Post by Letum on Jan 17, 2011 15:32:43 GMT 2
Indledende note:
Noget af stoffet i denne karakterprofil kan forekomme stødende på nogen. Hvis noget ønskes fjernet, tilrettet eller ikke inkluderet i spillet med karakteren efter godkendelse, så ser jeg gerne at jeg lige får en PM!
Fulde navn:
Leorden Grandl-Forschyt.
Kaldenavn:
Letum.
Alder:
135 år gammel - Til det blotte øje, så passer alderen også på udseendet.
Køn:
Mand.
Race:
Necromancer.
Land:
Nýchta.
Job/Rang:
Leder af Necromancerne.
Våben:
Til kamp? Intet våben.
Til ritualistisk brug? Et udvalg af store og små knive.
Evner:
Som følge af sin race, er Letum i stand til at manipulere med de som allerede har sagt farvel til livet. Letum er speciel ved, at han ikke blot tvinger de udøde til at gøre hans vilje, men fordi han er istand til at nedbryde og sammensætte dem, på makaber vis. Letum eksperimenterer med at sætte døde legemsdele på de som stadig lever, i et forsøg på at tvinge dem under hans kontrol ligeså - men det har, indtil videre, ikke lykkedes i så stor en grad.
Letum har sommetider seksuelt samkvem med fremkaldte kvindelige udøde, såfremt at de ikke kun, bogstaveligt talt, er skind og ben. Desuden er han kannibal, og spiser både af de levende såvel som de udøde. Om grunden til at han ikke er død af forgiftning af det rådne kød er grundet hans evner, eller fordi han har tilvænnet sin krop til det med tiden, ved han ikke.
Familie:
Letum kommer fra en ubetydelig slægt, i en ubetydelig flække. Der var ikke særligt med penge, og der var særligt ingen privilegier.
Udseende og tøj:
Billede.
Letum er først og fremmest omkring 190 centimeter høj. Han vejer omkring 58 kilo, og altså hvad der kan kaldes sygeligt tynd. Hans ansigt bærer præg af vægten, og er - ligesom resten af hans krop, enormt furet og benet. Håret og øjenbrynene har han tabt, og har i virkeligheden ikke et hår på kroppen. Han er enormt bleg, og endda hans øjne har mistet deres farve. Negle på både hænder og fødder er rådnet af. At tænderne er bibeholdt er et mirakel i sig selv, men de er også meget løse - så måske det kommer?
Letum går (altid) klædt i sorte bomulds bukser, sort linned trøje, et sort læderbælte hvori der hænger et bredt sortiment af knive, og i øvrigt hans forskellige tasker med diverse ting han har med sig, og så endelig hans fingerløse, albue-lange, sorte læderhandsker og sorte læderstøvler. Dertil må man selvfølgelig ikke glemme Letums karakteristiske sorte kappe, med tilhørende hætte, som næsten altid er slået op.
Personlighed:
Letum er en speciel person. Letum har specielle behov, og specielle ønsker.
Letum har en enorm fascination af døden, men tilbeder ingen "dødens gud". Han tilbeder hele dette ikke-eksisterende efterliv. Letum ser det som den ultimative frigørelse: Ikke at være bundet, af jordiske og eksistens-betonede lænker. Letum havde taget sig eget liv for længst, hvis han ikke havde fundet sin indre passion for at sende andre til deres grav istedet.
Letum er en sociopat uden lige. Empati? Han har ikke det der ligner. Letum har ikke dårlig samvittighed, da konsekvenserne af hans handlinger slet ikke fakturerer i hans regnestykke. Kærlighed og venskab kender han til, men det er kun hans hest som han kan forbinde den slags følelser med.
Letum er utilregnelig, særdeles lunefuld og ingenlunde at stole på.
