The color is blue

[Jace Valentine]

Lugten af blod havde fanget hans opmærksomhed, og ikke bare blod, men vampyrblod. Den lugtede som alle andre racers blod anderledes og fik ham altid til at rynke irriteret på næsen hvor vampyrblod var ikke noget der burde løbe på noget tidspunkt hvis man da spurgte ham. hans ene bryn gled op ved synet af de røde tårer som hun straks tørrede bort, hendes ord fejede han bort som han havde fejet de andre hun havde sagt før dem ”Jeg håber ikke at jeg er skyld i Deres tårer” sagde han ganske roligt, uden varme i stemmen og lige så køligt som han havde været hele aftenen. Ja synet af hendes tårer ændret på absolut intet for hans vedkommende, han blev ikke blød eller følte sig skyldig, ja det var nu sjældent at han overhovedet følte sig skyldig i noget som helst.

[Nariana Diché Resmore]

Det hele var næsten for meget, hvis han da skulle spørge kunne han i det mindste lyde som om det ragede ham noget i stedet for DET. Hun så op på ham igen og fik kolde øjne dog stadig fyldte med tåre. Hun havde virkelig ikke lyst til at blive talt ned til mere. Normalt var hun så god til at kontrollere hendes vrede men lige nu var han bare mere end hun kunne klare og før hun selv vidste det havde hun løftet hånden og lyden af hendes hånd som ramte hans kind gav genlyd. ”Det rager ikke dig, BARE HOLD DIG VÆK!!” hendes ellers så høflige stemme var nu virkelig såret og vred, hun var ligeglad med hun lige havde slået prinsen, en eller anden skulle jo slå ham ned fra den piedestal han havde kravlet op på. Tårerne løb ned af hendes kinder igen og ned på den fine kjole. Hun ville have ham langt væk fra sig og ud af refleks efter at hun var begyndt at græde vendte hun sig om og løb derfra.

[Jace Valentine]

Han kunne nærmest fornemme hendes vrede knitre i luften over hendes hoved som små lyn,. At hun dog løftede hovedet og viste kolde øjne fyldt med blodrøde tårer havde undret ham en smule, det der dog kom helt bag på ham var den syngende lussing hun nu gav ham og som fik ham til at stivne helt! hvor vovede hun at slå ham! vreden lynede i hans øjne med han kontrolleret sig og trak unødvendigt vejret ind mens hun selv snurrede rundt og løb. Han blev stående i nogle sekunder for at kontroller sig helt inden han atter fulgte efter hende. ”Frøken.. vent..” kaldte han efter hende, nu ikke med en kold tone, for det ville næppe stoppe hende, men nærmere en undskyldende tone hvilket selvfølgelig blot var skuespil for sådan en type som ham. Han havde ikke svært ved at indhente hende, for hendes kjole med dens vægt var sikkert en forhindring og tyngende for hende, han nåede hende, greb ud efter hendes hånd for at standse hende.

[Nariana Diché Resmore]

Ordene fes ikke ind, hun hørte ham ikke, eller nok mere hun ønskede ikke at høre ham, han skulle bare forsvinde. Hun mærkede hånden som greb fat i sin og stoppede hende, det var specielt ikke noget som hun ønskede. Hun så tilbage for at se hvem der havde stoppet hende, og hun var ikke glad, hun vidste hun ikke ville kunne rive sin arm til sig, men hun ville virkelig gerne. Hun så bare væk og ville ikke engang se på ham på nogen måde. Hun rystede og det ville han nok kunne mærke. Treso var i midlertiden forsvundet under hendes hat for ikke at falde af mens hun løb og ville helst ikke frem lige nu. Tårerne løb stadig ned af hendes kinder som hun egentlig bare vred sig lidt for at komme fri, hun ville ikke se på ham eller tale til ham, han havde ikke gjort andet end at ødelægge ting for hende i dag og det var ikke noget hun havde lyst til at blive ved med at finde sig i. Hun knugede hånden og havde virkelig lyst til at råbe han ikke skulle røre hende, men det ville nok ikke hjælpe på nogen måde.

[Jace Valentine]

Han greb om hendes hånd og formåede at standse hende selvom hun tydeligvis ikke var glad for det. Var hun virkelig så svag at hun tudede over så lidt? Og hvorfor bekymrede han sig overhovedet om hun var glad eller ej, men.. det var han jo heller ikke. Hun undgik at se på ham hvilket irriteret ham en del, han skubbede hende blidt op ad den nærmeste væg uden at lægge for mange kræfter i og slap hendes håndled hvorefter han hurtigt stillede sig med armene på hver side af hende så hun ikke kunne flygte længere. Hans hånd strøg ind under hendes hage hvor han derefter vippede hendes hoved op, lod tommelfingeren stryge en blodrød tåre bort fra hendes kind. ”Undskyld.. det var virkelig ikke min mening at .. såre Dem på den måde” hviskede han lavt så kun hun ville være i stand til at høre ham, ikke fordi der var andre i gangen.

