Post by Den Ældste on Jan 29, 2011 23:32:30 GMT 2
Fulde navn:
Den Ældste, det er hvad hun er kendt som for Mizu'er. men hun bruger mange navne. mest Clair hendes rigtige navn.
Alder:
2500.
Køn:
Kvinde.
Race:
Mizu.
Den Ældste.
Land:
Iméra & Nýctha.
Job/Rang:
Mizu'ernes ældste.
Dæk job: Yalathanil Everlove personlige tjener, og hjælper i køknet på slottet.
Våben:
hun kan lave perfekte krystal knive på ingen tid.
Evner:
Alle Mozu evner.
Familie:
Rig.
to halvsøskende (de to næst ældste) på sin mors ægteskab efter Clair var blevet gift..
Udseende og tøj:
Hår så hvidt som sne. øjne hvide og klare. hud lys som om hun aldrig har mødt solstråler. på højre ankel er der et mærke rundt om som ligner en bølge. på venstre ankel er der et andet mærke som ligner en dråbe. hun er høj og smuk. hendes hår er Bølget som var det havet. hendes stemme er varm og klar. hun har et smuk udstrålling når hun er sammen med andre. hendes hår og øjne bruger hun dog paryk og farvede kontaktlinser når hun ikke føler noget galt med Mizu'er.
Tøj:
Tøjet er tit meget løstsidene. stramt ved brysterne og så ellers løs. det er tit af blødt stof som ikke tager skade af vand eller fugt. hun bære sjældent sko kun sandaler når hun skal forklæde sig. hun kan ha et spænde i håret på midten, mest for at få fjernet hendes pandehår som er lige så langt som resten af håret. hun har små flasker med sig med forskelligt i som sider i en sele om maven inde under tøjet. det tøj hun bruger har tit en lille lomme ind til selen.
Personlighed:
Den Ældste er jo ikke bare en gammel sur kvinde. nej hun er blid som den stille sø og elsker alle Mizu'er. Hun kom dog vende med sit humør på et øjeblik. hun er uberegneligt som havet. først stille men så kommer bølgerne. hun holder meget af alle Mizu'er og vis de kommer i vanskeligheder har man lige tilkaldt en sunarmi. hun har ellers et stort hjerte og tager sig altid af andre. hun ser folks liv som værdig fuldt. Den Ældste har ikke elsket nogen siden hun døde. hun har ikke kunen binde sig men hun har altid elsket at få folk til at føle sig speciel. dog skal man ikke misbruge hendes venlighed da hun altid for folk til at fortryde. ingen kan vide sig sikker med hende da hun jo er som vandet. vender når som helst.
Fortid:
Ingen kan sige hvornår døden indtræder. det kunne Clair heller ikke. hun var kun 26 år da hun døde. men hendes død forandrede alt.
Clair var en horeunge og blev tit skubbet ud pga det. Clair tog livet med et smil og klarede da også skolen uden nogen venner. da hun kom ud af skolen mødte hun fyren fra sine drømme. han var smuk, ligeglad med at hun var en horeunge. de var da også lykkelige i mange år. men alt forandrede sig da de blev gift. han blev som en anden og slå hende tit. Clair havde været ude at handle en dag uden at sige det til ham. han var gået ud for at finde hende og da han fandt hende blev det ikke kønt. han rev hende med ud til floden og bankede løs på hende og sagde hun havde besøgt en anden mand. Clair sagde jo at hun ikke havde imens at hun grad. manden tog fat i hendes nakke og dunkede hendes hoved ned i floden. hun kunne ikke få vejret og da han hev hende op hoste hun som havde hun asma. han gjorde det igen og blev ved at sige hun skulle fortælle sandheden. til sidst holdte han hende så lang tid nede i vandet. Clair tænkte jo at nu skulle hun dø. hun lukkede øjnene og bad inderligt om at dette bare måtte stoppe og at hun ville blive fri.
"dit ønske er blevet hørt Clair. du er fri nu. du skal ikke lide igen"
Stemmen havde ret Clair led pludselig ikke mere. hun var død. hun var blevet druknet. manden hev hende op og kastede hende ned på jorden. han trak vejret dybt og blev helt rolig og gik væk som var det normalt. Regnen begyndte at sile ned og ramte den døde smukke Clairs krop. hun var blevet bleg imens hun bare log der og vandte ramte hende roligt som kærtegnede det hendes krop. solen gik ned og de sidste smukke stråler ramte Clair's våde døde krop. en hvid tåge fløj over hende og pludselig samlede vandet sig ned på hendes ankler. På den højre ankel dannede sig hele vejen rundt en bølge, men på venstre dannede sig en dråbe. Timerne gik imens at det blev koldere i vejret. pludselig med et slå Clair øjnene op. de forhenværende brune øjne var nu helt hvide. det lange smukke sorte hår begyndte langsomt at blive hvidt og bølget.
