Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 11, 2011 17:29:59 GMT 2
Fulde navn:
Akemi Suzume
Dæknavn: Camill Angelique Arnauld.
Dæknavnet bruges til at skjule sin sande identitet for folk, hun ikke stoler på.
Alder:
Akemi ligner en på 20 år, men hun er i virkeligheden omkring de 1013 år gammel.
Køn:
Kvinde
Race:
Necromancer
Land:
Nýchta
Job/Rang:
Livvagt for de kongelige i Nýchta
Våben:
Hendes evner er en stor del af hendes våben. Ellers bruger hun hvad hun lige kan få fat i, så længe det har en skarp spids.
Evner:
Akemi har fuld kontrol de såkaldte levende døde, som hun kan tilkalde når som helst hun lyster. De levende døde adlyder hendes mindste vink, da de simpelthen ikke har noget andet valg. Hun er ikke blot ond, men grusom overfor sine ”døde” slaver og behandler dem måske bare som skidt. Dog har hun stadig kontrollen.
Som en livvagt på slottet har hun nogle specielle evner indenfor våbenhåndtering. Hun kan håndtere de fleste våben, det eneste hun skal have er et våben med en skarp spids eller noget, så kan hun slå ihjel på ingen tid.
Familie:
Rig, men stadig ikke overdrevet, dog kommer hun fra en meget anerkendt familie i Nýchta.
Udseende og tøj:
Akemi er en stærk kvinde, selvom det ikke ses på hendes slanke figur. En linje som hun har valgt at holde hele vejen igennem sit liv. Hendes lange liv har dog ikke engang sat spor på hendes krop, da hun vedligeholder den ved forskellige midler, en kunst hun har lært ved sin mor. Kunsten at forblive ung, også selvom det allerede ligger i racens evner. Så har hun noget at vedligeholde. Udover hendes kropsbygning er der noget som kendetegner hende meget. Hendes hår er en af de ting, som ikke virker helt normalt. I bunden og cirka halvvejs ned er håret mørke brunt, hvorefter det bliver mere og mere rødt i spidserne. Hendes hår går hele vejen ned over røven, men alligevel kommer det ikke i vejen for hende, når hun for eksempel er i kamp. Dog til tider vælger hun at sætte håret op på en mere elegant måde end hendes personlighed måske udstråler. Hendes tøjstil er meget rent, hvad angår farverne. For det meste går hun i en hvid skjorte, som dækker det meste af hendes overkrop. Ellers bærer hun en nederdel, som ofte bare leger med vinden. Når hun er på arbejde bruger hun dog nogle sorte stramme bukser, så der ikke er noget, som kommer i vejen for hendes smidige bevægelser.
Personlighed:
Akemi har en anderledes personlighed end så mange andre. Hun lader sig ikke så let forføre, da hun slet ikke er interesseret i den slags, i hvert fald ikke endnu. Dog er hun måske det modsatte af hvad hendes tøjstil udstråler. Hun har ikke den rene og søde sjæl, som man måske kan fortolke fra den hvide farve. Hun ligner nok nærmere den sorte farve. Fordi hendes hjerte er sort og derfor er det også svært at trænge igennem ind til hendes indre, fordi hun på en måde også er meget indelukket og helst ikke har lyst til at få folk for tæt på sig. Dog kan hun godt finde på at flirte med folk, hvis det kan hjælpe hende med at finde frem til oplysninger eller informationer omkring Iméra eller noget andet, som kan gøre hendes arbejde lettere.
Akemi er ren faktisk bare en djævel gemt væk i en yndig lille krop. Dog udstråler hendes øjne en form for had til alt der går imod hende. Hun vælger også ofte den letteste løsning, hvis der viser sig at være et problem med nogle. Den lette løsning for hende er simpelthen at slå ihjel. Hun fortryder aldrig at se en andens liv forsvinde ud af kroppen. Det kan kun fryde hende, men sådan er det når man er djævlens slave og gerne skal adlyde hans ordre, selvom hun lever i sin egen verden, hvor hun for det meste bestemmer selv. De eneste, som må give hende ordre er de kongelige selv, som hun jo også arbejder for. Hvis andre skulle gå hen og give en ordre til hende, så behøver den ikke at være direkte en indirekte ordre kan også få hende til at koge over. Eller bare at blive mindre sur. Fordi ingen skal give hende ordre.
Fortid:
Natten var mørk, som så mange andre nætter, der nok alligevel snart ville blive afløst af solens kraft. Dog var natten stadig ung, så der var stadig flere timer til at solen ville vise sit ansigt over Nýchta. En kvindes skrig kunne høres på lang afstand, et meget pint skrig, som skar lige igennem ørerne på folk. Folkene inde i rummet sammen med kvinden havde ikke noget andet valg end at høre på det, imens at de måtte hjælpe hende igennem den første fødsel. Moderen havde aldrig født før også selvom hun var ved at komme op i årene, så var det først nu at deres barn skulle komme til verdenen. Det var år 2012, et ganske almindeligt år, for der var jo egentlig ikke sket noget de sidste mange år, hverdagen var bare blevet mere og mere, som en simpel rutine, der bare skulle overstås, så man kunne komme i seng igen eller hærge i natten. Skriget i huset blev højere, men til sidst blev det afløst af et barns græd. Endelig var de lange timer igennem fødslen overstået, nu kunne de tage det med ro.. Eller kunne de?