[Nariana Diché Resmore]

Væggen var varm i forhold til hende lige nu og hun mærkede den mod ryggen som en blokade, det var bestemt ikke rart for hende, hun havde ikke lyst til at nogen mand skulle komme så tæt på hende, det var derfor hun holdt sig fra dem. Hun havde kun dårlige minder med mænd og ville ikke have flere. Da hun mærkede hans hånd tørre hendes tåre væk stivnede hun lidt og åbnede øjnene, hun så på ham med et langt mere skræmt blik end noget andet, mere som om hun lige havde set et spøgelse, og hun kunne ikke røre sig ud af flækken. Hun var mere bange for ham end han nok kunne forestille sig, ikke fordi han var prins eller fordi hun havde slået ham, men fordi han var en mand, og han var tæt på hende. De kridhvide hugtænder borrede sig ned i hendes læbe og de isblå øjne dirrede helt af frygt. Hun kunne slet ikke lide at stå sådan, langt fra, han var alt for tæt på hende.

[Jace Valentine]

Kvinde mennesket var jo ved at gå ud af sit gode skind så skræmt som hun var! han så roligt på hende, endte med at sukke og trække sig en halv meter tilbage så den afstand der skræmte hende blev større og forhåbentlig skræmte hende mindre. ”Hvis jeg ville gøre dig noget havde jeg allerede gjort det” han havde ændret sin tiltale fra De til dus, meget bevidst. Han stak hånden i lommen og trak en lommetørklæde fra som han rakte hende for at tørrer tårerne væk som endnu trillede skræmt ned over hendes blege kinder og farvede dem røde. Hun var underlig, tænk at han kunne skræmme hende på den måde, men det skyldtes nok mere end bare at han var prins, eller den han var, hun havde vidst oplevet mere end det med mænd. Mon hun var lesbisk? Måske, ikke at det betød noget.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana blev mere afslappet som han rykkede sig væk og hun tog meget stille mod lommetørklæde, lod det let glide over det nu mere rødlige kinder og tørrede blodet væk. Hun gjorde det med ynde uden at vide det, hun vidste at hendes tid i inderkredsen kunne være slut hvis nogen fandt ud af hvad der var sket der, men hun kunne ikke styre det, mænd var mere skade end gavn i hendes øjne. Hun ville ikke stole på en mand før hun virkelig mente han var den eneste ene. Hun rakte stille lommetørklædet til ham igen og så lidt på ham. ”Tak” kom det meget lavt fra hende som hun meget stille knugede sin anden hånd og rystede stadig lidt. Hun havde jo bedt ham om at lade hende være så hvorfor var han der stadig, hvad ville han med hende, hvad så han i hende, hun vidste det ikke og det var foruroligende synes hun. Nariana var ikke typen til at vise så mange følelser overfor nogen, derfor var hun jo gået men når hun endelig havde ladet dem fri skete sådan noget som dette altid og hun hadede det. Hun ønskede egentlig mest bare at komme hjem til sine dyr så de kunne trøste hende.

[Jace Valentine]

Han rystede blot på hovedet da hun rakte ham lommetørklædet tilbage ”Behold det.. eller smid det væk” svarede han roligt og stak hænderne i lommen mens han blot så tavst på hende. ”Igen.. det var ikke min mening at gøre dig ked af det, skræmme dig eller noget andet.. men du slår pokkers hårdt kvinde.. rolig” sagde han en anelse muntert, ja tænk engang, han var faktisk tøet en anelse op, selvom det blot var for at berolige hende, at få hende til at slappe af. Han havde svagt gnedet sin kind som hun havde slået, den var ikke rød eller hævet eller noget, det havde faktisk end ikke gjort ond men han skulle jo fuldføre skuespillet og han var en rigtig god skuespiller.