Clair rejste sig op og så rundt om sig selv. alt var stille. hun gik ud til vandet og så sig ned på sit billed. det der var da ikke hende. et let smil kom over hendes læbe og hun virkede nu som floden. stille og rolig. hun begyndte at bevæge sig afsted. hun var død og vandet havde vækket hende til live. Clair begyndte at bevæge sig hjem af men jo længere tid at hun blev tør jo være fik hun det. hun rystede og vendte det hvide ud af øjnene. pludselig dannede sig en tåge rundt i det område hun var i. hun havde fået en chance til i livet og kunne nu styre vandet. hun kom til hende og hendes mands bolig. hun åbnede døren og bevægede sig mod soveværelset. hun åbnede døren som stod på klem til soveværelset hvor hun fandt sin mand iseng med en anden kvinde. Clair smilte til kvinden og manden var gået helt i chok. Clair gik ind og så på kvinden. hun lagde en hånd på hendes skuldre og smilte "vis jeg var dig. ville jeg gå. jeg har været gift med ham og nu har han slået mig ihjel. du vil ikke også dræbes... vel?" kvinden rystede på hovedet og skyndte sig at få sit tøj med sig og løb væk. Clair havde været rolig hele tiden og vendte sig mod sin mand nu. hun smilte roligt men da manden farede op var det som om hunv ar som havet. fra stille til voldsom. hun anede ikke hvordan man havet havde givet hende gode evner. hun fik ham stoppet uden at vide hvordan. hun så på manden og smilte koldt. hun gik tættere på ham og så ind i hans øjne. "du ville slå mig ihjel. jeg må skuffe dig min kære. du er den som er døende" hun tog fat om hans mund og hev alt væske ud af hans krop. hun brugte mande krafter og da han døde lagde hun sig i sengen. Lokalet blev fuldt med tåge. en dejlig tyk fugtig tåge. Clair vågnede efter to timer og så på den døde ægtemand med et smil. hun tog fat i ham og begyndte at fjerne ham. hun var glad for at det var forbi. hun skulle ikke tænke på det mere.
Årende gik og Clair begyndte at se havet tage flere og flere liv. hun kunne til sidste ikke klare at se liv gå fortabt i havet så hun bad havet om at gi folk der døde af vandet en chance som hun også fik.
Clair vara omkring de 50 nu og anede faktisk ikke helt hvad der var sket med sin familie. hun blev ikke meget ældre. hun mærkede dog en dag at der var en som var ved at blive dræbt. hun skyndte sig ud til floden hvor hun så en pige bundet og smidt i vandet. Clair kunne intet gøre, hun kunne kun vente og se. der gik dog noget tid før at Clair kunne mærke pigen nu var en Mizu. roligt fik Clair vandet til at bære pigen op og ligge hende på jorden. Clair gik over til pigen og satte sig på knæ ved hende. hun strøg en hånd over hende og så forvandlingen ske. Clair kunne dog så trak ved denne
pige som hendes mor også havde. det vidste sig dog også at dette var hendes halv søster. hendes mor havde giftet sig da hun var 25 år og havde fået denne pige med sin ægte mand. Clair spurgte dog pigen om alt det som kunne være sket og det vidste sig at hun havde en til søster som var 20 år yngre. Clair spurgte jo ind til den søster men da pigen her sagde at hun også var blevet fanget og smidt i floden bare længere henne lagde Clair en hånd på floden og koncentrerede sig om at få alt det havde blod op til overfladen. hun fik da også den sidste pige op. hun fik hende over til dem og skyndte sig at tage hende over til sig og bandt rebene op. pigen vågnede dog også op. Clair havde nu to søstre og to mizuer som hende selv. hun synes det var skyndt med nogen som hun kunne hjælpe. de var de første Mizuer og derfor var de også oprindelige. Clair mistede dog sit navn som tiden gik. hun brugte det nemlig mindre og mindre men brugte sin tid på at lærer sine søstre om blodstyrring, og Krystalformning. dog vidste det sig at den minste søster havde talent for blodstyring og den anden søster havde talent for krystalformning. de begge lærte Sirrenesang og de fik hver deres specialitet af evner. de hjælp alle med at få andre mizuer til at bruge evnerne med fornuft.