Årene gik og barnet blev langsomt ældre. Snart fyldte barnet de først 10 år. En alder som egentlig virkede meget uskyldig i manges øjne, men denne familie vidste noget andet. Der var noget andet i gære og det lå lige rundt om hjørnet og lurede. Barnet, hvis navn var blevet Akemi, hærgede de fleste huse omkring de store palæ, hvor de boede. Der var sådan set aldrig fred i dette område og det vidste alle beboerne også omkring huset. De ville aldrig få fred, medmindre at de kunne komme af med pigebarnet på en måde. Datteren, deres eneste, blev opdraget på en hård og meget streng måde. Der var ikke så meget tid til leg og hvis hun kom hjem med tåre i øjnene, så var der ikke andet for end at skylde tårene væk og så komme videre. Der var ikke så meget kærlighed at finde i familien, som ellers havde været så glad for endelig at have fået et barn, at det så var blevet en datter, var jo en anden side af sagen. Faderen var nemlig ikke særlig stolt over at det nu var blevet en datter, for hvem skulle så tage over efter ham på slottet, som livvagt? Han mente ikke, at en kvinde kunne tage hans job og da slet ikke gøre det bedre. Faderen måtte altså leve i skam overfor sin egen datter, der tydeligvis kunne mærke hans skuffelse. Det var også derfor at hun besluttede sig, allerede som 10 årig, at gøre sin far stolt.
Lige siden Akemi fik besked på ikke at græde mere, har hun aldrig gjort det. Hendes far skulle ikke se hende som en svækling, det er også derfor at hun valgte at gøre noget ved hans opfattelse af hende. Omkring de 12 år begyndte hun en form for træning. Men det var ikke en træning, som hun kunne klare selv. Det startede en dag i Katsu.
Natten var næsten lige faldet på og Akemi vandrede rundt i byens gader, selvom der sikkert var mange problemer at finde i gyderne. Dog holdt hun sig til midten af den store gade, som først lige igennem hovedstaden. Pludselig faldt hun over noget, af ren og skær nysgerrighed valgte hun at kigge tilbage, hvor efter hun fandt nogle snore bundet fast rundt om hendes ben. Hun var altså blevet fanget. Historien om organisationen ramte hendes hoved og hun havde mest af alt lyst til at græde. Dog kunne hun høre hendes fars stemme sige: Hvis du nogensinde triller en enkelt tåre igen, så skal du aldrig vende hjem. Stemmen gav næsten genlyd inde i hendes hoved og hun begyndte at kigge rundt for at se om hun kunne se nogen. Der var ikke tegn på andre end hende selv. Underligt, fordi for lidt tid siden havde der været mange mennesker. Hun lukkede øjnene for at holde tårerne tilbage. Aldrig mere skulle hun græde. Det var kun pattebørn, som gjorde sådan noget. Da hun åbnede øjnene kunne hun se nogle mænd kredse rundt om hende. Var det dem? Dem som var ude på at fange alle børn for at sikre sig at profetien ikke ville gå i opfyldelse? Hun rystede på hovedet, da hun ikke havde tid til bekymringer. Pludselig var hun rolig og begyndte langsomt at løsne snorene omkring hendes ben. Det lykkedes hende da også at komme fri i en fart. Men da hun så op havde mændene omringet hende. Var det virkelig ude med hende nu. Skulle hun aldrig mere tilbage? Grebet af panik og angst dukkede der en hånd op fra jorden, men på den anden side. Lige med at være mændene og hende selv omringet af levende døde, både mændene og hende selv forstod ikke, hvem der havde gjort det. Akemi fik selv lyst til at skrige, da de gik til angrib på mændene og slog dem ned, så de var bevidstløse. Hun var bange for at de var kommet efter hende, så mændene bare havde været en mindre hindring. Dog stoppede de op lige foran hende og nikkede til hende, hvorefter de forsvandt. Var det hende, som havde fremkaldt dem?
Helt forbavset og træt rejste hun sig op og kom lynhurtigt hjem, hurtigere end hun selv havde regnet med faktisk. Hun vidste jo ikke hvor hun ellers skulle være andet end derhjemme. Døren slog hun hårdt op og farede lige ind i hendes fars arme.
”Far, far, jeg.. ved ikke hvad… der skete. Jeg gjorde ikke noget..”
Fremstammede hun hurtigt og kunne næsten ikke trække vejret, hun var stadig i et mindre form for chok. Dog valgte han at berolige hende lidt ved at ligge en hånd over hendes hoved, som for at fortælle hende, at der ikke ville ske hende mere nu. Dog ville han have hende til at fortælle, hvad der lige var sket. Lettere rystende begyndte hun og udefra køkkenet kunne hun høre hendes mor, som var gået i stå med det hun havde været i gang med.
