I'm not leaving without you two

[Híroko Yúng]

Aften var knap så ung mere, men alligevel var der mere liv i Iméra, end den nyankomne skikkelse lige havde forventet. Men på den anden side, så var det blot en god ting, fordi så ville der være større mulighed for at støde ind i nogle brugbare slaver. Eller rettere, han var nød til at finde de rette slags slaver for at kunne fuldføre sin opgave ellers ville det gå ud over ham. Skikkelsen var fløjet hen over kløften og videre med havet, da det jo var der han var van til at jage, så nu håbede han bare på at heldet også ville være med ham, da han ikke ønskede at lede hele Iméra igennem for at finde sine ofre eller nærmere slaver. Híroko, som var skikkelsen, der var trådt ulovligt ind i landet landede på stranden og lod sit blik glide rundt, lige umiddelbart var der ikke nogen i sigte, men han skulle vel blot vente?
Híroko foldede vingerne sammen på ryggen og satte sig ned på sandet og lod fødder glide igennem det kolde sand, dog valgte han at se mere afslappet ud, selvom han egentlig var ret stresset med hensyn til at finde frem til de to racer: Animagus og en formskifter. Han vidste godt selv, at formskifterne nok var den sværeste at fange, men det måtte han jo bare tage med.

[Paige & Alexis]

Flere og flere ting ramlede bare samme efterhånden, som tiden skred frem ad og denne aften var bestemt ikke nogen forskel for Alexis, der var mere eller mindre forvirret over, hvor hun befandt sig henne i verdenen, men det var nok fordi hendes aften på stripbaren havde været en smule anelse end så mange andre aftener. Kunderne havde lokket hende til at hælde alkoholet indenbords og det var ikke noget hun kunne takke nej til. Dog plejede hun også at kunne holde til mere end så mange andre, men idag havde det ramt hende mere end andre aftener. Ikke fordi hun var fuld eller noget, bare en anelse påvirket og forvirret. Derfor var hun også endt med at bevæge sig igennem Iméra, stierne var det der havde ledt hende hen mod stranden, et sted hun faktisk ikke havde været før, fordi hun for det mest opholdt sig i byen, da det virkede mest sikkert.
Alexis var iklædt en længere frakke, hvor hun inden under bar en sort kjole, som gik til lidt over knæene. Det var egentlig et meget passende sæt tøj for byen, da hun ikke ønskede at blive syg, men samtidig fandt det meget praktisk at bære frakken over, som en beskyttelse imod kulden, der prægede landet.
"Gad vide, hvor Paige blev af?"
sagde hun en smule eftertænksom, noget der blot var ment til hende selv, da det jo var hendes søster hun snakkede om lige nu. Paige var dog ikke blevet på Alexis arbejde, da hun havde noget andet at tage sig til end at passe på hendes lillesøster, som ofte opsøgte balladen uden selv at vide det. Så denne aften kunne meget hurtig ende galt, hvis hendes søster ikke endte med at søge efter hende. Når de to søskende stod sammen, så var der sjældent noget som kunne skille dem ad.

[Híroko Yúng]

Det var ikke ligefrem fordi Híroko forventede at ville finde de rette racer lige med det samme, men håbet var der i hvert fald. Dog lod han til at være ret afslappet i øjeblikket, da han lod sit blik glide op mod himlen, hvorefter han gav sig til at betragte den mørke himlen og de røde måne, som efterhånden havde præget himlen i rigtig rigtig mange år, men det var vel bare noget man vænnede sig til ud de helt store problemer i sigte. Et kort suk forlod hans læber, da han valgte at ligge sig ned i det kolde sand. Han var ikke bange for at blive syg eller noget i den stil, da sygdommen aldrig rigtig havde fanget ham endnu. Noget der ikke gjorde ham det helt store.
Egentlig forstod han ikke rigtig, hvorfor han følte sig truet af Rüki, han måtte da efterhånden være van til, at hun sugede blodet til sig fra hans hals af. Så hvorfor gjorde han i det hele taget hvad der blev sagt, når han sikkert godt ville kunne overleve en enkelt mundfuld eller to. Noget der virkelig godt kunne irritere ham, var at Rüki altid havde hundset rundt med ham uden at have et ordentlig grundlag for det. Han synes ikke selv at det var nødvendigt, at behandle ham, som en hver anden slave, han havde fanget. Híroko knugrede hænderne sammen og havde allermest lyst til at droppe jagten, lige indtil at han hørte nogle skridt i retningen af stranden.