Letums mest beskrivende karakteristika er, at han intet mål har i livet. Han har en masse ønsker, og impulsive behov, men ingen réelle mål i livet. Letum definerer sin eksistens ud fra hvad han opnår, og han opnår at udøve, i særdeleshed: Voldelige- og seksuelle overgreb, makabre eksperimenter og ikke mindst mord. Han kan ikke længere huske om han begyndte at retfærdiggøre sine mord ved hjælp af døds-fascinationen, efter han havde begået en del mord, eller om det har været sådan fra starten... Men selvretfærdiggørelsen er hvad han står med den dag idag.
Det ene tidspunkt kan han være en ven, og det næste kan han fremmane en udød til at holde dig nede imens han finder en af hans utallige knive frem, og lærer dig hvad smerte vil sige.
Da Letum er en komplet svækling i nærkamp, så lader han sine udøde tjenere kæmpe alle sine kampe for sig - dette betyder også, at han altid vil gemme sig bag en "uskyldig, ufarlig særling" facade, og for alt i verden undgå konflikter som han ikke selv, til fulde, kan kontrollere forløbet af.
De eneste som Letum kan respektere, foruden de som er hans klare overmænd og ville sende ham i graven hvis han trodsede dem, er hans åndsfrænder. De andre necromancere.
Fortid:
Letum blev født i en lille flække... Hvad var det nu den hed? Han har fortrængt det. En storbarmet ungmø forbarmede sig over det efterladte barn hun fandt i en lade, og besluttede sig i samme øjeblik at opdrage drengen til det bedste menneske hun kunne.
Letum havde ikke nogle nævneværdige sorger i sin barndom. Ja, han havde ingen "rigtige" forældre, men hvad sagde sådan noget i det hele taget? Han fik tøj når han behøvede det, så han ikke gik nøgen omkring, og begyndte at hjælpe til i "Den Leende Skygge", hvor hans "mor", Leela, arbejdede som servitrice.
Da Letum blev opfostret af en på alle måder velmenende stedmor, så havde denne også sans nok til at lære Letum livets hårde lektier i en tidlig alder. Han blev aldrig udsat for eksempler på egen krop, men Leela ville tit påpege overfor ham, hvordan man kun fik hvad man selv tog, i denne verden - og hvordan man aldrig kunne stole på nogen, ej heller de som man elskede eller holdte af. Letum observerede hvordan Leela også tjente lidt ekstra ved siden af, ved at lade sig betale for ydelser som altid foregik bag lukkede døre, og næsten altid indeholdt støn fra begge (eller, i nogle tilfælde, samtlige) deltagende parter.
Barnet blev langsomt til en teenager, og Letum udviklede sig hurtigt til en manipulerende sociopat. Leela var ikke just tilfreds med hvad hun havde opdraget ham til, og begyndte i langt højere grad at irettesætte ham end hun havde gjort da han var yngre. Letum holdt dog ved hvad Leela altid havde sagt til ham, da han var helt ung. Han ville tage hvad han ville have, og ingen skulle stå i vejen for ham. Hendes nye tilgang prellede dog ikke helt af, og Letum holdt sig mere på den rigtige side af hvad der kan beskrives som det moralske spektrum.
Og så fandt han endelig sine evner. Han husker det stadig som var det igår. Den på daværende tidspunkt 17-årige Letum så igen sin moder betalt for "beskidte" ydelser. Han havde aldrig rigtigt forstået hvorfor hun sank til et sådant niveau, og havde hellere set hende stjæle eller dræbe for de ekstra skillinger - men han forstod samtidig nødvendigheden.
Denne gang var der dog en forskel. Leela blev betalt af en kutteklædt bleg mand, som lignede et menneske, men som Letum kunne fornemme var mere end det. Han gik dog ikke synderligt op i det, og havde ikke set nogen grund til at inspicere deres gøremål yderligere - selvom han dog længe havde gået med en pirren i maven om, om han engang kunne være sammen med sin stedmor. Den kutteklædte mand forlod Leelas soverum dækket af blod, og det var kun fordi Letum havde siddet og betragtet det mørke himmel fra sit eget rum, at han så den inde forlade deres hus og begive sig derfra.
