Post by Anna Valerius on Jan 20, 2011 20:07:31 GMT 2
Fulde navn:
Anna Valerius
- kaldet Phoenix Vogteren af dem, som ikke kender hendes navn.
Alder:
Hun har eksisteret i 579 år, altså siden år 2446, men hun ligner en på 24 år.
Køn:
Kvinde
Race:
Phoenix - en lidt speciel en
Land:
Iméra og Nýchta, men holder mest til i Iméra.
Job/Rang:
Vogter/Beskytter af andre phoenixer.
Våben:
I fønixform: Sine klør og næb.
I menneskeform: Dolken, som hun altid bærer med sig.
Evner:
Forundret over dette, så har hun aldrig haft en sangstemme, som andre phoenixer. Men i stedet har hun evnen til at forvandle sig til en fønix (fuglen). Og hun elsker finger arbejde, som hun også har talent for. Hun er ret så smidig og har let ved at beregne en flugtrute. Hun har let ved at huske ansigter og steder, og hun kan let finde vej.
Hun kan skabe et lys med den lille flamme, som hun kan frembringe. Og som alle andre har hun healende tåre, og hendes skader healer også over tid. Når hun er i fønixform kan hun tale med fønixerne.
Familie:
Hun mistede sin familie for længe siden, da tiden tog med sig, fordi de var mennesker, og generationerne efter mistede hun kontakten til. Og hun har en mistanke til at hendes familie nu er uddød.
Udseende og tøj:
Menneskeform:[/b] Hun har en lettere solbrændt hud, som virker varm, også selvom det er køligt, hvilket er på grund af ilden i hende, derfor fryser hun heller ikke. Hendes kropbygning er slank og smidig, derfor kan hun bevæge sig nogle sjove steder. Hun har gyldne øjne, som er varme og viser glæde. Hendes hår er lidt specielt, da noget af hendes hår virker, som fjer, men ender ud i hår, som går hende til lidt under lænden. Hendes hår har en varm rød farve, og blødt med lidt filtret. Hun er kun omkring 168 cm.
På hendes højre skulder over hendes bryst er der et mærke af en fønix, det var der, hun blev bidt.
Fønixform:[/b] Fjerenes farve minder lidt om dem, som hun har på hovedet, men de er en del lysere, minder lidt om mere orange, end gylden farve, lidt som hendes øjne. Den har en lang hale, som er på længde med den ene vinge. Hun er ikke særlig stor i fønixform og minder om en meget ung fugl. Fuglen har blågrønne øjne, som fanger meget med sit blik. Det ligner meget den fugl, som dengang bed hende.
Tøj:[/b] På hendes venstre arm bærer hun et smykke, som hun altid har haft.
Hun bærer en rød kjole, når hun ikke er forvandlet, den giver hende rig med bevægelses muligheder, da hun har været med til at lave den. Hun har den ret heldige evne til, at kunne forvandle sit tøj med sig, så hun ikke er nøgen, når hun igen bliver et menneske. Kjolen blotter noget af hendes fønix mønster på skulderen og hendes smykke på armen.
Personlighed:
Anna prøver at se det gode og positive i folk uanset, hvor de kommer fra, hun mener, at der er noget godt i alle, selvom de ikke viser det. Det får også hende til at være positiv og tro på, at tingene vil ordne sig på en måde. Hun elsker at betragte ting på sin måde, fordi hun syntes at alt er smukt, da det har sine personligheder, men det smukkeste synes hun stadig er en fønixfugl. Anna er en venligsindet og hjælpsom sjæl, der hjælper dem, som hun kan, men phoenixerne/fønixerne kommer altid i første række. Hun kan til tider være forvirrende at være sammen med, da hun også er lidt menneskesky, derfor taler hun heller ikke særlig meget. Hun hader at slå ihjel, og hvis hun gør det, så forhindre hun andre i at slå ihjel. Og så elsker hun hendes frihed mere end noget andet.
Anna ved en del om phoenixer/fønixer, hvilket gør hende til et mål, men hun passer godt på. Men hun ved også mange ting med hjælp fra fønixerne, men nogen ting ønsker hun ikke at vide. Og hun føler altid, at hun kan fornemme, hvis en anden fønix er i fare.
