Post by Itami on Mar 21, 2011 19:53:10 GMT 2
Fulde navn:
Itami Tandoku Kizutsukeru.
Itami betyder smerte. Tandoku betyder alene. Kizutsukeru betyder gøre ondt.
Alder:
50. ligner en på 16.
Køn:
Dreng.
Race:
tidliger Engel, nu Fønix.
Land:
Iméra og Nýchta, flyver rundt for at finde ud af hvor han høre til.
Job/Rang:
Tyv for at overleve. stjæler mad og tøj.
Våben:
En dolk fra den kongelige hær i iméra som han har haft med sig siden han kan huske.
Evner:
Kamp vilje, tålmodighed, og snedighed.
Vreden som kommer.
Hans sygdom og hans mutation.
Familie:
hans forældre var begge adelige og havde penge.
han er selv fattig.
Udseende og tøj:
smagrat grønne øjne, man vis man kigger godt på dem kan man fornemme hans ensomhed og mangel på kærlighed. Håret er lidt lang og pjusket. Det er ikke helt blondt men heller ikke helt brunt. Det er en form for gullig. Huden er meget smuk og klat. Huden er lys hans tøj er altid noget han har stjålet for at kunne få varmen. hans vinger var engang hvide og rene men nu er de røde/orange og smukke som et nyfødt barn. Han bære ikke sko da han ikke kan liste med sko. Han har et ar ned over sin ryg ned igennem hans vingers midte. Han er meget normal i bygningen og ligner en på 16 i højden. I nakken har han mærket fra fønix-racen som ligner en fønix med spredte vinger.
Personlighed:
Som vinden skifter kan Itami også skifte. Nogen gange er det være end andre gange. Itami er en meget usædvanlig dreng når man ser ham. han kender ikke til smerte, han kender ikke til kærlighed. Itami kan smile og virke som om at alt er godt nok. men Itami kan være den mest psykopatiske person på hans alder. Nogen gange gør han ting som han ikke selv er klar over. Itami er meget psykisk ustabil pga hans fortid. Itami ønsker ikke bevidst at skade nogen men pga alle hans stemmer i hovedet så kan han gøre folk fortrad. Dog fortryder han sjældent når han har gjort nogen noget.
Fortid:
Alle begyndelser starter ved fødslen. Men denne fødsel var enden på livet. Forældrenes glæde ved deres første fødte var stor. Men glæden varede ikke længe. Moren var helt udmattet efter fødslen og den stolte far fik lov at holde barnet som den første. Men noget var galt. Farens ansigt vred sig i smerte fra første sekundt han rørte sit barn. Da Sygeplejsken opdagede farens smertefulde ansigt skyndte hun sig at tage barnet igen. Da hun havde handsker på skede barnet hende ikke. Da faren var ved at besvimme vidste hun at der var noget galt. Farens smerter varede i dobbelt så lang tid som han havde holdt sin søn. Faren var skræmt fra vid og sans. Moren sov i flere timer men da hun først vågnede ønskede hun at holde sit barn men faren skreg at hun ikke måtte røre ham. Han var bange for at moren også skulle opleve den smerte han selv lige havde oplevet.