Letum hastede ind i Leelas soverum, hvor han fandt hende nøgen, bundet til sengen, hendes mave sprættet op, og flere symboler, som han ikke kendte, skåret i hendes hud. For første gang i hans liv stormede Letum ud af huset, i blindt raseri. Nok var Leela ikke hans rigtige mor, men han nærede dybe følelser af kærlighed til hende - og denne fremmede så til at have taget det fra ham uden videre.
Letum nåede ikke at stikke den anden i ryggen med sit medbragte kortsværd, som han havde snuppet fra morens soverum, da et skelet pludselig steg fra jorden og parerede hans udfald. Den fremmede vendte sig rundt, gjorde en håndbevægelse, og med det samme stak skelettet i stedet Letum i skulderen, og det med en sådan kraft at han faldt om på jorden. Et nyt skelet steg fra jorden, og dette neglede hans anden skulder. Han sad således, bogstavelig talt, fast i jorden. Den fremmede lænede sig forover, og virkede til at se Letum i øjnene som denne fandt en kniv frem, og derefter skar ham i ansigtet. "Velkommen" sagde en hviskende stemme.
Letum overlede sammenstødet, men han følte siden den dag, at hans sjæl var død inden i ham. Den eneste ting som han kunne relatere til, Leela, var blevet taget fra ham. Hans dødelige forbindelse var blevet skåret over, og han vandrede nu landet som en enlig sjæl. Hans mission? Han havde ingen mission, som han drog derfra. Dagen hvor Leela døde, har altid stået uklar i hans sind, og han håber en dag at kunne gøre sin hukommelse mere klar.
Siden da blev Letum klar over, at solen er det modsatte af hvad han ville. Han begyndte, jo mere han hørte om den, at denne "Sol" var livgivende. En frygt steg langsomt op i ham, en ærefrygt, for at hans evner ville forsvinde hvis solen en dag vendte tilbage. Hvis mørket oprandt, ville der så endnu være tid for de udøde? Han fandt ind i broderskabet af necromancere, og trods hans unge alder fandt han sig snart helt i toppen af hierarkiet. Hans passion for faget og sindssyge person må være hvad som bragte ham dertil. Han bragte helt nye ting ind i ordenen, og belærte andre om hvordan det var muligt at forme de udøde efter de var fremmanet, og vandt især popularitet på hans teori om at muliggøre kontrol over dødelige ved hjælp af necromancernes evner.
Han er new-school, hvor alt bare skal være lidt vildere. Altid lidt mere, og lidt voldsommere.
For omkring ti år siden fandt Letum en hest ved vejsiden, som han var på vej fra en by til en anden. Det var en udsultet, døende hest. Normalt tog Letum sig på ingen måder af dyr, men hesten tiltrak ham på en helt særlig måde. Hesten blev tydeligvis også helt særlig tiltrukket af ham, i og med, at den valgte at følge efter ham trods dens ringe tilstand. Om Letum gjorde det bevist eller ubevist er han selv i tvivl om, men hvad han ved er, at hesten aldrig rigtigt døde. Den fulgte efter ham fra den dag, og har været hans tro kompagnon siden.
Minder:
Leelas død, og i denne relation, mødet med den "fremmede".
Styrke:
* Necromancer-evnerne.
* Ikke-eksisterende smertetærskel.
* Leder af necromancerne.
Svaghed:
* Ingen trussel imod andet end små børn, i en slåskamp. Er enormt fysisk svag.
* Skrøbelig. Ikke meget skal gå galt før Letum brækker en knogle, eller forstuver en fod.
* Enormt hæs og sprød stemme, som gør at han taler langsomt.
* Dårlig hørelse.
Seksualitet:
Heteroseksuel, og dertil også nekrofil.
Andet:
"Vernula" er Letums hest.
Billede.
Den er udød, men en permanent skabning som ikke konstant skal fremmanes eller bandlyses til eller fra jordens overflade. Vernula er kød-æder, og har et helt specielt bånd til Letum, hvor de hjælper hinanden så meget som muligt.
Vernula er desuden, naturligvis, en måde hvorpå Letum kan komme omkring uden selv at skulle gå - selvom den benede ryg på hesten ikke just gør den komfortabel, at sidde på.
