Who needs a job?

[Fay]

Fay gik rundt mellem markedets mennesker med rank ryg og armene placeret bag ryggen. Kun en gang imellem lavede han en lille bevægelse med sin ene hånd, og da han trak den til sig igen, holdt han en pose med småpenge i hånden. Selvfølgelig var det forkert at stjæle fra andre, men helt ærligt, hvorfor have et job, når det var så meget nemmere bare at snuppe andre folks penge?

Han gik rundt med et selvsikkert smil på læben, men smilet stivnede, da nogen råbte efter ham. Han drejede hovedet og fik øje på en mand, der vist lige havde opdaget, at hans penge var forsvundet fra hans lomme. Der gik et par sekunder, før han fik øje på Fay. Hurtigt regnede han ud, hvem tyven var, og han stak i løb efter den lyshårede dreng.
Pokkers, tænkte Fay, før han satte i løb. Hans spinkle krop zigzaggede ind mellem de mange mennesker, idet han forsøgte at ryste manden af. Han løb og løb, i hvert fald lige indtil han stødte ind i noget – eller nogen – og faldt bagover…

[Shiki Ravenheart]

Shiki kom gående ned af markedets gader i ret normalt sort tøj, et par tætsiddende sorte bukser og en lang læderjakke som viste at han ikke var helt fattig i denne nødens tid. Han var ude for at kigge på lidt forskellige våben til mere privat brug. Han undgik helst slottet en del og havde nu heller ikke så tit sin uniform på når han var ude. Det skabte lidt for meget kaos i det. Især nu hvor folket led så meget og man så flere og flere hjemløse på gaderne. Priser på alt var også steget markant. Efter naturen var begyndt at dø var verden gået ret meget i stå og flere og flere sultede. Shiki plejede at være ligeglad med alle andre, men når det kunne gøre verden så kedelig og sætte alt så meget i stå begyndte han at være bekymret.
Shiki havde lige været inde og køber en ret fin kniv. Han stod udenfor shoppen og overvejede at flyve tilbage så han ikke skulle se på alle de fattige og ynkelige væsner på vejen tilbage. Men nej han blev forstyrret. Han mærkede en person støde ind i ham og kiggede ned på denne med et skarpt blik. " Hvor skal du hen i den fart, du burde se dig bedre for" Sagde han og tog fat i hans krave og rev ham op og holdte ham så han lige netop kunne stå på tæer. Det var ikke fordi at det var vildt provokerende at blive støt ind i. Han ville bare ikke have personen bare sådan løb videre.

[Fay]

Fay var godt på vej til at stikke af uden at undskylde til den, han var stødt ind i, men han nåede ikke engang at komme på benene, før nogen greb fat i hans krave og hev ham op. Det var fyren, han var stødt ind i.

”Hey, slip mig, din… din…!”
Han vidste ikke, hvad han skulle kalde denne uforskammede fremmede - eller var det nu ham selv, der var den uforskammede her? Det var jo trods alt ham, der var stødt ind i den anden… men ligegyldigt hvad, så ville han i hvert fald ned, og det skulle være nu.

”Sæt mig ned, ellers fanger de mig bare!” lød det fra ham, idet han sparkede med fødderne i et nærmest helt desperat forsøg på at få fodfæste. Den fremmede holdt ham, så hans tæer kun lige kunne nå jorden.
Da han bevægede sig, faldt der et par sølvmønter fra hans lomme. Han bemærkede det dog knap nok, da han havde alt for travlt med at slippe fri. Hvis han blot havde været en halv meter højere og tusind gange stærkere, så havde han stukket den fremmede sådan en.

[Shiki Ravenheart]

Shiki grinnede kort af ham. " Din hvad?" sagde han og kiggede derefter koldt på ham og studerede ham lidt. Han var da uforskammet, men sådan var folk nu til dags så despararte efter at overleve. Shiki havde hvad han nu engang behøvede så han var lidt ligeglad med alt andet bare det ikke påvirkede ham på nogen måde. Han kunne hører nogle råbe længere henne. "kom tilbage din lille møg tyv!" Shiki gættede på at det var denne person de snakkede om. " Ah så du har stjålet, i så trænge tider tænker alle i verden virkelig ikke på andre end sig selv" Sagde Shiki og vidste alle altid tænkede p sig selv medmindre det var idioter. Han kunne hører mændene komme nærmere. Han gad virkelig ikke til at skulle snakke med dem så han tog en hurtig beslutning og tog rundt om ham og holdte godt fast og lettede derefter fra jorden og fløj med ham til et mere øde sted. Han kunne sikkert få noget sjov ud af ham ellers så kunne han vel bare smide ham i fængsel?