Faren vidste at Moren ikke ville kunne klare at hendes søn var som han var. Lægerne havde lagt ham til overvågning pga at han ikke havde reageret da de satte nål i ham. han havde virket som om han ikke følte det. hvilket også passede. drengen havde ikek følt noget. han havde en sjælden sygdom som gjorde at han ikke kunne føle noget. Hans mor var en elver, smuk som elver var, og hans far ver engel, elegant og modig. Deres barn havde fået de smukkeste små vinger. Men ligegyldigt hvor smuk og uskyldig han så ud gjorde det det ikke nemmere at man ikke kunne røre ham. Lægerne beholde barnet for at tjekke hvorfor at faren havde fået så meget smerte og hvorfor barnet ikke kunne mærke noget. Moren spurgte hver dag, flere gange, om hvor hendes barn var og hvornår hun fik lov at se barnet. Faren sagde dog til Lægerne at de ikke måtte fortælle hende om barnet, at de ikke skulle ha barnet med hjem. En dag kom han ind til moren og fortalte at lægerne havde sagt at barnet var død. At barnet død efter nogen dage. Moren blev jo knust som alle andre mødre ville, hun havde sådan ønsket sig det lille søde barn. Faren var dog ikke helt rask efter at ha holdt sit barn. Barnet var en lille dreng. Faren fortalte at Drengen skulle hedde Itami. Et navn som betød smerte. Det drengen gav da faren rørte ham. Itami blev skrevet som død og selv om lægerne mente det ikke måtte skrives, vidste de at det var bedst. Moren blev udskrevet helt knust og faren fik en hypnotiser til at få moren til at glemme sønnen og ham for han vidste at han ville dræbe sig selv men hans første forsøg hjælp ikke. han kom på psykisk afdeling og var spændt fast. Dog vidste lægerne til ham ikke at han havde trænet i flygt. han fik vingerne fri og hoppede ud fra vinduet. Ingen kunne finde ham. dog var han på hospitalet. han stod overfor sin søn. han så på ham og holdte en dolk fra den kongelige hær. Øjnene borede sig ind på den lille dreng der sov. Han log bare og sov. Faren tog dolken op over hovedet og lige som han skulle til at dolke sønnen hørte faren nogen være ved at komme ind. Hurtigt tog han barnet og hoppede ud af vinduet som blev knust. sygeplejsken skyndte sig ind og så kun glasskær. Faren holdte sønnen uden handsker og fik voldsomme smerter. han landte i en grotte og lagde sønnen i grotten. Dolken log ved siden af drengen. han blev efterladt i grotten imens at faren bandt sine vinger imens han havde smerter. han hoppede ud af grotten med vingerne samlet. Vinden var hård mod hans ansigt imens at han faldt. En tåre gled ud af hans øje og med et lod et plaske. Han lod sig falde ned fra grotten ned til klipperne i vandet. han var død på sekundet han ramte.
Drengen Itami var helt alene, moren havde glemt ham, faren ført ham væk fra hospitalet og taget sit liv så nu var han helt alene. han vågnede timer efter helt alene og begyndte at grade. han slog øjnene op og det første han se var en fønix. En smuk fønix stod over ham og udgav lidt varme til Itami. Hver dag kom fønixen med frugt og bær til Itami. Han voksede der og selv om fønixen aldrig rørte ham overlevede han.
En dag da han var 7 og havde lært at gå var han ude i byen hvor han så på alle forældrene og deres børn. han føltet at der var noget galt men anede ikke hvad. Itami følte en vrede stige i ham og hver aften sad han i grotten og legede med dolken der havde været med ham siden fødslen. han kunne ikke mærke vis han skær sig men det var ikke det som bekymrede ham. Det var mere det at han faktisk manglede noget som alle de andre i byen havde. Han manglede kærlighed, tryghed og andre som ham til at være ved ham. Fønixen kom ind til ham og landte ved hans side og slap al den frugt og bær den havde samlet til ham imens den havde fløjet rundt. Den havde passet og beskyttet ham siden han blev forladt der. Den havde aldrig rør ham men sørget for at han fik mad. Tøj havde den stjålet fra tørre snore og sporget havde han ikke helt lært dog havde han hørt alle de andre i byen tale på en måde han forstod. Han var ikke helt god til det inu men det forhindrede ham ikke i at lære af det. Han havde tit troet at han var en fønix som den der passede ham fordi at han også havde vinger. Hans vinger var dog hvide som sne, men i byen havde han jo set andre med vinger. Nogen der gik rundt med vingerne mod ryggen og andre der fløj på himlen. Han havde aldrig helt forstået hvordan det kunne være at folk virkede så anderledes end hvad han var men han forstod jo heller ikke at han udgav smerte til alle der prøvede at røre ham.
Itami, smerte, nok var han ikke særlig gammel men en viljestyrke som en tyr havde han. En fønix mod og kampviljen som en kriger. Han var mange ting som ikke alle på hans alder havde, men når han ikek engang kunne mærke når han skær sig så kunne han mange ting. At dø kunne han også da han ikke mærkede noget.