[Nariana Diché Resmore]

Langsomt blev lommetørklædet lagt væk og hun så bare ned i jorden, hun skammede sig ikke over at have slået ham, men hun vidste også hun ikke havde slået så hårdt som hun kunne. Hun blikkede lidt og sukkede svagt. ”Du havde fortjent det” kom det lavt fra hende velvidende om at det kunne få hende i store problemer. Hun ville skam gerne gøre det igen hvis det ville gøre han kunne lærer at opføre sig ordenligt, han var en forkælet lille møgunge i hendes øjne. De isblå øjne fandt op til hans igen og så bare ind i hans øjne, der var bare noget over ham som ikke passede, noget der ikke var som det skulle være, hun kunne bare ikke sætte fingeren på hvad. Treso tittede stille frem og så meget rolig ud som han kravlede ned og sad på hendes bryst som en broche, hun smilede bare og aede ham, hun var bare meget mere rolig med ham der ved sig og det kunne man tydeligt se. Hun så dog op på prinsen igen og knugede sine hænder igen, der var altså noget forkert ved ham. ”Hvorfor kom du efter mig?... burde du ikke være ligeglad som du har været hele aftenen?” kom det faktisk lidt koldt fra hende. Hun kunne ikke lide at hun stadig bare var en eller anden, hun ville have mening.

[Jace Valentine]

At hun sagde at han fortjente det ville have fået ham til at fnyse normalt, men nu forsøgte han jo på at opføre sig alt andet end normalt. I stedet for svarede han ”Det havde jeg sikkert” hans tone var rolig, ikke kold, ikke hård, bare almindelig. Han tvivlede ikke på at hun ville gøre det igen men han ville ikke give hende en chance for det. Deres blikke mødtes igen efter at de begge havde set på edderkoppen der tog flot plads ved hendes bryst. ”Du forvirrer mig.. men det er vel typisk kvinder at forvirrer, da jeg var kold og hård gik du din vej, nu hvor jeg forsøger at gøre det godt igen bryder du dig ikke om det” svarede han med en forvirret tone ”Skal jeg gå? for hvis det er hvad du vil går jeg!” sagde han helt roligt og gjorde mine til at gå sin vej. Han var der ikke for hendes skyld, eller måske var han? Ja hvorfor i det hele taget var han der? Han anede det ikke.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana sukke stille og bed sig lidt i læben hun vidste ikke hvad hun ville have. ”Det er netop det, dette er jo ikke dig, du viste hvem du virkelig var i salen, og jeg ønsker virkelig ikke at blive gjort til grin eller kørt om din lille finger fordi jeg ikke er kongelig…” kom det fra hende som hun stille så væk og stadig egentlig ikke havde lyst til at se eller snakke med ham, hun gjorde det mere for at forklare og være høflig. Hun havde ikke sagt han skulle gå, men hun vidste heller ikke om hun ville have ham der, dog var det bedre på den måde han snakkede nu. Hun ville jo bare gerne behandles ordenligt det var alt, men hun var jo gået fordi det kunne være ligemeget når han var sådan vidste hun at hendes forskning ikke ville komme videre med hans hjælp og det var jo også grunden til hun havde grædt til at starte med.

[Jace Valentine]

Han betragtede hende roligt. “Kære.. hvis jeg ønsker at gøre det du frygter kan jeg let gøre det.. og gjorde jeg det havde jeg nok ikke været mig selv, men siden du jo ikke kan tåle lidt kulde så tænkte jeg at det ville være bedst hvis jeg var lidt venligere, spørg ikke hvorfor” svarede han lettere irriteret nu for han fattede virkelig ikke hvad hendes problem var, skulle han være hård eller ej, venlig eller ej, skulle han gå eller blive. For pokker da! Han var prinsen hun skulle ikke forvirrer ham på den måde, ja det føltes som om hun legede med ham hvilket han ikke brød sig om.

[Nariana Diché Resmore]

Nairana så faktisk vredt på ham, han vidste intet om hvad hun havde oplevet, hun havde aldrig fortalt det til nogen ikke engang sine dyr. ”DU VED INTET!” råbte hun koldt som hun faktisk begyndte at gå derfra, hun ville væk, det skulle være nu, hun ville bare hjem og slippe for andre væsner, hun ville være omkring det hun kunne stole på og bare slappe af, hun var bange og ingen der kunne hjælpe hende med det, hun begyndte at løbe og så sig ikke tilbage, hun ville ham ikke mere, han skulle bare forsvinde lige nu.

[Jace Valentine]

Han sukkede ved hendes reaktion. Kvinder! han fattede dem ikke... og ville nok hellere aldrig komme til. Mens hun vendte sig om og skred sin vej endnu engang så han blot efter hende, vendte sig om og gik den anden vej. Han orkede hende ikke mere, det var for meget på en dag. Han ville finde Shiki nu, så den anspændthed han følte kunne forsvinde! og han vidste hvor han kunne finde ham. Festen? ja den kunne rende ham!

//out