ild?

[Kiba Harunko]

Månen stod højt. himlen var skyfri og stjernerne var mange. en skikkelse var på vej op af bjerget. skikkelsen var tynd men stærk. havde langt rødt hår og på ryggen de smukkeste røde vinger. skikkelsen var en fyr som hed Kiba. han virkede ung men han var faktisk ret gammel. Kiba var fri og nød det til fulde. han tog op til bjerget for at træne sin ild uden at skade nogen. han var halvejs oppe og så mod røgen og ned mod byen. han kom til en afsats og satte sig roligt ned og foldede vingerne ud se vingen fangede fjerene.
Kiba satte sig i skræder stilling og lod blot vinden fange hans krop. han nød vinden. han vidste han skulle finde indre ro for at styre ilden så han måtte finde dett sted hvor han kunne slappe af og nu prøvede han her ved et aktivt bjerg. han var selv ildens element og her var ilden tæt på. han fremmadede en flamme i sine hænder som han havde mellem hans ben og krop. han slappede af og lod flammen flabre med vinden. Kiba trak vejret roligt og så hvordan at ilden blev rolig og stille gjorde som hans indre ild også gjorde. slappede af og bare var tændt.

[Fay]

Hvad Fay lavede oppe på bjerget, var han ikke selv helt klart over. Måske havde han bare brug for en lille pause fra byens larm og tætbefolkede gader? Ja, sådan måtte det være, forsøgte han at overbevise sig selv om. Han var i hvert fald ikke gået hele vejen op af et bjerg, bare fordi han havde lyst… Pff, sådan hang det slet, slet ikke sammen.

Mørket var tæt, og Fay kunne intet se. I noget tid havde han fulgt et lille lys, han kunne skimte ude i det fjerne, men efterhånden var han kommet helt tæt på det. Nu, da han stod kun et par meter fra det, kunne han se, at det var en lille flamme. Den flakkede let i vinden og oplyste personen, der havde fremmanet den, en rødhåret fyr med vinger. Han så ud til at meditere, så Fay besluttede sig for at lade ham være i fred.
Han drejede rundt, men lige idet, han skulle til at gå sin vej, gled han; de glatte bjergsten rullede væk under fødderne på ham, og med et gisp begyndte han at glide ned af bjerget.

[Kiba Harunko]

Kiba havde ikke hørt noget. han sad roligt og lod flammen forblive i live og lod den var tændt som livet. han var roligt og mørket var ikke noget af det som skræmte ham. han mærkede den kølige vind mod ansigtet og var helt afslappet og pludselig fik han et chok. ilden blussede op og slukkede og hans chok op af rullende sten og et gisp. han fremmadede hurtigt en flamme og kastede den mod lyden for at oplyse hvad der skete. han så en fyr falde ned af bjerget. ilden blev i luften og oplyste stedet. Kiba rejste sig hurtigt og baskede hårdt med vingerne og hoppede ud i luften. Kibe fløj ned mod fyren og vidste at han måtte gøre noget han skyndte sig at gribe ud efter fyren. første gang missede han og anden gang sørgerede han for at for armende under fyrens skuldre/armhuler og idet han mærkede fyren var der lettede han så de var oppe i luften. han gjorde det mest for at fyren ikke kom mere til skade. han trak vejret hurtigt og så på fyren. "er du okey?"

[Fay]

Fays hjerte galoperede af sted inde bag hans ribben. Det føltes, som om det var ved at trænge hul igennem hele hans bryst, men sådan var det vel, når man så døden lige i øjnene. Tanken var ikke ligefrem betrykkende, så selvom han ikke var troende, kunne han ikke lade være med at bede en stille bøn i sind sit. Hjælp, hjælp, hjælp… tænkte han, mens han gled hurtigere og hurtigere, stenene rullede væk under ham, hver eneste gang han forsøgte at gribe fat i noget…

Og så, lige pludselig, lettede han fra jorden. Der lød et højt gisp fra ham, idet han kiggede op og fik øje på sin redningsmand. Det var fyren fra før med det røde hår og vingerne… Vinger! Var han en engel? Betød det så, at Fay var død? Hans hjerte sank i livet på ham. Han kunne ikke være død… det var han alt for ung og betydningsfuld til!
”Det kan ikke være sandt… jeg kan ikke være død!”
Hans stemme rystede, og det var tydeligt at høre på ham, at han virkelig troede, at alt var forbi for ham nu.