Itami voksede med Fønixen og så den genopstå da han var 11 år. han havde set det som et stort chok da han jo lige så sin værge gå op i flammer og blive til aske men det var fordi at han ikke vidste at det var hvad en fønix kunne. Da den bare var en unge bagefter plukkede han bær som han havde fået i årenes løb til fønixen og gav fønixen det for at den også fik mad. Han smilte lidt og valgte at han vel var nød til at gå ned i byen og finde ud af hvad folk sagde og hvad det betød. Hverdag når han havde lagt bær hos fønixen gik han ned i byen og stod i gyderne og hørte på alle der gik rundt. Nogen ord opfattede han hurtigere end andre. Dog forstod han ikke "jeg elsker dig" hvad det betød. Itami havde jo aldrig født kærligheden på sin ejen krop så hvordan skulle han forstå det nu. Dog var der en ting soom vækkede hans interrasse. Det var da en ung dreng på hans egen aldre løb hurtigt forbi hvor han stod imens en ældre mand løb efter ham og råbte stands. Itami så det som en mulighed for at få mad nu hvor fønixen var en unge. Han kunne gøre som drengen lige havde gjort. Taget noget og løb. Itami så på sine vinger og prøvede inderligt på at få dem til at baske så han kunne flyve. Itami begyndte at lette lidt fra jorden men det var svært da han jo ikke helt havde prøvet det før. En kvinde med en mad kurve kom forbi hvor han stod og så på ham. Hun så de smukke hvide vinger som han prøvede at få til at flyve. Kvinden gik ind til ham og satte sig ned på hans højde og talte til ham. men da han ikke forstod hvad hun sagde reagerede han ikke. Det var ikke før at hun tog hånden ned i kurven at han farede tilbage og så på hende med vagtsomme øjne. han så det som et fjendligt tegn men da hun tog den op igen var der en lækker velduftende muffin med et jordbær på toppen i hendes hånd som hun rakte langsomt til ham. Kvinden var en bagers kone og gik altid ud med vare. Hun smilte og sagde igen ting. Itami forstod det sådan nogen lunde og langsomt men vagtsomt med øjnene på hende tog han sin hånd mod muffinen for at tage den. Da han fik fat på den tog han den langsomt tilbage for at sikre sig at der ikke skete noget ved at han tog den. Han nikkede som tak da han ikke andede hvad man skulle gøre. han tog jordbæret fra toppen og lagde ned i sin lomme. Han gemte det til Fønixen som stadig var en lille unge i grotten med et varmt beslag om den. Itami snussede roligt til muffinen og stille tog han en lille bitte bid for at sikre sig at den ikke var forgiftet. Kvinden smilte da han havde taget biden og havde lyst til at tage ham med hjem. Hvilket måske havde hjulpet ham med at lærer og forstå andres sprog og udtryk. Itami var dog ikke som alle andre. et liv uden forældre eller uden nogen til at gi ham kærlighed skader et barn som ham. Han lærte ikke hvad der var rigtigt eller forkert og gjorde ting som nok ville ha givet andre en ordenlig skideballe. han fik spist muffinen og så på kvinden og kurven. han anede ikke hvad han skulle gøre og kom i tænke om drengen på hans alder og baskede med sine vinger og tog langsomt hånden mod kurven for at tage en til lignede det. kvinden lod ham gøre det da hun kunne se hvor tynd han var. Hun tog hånden ned i kurven for at gi ham en men enden kvinden havde set sig om havde han taget kurven og stukket af. hun udgød et hvin og en mand som hørte hende skyndte sig ind i gyden for at stoppe Itami. Men lige som han fik fat i drengen slap han pågrund af de voldsomme smerter han fik. Itami stak af hurtigt og rystede. Han var bange, men også spændt. Han havde lige oplevet sit første adrenelin chok.
Itami kom tilbage til grotten og tog muffine ud af kurven og lagde Fønixen ned i kurven så den ikke lig på en kold jord. Itami lagde først noget gammelt tøj i bunden af kurven og derefter fønixen. Bærene fra moffine lagde han foran fønixen så den havde noget mad. han spiste nogen muffin og huskede alle ordene han havde hørt og prøvede at udtale dem langsomt.
