Chatter, chatter, chatter

[Kivuli Mwanga]

En mystisk og evig nat. Eller var den evig? Var der noget der var evigt? Men denne del af natten var mystisk, ligesom så mange andre nætter. Nætterne var svære at tælle, og nu talte man kun månerne. Hvor mange måner var der gået siden solen forsvandt? Ikke noget Djinns bekymrede sig om. Tid gjorde dem intet. Tid var bare noget som mange andre bekymrede sig om. Djinns kendte knap nok til tid. De fleste vidste dog at andre snakkede om tid.

Månen kastede sin blege skygge over de store sten på Fuido. Gamle sten fra den gang før tiden, var der nogen der sagde. En underlig skrift ingen kunne tyde, men det bekymrede denne Djinn sig ikke om. Hvorfor skulle han det? Ikke noget han havde med at gøre, men alligevel svævede denne blege, hvide djinn rundt mellem stenene. Månens blege lys gav djinnen et blåligt skær, men når han forsvandt i skyggen, blev farven bleg og hvid igen. Djinnen lo som en dyb rungende klokke hele tiden, men det virkede varmt og roligt. Den dybe stille latter klingede over marken et lille stykke væk, og man kunne næsten tro at det var en bæks dybe klukken, eller en fin klokkes dybe rungen.

Djinnen svævede på en måde formålsløst mellem stenene. Den tågelignende skikkelse, hvor man kunne fornemme nogle arme, og nogle gange ben, bevægede sig mellem de store sten, og nogen gange rakte djinnen en arm op mod stenene, mens hans form blev højere og så lavere, så bredere og så smallere. Hans form virkede ustabil, men man skulle kende til djinnenes væsen før man kunne forstå denne skiftende krop.

[Itami]

Itami som tit bare gik hvor han ville havde gået til Imera idag. hans engel argtige ansigt narrede mange. Itami var ikke så meget engle som han måske lignede. han fik folk til at undgå ham og han anede faktisk ikke hvorfor man var snart van til det. han kom til nogen sten og valgte at sætte sig da han var ved at være træt. han havde ikke spist i nogen dage og vidste han snart måtte finde noget. hans smukke røde vinger var gemt bag hans ryg og under hans tøj.
Itami så op på månen og anede faktisk ikke helt hvorfor månen altid lyste så klart. Itami gabte lidt og kunne mærke hvordan han var begyndt at blive døsig.

[Kivuli Mwanga]

Djinnen, også kaldet Kivuli Mwanga Den Forvirrende, med en god grund. Han kunne forvirre mange bare ved at se på dem, men det var nok det mindste. Han fornemmede hurtigt at der var en anden person, og han var en menneskekender, kunne man godt sige. Han kunne fornemme personen der kom, fordi han kunne fornemme at han kunne ændre sin form til noget tredje. Han kunne fornemme meget med sin evne. Noget han nemt kunne bruge, men han kunne ikke fornemme alt, men dog meget, så han narredes ikke af denne person udseende. Problemet var nok mere at han ikke altid kunne se forskel på folk, men mere fornemme det. Han ville ikke altid kunne sige at to personer der stod ved siden af hinanden var forskellige, udover at han kunne fornemme to skikkelser han kun ændre sig til.

Han "sneg" sig frem fra sit skjul bag en af skyggerne bag en af de største sten og så den trætte gut. En stille dyb rungende latter kunne høres. En klukken der lød som en der var glad og morede sig en smule, men ikke på andres bekostning. Han svævede hen til den trætte person, og et friskt vindpust fik hans krop til at blafre en smule. "Hmm... Lille dreng er træt nu. Skal fuglen sove?" Han kluklo igen mens han svævede lidt rundt om Itami med en rolig bevægelse. Man kunne fornemme noget der kunne minde om øjne hos djinnen som så på Itami, og tit så ham i øjnene. "Gået meget fuglen har? Skal fugl ikke flyve? Meget bedre for fugl det er." Hans klukkende latter gjorde ham tit meget mystisk og det var også noget der forvirrede folk. Hvordan kunne han altid grine? Var verden virkelig så fuld af glæde at han kunne grine?