”Jeg sværger, jeg bad dem ikke om det… Lige pludselig var der en masse mænd, som havde fanget mig med nogle snore om anklerne” sagde hun lettere forpustet og viste ham mærkerne om benene. ”Pludselig dukkede der nogle andre op nede fra jorden. De angreb mændene, men lod mig være.. Jeg forstår det ikke far..” sagde hun til slut og lukkede øjnene for at ligge sig tilrette, hun var træt efter den episode. Men nok mest fordi hun havde fremkaldt dem i panik. Dog resulterede hendes historie i at faderen tav helt og moderen tabte en tallerken ude i køkkenet. Deres datter havde allerede nu opdaget sine kræfter og det var endda i en meget tidlig alder. Hun blev dog hurtigt lagt i seng, imens at der foregik en længere snak nede i stuen. De var både bekymrede, men også begejstrede over at deres datter havde fundet kræften inde i sig.
Den efterfølgende dag begyndte den særlige træning af Akemi også selvom hun var udmattet, så blev hun kastet lige ud i det. Og for en gangs skyld så hun et andet blik i sin fars øjne. Han var på en måde stolt af hende, men endnu kendte hun ikke grunden. Hun var jo kun 12.
I året 2025 skete der noget som forandrede begge landes synsvinkler på hinanden. Nýchta led ikke så hårdt under manglen på sollys hver eneste dag. De nød bare natten pragt. Akemi følte sig dog en smule utilpas ved situationen og forventede bestemt ikke at det skulle blive ved så længe endnu. Men langsomt, da hun indså at der ikke ville ske en ændring i det, fandt hun også sig til rette. Hun fortsatte sin træning, så længe det var muligt og så længe hun havde mulighed for stadig at lære noget af sin far og til tider også sin mor. Det var jo altid godt med nogen kvindelist også.
Det bankede på døren en tilfældig aften, det var den 18-årige af udseende, men i virkeligheden 199-årig Akemi, som lukkede døren op til den fremmede. Dog kom han med en vigtig besked til familien. Akemi og hendes mor var dog de eneste som var hjemme, fordi deres far var ude på arbejde. Det viste sig dog at have noget at gøre med hendes far.
Kære familien Suzume
Jeg beklager at skulle sende dette brev af sted mod Deres dør. Men i dag da jeg var ude igennem byen, blev jeg og mine mænd angrebet af nogle undersåtter, som åbenbart ikke var tilfredse. Deres far/mand, som er min livvagt, min personlige livvagt, stod ved min side og beskyttede mig med sit liv igennem flere kampe imod dem. Dog vidste det sig at det hele blot var en afledningsmanøvre for at få vagternes opmærksomhed rette væk fra det egentlig angreb.
Dog kan jeg fortælle at Deres far/mand var mere vågen end de andre, han nåede lige at stille sig ind foran mig, for at redde mit liv, dog fulgte dette til at han selv måtte lade livet for min skyld.
Det er derfor at I modtager dette brev, som jeg mener at I kun kan forlænge efter hans heltemod. Jeg synes bare I skulle vide, hvor modig han egentlig var.
- Kongen af Nýchta
Brevet blev overrakt med perfektion, og da brevet var læst blev døren lukket med et smæld og så var der ellers bare helt stille. Dagen havde lige pludselig forandret sig helt vildt. Der var ikke så meget at sige mere. Moder og datter vidste ikke hvad de skulle gøre ved det. De kiggede bare på hinanden, indtil moderen tog sig sammen og fortsatte, som om der ikke var sket noget. Akemi selv valgte også at komme videre i livet, desuden så havde hun lært alt fra hendes far, så hun var også ved at være klar til andre udfordringer i livet. Derfor valgte hun at træde i sin fars fodspor og ansøge om at blive den kongelige livvagt, som skulle beskytte den person de ville blive sat til. Da kongen allerede kendte familien skulle der ikke meget til at overtale ham. Hun fik ganske hurtigt jobbet og var på en måde stolt af sig selv.
Den første dag Akemi skulle starte på arbejde, var faktisk hendes fødselsdag, som ikke forløb helt som planlagt i hvert fald. Hun havde i hvert fald ikke regnet med at hendes afdøde far skulle blande sig. Som om at han havde vidst at hun ville gå i hans fodspor uden videre omtanke. Det var jo næsten som om at det var bestemt at hun skulle være livvagt efter sin far, men på den anden side, så havde hun jo ikke noget imod at skulle gøre det? Hun var stadig stolt af ham indtil det modsatte ville blive bedste. Hendes 200 års fødselsdag var en ganske almindelig dag, som alle andre, Akemi startede på slottet med en vis form for stolthed og fik hilst på de kongelige i Nýchta. Nu skulle hun så bare sørge for at få den kendte respekt, som hendes far havde fået. Dog vidste hun godt at det ville kræve noget tid.
Da Akemi vendte hjem sad hendes mor med et brev i hånden, da moderens blik først gled over mod Akemi, som så en smule smadret ud efter at have trænet hele dagen mod soldaterne på slottet. Hun skulle jo vise sit værd. Hendes mors blik var en smule fjernt, da hun fik øje på Akemi, men så rejste hun sig op og gik hen til Akemi, hvor hun lagde hånden mod hendes skulderne og rakte hende et brev, som var signeret af hendes far. Hans testamente..