Fortid:
Anna levede et stille og roligt menneske liv i mørket i Iméra, hun havde aldrig set solen, men havde hørt mange historier om den. Hendes drøm var at se solen igen bestige himlen, men det var jo kun en drøm, fordi hun jo var et menneske, som ikke levede ligeså længe, som elverne. Anna hadede faktisk mørket, fordi det altid var så koldt, og hun hadede at fryse. Men heldigvis havde hun sit arbejde, som kunne holde hende i gang, hvilket gjorde at hun fik varmen. Anna havde også dette smykke på hendes venstre arm, som hun ikke vidste, hvorfra det stammede, men hendes forældre eller andre slægtninge kunne heller ikke forklare det. De sagde bare, at natten efter hun var blevet født, der havde hun haft smykket.
Anne havde begivet sig mod Shinrin, hun var 24 år gammel, og hendes forældre havde sagt til hende, at hun skulle overveje at blive gift, hvilket hun ikke ønskede, så hun havde søgt lidt fred i skoven. Hun var godt pakket ind i en frakke. Hun nåede til en lille bæk i skoven, hvor hun stoppede op og satte sig ned og lænede sig op ad et træ. Hun pustede ud og kunne ane sin ånde.
Hun var åbenbart faldet i søvn, fordi der var noget, som trak i hendes ene ærme, som vækkede hende. Hun kiggede forundret på den smukke fugl, som stod ved hendes side, men den gjorde hende en anelse urolig. Da hun mente, at hun havde hørt fuglen talte, så havde hun rejst sig hurtigt fra stedet og var begyndt at løbe. Hun opførte sig lidt barnligt, fordi man ikke kunne forstå dyrene. Hun væltede dog over en stamme, som lå på jorden. Hun kiggede nu på den smukke fugl foran hende. ”Anna, hør på mig. Jeg er en fønix. Jeg har længe ventet på denne mulighed for at tale med dig alene. Min art har brug for din hjælp, fordi du bærer smykket.” Anna lyttede til fønixen med en undren, hvordan kunne den vide, at hun havde smykket. Hun trak roligt ned i sin frakke og blottede smykket for fønixen, hvorefter den bed hende i højre skulder. Hun skreg og slog ud efter fuglen, der allerede næsten var fløjet. ”Vi mødes snart igen.”[/color] var det sidste, som hun hørte fuglen sige. Hun kiggede på sin skulder, hvor den havde bidt hende og blev forundret over det mærke, som havde dannet sig på hendes skulder. Men indvendig forbandede hun fuglen.
Der gik ikke længe, inden Anna opdagede sine evner. Hun undrede sig over, hvorfra de kom. Hun frøs ikke engang mere. Dog var hun mest forundret over, hendes forvandling til en fønix, selvom hun elskede følelsen af at flyve. Der gik heller ikke længe, inden hun igen mødte den fønix, som havde bedt hende, som hun stadig så lidt ned på.
Denne gang kunne hun ikke forstå fønixen og blev derfor nød til at forvandle sig til en fønix. ”Jeg er glad for at se, du kan gøre brug af dine evner, som vil udvikle sig over tid. Men lad mig svare på dine ustillede spørgsmål; Hvorfor vi har brug for din hjælp? Og hvorfor du har smykket?”[/color] sagde fønixen, men den ville ikke lade Anna komme over sin forbavselse, ”Smykket er noget, vi fønixer gav dig kort efter din fødsel. Din fødsel havde vi forudset, da du skulle være udvalgt. Du er Phoenix Vogteren, du er den, som skal beskytte phoenixer, såvel de udvalgte mennesker, som fugle. Du er et vigtigt led. Du kan nemlig forstå begge, fordi vi ikke kan tale til de udvalgte mennesker og hjælpe dem, men det kan du, da du har denne gave. Derfor bliver du nød til at hjælpe os og dem. Dog må ingen kende til vores hemmeligheder.”[/color] Anna forstod fuglens alvor og nikkede til den, men hun fortalte dog, at hun var nød til at tænke over dette, men hun ville gerne vide, hvad fønixen hed. Den havde kort grinte lidt af hende, hvorefter den forklarede, at fønixer ikke videregav deres navne til mennesker, men den fortalte hende dog, at han var den øverste fønix højre hånd.
Senere begyndte fønixen at fortælle, om den allerførste phoenix (mennesket), og hvordan han var faldet i hænderne på Nýchta og var blevet til en slave. Et liv, som en phoenix ikke burde leve. Han fortalte også, at de ikke var særlig mange, og de levede også livet halvt i skjul. Fønixen forlader hende igen, men vender til tider tilbage med nye informationer.