Noget af stoffet i denne karakterprofil kan forekomme stødende på nogen. Hvis noget ønskes fjernet, tilrettet eller ikke inkluderet i spillet med karakteren efter godkendelse, så ser jeg gerne at jeg lige får en PM!
Fulde navn:
Leorden Grandl-Forschyt.
Kaldenavn:
Letum.
Alder:
135 år gammel - Til det blotte øje, så passer alderen også på udseendet.
Køn:
Mand.
Race:
Necromancer.
Land:
Nýchta.
Job/Rang:
Leder af Necromancerne.
Våben:
Til kamp? Intet våben.
Til ritualistisk brug? Et udvalg af store og små knive.
Evner:
Som følge af sin race, er Letum i stand til at manipulere med de som allerede har sagt farvel til livet. Letum er speciel ved, at han ikke blot tvinger de udøde til at gøre hans vilje, men fordi han er istand til at nedbryde og sammensætte dem, på makaber vis. Letum eksperimenterer med at sætte døde legemsdele på de som stadig lever, i et forsøg på at tvinge dem under hans kontrol ligeså - men det har, indtil videre, ikke lykkedes i så stor en grad.
Letum har sommetider seksuelt samkvem med fremkaldte kvindelige udøde, såfremt at de ikke kun, bogstaveligt talt, er skind og ben. Desuden er han kannibal, og spiser både af de levende såvel som de udøde. Om grunden til at han ikke er død af forgiftning af det rådne kød er grundet hans evner, eller fordi han har tilvænnet sin krop til det med tiden, ved han ikke.
Familie:
Letum kommer fra en ubetydelig slægt, i en ubetydelig flække. Der var ikke særligt med penge, og der var særligt ingen privilegier.
Udseende og tøj:
Billede.
Letum er først og fremmest omkring 190 centimeter høj. Han vejer omkring 58 kilo, og altså hvad der kan kaldes sygeligt tynd. Hans ansigt bærer præg af vægten, og er - ligesom resten af hans krop, enormt furet og benet. Håret og øjenbrynene har han tabt, og har i virkeligheden ikke et hår på kroppen. Han er enormt bleg, og endda hans øjne har mistet deres farve. Negle på både hænder og fødder er rådnet af. At tænderne er bibeholdt er et mirakel i sig selv, men de er også meget løse - så måske det kommer?
Letum går (altid) klædt i sorte bomulds bukser, sort linned trøje, et sort læderbælte hvori der hænger et bredt sortiment af knive, og i øvrigt hans forskellige tasker med diverse ting han har med sig, og så endelig hans fingerløse, albue-lange, sorte læderhandsker og sorte læderstøvler. Dertil må man selvfølgelig ikke glemme Letums karakteristiske sorte kappe, med tilhørende hætte, som næsten altid er slået op.
Personlighed:
Letum er en speciel person. Letum har specielle behov, og specielle ønsker.
Letum har en enorm fascination af døden, men tilbeder ingen "dødens gud". Han tilbeder hele dette ikke-eksisterende efterliv. Letum ser det som den ultimative frigørelse: Ikke at være bundet, af jordiske og eksistens-betonede lænker. Letum havde taget sig eget liv for længst, hvis han ikke havde fundet sin indre passion for at sende andre til deres grav istedet.
Letum er en sociopat uden lige. Empati? Han har ikke det der ligner. Letum har ikke dårlig samvittighed, da konsekvenserne af hans handlinger slet ikke fakturerer i hans regnestykke. Kærlighed og venskab kender han til, men det er kun hans hest som han kan forbinde den slags følelser med.
Letum er utilregnelig, særdeles lunefuld og ingenlunde at stole på.
Letums mest beskrivende karakteristika er, at han intet mål har i livet. Han har en masse ønsker, og impulsive behov, men ingen réelle mål i livet. Letum definerer sin eksistens ud fra hvad han opnår, og han opnår at udøve, i særdeleshed: Voldelige- og seksuelle overgreb, makabre eksperimenter og ikke mindst mord. Han kan ikke længere huske om han begyndte at retfærdiggøre sine mord ved hjælp af døds-fascinationen, efter han havde begået en del mord, eller om det har været sådan fra starten... Men selvretfærdiggørelsen er hvad han står med den dag idag.