Kære Akemi
Når du får dette brev, så skulle det gerne være din 200 års fødselsdag. Ellers skal du endnu ikke tage stilling til det jeg har skrevet til dig.
Som din far er det min pligt at lære dig op i de forskellige strategier. Men jeg har også pligt til at beskytte dig og hjælpe, hvor jeg kan. Derfor har jeg valgt at overlade en tjener til dig.
Hans navn er Kiba og du kan finde ham på slottet. Du skal bare spørge efter ham. Han ved godt hvem du er og vil forstå dig. Men lad vær med at fortælle ham om dette testamente. Det er din hemmelighed.
- Din far, Kizu
Selvom Akemi lige var blevet 200 år, så stod hun helt uforstående tilbage med brevet i hånden, som langsomt gled ned langs med hendes side. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige og hvad skulle hun bruge en tjener til. Hun var endnu ikke klar over situationen med henblik på hvad hendes arbejde ville gå ud på. Derfor gik der også noget tid før at hun valgte at opsøge drengen ved navn Kiba. Det var sent hen på aftenen og der var måske en smule stille på slottet, men Akemi havde forhørt sig lidt og fået at vide at Kiba befandt sig på en af værelserne. Det var vist også noget med at han endnu ikke havde en at tjene, fordi han var lånt ud til en bestemt person, som drengen endnu ikke ville afsløre.
Akemi bevægede sig ned mod værelserne og bankede på ind til et mindre værelse, hvor hun så en dreng side med blikket rettet mod muren.
”Kiba..? Jeg er kommet for at få dig som min tjener. Mit navn er Akemi Suzume, datter af Kizu Suzume og Kira Suzume” hendes stemme var kold, men der var en form for ro over hendes kropsprog. Dog var hendes stemme meget sjældent venlig eller noget andet end kold. Den form for udstråling havde hun fået igennem de første par år af sit liv, hvor hun ingen respekt havde fra sine forældre.
Mødet imellem de to personerne var en start på et nyt venskab af en art. Akemi behandlede ham dog stadig, som sin tjener eller nærmere sin egen slave. Så hvis han ikke gjorde hvad han fik besked på, så ville han blot få problemer med hende. Det kunne sagtens være den mindste ting, der fik hende til at straffe ham. Straffene kunne være alt lige fra en lussing til rigtig slave arbejde.
Nu i en alder af 1025 er hun en meget anerkendt livvagt for de kongelige. Hvis de kongelige mangler en livvagt til en ekspedition, så er hun altid deres første valg, da hun har flere års træning og alligevel ikke ser en enkelt dag ældre ud end da hun begyndte der. Hendes færdigheder er også kun vokset med tiden og hendes evner, som necromancer ligger på et meget højt plan, fordi hun netop har så mange års erfaring.
Minder:
- Den dag, hvor hun blev omringet af mændene fra Kokushibyó, noget hun selv mener, at det var dem.
- Selv samme dag, hvor hun fandt sine kræfter, som Necromancer.
- Da hendes træning begyndte allerede som 12-årig.
- I år 2025, hvor lyset forsvandt og tanken om at dette kunne forandre det hele.
- Året hvori hun blev 199, og fik den meddelelse om at hendes far var død i kamp.
- Hendes 200 års fødselsdag, hvor hun startede som livvagt, og modtog hendes fars testamente.
- Mødet med Kiba, som øgede hendes synsvinkel på de forskellige rang.
Styrke:
+ Kvindelist – udspekuleret og forførende.
+ De levende døde adlyder hendes mindste vink. Fuld kontrol.
+ Våbenhåndtering, kan håndtere alle slags våben og gøre en simpelt genstand til et farligt våben i hendes hænder.
+ Hendes forhold til hendes mor, Kira Suzume.
+ Den højeste af livvagterne. Lederfigur for de andre livvagter.
Svaghed:
- Hendes fortid, med henblik på tåre (måtte ikke græde). En grund til at hun sjældent viser ægte følelser.
- Kraftig lys, da hun helst vil befinde sig i mørket, så lyset irritere hende.
- Folk, der sætter sig imod hende, bringer bare hendes vrede frem og så kan hun ikke styre sig.
Seksualitet:
Heteroseksuel
Andet:
Phoenix dagger: Link til billede
En special lavet kniv, som er blevet lavet af smeden i Katsu. Camill har dog selv fundet frem til en større del af materialerne til kniven. Den største del er en Phoenix fjer, som påvirker kniven og gør den til den speciale kniv, som Camill ønskede at få. Kniven har den egenskab, at hvis den blot strejfede en andens hud, så vil huden begynde at brænde voldsomt. Det bedste, som kan kurerer knivens skader er blodet fra en Phoenix, da det kan neutraliserer smerten.
Glas flasken: Link til billede
Denne flaske kan holde blod helt koldt også selvom det måske skulle være flere plus grader udenfor. Flasken er lavet af et meget holdbart glas, som ikke går i stykker, hvis man for eksempel går hen og taber den. For Camill er flasken meget vigtig. Da den indeholder blod fra en Phoenix, som kan redde hende i nogle farlige situationerne.