[Itami]

Itami var lige ved at falde i søvn da han hørte en stemme snakke til ham. han så hurtigt op og så rundt. han så denne underlige person eller ting der kom mod ham. han så på den med undrene øjne. hvorfor talte den så underligt. og hvordan vidste den at han var en fugl. han skulede på dem og da han fik øje på noget øjelignede så han på den med undrene øjne. hvad var det. han så på tingen da den talte om at flyve. han så om mod sin ryg og slappede helt af og hans vinger faldt ned som slappe klude. det var tydeligt at han ikke kunne mærke dem som andre folk med vinger kunne. han så på vingerne og anede ikke hvad han skulle gøre vis han skulle flyve. det tog mange krafter at flyve.

[Kivuli Mwanga]

Han standsede sin svæven rundt om Itami og stoppede op foran ham og krydsede sine arme. Han lignede egentlig meget alle andre djinns. Tåget. Man kunne se gennem ham, og man kunne stikke sin hånd gennem ham, som om han intet var. Han var jo også kun en djinn. Meget mystiske væsner, og få kendte til dem meget godt, men han vidste dog at der var fangede djinns rundt omkring i verden, og mange af dem var glemt. Skjult i ruiner. "Hmm... Fugl kan ikke lide at flyve? Hmm... Flyve er dejligt. Kivuli kan ikke flyve. Kun svæve. Ikke flyve. Fugl lille kan flyve. Kivuli kan godt lide fugl lille."

Mens han stod og så på Itami, var det som om han pludselig trak sig sammen i sig selv, og forsvandt, for kort efter igen at udvide sig med stor hast, og pludselig i stedet for en tåge, stod en nøjagtig kopi af Itami foran ham. Han trak sin trøje af, og bandt trøjen omkring sit eget liv. Hvis han lod den falde, ville den bare vende tilbage på denne krop, fordi han imiterede en person med trøjen på. Der var ikke meget han kunne ændre på det, og så skulle han blive nød til at hold på trøjen.

I stedet for at de røde vinger hang slapt ned langs hans ryg så vibrerede de ivrigt på hans ryg. De var strakt helt ud, og de ildrøde fjer skinnede smukt. Det så ud til at de havde lyst til at flyve, men han blev på jorden. Han lod vingerne bare blive udstrakt. Han smilede til Itami.

[Itami]

Itami så på tingen og lyttede til den. han gik lidt tilbage og stod op af stenen. han så mistænksomt på tingen og da den sagde den kunne lig ham begyndte Itami at blotte sine tænder og hurtigt vendte han sig om og løb væk fra stedet. han kunne ikke lig dette her.en underlig ting talte til ham. den kunne ikke være virkelig. den var jo gennemsigtig. vingerne var som klude kunne man se når han løb. som var der ingen følelser. han løb alt han kunne til det nærmeste træ og skyndte sig om bag det og gled ned af det
*det er ikke virkeligt. det kan ikke være virkeligt. *
Itami så på sine vinger og forstod ikke hvorfor han ikke var som alle andre. han kunne ikke forstå det. folk med vinger havde dem smukt på ryggen når de slappede af. han skulle anstrenge sig for at de var sådan. og Itami... han kunne knap nok flyve uden at styrte.
"godt det er overstået nu"hviskede han stille.

[Kivuli Mwanga]

Kivuli så lidt efter Itami da han begyndte at løbe. Hvad var problemet? Han havde jo bare sagt at han kunne lide fugle. De små fugle, spurvene, finkerne og alle de andre fine fugle synes han var så søde, men det kunne vel ikke være det at denne person var flygtet fra ham for. Han tænkte ikke rigtig over det og luntede efter Itami, og med et overraskende elegant spring satte han af fra jorden og vingerne baskede let i luften og de bar ham. Forskellen var måske erfaring? Han havde tit imiteret vingebeklædte folk, og han oplevede tit at de yngres vinger ikke var så stærke endnu og hang lidt slapt ned, i forhold til de voksnes vinger der var stærke, men han vidste også hvilke muskler han skulle bruge. Han kendte ikke rigtig til muskler, men han kendte den fornemmelse af at det virkede.

Han fløj ikke særlig højt, fordi han kunne mærke at det ikke var så let at flyve. Det var en meget uerfaren fugl han havde mødt. Kroppen var ikke særlig stærk. Han landede oppe på toppen af den sten Itami sad bag ved. Han så ned på Itami med et stort smil på læberne. "Hej" sagde han med Itamis stemme. Han var fuldstændig identisk til Itami, forskellen var dog stadig erfaringen.