[Fay]

Din hvad? Fay tænkte sig om, men det endte med, at en let lyserød farve bredte sig over hans kinder, da han ikke kunne finde et passende ord for, hvad denne fremmede var; han skød underlæben frem, lagde armene over kors og kiggede væk, som om han ikke havde hørt fyrens spørgsmål. Så behøvede ikke at svare på det.

Det gippede i Fay, da han hørte nogen råbe efter sig. Hold jer nu væk, vær nu søde… Hans tanker blev dog afledt fra den stille bøn, da den fremmede, der stadig havde fast i hans krave, igen snakkede til ham.
”Og hvad så, hvis jeg kun tænker på mig selv? Det er jo ikke, fordi der er nogen andre, der gider tænke på mig,” gav han igen. Han kunne høre løbende skridt komme nærmere og nærmere, og han begyndte at sig mere og mere desperat. ”Så derfor,” fortsatte han, ”synes jeg, du skal sli-”
Længere nåede han ikke, før hans fødder pludselig lettede fra jorden. Det kom som noget af et chok, da han pludselig… fløj! Den fremmede havde simpelthen taget fat om ham og hevet ham med sig op i luften.
”H-hallo!” lød det helt forskrækket fra Fay.

[Shiki Ravenheart]

Han holdte godt fast om ham så han ikke endte smadret ud på jorden. Det ville ikke være et kønt syn mange dyr i gaderne der sikkert ville kaste sig over liget, helt groteskt skulle det ikke være. " Vis du vil ikke vil have jeg taber dig så vær stille!" Sagde han og holdte blikket mod det nærmeste landeplads. Det var en gyde et stykke udefra midtbyen hvor der næsten aldrig kom folk mere, han kendte alle de bedste steder hvor ingen folk kom og forstyrrede. Da han landede slap han ham igen og strøg sit hår tilbage " nå siden du forstyrrede min fridag med din larmen og løben og jeg lige har reddet dit skin hvor efterfulgt du blev forfulgt, regner jeg med du skylder mig en tjeneste" Shiki stod og så lidt overvejende på ham. hmm hvordan kunne han bedst muligt udnytte denne situation? Han elskede nu at udnytte folk.

[Fay]

Fay nikkede og slog begge hænder op for sin mund. Han ville ikke risikere at ende som udsplat på jorden, så han turde ikke andet end at gøre, som den fremmede bad ham om.

Da de landede sikkert på jorden igen, strøg Fay sit tøj mens den anden strøg sit hår. Det var ikke, fordi hans tøj ikke allerede var helt krøllet i forvejen, men i det mindste var han ikke lige så uhumsk og ulækker som mange af de andre gadebørn. Han kendte nemlig til meningen bag ordet ’bad’.

”Hey, hey,” lød det fra ham, idet han måbede ganske let. ”Sådan leger jeg ikke.”
Bare fordi den anden af ren og skær venlighed havde reddet ham, betød det da ikke, at Fay skyldte ham en tjeneste… eller hvad?

[Shiki Ravenheart]

Shiki smillede blot og kiggede på drengen, man kunne godt se at shiki så overvejende ud på den mere positive retning altså for ham selv. "Ja men sådan leger jeg" sagde Shiki og havde landet på jorden så han var tæt mod en mur. Han gjorder derefter et mere drastisk ryk og pressede ham op mod den kolde mur. " Hvad siger du til at betale min dyrebare tid tilbage med din krop?" sagde han hviskende ind i hans ører og lød helt seriøs og lettere sensuel i hans tone.
Men selvom han så ren nok ud turde han ikke rigtigt gøre noget med ham, man vidste aldrig hvor folk fra gaden havde været sidst og han brugte ikke legetøj der allerede var blevet udnyttet. Han havde nu mere bare lyst til at se hans reaktion.

[Fay]

Fay gav en lille lyd fra sig, da han blev presset op af muren. Murstenene var iskolde imod den bare hud på hans arme og det nederste stykke af hans ben, og han gøs fra toppen af sit hoved og ned igennem hele kroppen.
Kulden fra muren var dog ingenting sammenlignet med det, der nu blev hvisket i hans øre. Om han ville betale tilbage med sin krop! Fay rødmede, en dyb, rosefarvet rødmet.
”Er du komplet sindssyg? Nej, jeg vil da ej!” udbrød han, idet han forsøgte at skubbe den fremmede væk fra sig. En af Fay mange svagheder var nok hans manglende styrke, så medmindre fyren selv valgte at flytte sig, ville der ikke ske det helt store.

[Shiki Ravenheart]

Shiki pressede blot hårder mod muren da han prøvede at komme fri. Han slikkede ham op ad halsen og nappede hans ører. Måske skulle han tage ham med hjem bare for ikke at kede sig? Det var lang tid siden han havde haft et ordentligt legetøj, jo han havde jo Jace men ham så han næsten aldrig da han havde så mange af de trælse royale pligter så resten af tiden måtte han få til at gå med et eller andet. " Du burde vide bedre end at sige en der er meget stærkere end dig selv imod" Sagde Shiki med et smil. Det her skulle nok blive godt.