Akemi Suzume
Dæknavn: Camill Angelique Arnauld.
Dæknavnet bruges til at skjule sin sande identitet for folk, hun ikke stoler på.
Alder:
Akemi ligner en på 20 år, men hun er i virkeligheden omkring de 1013 år gammel.
Køn:
Kvinde
Race:
Necromancer
Land:
Nýchta
Job/Rang:
Livvagt for de kongelige i Nýchta
Våben:
Hendes evner er en stor del af hendes våben. Ellers bruger hun hvad hun lige kan få fat i, så længe det har en skarp spids.
Evner:
Akemi har fuld kontrol de såkaldte levende døde, som hun kan tilkalde når som helst hun lyster. De levende døde adlyder hendes mindste vink, da de simpelthen ikke har noget andet valg. Hun er ikke blot ond, men grusom overfor sine ”døde” slaver og behandler dem måske bare som skidt. Dog har hun stadig kontrollen.
Som en livvagt på slottet har hun nogle specielle evner indenfor våbenhåndtering. Hun kan håndtere de fleste våben, det eneste hun skal have er et våben med en skarp spids eller noget, så kan hun slå ihjel på ingen tid.
Familie:
Rig, men stadig ikke overdrevet, dog kommer hun fra en meget anerkendt familie i Nýchta.
Udseende og tøj:
Akemi er en stærk kvinde, selvom det ikke ses på hendes slanke figur. En linje som hun har valgt at holde hele vejen igennem sit liv. Hendes lange liv har dog ikke engang sat spor på hendes krop, da hun vedligeholder den ved forskellige midler, en kunst hun har lært ved sin mor. Kunsten at forblive ung, også selvom det allerede ligger i racens evner. Så har hun noget at vedligeholde. Udover hendes kropsbygning er der noget som kendetegner hende meget. Hendes hår er en af de ting, som ikke virker helt normalt. I bunden og cirka halvvejs ned er håret mørke brunt, hvorefter det bliver mere og mere rødt i spidserne. Hendes hår går hele vejen ned over røven, men alligevel kommer det ikke i vejen for hende, når hun for eksempel er i kamp. Dog til tider vælger hun at sætte håret op på en mere elegant måde end hendes personlighed måske udstråler. Hendes tøjstil er meget rent, hvad angår farverne. For det meste går hun i en hvid skjorte, som dækker det meste af hendes overkrop. Ellers bærer hun en nederdel, som ofte bare leger med vinden. Når hun er på arbejde bruger hun dog nogle sorte stramme bukser, så der ikke er noget, som kommer i vejen for hendes smidige bevægelser.
Personlighed:
Akemi har en anderledes personlighed end så mange andre. Hun lader sig ikke så let forføre, da hun slet ikke er interesseret i den slags, i hvert fald ikke endnu. Dog er hun måske det modsatte af hvad hendes tøjstil udstråler. Hun har ikke den rene og søde sjæl, som man måske kan fortolke fra den hvide farve. Hun ligner nok nærmere den sorte farve. Fordi hendes hjerte er sort og derfor er det også svært at trænge igennem ind til hendes indre, fordi hun på en måde også er meget indelukket og helst ikke har lyst til at få folk for tæt på sig. Dog kan hun godt finde på at flirte med folk, hvis det kan hjælpe hende med at finde frem til oplysninger eller informationer omkring Iméra eller noget andet, som kan gøre hendes arbejde lettere.
Akemi er ren faktisk bare en djævel gemt væk i en yndig lille krop. Dog udstråler hendes øjne en form for had til alt der går imod hende. Hun vælger også ofte den letteste løsning, hvis der viser sig at være et problem med nogle. Den lette løsning for hende er simpelthen at slå ihjel. Hun fortryder aldrig at se en andens liv forsvinde ud af kroppen. Det kan kun fryde hende, men sådan er det når man er djævlens slave og gerne skal adlyde hans ordre, selvom hun lever i sin egen verden, hvor hun for det meste bestemmer selv. De eneste, som må give hende ordre er de kongelige selv, som hun jo også arbejder for. Hvis andre skulle gå hen og give en ordre til hende, så behøver den ikke at være direkte en indirekte ordre kan også få hende til at koge over. Eller bare at blive mindre sur. Fordi ingen skal give hende ordre.
Fortid:
Natten var mørk, som så mange andre nætter, der nok alligevel snart ville blive afløst af solens kraft. Dog var natten stadig ung, så der var stadig flere timer til at solen ville vise sit ansigt over Nýchta. En kvindes skrig kunne høres på lang afstand, et meget pint skrig, som skar lige igennem ørerne på folk. Folkene inde i rummet sammen med kvinden havde ikke noget andet valg end at høre på det, imens at de måtte hjælpe hende igennem den første fødsel. Moderen havde aldrig født før også selvom hun var ved at komme op i årene, så var det først nu at deres barn skulle komme til verdenen. Det var år 2012, et ganske almindeligt år, for der var jo egentlig ikke sket noget de sidste mange år, hverdagen var bare blevet mere og mere, som en simpel rutine, der bare skulle overstås, så man kunne komme i seng igen eller hærge i natten. Skriget i huset blev højere, men til sidst blev det afløst af et barns græd. Endelig var de lange timer igennem fødslen overstået, nu kunne de tage det med ro.. Eller kunne de?