[Paige & Alexis]

Tankerne strøg rundt omkring de ting, der var sket til aften, men Alexis var ikke særlig opmærksom på sine nuværende omgivelser, det eneste hun faktisk lagde mærke til var at hun trådte ned i sandet efter at være fulgt en grussti mod stranden. Et smil gled over hendes læber, da hun endelig mærkede sandet under sine fødder. Når man tænkte over det, så var det ikke ligefrem noget, man ville ligge mærke til. Dog valgte hun at sætte sig en smule ned på hug og tage skoene, for at lade sandet stryge imellem hendes tæer, på den måde kunne hun føle sig mere fri. Frihed havde man jo en form for ret til, så hun nød bare den frihed hun havde lige nu, uden at skulle bekymre sig om hendes søsters tanker eller meninger. Hendes blik gled langs med stranden og hun kunne ikke rigtig fornemme andre i området, så hun valgte at løbe langs med sandet, med et bredt smil på læben.
"Ingen bekymringer... Argh.."
De første ord var egentlig ganske oprigtig, men de sidste ord kom en smule bag på hende, da hun endte med at falde over en skikkelse, der havde lagt sig ned i sandet. Hun var en anelse forvirret, da hun endelig fik sat sig op på røven igen, dog stirrede hun lige på skikkelsen, der sikkert var blevet forstyrret af hendes mindre uheld.
"Det må De undskylde, jeg så Dem slet ikke"
Sagde hun hurtigt, både af ren og skær refleks, men også i håb om at den fremmede ikke ville blive sur på hende. Hendes blik var undskyldende og blev rettet mod jorden, da hun ikke var så sikker på, hvor hun skulle kigge hen lige nu.

[Híroko Yúng]

Híroko havde godt haft på fornemmelsen af at skikkelsen var gået i retning af ham, eller nærmere løbet, men han havde og lige håbet på at skikkelsen ikke ville være væltet hen over ham. Men mon det var hans egen skyld, nu hvor han bare havde lagt sig ned i mørket uden at give noget som helst tegn fra sig, da skikkelsen nærmede sig. Dog lå han med et svagt smil hen over læberne, da hun faldt hen over ham. Det var ikke noget der gjorde rigtig ondt på ham, men det kunne godt være at pigen havde slået sig en smule? Dog havde han ikke tænkt sig at tage let på dette tilfældige møde.
"Se dig dog for.."
sagde han lettere irriteret og koldt, hvorefter at han satte sig op ved siden af kvinden med et lumsk smil på læben. Det var tydeligt at mærke på hende, at hun ikke havde det helt godt med dette møde eller bare den måde, at samtalen var begyndt på. Hvis man kunne kalde dette for en samtale, da Híroko blot var irriteret lige nu.
"Hvor smart er det også at løbe hen over stranden uden at se sig for?"
spurgte han koldt og lagde armene en smule over kors. De sorte vinger på hans ryg var forlængst blevet gemt væk bag hans ryg og mørket hjalp ham også. Månens lys var forhåbentlig ikke nok til at afsløre hans race, og dermed afsløre hans indtrængen i landet.

[Paige & Alexis]

Det havde virkelig ikke været hendes mening, at vælte hen over den fremmede, men hun var også gået en smule i sine egne tanker, så var hun ikke bare en anelse undskyldt, selvom manden ikke virkede særlig tilfreds, så håbede hun, at hun kunne komme væk fra dette møde i ro og mag. Hun sukkede en anelse og begyndte roligt at børste sandet af hendes hænder, som havde reddet hende fra et mindre voldsomt fald. Alexis lod sit blik betragte den fremmede og gispede lige pludselig, da hun fik et mindre glimt at nogle sorte fjer i nærheden af ham. Af refleks valgte hun at trække sig en smule væk i håb om at kunne komme ordentlig på afstand af ham.
"Jeg.. Jeg gik i mine egne tanker.. Hr.."
sagde hun lettere undskyldende, men også en smule stammende, da hun stadig var en smule chokeret over situationen. Langsomt begyndte hun at ligge an til at rejse sig op i en fart. Heldigvis for hende, havde hun forhåbentlig opdaget hans race i tide, så hun havde nok tid til at stikke af.
"Jeg undskylder og skal nok lade Dem være i fred"
Det var tydeligt at mærke på hende, at hun følte sig utryg og utilpas ved hans selskab, men alligevel håbede hun ikke at det var noget han overhovedet ville ligge mærke til. Eller i det mindste ikke før at det var for sent.

[Híroko Yúng]

Híroko satte sig en smule til rette og lod sit blik hvile på den nu forvirrede kvinde, som forsøgte at undskylde hendes mindre uheld, men det var næppe noget der ville gøre ham yderligere tilfreds med situationen. Han havde jo slet ikke tid til at tage sig af en kvinde som hende, der virkede meget ynkelig og måske endda uden evner. Det var i hvert fald ikke noget han kunne mærke på hende. Hun vidste heller ikke tegn på at være noget særligt, men skindet kunne jo bedrage?
Et koldt smil gled over hans læber, da han ret hurtigt fik en fornemmelse af, at kvinden var bange for ham. Det var noget der morede ham at se. Han vendte sig nu direkte mod hende og lagde armene over kors.
"Jeg tager ikke imod din undskyldning.."
sagde han koldt og rejste sig roligt op, da han godt havde fået på fornemmelsen af, at hun var ved at stikke af i håb om at kunne undgå ham. Men nu havde han lige pludselig om bestemt sig, da det egentlig kunne være meget sjovt, at jagt et svagt offer som hende. Det ville blot være tidsfordriv indtil at han ville falde for en formskifter og en animagus.

Híroko foldede sine vinger ud og forlod i et roligt tempo, jorden, bare for at se hvordan hun ville reagere ved at være i selskab af en dødsengel. En engel, der ikke ville andre væsner, andet end at gøre dem ondt og se dem lide på det værste tidspunkter. Han grinte en anelse og lagde an til at gribe ud efter hende.