[Fay]

Fay opgav at komme fri, da han blev presset hårdere ind mod muren. Hvis den fremmede straffede ham ved at presse ham hårdere og hårdere, hver eneste gang han kæmpede imod, ville det ende med, at slet ikke ville kunne få vejret, fordi hans brystkasse blev helt klemt sammen.
Da han mærkede en våd tunge mod sin hals og en nappen i sit øre, krummede han sine tæer sammen og knyttede sine næver, idet der lød en lille, rullende lyd fra ham – næsten som fra et dyr, men nu var han jo også næsten mere ræv end han var menneske, så hvordan kunne det komme bag på nogen?
Selv han var blevet hyllet helt ud af den, forsøgte han at dække over det ved at fremtvinge sin allermest selvsikre stemme.
”Aha? Jeg kan kun sige det samme til dig… For jeg har skjulte kræfter.”
Det var selvfølgelig løgn, men Fay var desperat nu.

[Shiki Ravenheart]

Shiki kunne godt se hvor forkrummet han blev over det der skete, måske var han aldrig blevet rørt sådan før. Shiki lettede presset da han ikke gjorder modstand mere, han var jo ikke ude på at dræbe staklen. " Nåh så det har du, så burde jeg hellere passe på var" sagde han ironisk og troede ikke på ham. Men det var nok fordi han så ynkelig ud lige nu. Men Shiki ville nu ikke ødelægge ham alt for hurtigt. " Jeg har besluttede at tage dig med hjem " Sagd Shiki og havde ikke rigtigt noget hjem som sådan, han mente mere bare sine private gemakker på slottet hvor han havde god plads og sin hel egen afdeling i den militærer base. Han udnyttede altid den magt han havde til sin egen fordel.

[Fay]

Fay nikkede ivrigt. Han fejltolkede den anden og troede, at han flyttede sig, fordi han var blevet skræmt over Fays trussel.
”Ja, nemlig, du må hellere passe på, ellers så går det grueligt galt.”Han krummede alle sine fingre undtagen to, som han brugte til først at pege på sin egne øjne med og derefter vendte dem i fyrens retning som et jeg-holder-øje-med-dig.

Han var overbevist om, at det hele kørte for ham lige nu, at han endelig kunne gå fri, men selvfølgelig kom der skår i glæden. Han mærkede sit hjerte synke i livet, da han hørte den andens ord.
”Hvad…?” Han begyndte langsomt at bakke bagud, som var han på nippet til at løbe sin vej… hvilket han også kraftigt overvejede at gøre. ”D-det kan du da ikke… du ejer mig ikke!”

Tage ham med hjem… Han var altså ikke et kæledyr, som man bare kunne have gående i sit hus. Selvom han var en ræv, så var han en fri ræv, og han var i hvert fald menneske nok til, at andre ikke kunne tage herredømmet over ham.

[Shiki Ravenheart]

Shiki vidste at det kunne han sagtens gøre, han gik mod ham og så lidt overvejende på ham. Vis han ikke var modsigende kunne han gøre ham til hans personlige lille tjener men ellers passede slave eller kæledyr ham da også helt fint efter Shikis hovede. " Åh tro mig det kan jeg godt" Sagde han og var ret seriøs lige nu. Han greb fat i ham da han godt kunne se at han skulle til at løbe væk, det var vel en meget naturlig ting.
" Og du kan godt glemme alt om at stikke af, har hele imeras hær under min kontrol... he..selvom vis du stak af ville jeg meget hellere selv jage dig" Sagd han og hyggede sig ret godt lige nu, andres smerte var virkelig sød. Men han ville nu ikke være helt ond ved ham, ihvertfald ikke fra starten indtil videre havde han været ret venlig.

[Fay]

Så var det altså bestemt. Fay var nu blevet denne fremmede kæledyr. Hans hjerte fortsatte den lange vej hele vejen ned igennem hans mave, idet det sank i livet på ham.
”Nej…” lød det fra ham. Det var ikke så meget en reaktion på den andens ord som det var et udtryk for hans egen håbløshed… Han skulle aldrig, aldrig have stjålet de penge fra den mand, for så var det aldrig endt sådan her.

”Tro mig, jeg kan sagtens undslippe en hel hær,” lød det hviskende fra ham, og det var da heller ikke meningen, at de anden skulle høre det. Det var mere noget, der bare skulle ud, selvom hele verden ikke behøvede høre det. Da han vendte blikket mod den højere fyr, hævede han dog stemmen lidt: ”Må jeg så i det mindste ikke få at vide, hvad du hedder?”