Årene gik og barnet blev langsomt ældre. Snart fyldte barnet de først 10 år. En alder som egentlig virkede meget uskyldig i manges øjne, men denne familie vidste noget andet. Der var noget andet i gære og det lå lige rundt om hjørnet og lurede. Barnet, hvis navn var blevet Akemi, hærgede de fleste huse omkring de store palæ, hvor de boede. Der var sådan set aldrig fred i dette område og det vidste alle beboerne også omkring huset. De ville aldrig få fred, medmindre at de kunne komme af med pigebarnet på en måde. Datteren, deres eneste, blev opdraget på en hård og meget streng måde. Der var ikke så meget tid til leg og hvis hun kom hjem med tåre i øjnene, så var der ikke andet for end at skylde tårene væk og så komme videre. Der var ikke så meget kærlighed at finde i familien, som ellers havde været så glad for endelig at have fået et barn, at det så var blevet en datter, var jo en anden side af sagen. Faderen var nemlig ikke særlig stolt over at det nu var blevet en datter, for hvem skulle så tage over efter ham på slottet, som livvagt? Han mente ikke, at en kvinde kunne tage hans job og da slet ikke gøre det bedre. Faderen måtte altså leve i skam overfor sin egen datter, der tydeligvis kunne mærke hans skuffelse. Det var også derfor at hun besluttede sig, allerede som 10 årig, at gøre sin far stolt.
Lige siden Akemi fik besked på ikke at græde mere, har hun aldrig gjort det. Hendes far skulle ikke se hende som en svækling, det er også derfor at hun valgte at gøre noget ved hans opfattelse af hende. Omkring de 12 år begyndte hun en form for træning. Men det var ikke en træning, som hun kunne klare selv. Det startede en dag i Katsu.
Natten var næsten lige faldet på og Akemi vandrede rundt i byens gader, selvom der sikkert var mange problemer at finde i gyderne. Dog holdt hun sig til midten af den store gade, som først lige igennem hovedstaden. Pludselig faldt hun over noget, af ren og skær nysgerrighed valgte hun at kigge tilbage, hvor efter hun fandt nogle snore bundet fast rundt om hendes ben. Hun var altså blevet fanget. Historien om organisationen ramte hendes hoved og hun havde mest af alt lyst til at græde. Dog kunne hun høre hendes fars stemme sige: Hvis du nogensinde triller en enkelt tåre igen, så skal du aldrig vende hjem. Stemmen gav næsten genlyd inde i hendes hoved og hun begyndte at kigge rundt for at se om hun kunne se nogen. Der var ikke tegn på andre end hende selv. Underligt, fordi for lidt tid siden havde der været mange mennesker. Hun lukkede øjnene for at holde tårerne tilbage. Aldrig mere skulle hun græde. Det var kun pattebørn, som gjorde sådan noget. Da hun åbnede øjnene kunne hun se nogle mænd kredse rundt om hende. Var det dem? Dem som var ude på at fange alle børn for at sikre sig at profetien ikke ville gå i opfyldelse? Hun rystede på hovedet, da hun ikke havde tid til bekymringer. Pludselig var hun rolig og begyndte langsomt at løsne snorene omkring hendes ben. Det lykkedes hende da også at komme fri i en fart. Men da hun så op havde mændene omringet hende. Var det virkelig ude med hende nu. Skulle hun aldrig mere tilbage? Grebet af panik og angst dukkede der en hånd op fra jorden, men på den anden side. Lige med at være mændene og hende selv omringet af levende døde, både mændene og hende selv forstod ikke, hvem der havde gjort det. Akemi fik selv lyst til at skrige, da de gik til angrib på mændene og slog dem ned, så de var bevidstløse. Hun var bange for at de var kommet efter hende, så mændene bare havde været en mindre hindring. Dog stoppede de op lige foran hende og nikkede til hende, hvorefter de forsvandt. Var det hende, som havde fremkaldt dem?
Helt forbavset og træt rejste hun sig op og kom lynhurtigt hjem, hurtigere end hun selv havde regnet med faktisk. Hun vidste jo ikke hvor hun ellers skulle være andet end derhjemme. Døren slog hun hårdt op og farede lige ind i hendes fars arme.
”Far, far, jeg.. ved ikke hvad… der skete. Jeg gjorde ikke noget..”
Fremstammede hun hurtigt og kunne næsten ikke trække vejret, hun var stadig i et mindre form for chok. Dog valgte han at berolige hende lidt ved at ligge en hånd over hendes hoved, som for at fortælle hende, at der ikke ville ske hende mere nu. Dog ville han have hende til at fortælle, hvad der lige var sket. Lettere rystende begyndte hun og udefra køkkenet kunne hun høre hendes mor, som var gået i stå med det hun havde været i gang med.