Anna havde fået et udødeligt liv, og hun stod stille i hendes alder på 24 år, men hun så, hvordan hendes familie langsomt begyndte at dø for hende, hvilket gjorde hende trist, det var nok en af årsagerne til, at hun ikke rigtig knyttede bånd til andre.
Anna havde været ved at fordybe sig i et mindre arbejde, som hun udførte, da hendes fornemmelse fortalte hende, at der var noget i vejen. Hun rejste sig op, da en anden fønix dukkede op. Hun forvandlede sig hurtigt, og fik beskeden om, at nogle væsner havde til fange taget en fønix fugl og ville nu bringe den til kongen i Nýchta. Hun forstod alvoren og fulgte efter fønixen, som vidste hende vej. Hun opdagede hurtigt den lille flok, der ville passere broen over Cyappu. Hun landede et stykke ude på broen og forvandlede sig til menneske. Der gik ikke længe inden, at væsnerne opdagede hende og stoppede op. Fønixen havde de puttet ind i et alt for lille bur. De var kun 4. De forlangte, at hun gik til siden, så de kunne passere, ellers ville hun få problemer. Hun grinte bare af dem og mente, at de skulle aflevere buret til hende. De satte buret fra sig og trak alle deres våben og gik mod hende. Hun fik afvæbnede den første, hvis sværd røg ud over broen og ned i kløftens mørke. Hun hopper ud over kanten til væsnernes forvirring, men kort efter står hun bag dem og har lukket fønixen ud, som takker hende og flyver bort. Hun selv grinte ad væsnerne og stak af. Det var her, at rygterne begyndt at opstå om hende. Hun rystede bare hovedet af det.
Anna var begyndt at rende rundt med denne sære følelse i sig, og hun var begyndt at føle sig gammel. Hendes gamle vejleder, som hun kaldte Fire, dukkede op. Han forklarede hende, at hun var ved at dø, men ville genopstå i asken, som fønixerne, men hun skulle vælge et sikkert sted at genopstå, da aksen var hendes liv. Hun forstod det og begyndte at søge op på bjerget Yama, hvor hun fandt en hule, hvor hun gemte sig. Og her genopstod hun i sin egen aske. De første dage var hun stadig et barn, men efter omkring 14 dage, så var hun igen i sin 24-årige krop. Det havde været en underlig oplevelse, men ikke ubehagelig, fordi hun følte sig igen frisk og var klar til nye kampe.
Minder:
- Hendes første møde med en fønix.
- Hun bliver bidt af en fønix.
- Hendes første genfødsel.
Styrke:
- God orienteringssans: Hun har let ved at huske de steder, hvor hun har været, så hun har lettere ved at finde rundt.
- Hun har let ved at huske folk hun har mødt før, da hun let genkender et ansigt igen. Hun husker måske ikke navnet, men stedet, hvor de mødtes, ville hun kunne huske.
- Hun kan frembringe et svagt lys med hendes ildkugle, som tager tid at frembringe.
- Hun er god til nærkamp og afvæbning.
Svaghed:
- Alt for meget mørke, hun bryder sig bedre om lyset.
- Hun har meget svært ved at se i dybeste mørke (som findes i grotterne eller Kizomi)
- Alt for mange mennesker omkring hende.
- Hun har svært ved at stole på andre og få tillid til dem.
- Hun er let genkendelig som phoenix, pga. hendes hår/fjer.
- Er ikke fysisk særlig stærk.
Seksualitet:
Heteroseksuel.
Andet:
Der er denne fønix (en han), som råder over Anna, uden hun enlig ved det. Den er den øverste fønix’ højre hånd. Han mødes af og til med Anna for at give hende gode råd eller nogle informationer, som hun kan bruge senere til hendes opgave. Hun kender ikke til hans navn, da fønixer ikke uddeler disse til nogen, et navn, som de skjuler hele livet, men hun har dog valgt at kalde ham: Fire[/color].
Rygtet om Phoenix Vogteren: (som mange har hørt eller kender til)
En ung kvinde med rødt hår og fjer i sit hår vogter i det fjerne over sine artsfæller, phoenix/fønix, mod deres fjender. Det siges, at hun ved alt og kan se alt. Og hvis du ikke vogter din ryg, så er hun der lige pludselig. Skulle man være så heldig at komme i kontakt med hende, skal man vare sig over hendes ord, da hun leder alle i fordærv og forgifter ens sind, så de vil sørger over hende og senere dø.
