter her.. eller skal jeg gå ind ved siden af?” spurgte han roligt, han ville på den måde vide hvilke type hun endelig var, om hun ville have noget imod det eller ej, om hun var for generet eller om hun var ligeglad.

[Nariana Diché Resmore]

En rød farve kom atter over hendes kinder som hun vendte sig. Hun ville gerne lade ham skifte der hun kunne bare ikke se på ham imens, så langt var de slet ikke. ”Her er okey” kom det fra hende som hun stod med ryggen til og bed sig let i læben. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre hun havde en lyst til at smug kigge men hun vidste også at hun ikke havde retten eller modet til at gøre det. Han var en mand og en mands krop var normalt ikke noget en fin dame burde se før hun var blevet gift med manden. Hun ville jo stadig gerne fremtræde som en fin dame men hun vidste jo godt at hun ikke altid var det.

[Jace Valentine]

Han smilede som hun rødmede og vendte sig om. Det morede ham at se hende rødme og føle sig flov på den måde, han knappede skjortens knapper op og løsnede bukserne, roligt trak han bukserne af og trak dem fra hendes sæt på, han skubbede skjorten af og trak skjorten der hørte til tøjet på og knappede den roligt ”Nå..” sagde han roligt som tegn til at hun kunne kigge. Han så ned af sig selv, den passede utrolig fint syntes han selv, han flyttede sig lidt så han kunne kaste et blik på sit spejlbillede, han så nydelig ud, men hvis han selv skulle sige det passede det kun fint fordi han var så perfekt.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana vendte sig ikke før det var hun hørte noget fra ham og hun vendte sig også meget tøvende, men da hun så at han var påklædt, så smilede hun bare og vendte sig helt om og så på ham med et smil. Tøjet sad helt som det var han havde håbet på det ville, det sad som det skulle og det var perfekt. ”Det klæder dig virkelig” kom det fra hende med faktisk en lidt lykkelig stemme. Hun gik dog lidt tættere på ham og rettede på det med et smil, det skulle jo sidde helt perfekt. Hun smilede bare og så op på Lilith som stadig sad i hans hår og pyntede som hun var så god til. Hun trak sig lidt væk fra ham igen og smilede lettere rødmende. Det var virkelig perfekt, han var virkelig perfekt, lige nu i hvert fald.

[Jace Valentine]

Han bemærkede at hun tøvede hvilket morede ham dog kommenteret han det ikke. Da hun udtrykte sin mening og kom hen til ham for at rette lidt på tøjet lod han hende "Jamen vi kan jo takke Dem for at det ser så perfekt ud" sagde han og blinkede drillende til hende. Han bemærkede at hun rødmede igen og lagde hovedet på skrå, forsigtigt tog han hendes hånd og trak hende tættere på sig ganske blidt. Hun kunne trække sig bort hvis det var hvad hun ønskede. "Jeg nyder virkelig at se Dem rødme" sagde han i en hviskende, lav stemme.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana følte sig virkelig smigret over hans ord, men de fik hendes også til at rødme en smule, hun var slet ikke vant til sådanne pæne ord, ikke som hun følte sig glad for i hvert fald. Hun blev trukket tættere på ham og smilede stille, hun havde det et sted dårligt med det men hun ville alligevel heller ikke væk, hvis hun skulle ende sammen med ham her så skulle hun jo lærer at være tæt på andet end sine dyr. Men dette havde jo netop været en af grundene til hun ikke ville tæt på nogen, hun ville ikke ende med at falde for nogen. Nu var det jo sket så der var ikke andet at gøre end at håbe på det bedste og bare stole på at det som han sagde til hende og det han virkelig følte var det samme. Han var næsten for perfekt til at det kunne være sandt, men hendes slanger havde ikke lugtet nogen farer endnu, så ville de være vågnet med det samme, så det måtte jo være lidt sandt noget af det han sagde, selvom det var svært at tro på. Hun kunne dog ikke lade være med at smile små rødmende som hun så på ham da hun stod lidt tættere på ham, dog ikke helt ind til ham, det var alligevel mere end hun kunne klare lige nu.

[Jace Valentine]