[Kiba Harunko]

Kiba så bekymret på ham og da fyren så sagde det med at han ikke kunne være død smilte Kiba bare og fløj op mod en afsats og stille og roligt ned på jorden og fik flammen over til sig igen. de røde vinger lagde sig ind til ryggen og Kiba så på fyren. "du kan være helt rolig. du er ikke død." Kiba smilte varmt og venligt til ham og så roligt på fyrens krop for at se om der var nogen skader. han ville gerne hjælpe og hans tåre og blod ville jo kunne hjælpe. Kibas flamme var over dem begge så der var lys ved dem. Kibas lange hår kunne minde om en kvindes men Kiba nænnede ikke at tage det af. det passede så godt til hans vingerl, Kiba så på fyren og det var tydeligt at hans øjne sagde han gerne ville hjælpe.

[Fay]

Fay landede blødt på jorden, men hans ben rystede så meget under ham, at han faldt sammen sekundet efter, ude af stand til at røre sine ben. Han kiggede hen på den anden med et halvt om halvt håbløst og halvt om halvt forvirret udtryk i sine grå øjne.
”Men hvis jeg ikke er død… hvorfor har du så lige reddet mig, hr. Engel?”
Forvirringen var let at spore i hans stemme, men den fremmede gjorde det jo heller ikke let for ham med sine vinger og lange, finde hår. Hvis hans hår blot havde været lige så lyst som Fays eget, ville Fay være hundrede procent sikker på, at han rent faktisk var en ægte engel.

[Kiba Harunko]

Kiba kunne ikke lade vær at grine. han fik flammen ned til sig og bustede til den så den blev mindre. "jeg hedder Kiba. og jeg er ikke en engel. engler har hvide vinger. mine er røde. så vidt folk har fortalt mig, er jeg en Fønix... og jeg reddede dig fordi du var i knibe. hvad ellers skulle jeg ha gjort. lade dig styrte? det ville jeg ikke kunne tilgive mig selv for vis jeg havde gjort"
Kiba så på fyren og blinkede hurtigt og tåre kom frem i hans øjne. han samlede tårene og dråbbede dem på fyrens ben så sårene kunne hele. Kiba vidste at engle var godheden selv og havde de smukkeste hvide vinger. Kibas råbe vinger var slet ikke til at sammenlignes med en engels.

[Fay]

”Nå… det vidste jeg da godt,” svarede Fay, men den rødmen, der bredte sig over hans kinder, afslørede ham; han havde altså virkelig troet, at den anden var en engel, hvide vinger eller ej. Det kunne godt være, at han var en fønix, men Fay syntes nu stadig, han lignede en engel… bare en meget rød en af slagsen. Var engle måske ikke kendt som skabninger, der kom til en, når man var i nød? Og det var jo netop det, der lige var sket.

”Nåmen, tak skal du have så…”
Det var tydeligt, at det var svært for den lille lyshårede at få ordet ’tak’ over sine læber, for det var ærligt talt ikke et ord, man ofte hørte fra ham.

Han fulgte den anden med øjnene, da han samlede nogle tårer fra sit øje og bukkede sig ned mod Fay. Fays første reaktion var at give et forskrækket sæt fra sig, da de salte tårer rørte hans ben, men da han langsomt fik følelsen tilbage i sine ben, gik det op for ham, at tårerne havde healende kræfter.