der gik mange år. Mizuer kom og mizuer døde. men solens forsvinden var et stort tab for de ældste. Clair havde gemt sit navn. hun havde taget navn som Den Ældste da alle kaldte hende det. hun havde stirret op på himlen hele den dag. hun havde følt at vandet var uroligt og det havde bekymret hende. dog så hun ingen sol den dag og det gjorde hende lidt bange. solen var vigtig. solen gjorde der kom regn. uden solen måtte racerne jo lege med naturens krafter. hun var ikke glad for det. de hvide øjne søgte mod noget at gøre. hun hørte mange rygter. så mange ting imens at hun så alle dem der blev druknet og som blev Mizuer. hun så mange folk og hørte mange profitier. hun så hvordan at kongefamilien i imera blev sammen og skabte familie. hun så hvordan at folk ville ha hjælp og hun ville ha noget at foretage sig. hun købte ting så hun kunne skjulde sit hår og øjne. hun startede med små job på slottet men fordi at de så hvor meget hun knoklede. en af overtjenerne kom ned til hende i stalden og smilte til hende. tjeneren spurgte om hun ville arbejde som køkkenpige da de havde brug for nogen hårdt arbejdene piger. hun nikkede jo ja til det og selv om hendes søstre synes det var åndsvagt at hun arbejdede så hårdt hele tiden glemte de jo også lidt hvor gammel hun var. hendes rigtig jeg skjulte hun jo kun fordi at hun ikke ville ha nogen til at blande sig i hvad hun var eller hvem hun var. da prinsen blev født bidste hele slottet det jo og Den ældste fik lov til at komme med mælk til prinsen imens han var barn. hun blev hurtigt valgt til hans personlige tjener. han kunne jo altid få brug for noget og så skulle hun være klar til at gi ham det. hun så ham vokse op og synes bedre og bedre om ham som han voksede. han blev en rigtig fin ung mand, med et stort hjerte og store hentensonier. hun vidste at han en dag ville blive en rigtig god konge.
hun vidste at kongen var stor hjertet men han kunne stadig ikke vide hvad hun var. der var ikke rigtigt nogen som vidste det ud over hende og hendes søskende. hun blev kaldt mange ting nede hos tjenerne. hun var dog altid ligeglad med navne. hun vidste at hendes evner var blevet store men hun anede ikke med hendes hjerte. hun var jo som havet. hun var uberegnelig. hun havde ikke nogen efterfølger. hun havde ikke nogen kærlighed. men hun var jo heller ikke ude på at danne familie. hun var meget afholdt når det gældt kærlighed til et andet væsen. hun havde kærlighed til sine søstre men ikke til det modsatte køn. hun anede ikke om hun kunne forelskes igen. men selv vis hun kunne hvordan skulle hun få børn og nogen der kunne være hendes eftertager. dog tænkte hun tit at finde en mizu med potentiale og måske gøre den til hendes lærling. hun gik dog i mange år. håbede på at finde en lærling med som timerne blev til dage og dagene blev til år fandt hun ingen lærling og opgav næsten håbet. hun havde ihvert faldt droppet kærlighed. det havde hun ikke brug for. hendes søstre var hendes kærlighed. mange søgte tit efter Den Ældste Mizu men fandt aldrig ud af hvor hun hørte til men hun var altid lige foran næsten på folk. de troede hun kun opholdte sig ved vandet men hendes tåge var svag og i mørket kunne man ikke se den. hun synes selv det var fint med parykker og kontaktlinser med farve.
Minder:
* hendes død.
* stemmen der sagde det var forbi.
* hendes søstres redning og genopstående.
* hendes forfremmelse på slottet fra staldknægt til prinses personlige tjener.
* søgen på en lærling.
Styrke:
* Mizu evnerne.
* Prinsen.
* vand.
* folk hun føler hun kan gøre glade.
* Mizu'er.
Svaghed:
* Mizu'er.
* tørke.
* at hun er uforudsigelig.
* hendes søstre (de to næst ældste).
* ild, ild = varme, varme = tørke.
* børn har hun altid haft en svaghed overfor da hun aldrig selv har haft et.
* forudrening i vand.
Seksualitet:
Aseksuel.