”Jeg sværger, jeg bad dem ikke om det… Lige pludselig var der en masse mænd, som havde fanget mig med nogle snore om anklerne” sagde hun lettere forpustet og viste ham mærkerne om benene. ”Pludselig dukkede der nogle andre op nede fra jorden. De angreb mændene, men lod mig være.. Jeg forstår det ikke far..” sagde hun til slut og lukkede øjnene for at ligge sig tilrette, hun var træt efter den episode. Men nok mest fordi hun havde fremkaldt dem i panik. Dog resulterede hendes historie i at faderen tav helt og moderen tabte en tallerken ude i køkkenet. Deres datter havde allerede nu opdaget sine kræfter og det var endda i en meget tidlig alder. Hun blev dog hurtigt lagt i seng, imens at der foregik en længere snak nede i stuen. De var både bekymrede, men også begejstrede over at deres datter havde fundet kræften inde i sig.
Den efterfølgende dag begyndte den særlige træning af Akemi også selvom hun var udmattet, så blev hun kastet lige ud i det. Og for en gangs skyld så hun et andet blik i sin fars øjne. Han var på en måde stolt af hende, men endnu kendte hun ikke grunden. Hun var jo kun 12.
I året 2025 skete der noget som forandrede begge landes synsvinkler på hinanden. Nýchta led ikke så hårdt under manglen på sollys hver eneste dag. De nød bare natten pragt. Akemi følte sig dog en smule utilpas ved situationen og forventede bestemt ikke at det skulle blive ved så længe endnu. Men langsomt, da hun indså at der ikke ville ske en ændring i det, fandt hun også sig til rette. Hun fortsatte sin træning, så længe det var muligt og så længe hun havde mulighed for stadig at lære noget af sin far og til tider også sin mor. Det var jo altid godt med nogen kvindelist også.
Det bankede på døren en tilfældig aften, det var den 18-årige af udseende, men i virkeligheden 199-årig Akemi, som lukkede døren op til den fremmede. Dog kom han med en vigtig besked til familien. Akemi og hendes mor var dog de eneste som var hjemme, fordi deres far var ude på arbejde. Det viste sig dog at have noget at gøre med hendes far.
Kære familien Suzume
Jeg beklager at skulle sende dette brev af sted mod Deres dør. Men i dag da jeg var ude igennem byen, blev jeg og mine mænd angrebet af nogle undersåtter, som åbenbart ikke var tilfredse. Deres far/mand, som er min livvagt, min personlige livvagt, stod ved min side og beskyttede mig med sit liv igennem flere kampe imod dem. Dog vidste det sig at det hele blot var en afledningsmanøvre for at få vagternes opmærksomhed rette væk fra det egentlig angreb.
Dog kan jeg fortælle at Deres far/mand var mere vågen end de andre, han nåede lige at stille sig ind foran mig, for at redde mit liv, dog fulgte dette til at han selv måtte lade livet for min skyld.
Det er derfor at I modtager dette brev, som jeg mener at I kun kan forlænge efter hans heltemod. Jeg synes bare I skulle vide, hvor modig han egentlig var.
- Kongen af Nýchta
Brevet blev overrakt med perfektion, og da brevet var læst blev døren lukket med et smæld og så var der ellers bare helt stille. Dagen havde lige pludselig forandret sig helt vildt. Der var ikke så meget at sige mere. Moder og datter vidste ikke hvad de skulle gøre ved det. De kiggede bare på hinanden, indtil moderen tog sig sammen og fortsatte, som om der ikke var sket noget. Akemi selv valgte også at komme videre i livet, desuden så havde hun lært alt fra hendes far, så hun var også ved at være klar til andre udfordringer i livet. Derfor valgte hun at træde i sin fars fodspor og ansøge om at blive den kongelige livvagt, som skulle beskytte den person de ville blive sat til. Da kongen allerede kendte familien skulle der ikke meget til at overtale ham. Hun fik ganske hurtigt jobbet og var på en måde stolt af sig selv.
Den første dag Akemi skulle starte på arbejde, var faktisk hendes fødselsdag, som ikke forløb helt som planlagt i hvert fald. Hun havde i hvert fald ikke regnet med at hendes afdøde far skulle blande sig. Som om at han havde vidst at hun ville gå i hans fodspor uden videre omtanke. Det var jo næsten som om at det var bestemt at hun skulle være livvagt efter sin far, men på den anden side, så havde hun jo ikke noget imod at skulle gøre det? Hun var stadig stolt af ham indtil det modsatte ville blive bedste. Hendes 200 års fødselsdag var en ganske almindelig dag, som alle andre, Akemi startede på slottet med en vis form for stolthed og fik hilst på de kongelige i Nýchta. Nu skulle hun så bare sørge for at få den kendte respekt, som hendes far havde fået. Dog vidste hun godt at det ville kræve noget tid.
Da Akemi vendte hjem sad hendes mor med et brev i hånden, da moderens blik først gled over mod Akemi, som så en smule smadret ud efter at have trænet hele dagen mod soldaterne på slottet. Hun skulle jo vise sit værd. Hendes mors blik var en smule fjernt, da hun fik øje på Akemi, men så rejste hun sig op og gik hen til Akemi, hvor hun lagde hånden mod hendes skulderne og rakte hende et brev, som var signeret af hendes far. Hans testamente..