Anna Valerius
- kaldet Phoenix Vogteren af dem, som ikke kender hendes navn.
Alder:
Hun har eksisteret i 579 år, altså siden år 2446, men hun ligner en på 24 år.
Køn:
Kvinde
Race:
Phoenix - en lidt speciel en
Land:
Iméra og Nýchta, men holder mest til i Iméra.
Job/Rang:
Vogter/Beskytter af andre phoenixer.
Våben:
I fønixform: Sine klør og næb.
I menneskeform: Dolken, som hun altid bærer med sig.
Evner:
Forundret over dette, så har hun aldrig haft en sangstemme, som andre phoenixer. Men i stedet har hun evnen til at forvandle sig til en fønix (fuglen). Og hun elsker finger arbejde, som hun også har talent for. Hun er ret så smidig og har let ved at beregne en flugtrute. Hun har let ved at huske ansigter og steder, og hun kan let finde vej.
Hun kan skabe et lys med den lille flamme, som hun kan frembringe. Og som alle andre har hun healende tåre, og hendes skader healer også over tid. Når hun er i fønixform kan hun tale med fønixerne.
Familie:
Hun mistede sin familie for længe siden, da tiden tog med sig, fordi de var mennesker, og generationerne efter mistede hun kontakten til. Og hun har en mistanke til at hendes familie nu er uddød.
Udseende og tøj:
Menneskeform:[/b] Hun har en lettere solbrændt hud, som virker varm, også selvom det er køligt, hvilket er på grund af ilden i hende, derfor fryser hun heller ikke. Hendes kropbygning er slank og smidig, derfor kan hun bevæge sig nogle sjove steder. Hun har gyldne øjne, som er varme og viser glæde. Hendes hår er lidt specielt, da noget af hendes hår virker, som fjer, men ender ud i hår, som går hende til lidt under lænden. Hendes hår har en varm rød farve, og blødt med lidt filtret. Hun er kun omkring 168 cm.
På hendes højre skulder over hendes bryst er der et mærke af en fønix, det var der, hun blev bidt.
Fønixform:[/b] Fjerenes farve minder lidt om dem, som hun har på hovedet, men de er en del lysere, minder lidt om mere orange, end gylden farve, lidt som hendes øjne. Den har en lang hale, som er på længde med den ene vinge. Hun er ikke særlig stor i fønixform og minder om en meget ung fugl. Fuglen har blågrønne øjne, som fanger meget med sit blik. Det ligner meget den fugl, som dengang bed hende.
Tøj:[/b] På hendes venstre arm bærer hun et smykke, som hun altid har haft.
Hun bærer en rød kjole, når hun ikke er forvandlet, den giver hende rig med bevægelses muligheder, da hun har været med til at lave den. Hun har den ret heldige evne til, at kunne forvandle sit tøj med sig, så hun ikke er nøgen, når hun igen bliver et menneske. Kjolen blotter noget af hendes fønix mønster på skulderen og hendes smykke på armen.
Personlighed:
Anna prøver at se det gode og positive i folk uanset, hvor de kommer fra, hun mener, at der er noget godt i alle, selvom de ikke viser det. Det får også hende til at være positiv og tro på, at tingene vil ordne sig på en måde. Hun elsker at betragte ting på sin måde, fordi hun syntes at alt er smukt, da det har sine personligheder, men det smukkeste synes hun stadig er en fønixfugl. Anna er en venligsindet og hjælpsom sjæl, der hjælper dem, som hun kan, men phoenixerne/fønixerne kommer altid i første række. Hun kan til tider være forvirrende at være sammen med, da hun også er lidt menneskesky, derfor taler hun heller ikke særlig meget. Hun hader at slå ihjel, og hvis hun gør det, så forhindre hun andre i at slå ihjel. Og så elsker hun hendes frihed mere end noget andet.
Anna ved en del om phoenixer/fønixer, hvilket gør hende til et mål, men hun passer godt på. Men hun ved også mange ting med hjælp fra fønixerne, men nogen ting ønsker hun ikke at vide. Og hun føler altid, at hun kan fornemme, hvis en anden fønix er i fare.