Det ene tidspunkt kan han være en ven, og det næste kan han fremmane en udød til at holde dig nede imens han finder en af hans utallige knive frem, og lærer dig hvad smerte vil sige.
Da Letum er en komplet svækling i nærkamp, så lader han sine udøde tjenere kæmpe alle sine kampe for sig - dette betyder også, at han altid vil gemme sig bag en "uskyldig, ufarlig særling" facade, og for alt i verden undgå konflikter som han ikke selv, til fulde, kan kontrollere forløbet af.
De eneste som Letum kan respektere, foruden de som er hans klare overmænd og ville sende ham i graven hvis han trodsede dem, er hans åndsfrænder. De andre necromancere.
Fortid:
Letum blev født i en lille flække... Hvad var det nu den hed? Han har fortrængt det. En storbarmet ungmø forbarmede sig over det efterladte barn hun fandt i en lade, og besluttede sig i samme øjeblik at opdrage drengen til det bedste menneske hun kunne.
Letum havde ikke nogle nævneværdige sorger i sin barndom. Ja, han havde ingen "rigtige" forældre, men hvad sagde sådan noget i det hele taget? Han fik tøj når han behøvede det, så han ikke gik nøgen omkring, og begyndte at hjælpe til i "Den Leende Skygge", hvor hans "mor", Leela, arbejdede som servitrice.
Da Letum blev opfostret af en på alle måder velmenende stedmor, så havde denne også sans nok til at lære Letum livets hårde lektier i en tidlig alder. Han blev aldrig udsat for eksempler på egen krop, men Leela ville tit påpege overfor ham, hvordan man kun fik hvad man selv tog, i denne verden - og hvordan man aldrig kunne stole på nogen, ej heller de som man elskede eller holdte af. Letum observerede hvordan Leela også tjente lidt ekstra ved siden af, ved at lade sig betale for ydelser som altid foregik bag lukkede døre, og næsten altid indeholdt støn fra begge (eller, i nogle tilfælde, samtlige) deltagende parter.
Barnet blev langsomt til en teenager, og Letum udviklede sig hurtigt til en manipulerende sociopat. Leela var ikke just tilfreds med hvad hun havde opdraget ham til, og begyndte i langt højere grad at irettesætte ham end hun havde gjort da han var yngre. Letum holdt dog ved hvad Leela altid havde sagt til ham, da han var helt ung. Han ville tage hvad han ville have, og ingen skulle stå i vejen for ham. Hendes nye tilgang prellede dog ikke helt af, og Letum holdt sig mere på den rigtige side af hvad der kan beskrives som det moralske spektrum.
Og så fandt han endelig sine evner. Han husker det stadig som var det igår. Den på daværende tidspunkt 17-årige Letum så igen sin moder betalt for "beskidte" ydelser. Han havde aldrig rigtigt forstået hvorfor hun sank til et sådant niveau, og havde hellere set hende stjæle eller dræbe for de ekstra skillinger - men han forstod samtidig nødvendigheden.
Denne gang var der dog en forskel. Leela blev betalt af en kutteklædt bleg mand, som lignede et menneske, men som Letum kunne fornemme var mere end det. Han gik dog ikke synderligt op i det, og havde ikke set nogen grund til at inspicere deres gøremål yderligere - selvom han dog længe havde gået med en pirren i maven om, om han engang kunne være sammen med sin stedmor. Den kutteklædte mand forlod Leelas soverum dækket af blod, og det var kun fordi Letum havde siddet og betragtet det mørke himmel fra sit eget rum, at han så den inde forlade deres hus og begive sig derfra.