Kære Akemi
Når du får dette brev, så skulle det gerne være din 200 års fødselsdag. Ellers skal du endnu ikke tage stilling til det jeg har skrevet til dig.
Som din far er det min pligt at lære dig op i de forskellige strategier. Men jeg har også pligt til at beskytte dig og hjælpe, hvor jeg kan. Derfor har jeg valgt at overlade en tjener til dig.
Hans navn er Kiba og du kan finde ham på slottet. Du skal bare spørge efter ham. Han ved godt hvem du er og vil forstå dig. Men lad vær med at fortælle ham om dette testamente. Det er din hemmelighed.
- Din far, Kizu
Selvom Akemi lige var blevet 200 år, så stod hun helt uforstående tilbage med brevet i hånden, som langsomt gled ned langs med hendes side. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige og hvad skulle hun bruge en tjener til. Hun var endnu ikke klar over situationen med henblik på hvad hendes arbejde ville gå ud på. Derfor gik der også noget tid før at hun valgte at opsøge drengen ved navn Kiba. Det var sent hen på aftenen og der var måske en smule stille på slottet, men Akemi havde forhørt sig lidt og fået at vide at Kiba befandt sig på en af værelserne. Det var vist også noget med at han endnu ikke havde en at tjene, fordi han var lånt ud til en bestemt person, som drengen endnu ikke ville afsløre.
Akemi bevægede sig ned mod værelserne og bankede på ind til et mindre værelse, hvor hun så en dreng side med blikket rettet mod muren.
”Kiba..? Jeg er kommet for at få dig som min tjener. Mit navn er Akemi Suzume, datter af Kizu Suzume og Kira Suzume” hendes stemme var kold, men der var en form for ro over hendes kropsprog. Dog var hendes stemme meget sjældent venlig eller noget andet end kold. Den form for udstråling havde hun fået igennem de første par år af sit liv, hvor hun ingen respekt havde fra sine forældre.
Mødet imellem de to personerne var en start på et nyt venskab af en art. Akemi behandlede ham dog stadig, som sin tjener eller nærmere sin egen slave. Så hvis han ikke gjorde hvad han fik besked på, så ville han blot få problemer med hende. Det kunne sagtens være den mindste ting, der fik hende til at straffe ham. Straffene kunne være alt lige fra en lussing til rigtig slave arbejde.
Nu i en alder af 1025 er hun en meget anerkendt livvagt for de kongelige. Hvis de kongelige mangler en livvagt til en ekspedition, så er hun altid deres første valg, da hun har flere års træning og alligevel ikke ser en enkelt dag ældre ud end da hun begyndte der. Hendes færdigheder er også kun vokset med tiden og hendes evner, som necromancer ligger på et meget højt plan, fordi hun netop har så mange års erfaring.
Minder:
- Den dag, hvor hun blev omringet af mændene fra Kokushibyó, noget hun selv mener, at det var dem.
- Selv samme dag, hvor hun fandt sine kræfter, som Necromancer.
- Da hendes træning begyndte allerede som 12-årig.
- I år 2025, hvor lyset forsvandt og tanken om at dette kunne forandre det hele.
- Året hvori hun blev 199, og fik den meddelelse om at hendes far var død i kamp.
- Hendes 200 års fødselsdag, hvor hun startede som livvagt, og modtog hendes fars testamente.
- Mødet med Kiba, som øgede hendes synsvinkel på de forskellige rang.
Styrke:
+ Kvindelist – udspekuleret og forførende.
+ De levende døde adlyder hendes mindste vink. Fuld kontrol.
+ Våbenhåndtering, kan håndtere alle slags våben og gøre en simpelt genstand til et farligt våben i hendes hænder.
+ Hendes forhold til hendes mor, Kira Suzume.
+ Den højeste af livvagterne. Lederfigur for de andre livvagter.
Svaghed:
- Hendes fortid, med henblik på tåre (måtte ikke græde). En grund til at hun sjældent viser ægte følelser.
- Kraftig lys, da hun helst vil befinde sig i mørket, så lyset irritere hende.
- Folk, der sætter sig imod hende, bringer bare hendes vrede frem og så kan hun ikke styre sig.
Seksualitet:
Heteroseksuel
Andet:
Phoenix dagger: Link til billede
En special lavet kniv, som er blevet lavet af smeden i Katsu. Camill har dog selv fundet frem til en større del af materialerne til kniven. Den største del er en Phoenix fjer, som påvirker kniven og gør den til den speciale kniv, som Camill ønskede at få. Kniven har den egenskab, at hvis den blot strejfede en andens hud, så vil huden begynde at brænde voldsomt. Det bedste, som kan kurerer knivens skader er blodet fra en Phoenix, da det kan neutraliserer smerten.
Glas flasken: Link til billede
Denne flaske kan holde blod helt koldt også selvom det måske skulle være flere plus grader udenfor. Flasken er lavet af et meget holdbart glas, som ikke går i stykker, hvis man for eksempel går hen og taber den. For Camill er flasken meget vigtig. Da den indeholder blod fra en Phoenix, som kan redde hende i nogle farlige situationerne.