Andet:
Den Ældste, det er hvad hun er kendt som for Mizu'er. men hun bruger mange navne. mest Clair hendes rigtige navn.
Alder:
2500.
Køn:
Kvinde.
Race:
Mizu.
Den Ældste.
Land:
Iméra & Nýctha.
Job/Rang:
Mizu'ernes ældste.
Dæk job: Yalathanil Everlove personlige tjener, og hjælper i køknet på slottet.
Våben:
hun kan lave perfekte krystal knive på ingen tid.
Evner:
Alle Mozu evner.
Familie:
Rig.
to halvsøskende (de to næst ældste) på sin mors ægteskab efter Clair var blevet gift..
Udseende og tøj:
Hår så hvidt som sne. øjne hvide og klare. hud lys som om hun aldrig har mødt solstråler. på højre ankel er der et mærke rundt om som ligner en bølge. på venstre ankel er der et andet mærke som ligner en dråbe. hun er høj og smuk. hendes hår er Bølget som var det havet. hendes stemme er varm og klar. hun har et smuk udstrålling når hun er sammen med andre. hendes hår og øjne bruger hun dog paryk og farvede kontaktlinser når hun ikke føler noget galt med Mizu'er.
Tøj:
Tøjet er tit meget løstsidene. stramt ved brysterne og så ellers løs. det er tit af blødt stof som ikke tager skade af vand eller fugt. hun bære sjældent sko kun sandaler når hun skal forklæde sig. hun kan ha et spænde i håret på midten, mest for at få fjernet hendes pandehår som er lige så langt som resten af håret. hun har små flasker med sig med forskelligt i som sider i en sele om maven inde under tøjet. det tøj hun bruger har tit en lille lomme ind til selen.
Personlighed:
Den Ældste er jo ikke bare en gammel sur kvinde. nej hun er blid som den stille sø og elsker alle Mizu'er. Hun kom dog vende med sit humør på et øjeblik. hun er uberegneligt som havet. først stille men så kommer bølgerne. hun holder meget af alle Mizu'er og vis de kommer i vanskeligheder har man lige tilkaldt en sunarmi. hun har ellers et stort hjerte og tager sig altid af andre. hun ser folks liv som værdig fuldt. Den Ældste har ikke elsket nogen siden hun døde. hun har ikke kunen binde sig men hun har altid elsket at få folk til at føle sig speciel. dog skal man ikke misbruge hendes venlighed da hun altid for folk til at fortryde. ingen kan vide sig sikker med hende da hun jo er som vandet. vender når som helst.
Fortid:
Ingen kan sige hvornår døden indtræder. det kunne Clair heller ikke. hun var kun 26 år da hun døde. men hendes død forandrede alt.
Clair var en horeunge og blev tit skubbet ud pga det. Clair tog livet med et smil og klarede da også skolen uden nogen venner. da hun kom ud af skolen mødte hun fyren fra sine drømme. han var smuk, ligeglad med at hun var en horeunge. de var da også lykkelige i mange år. men alt forandrede sig da de blev gift. han blev som en anden og slå hende tit. Clair havde været ude at handle en dag uden at sige det til ham. han var gået ud for at finde hende og da han fandt hende blev det ikke kønt. han rev hende med ud til floden og bankede løs på hende og sagde hun havde besøgt en anden mand. Clair sagde jo at hun ikke havde imens at hun grad. manden tog fat i hendes nakke og dunkede hendes hoved ned i floden. hun kunne ikke få vejret og da han hev hende op hoste hun som havde hun asma. han gjorde det igen og blev ved at sige hun skulle fortælle sandheden. til sidst holdte han hende så lang tid nede i vandet. Clair tænkte jo at nu skulle hun dø. hun lukkede øjnene og bad inderligt om at dette bare måtte stoppe og at hun ville blive fri.
"dit ønske er blevet hørt Clair. du er fri nu. du skal ikke lide igen"
Stemmen havde ret Clair led pludselig ikke mere. hun var død. hun var blevet druknet. manden hev hende op og kastede hende ned på jorden. han trak vejret dybt og blev helt rolig og gik væk som var det normalt. Regnen begyndte at sile ned og ramte den døde smukke Clairs krop. hun var blevet bleg imens hun bare log der og vandte ramte hende roligt som kærtegnede det hendes krop. solen gik ned og de sidste smukke stråler ramte Clair's våde døde krop. en hvid tåge fløj over hende og pludselig samlede vandet sig ned på hendes ankler. På den højre ankel dannede sig hele vejen rundt en bølge, men på venstre dannede sig en dråbe. Timerne gik imens at det blev koldere i vejret. pludselig med et slå Clair øjnene op. de forhenværende brune øjne var nu helt hvide. det lange smukke sorte hår begyndte langsomt at blive hvidt og bølget.