Letum hastede ind i Leelas soverum, hvor han fandt hende nøgen, bundet til sengen, hendes mave sprættet op, og flere symboler, som han ikke kendte, skåret i hendes hud. For første gang i hans liv stormede Letum ud af huset, i blindt raseri. Nok var Leela ikke hans rigtige mor, men han nærede dybe følelser af kærlighed til hende - og denne fremmede så til at have taget det fra ham uden videre.
Letum nåede ikke at stikke den anden i ryggen med sit medbragte kortsværd, som han havde snuppet fra morens soverum, da et skelet pludselig steg fra jorden og parerede hans udfald. Den fremmede vendte sig rundt, gjorde en håndbevægelse, og med det samme stak skelettet i stedet Letum i skulderen, og det med en sådan kraft at han faldt om på jorden. Et nyt skelet steg fra jorden, og dette neglede hans anden skulder. Han sad således, bogstavelig talt, fast i jorden. Den fremmede lænede sig forover, og virkede til at se Letum i øjnene som denne fandt en kniv frem, og derefter skar ham i ansigtet. "Velkommen" sagde en hviskende stemme.
Letum overlede sammenstødet, men han følte siden den dag, at hans sjæl var død inden i ham. Den eneste ting som han kunne relatere til, Leela, var blevet taget fra ham. Hans dødelige forbindelse var blevet skåret over, og han vandrede nu landet som en enlig sjæl. Hans mission? Han havde ingen mission, som han drog derfra. Dagen hvor Leela døde, har altid stået uklar i hans sind, og han håber en dag at kunne gøre sin hukommelse mere klar.
Siden da blev Letum klar over, at solen er det modsatte af hvad han ville. Han begyndte, jo mere han hørte om den, at denne "Sol" var livgivende. En frygt steg langsomt op i ham, en ærefrygt, for at hans evner ville forsvinde hvis solen en dag vendte tilbage. Hvis mørket oprandt, ville der så endnu være tid for de udøde? Han fandt ind i broderskabet af necromancere, og trods hans unge alder fandt han sig snart helt i toppen af hierarkiet. Hans passion for faget og sindssyge person må være hvad som bragte ham dertil. Han bragte helt nye ting ind i ordenen, og belærte andre om hvordan det var muligt at forme de udøde efter de var fremmanet, og vandt især popularitet på hans teori om at muliggøre kontrol over dødelige ved hjælp af necromancernes evner.
Han er new-school, hvor alt bare skal være lidt vildere. Altid lidt mere, og lidt voldsommere.
For omkring ti år siden fandt Letum en hest ved vejsiden, som han var på vej fra en by til en anden. Det var en udsultet, døende hest. Normalt tog Letum sig på ingen måder af dyr, men hesten tiltrak ham på en helt særlig måde. Hesten blev tydeligvis også helt særlig tiltrukket af ham, i og med, at den valgte at følge efter ham trods dens ringe tilstand. Om Letum gjorde det bevist eller ubevist er han selv i tvivl om, men hvad han ved er, at hesten aldrig rigtigt døde. Den fulgte efter ham fra den dag, og har været hans tro kompagnon siden.
Minder:
Leelas død, og i denne relation, mødet med den "fremmede".
Styrke:
* Necromancer-evnerne.
* Ikke-eksisterende smertetærskel.
* Leder af necromancerne.
Svaghed:
* Ingen trussel imod andet end små børn, i en slåskamp. Er enormt fysisk svag.
* Skrøbelig. Ikke meget skal gå galt før Letum brækker en knogle, eller forstuver en fod.
* Enormt hæs og sprød stemme, som gør at han taler langsomt.
* Dårlig hørelse.
Seksualitet:
Heteroseksuel, og dertil også nekrofil.
Andet:
"Vernula" er Letums hest.
Billede.
Den er udød, men en permanent skabning som ikke konstant skal fremmanes eller bandlyses til eller fra jordens overflade. Vernula er kød-æder, og har et helt specielt bånd til Letum, hvor de hjælper hinanden så meget som muligt.
Vernula er desuden, naturligvis, en måde hvorpå Letum kan komme omkring uden selv at skulle gå - selvom den benede ryg på hesten ikke just gør den komfortabel, at sidde på.