Fortid:
Anna levede et stille og roligt menneske liv i mørket i Iméra, hun havde aldrig set solen, men havde hørt mange historier om den. Hendes drøm var at se solen igen bestige himlen, men det var jo kun en drøm, fordi hun jo var et menneske, som ikke levede ligeså længe, som elverne. Anna hadede faktisk mørket, fordi det altid var så koldt, og hun hadede at fryse. Men heldigvis havde hun sit arbejde, som kunne holde hende i gang, hvilket gjorde at hun fik varmen. Anna havde også dette smykke på hendes venstre arm, som hun ikke vidste, hvorfra det stammede, men hendes forældre eller andre slægtninge kunne heller ikke forklare det. De sagde bare, at natten efter hun var blevet født, der havde hun haft smykket.
Anne havde begivet sig mod Shinrin, hun var 24 år gammel, og hendes forældre havde sagt til hende, at hun skulle overveje at blive gift, hvilket hun ikke ønskede, så hun havde søgt lidt fred i skoven. Hun var godt pakket ind i en frakke. Hun nåede til en lille bæk i skoven, hvor hun stoppede op og satte sig ned og lænede sig op ad et træ. Hun pustede ud og kunne ane sin ånde.
Hun var åbenbart faldet i søvn, fordi der var noget, som trak i hendes ene ærme, som vækkede hende. Hun kiggede forundret på den smukke fugl, som stod ved hendes side, men den gjorde hende en anelse urolig. Da hun mente, at hun havde hørt fuglen talte, så havde hun rejst sig hurtigt fra stedet og var begyndt at løbe. Hun opførte sig lidt barnligt, fordi man ikke kunne forstå dyrene. Hun væltede dog over en stamme, som lå på jorden. Hun kiggede nu på den smukke fugl foran hende. ”Anna, hør på mig. Jeg er en fønix. Jeg har længe ventet på denne mulighed for at tale med dig alene. Min art har brug for din hjælp, fordi du bærer smykket.” Anna lyttede til fønixen med en undren, hvordan kunne den vide, at hun havde smykket. Hun trak roligt ned i sin frakke og blottede smykket for fønixen, hvorefter den bed hende i højre skulder. Hun skreg og slog ud efter fuglen, der allerede næsten var fløjet. ”Vi mødes snart igen.”[/color] var det sidste, som hun hørte fuglen sige. Hun kiggede på sin skulder, hvor den havde bidt hende og blev forundret over det mærke, som havde dannet sig på hendes skulder. Men indvendig forbandede hun fuglen.
Der gik ikke længe, inden Anna opdagede sine evner. Hun undrede sig over, hvorfra de kom. Hun frøs ikke engang mere. Dog var hun mest forundret over, hendes forvandling til en fønix, selvom hun elskede følelsen af at flyve. Der gik heller ikke længe, inden hun igen mødte den fønix, som havde bedt hende, som hun stadig så lidt ned på.
Denne gang kunne hun ikke forstå fønixen og blev derfor nød til at forvandle sig til en fønix. ”Jeg er glad for at se, du kan gøre brug af dine evner, som vil udvikle sig over tid. Men lad mig svare på dine ustillede spørgsmål; Hvorfor vi har brug for din hjælp? Og hvorfor du har smykket?”[/color] sagde fønixen, men den ville ikke lade Anna komme over sin forbavselse, ”Smykket er noget, vi fønixer gav dig kort efter din fødsel. Din fødsel havde vi forudset, da du skulle være udvalgt. Du er Phoenix Vogteren, du er den, som skal beskytte phoenixer, såvel de udvalgte mennesker, som fugle. Du er et vigtigt led. Du kan nemlig forstå begge, fordi vi ikke kan tale til de udvalgte mennesker og hjælpe dem, men det kan du, da du har denne gave. Derfor bliver du nød til at hjælpe os og dem. Dog må ingen kende til vores hemmeligheder.”[/color] Anna forstod fuglens alvor og nikkede til den, men hun fortalte dog, at hun var nød til at tænke over dette, men hun ville gerne vide, hvad fønixen hed. Den havde kort grinte lidt af hende, hvorefter den forklarede, at fønixer ikke videregav deres navne til mennesker, men den fortalte hende dog, at han var den øverste fønix højre hånd.
Senere begyndte fønixen at fortælle, om den allerførste phoenix (mennesket), og hvordan han var faldet i hænderne på Nýchta og var blevet til en slave. Et liv, som en phoenix ikke burde leve. Han fortalte også, at de ikke var særlig mange, og de levede også livet halvt i skjul. Fønixen forlader hende igen, men vender til tider tilbage med nye informationer.