Clair rejste sig op og så rundt om sig selv. alt var stille. hun gik ud til vandet og så sig ned på sit billed. det der var da ikke hende. et let smil kom over hendes læbe og hun virkede nu som floden. stille og rolig. hun begyndte at bevæge sig afsted. hun var død og vandet havde vækket hende til live. Clair begyndte at bevæge sig hjem af men jo længere tid at hun blev tør jo være fik hun det. hun rystede og vendte det hvide ud af øjnene. pludselig dannede sig en tåge rundt i det område hun var i. hun havde fået en chance til i livet og kunne nu styre vandet. hun kom til hende og hendes mands bolig. hun åbnede døren og bevægede sig mod soveværelset. hun åbnede døren som stod på klem til soveværelset hvor hun fandt sin mand iseng med en anden kvinde. Clair smilte til kvinden og manden var gået helt i chok. Clair gik ind og så på kvinden. hun lagde en hånd på hendes skuldre og smilte "vis jeg var dig. ville jeg gå. jeg har været gift med ham og nu har han slået mig ihjel. du vil ikke også dræbes... vel?" kvinden rystede på hovedet og skyndte sig at få sit tøj med sig og løb væk. Clair havde været rolig hele tiden og vendte sig mod sin mand nu. hun smilte roligt men da manden farede op var det som om hunv ar som havet. fra stille til voldsom. hun anede ikke hvordan man havet havde givet hende gode evner. hun fik ham stoppet uden at vide hvordan. hun så på manden og smilte koldt. hun gik tættere på ham og så ind i hans øjne. "du ville slå mig ihjel. jeg må skuffe dig min kære. du er den som er døende" hun tog fat om hans mund og hev alt væske ud af hans krop. hun brugte mande krafter og da han døde lagde hun sig i sengen. Lokalet blev fuldt med tåge. en dejlig tyk fugtig tåge. Clair vågnede efter to timer og så på den døde ægtemand med et smil. hun tog fat i ham og begyndte at fjerne ham. hun var glad for at det var forbi. hun skulle ikke tænke på det mere.
Årende gik og Clair begyndte at se havet tage flere og flere liv. hun kunne til sidste ikke klare at se liv gå fortabt i havet så hun bad havet om at gi folk der døde af vandet en chance som hun også fik.
Clair vara omkring de 50 nu og anede faktisk ikke helt hvad der var sket med sin familie. hun blev ikke meget ældre. hun mærkede dog en dag at der var en som var ved at blive dræbt. hun skyndte sig ud til floden hvor hun så en pige bundet og smidt i vandet. Clair kunne intet gøre, hun kunne kun vente og se. der gik dog noget tid før at Clair kunne mærke pigen nu var en Mizu. roligt fik Clair vandet til at bære pigen op og ligge hende på jorden. Clair gik over til pigen og satte sig på knæ ved hende. hun strøg en hånd over hende og så forvandlingen ske. Clair kunne dog så trak ved denne
pige som hendes mor også havde. det vidste sig dog også at dette var hendes halv søster. hendes mor havde giftet sig da hun var 25 år og havde fået denne pige med sin ægte mand. Clair spurgte dog pigen om alt det som kunne være sket og det vidste sig at hun havde en til søster som var 20 år yngre. Clair spurgte jo ind til den søster men da pigen her sagde at hun også var blevet fanget og smidt i floden bare længere henne lagde Clair en hånd på floden og koncentrerede sig om at få alt det havde blod op til overfladen. hun fik da også den sidste pige op. hun fik hende over til dem og skyndte sig at tage hende over til sig og bandt rebene op. pigen vågnede dog også op. Clair havde nu to søstre og to mizuer som hende selv. hun synes det var skyndt med nogen som hun kunne hjælpe. de var de første Mizuer og derfor var de også oprindelige. Clair mistede dog sit navn som tiden gik. hun brugte det nemlig mindre og mindre men brugte sin tid på at lærer sine søstre om blodstyrring, og Krystalformning. dog vidste det sig at den minste søster havde talent for blodstyring og den anden søster havde talent for krystalformning. de begge lærte Sirrenesang og de fik hver deres specialitet af evner. de hjælp alle med at få andre mizuer til at bruge evnerne med fornuft.