Han forsøgte at være forsigtig for han ønskede ikke at skræmme hende væk hvilket tydeligvis ikke var spor svært når det kom til nærhed. Hvor langt hun endelig ville kunne gå anede han ikke men han havde ikke i sinde at afprøve hendes grænser, deres bekendtskab var endnu for nyt den slags som sikkert blot ville ødelægge alting. Hun virkede ret skrøbelig når det kom til den mere tætte del af forholdet og derfor var han forsigtig med ikke at røre for meget ved hende eller tvinge hende tættere på sig, dette var ikke kun nyt for hende, men også for ham, for han måtte virkelig indrømme at han havde svært ved at være spå venlig og forsigtig ved folk, det var bare ikke noget han normalt gjorde. Han smilede skævt ned til hende, strøg ganske blidt og forsigtigt hendes kind inden han atter slap hende "Hvis De synes jeg er for nærgående siger De bare til" sagde han efter nogle sekunders tavshed. "Nå.. skal jeg prøve det næste sæt?" sagde han mere konkluerende end spørgende for han var allerede på vej hen til stativet med tøj igen.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana blev lidt usikker som han rørte hendes kind og det fik hende lidt til at skælve, men han havde trykket sig væk inden han nok opdagede det, hun ville helst heller ikke have ham til at se det, men hun vidste jo han havde set det engang og nok kom til det igen. Hun fik dog et lille smil frem som han spurgte om han ikke skulle prøve det næste sæt. ”Jeg har en bedre ide… hvad med.. Nej ikke noget” hun stoppede sig selv i at sige det, da hun ikke var helt sikker på hvad det faktisk var hun ville sige, hun var jo kun hans ven lige nu. Hun så lidt ned og væk og bed sig i læben, hun ville jo gerne lave mere tøj til ham, noget som han selv var med til at designe eller bare noget hvor hun kunne få det til at sidde helt perfekt bedre end dette. Det også ville hun nok også gerne have ham med hjem til at møde hendes dyr. Hun var helt sikker på at det kunne være en spændende oplevelse, og så ville hun også finde ud af om der kunne være noget mellem dem eller om de lige så godt kunne opgive nu, for hun vidste at hvis de en dag kom så langt at de blev forlovede og nok flyttede sammen, så ville hun have alle sine dyr med sig, og de skulle ikke føle sig spærret inde.

[Jace Valentine]

Hendes svar fik ham til at kaste et blik tilbage mod hende "Hvad ville du sige?" spurgte han, han ville da gerne vide hvad hendes anden ide var? Det kunne jo være at det var noget interessant. Ja de skulle jo lærer hinanden bedre at kende så de måtte vel til at besøge hinanden og vide hvor godt de endelig ville komme ud af det med hinanden selvom det for ham var lidt underordnede, det han søgte var blot en kvinde der kunne give hans forældre den arving de ønskede og lukke munden på dem, at hun var smuk og alt mulig andet betød selvfølgelig noget men ærligt var det ikke noget vigtigt for ham i disse øjeblikke. Han skulle dog virke interesseret og derfor måtte han give sig tid til at besøge hende, være sammen med hende og al den slags.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana så meget stille op på ham og bed sig i læben, hun ville gerne kunne sige det uden at føle sig dum, men det var vidst ikke muligt for hende lige nu. ”Jeg.. jeg tænkte på om de ville med mig hjem… og … altså… være..” kom det lavt fra hende som de isblå øjne blev rettet mod jorden endnu engang. Hun følte sig så dum, hvorfor kunne hun ikke bare sige hvad hun mente når hun var omkring ham, det irriterede hende grusomt. Hun foldede hænderne lidt og så stadig ned. Hendes slanger vågnede meget stille og snoede sig hende til hende og op af hendes krop. Et lille grin kom fra hende da det kildede en smule. De snoede sig om hendes arme så de igen lignede smykker og hun så på dem med et smil. ”Still”kom det stille fra hende, og med et var det som om slangerne virkelig blev smykker, deres øjne bevægede sig ikke engang, de var fulkommen stille.

[Jace Valentine]

Da han hørte hendes forslag så han overrasket på hende til at starte med, et skævt smil dukkede dog frem over hans læber og han lagde hovedet en anelse på skrå "Det vil jeg gerne, desværre har jeg noget arbejde der skal ordnes... så .. det må blive en anden gang" sagde han og vendte sig om mod hende, stak hænderne i lommen mens han fulgte slangerne med blikket da de indtog deres pladser som smykker. "Jeg skriver et brev når jeg får tid, ellers... er du altid velkommen til at komme på besøg" sagde han venligt. Med det samme blev der banket på døren, en soldat kom ind "Kongen spørg efter Dem Deres Højhed" sagde manden mens han endnu bukkede for prinsen. Jace nikkede til soldaten og denne smuttede igen. "Desværre kalder pligterne..."

[Nariana Diché Resmore]

Nariana så op som han kom mod hende, men hun kunne godt forstå det, hun så på manden som kom ind og nejede stille, ren refleks, for hun var jo stadig under dem som var her på slottet, hun var ikke adelig så de skulle ikke opfører sig anerledes over for hende en de ville for en simpel bonde eller noget, og det vidste hun. ”Jeg forstår skam deres højhed” hun nejede stille for ham og tog sin taske. ”Jeg takker for deres gæstfrihed, og håber de vil hyre mig igen” kom det fra hende som hun skyndte sig ud derfra. Hun ville ikke have soldaten til at starte nogen rygter, så det var derfor hun havde sagt det så overfladisk. Hun mente egentlig at hun glædede sig til at se ham igen og ikke kunne vente til at han mødte hendes unger.

//out

[Jace Valentine]

Han smilede ved hendes diskrete måde at være på, klog pige. Han nikkede dog uden at sige noget da hun nejede for ham og forlod værelset, han så ned af sig selv og besluttede sig for at beholde tøjet på nu hvor han alligevel skulle møde sin far, derfor forlod han værelset iført det fine tøj hun havde syet.

///out