Anna havde fået et udødeligt liv, og hun stod stille i hendes alder på 24 år, men hun så, hvordan hendes familie langsomt begyndte at dø for hende, hvilket gjorde hende trist, det var nok en af årsagerne til, at hun ikke rigtig knyttede bånd til andre.
Anna havde været ved at fordybe sig i et mindre arbejde, som hun udførte, da hendes fornemmelse fortalte hende, at der var noget i vejen. Hun rejste sig op, da en anden fønix dukkede op. Hun forvandlede sig hurtigt, og fik beskeden om, at nogle væsner havde til fange taget en fønix fugl og ville nu bringe den til kongen i Nýchta. Hun forstod alvoren og fulgte efter fønixen, som vidste hende vej. Hun opdagede hurtigt den lille flok, der ville passere broen over Cyappu. Hun landede et stykke ude på broen og forvandlede sig til menneske. Der gik ikke længe inden, at væsnerne opdagede hende og stoppede op. Fønixen havde de puttet ind i et alt for lille bur. De var kun 4. De forlangte, at hun gik til siden, så de kunne passere, ellers ville hun få problemer. Hun grinte bare af dem og mente, at de skulle aflevere buret til hende. De satte buret fra sig og trak alle deres våben og gik mod hende. Hun fik afvæbnede den første, hvis sværd røg ud over broen og ned i kløftens mørke. Hun hopper ud over kanten til væsnernes forvirring, men kort efter står hun bag dem og har lukket fønixen ud, som takker hende og flyver bort. Hun selv grinte ad væsnerne og stak af. Det var her, at rygterne begyndt at opstå om hende. Hun rystede bare hovedet af det.
Anna var begyndt at rende rundt med denne sære følelse i sig, og hun var begyndt at føle sig gammel. Hendes gamle vejleder, som hun kaldte Fire, dukkede op. Han forklarede hende, at hun var ved at dø, men ville genopstå i asken, som fønixerne, men hun skulle vælge et sikkert sted at genopstå, da aksen var hendes liv. Hun forstod det og begyndte at søge op på bjerget Yama, hvor hun fandt en hule, hvor hun gemte sig. Og her genopstod hun i sin egen aske. De første dage var hun stadig et barn, men efter omkring 14 dage, så var hun igen i sin 24-årige krop. Det havde været en underlig oplevelse, men ikke ubehagelig, fordi hun følte sig igen frisk og var klar til nye kampe.
Minder:
- Hendes første møde med en fønix.
- Hun bliver bidt af en fønix.
- Hendes første genfødsel.
Styrke:
- God orienteringssans: Hun har let ved at huske de steder, hvor hun har været, så hun har lettere ved at finde rundt.
- Hun har let ved at huske folk hun har mødt før, da hun let genkender et ansigt igen. Hun husker måske ikke navnet, men stedet, hvor de mødtes, ville hun kunne huske.
- Hun kan frembringe et svagt lys med hendes ildkugle, som tager tid at frembringe.
- Hun er god til nærkamp og afvæbning.
Svaghed:
- Alt for meget mørke, hun bryder sig bedre om lyset.
- Hun har meget svært ved at se i dybeste mørke (som findes i grotterne eller Kizomi)
- Alt for mange mennesker omkring hende.
- Hun har svært ved at stole på andre og få tillid til dem.
- Hun er let genkendelig som phoenix, pga. hendes hår/fjer.
- Er ikke fysisk særlig stærk.
Seksualitet:
Heteroseksuel.
Andet:
Der er denne fønix (en han), som råder over Anna, uden hun enlig ved det. Den er den øverste fønix’ højre hånd. Han mødes af og til med Anna for at give hende gode råd eller nogle informationer, som hun kan bruge senere til hendes opgave. Hun kender ikke til hans navn, da fønixer ikke uddeler disse til nogen, et navn, som de skjuler hele livet, men hun har dog valgt at kalde ham: Fire[/color].
Rygtet om Phoenix Vogteren: (som mange har hørt eller kender til)
En ung kvinde med rødt hår og fjer i sit hår vogter i det fjerne over sine artsfæller, phoenix/fønix, mod deres fjender. Det siges, at hun ved alt og kan se alt. Og hvis du ikke vogter din ryg, så er hun der lige pludselig. Skulle man være så heldig at komme i kontakt med hende, skal man vare sig over hendes ord, da hun leder alle i fordærv og forgifter ens sind, så de vil sørger over hende og senere dø.