der gik mange år. Mizuer kom og mizuer døde. men solens forsvinden var et stort tab for de ældste. Clair havde gemt sit navn. hun havde taget navn som Den Ældste da alle kaldte hende det. hun havde stirret op på himlen hele den dag. hun havde følt at vandet var uroligt og det havde bekymret hende. dog så hun ingen sol den dag og det gjorde hende lidt bange. solen var vigtig. solen gjorde der kom regn. uden solen måtte racerne jo lege med naturens krafter. hun var ikke glad for det. de hvide øjne søgte mod noget at gøre. hun hørte mange rygter. så mange ting imens at hun så alle dem der blev druknet og som blev Mizuer. hun så mange folk og hørte mange profitier. hun så hvordan at kongefamilien i imera blev sammen og skabte familie. hun så hvordan at folk ville ha hjælp og hun ville ha noget at foretage sig. hun købte ting så hun kunne skjulde sit hår og øjne. hun startede med små job på slottet men fordi at de så hvor meget hun knoklede. en af overtjenerne kom ned til hende i stalden og smilte til hende. tjeneren spurgte om hun ville arbejde som køkkenpige da de havde brug for nogen hårdt arbejdene piger. hun nikkede jo ja til det og selv om hendes søstre synes det var åndsvagt at hun arbejdede så hårdt hele tiden glemte de jo også lidt hvor gammel hun var. hendes rigtig jeg skjulte hun jo kun fordi at hun ikke ville ha nogen til at blande sig i hvad hun var eller hvem hun var. da prinsen blev født bidste hele slottet det jo og Den ældste fik lov til at komme med mælk til prinsen imens han var barn. hun blev hurtigt valgt til hans personlige tjener. han kunne jo altid få brug for noget og så skulle hun være klar til at gi ham det. hun så ham vokse op og synes bedre og bedre om ham som han voksede. han blev en rigtig fin ung mand, med et stort hjerte og store hentensonier. hun vidste at han en dag ville blive en rigtig god konge.
hun vidste at kongen var stor hjertet men han kunne stadig ikke vide hvad hun var. der var ikke rigtigt nogen som vidste det ud over hende og hendes søskende. hun blev kaldt mange ting nede hos tjenerne. hun var dog altid ligeglad med navne. hun vidste at hendes evner var blevet store men hun anede ikke med hendes hjerte. hun var jo som havet. hun var uberegnelig. hun havde ikke nogen efterfølger. hun havde ikke nogen kærlighed. men hun var jo heller ikke ude på at danne familie. hun var meget afholdt når det gældt kærlighed til et andet væsen. hun havde kærlighed til sine søstre men ikke til det modsatte køn. hun anede ikke om hun kunne forelskes igen. men selv vis hun kunne hvordan skulle hun få børn og nogen der kunne være hendes eftertager. dog tænkte hun tit at finde en mizu med potentiale og måske gøre den til hendes lærling. hun gik dog i mange år. håbede på at finde en lærling med som timerne blev til dage og dagene blev til år fandt hun ingen lærling og opgav næsten håbet. hun havde ihvert faldt droppet kærlighed. det havde hun ikke brug for. hendes søstre var hendes kærlighed. mange søgte tit efter Den Ældste Mizu men fandt aldrig ud af hvor hun hørte til men hun var altid lige foran næsten på folk. de troede hun kun opholdte sig ved vandet men hendes tåge var svag og i mørket kunne man ikke se den. hun synes selv det var fint med parykker og kontaktlinser med farve.
Minder:
* hendes død.
* stemmen der sagde det var forbi.
* hendes søstres redning og genopstående.
* hendes forfremmelse på slottet fra staldknægt til prinses personlige tjener.
* søgen på en lærling.
Styrke:
* Mizu evnerne.
* Prinsen.
* vand.
* folk hun føler hun kan gøre glade.
* Mizu'er.
Svaghed:
* Mizu'er.
* tørke.
* at hun er uforudsigelig.
* hendes søstre (de to næst ældste).
* ild, ild = varme, varme = tørke.
* børn har hun altid haft en svaghed overfor da hun aldrig selv har haft et.
* forudrening i vand.
Seksualitet:
Aseksuel.
Andet:
Må godt nok sige, at den måde Mizu'erne drukner på er lidt voldsomt, men det giver da en ide omkring, hvordan det foregår 