Årene gik og Itami voksede og blev en smuk teenager. Fønixen som altid havde været hos ham var nu flyve klar og havde stadig kurven som rede. Itami var en af byens tyve nu og ingen turde ligge en hånd på ham da alle troede han var psykopat fordi at mange var bange for at blive skadet og de troede at han skadede dem med våben. Ja han havde et våben men det var det hans far havde efterladt hos ham. Itami kom en dag ca 2 måneder efter hans 13 års fødselsdag til at rende ind i den kongelige hær. og han anede ikke hvor han skulle løbe hen eller gøre så han prøvede at flyve væk men idet at han lettede kom en engel fra hæren og huggede sværdet lige ind i hans side. alle fra hæren så chokeret til fordi de troede drengen ville ha undviget da det ikke engang havde været hurtigt. Men Itami så bare på dem som om der ikke var sket noget som helt. men det var fordi at han ikke følte det. dog mærkede han blodet i sin mund. Den metaliske smag i munden var ikke til at tage fejl af. Itami forstod ikke mændenes udtryk. de virkede bange. Og bekymret? han kom ned på jorden og da han landte så en af mændene doklen i hans bælte og gjorde de andre klar over det. en dolk som var magen til deres. hans far havde jo været i hæren men det vidste han ikke selv. En af mændene gik over til ham og ville hjælpe ham med såret men da han rørte ved Itami trak han sig tilbage og så undrene på ham. Blodet gled ud af Itamis mund og der gik ikke længe før mændene kiggede op og rykkede sig væk. fønixen kom mod dem og da de havde stor respekt for den ædle fønix lavede de plads til den. Den så på Itami som var faldet ned på røven da hans ben var faldet sammen under ham.Fønixen gik over til hans side og lod nogen tåre ramme det hug som han havde fået af en af dem fra hæren. Itami så på fønixen og da hans sår helede så han på fønixen og nikkede til fønixen. Mændene var jo vildt imponeret over fønixens forhold til den farlige dreng. en fare han ikke selv forstod han udsatte andre for.
Da mændene var gået ville Itami takke fønixen ved at klappe den på ryggen men lige som han rørte den blev den chokeret og forskrækket så den kom til at fare op i et chok og bed ham i nakken fordi at han selv blev bange for at den fareve op så han prøvede at rulle sig sammen i det tilfælde at hans nakke var ledig så den kunne bide ham der. Han mærkede intet men til gengæld kunne han mærke en brandene fornemmelse i sit indre. folk der gik lidt væk fra ham hørte hvordan han skreg op og nogen gik nærmere ham og langsomt kunne nogen skimte de hvide vinger begyndte at blive rødere og fik et orange skær. folk blev bange og anede ikke hvad der skete for ham. men det var også sjældent at nogen så en forvandle sig til en fønix. Fønixen var fløet for ikke at se den unge dreng forvandle sig til en fønix. gå i flammernes hjem og blive et med ildens søn. Itami mærkede for første gang i sit liv voldsomme smerter i sin krop. Pludselig gik hans krop i flammer og vingerne lignede kun flammer. Folk trak sig væk da de blev bange for hvad der skete med Itami. han sad på knæ med vingerne spredt ud og det lignede at folk havde sagt ild til ham. men lige så hurtigt som det var startet forsvandt ilden og hans hvide vinger var blivet til en fønixs vinger. hans sjæl havde forenet sig med ilden og selv om Itami var ung synes han at dette var fantastisk. han mærkede smerter, og han kunne mærke at der var sket en forandring i hans krop. han var ligeglad med at det havde været smertefuldt. for en som aldrig havde mærket smerte var dette helt fantastisk at mærke.
Som 13årig blev han en fønix og nu var han ved at blive voksen. han var en storslået tyv. stjal for andre der gav ham stor belønning, og stjal for at overleve. Han havde slet ikke tænkt over konsekvenserne ved at stjæle men når man levede af hvad man tog så var man ligeglad med resten. når folk ansatte ham så de aldrig hans ansigt for vis man så på ham ville man ikke tro at han var en tyv. men skindet bedrager, og for Itami var det jo sådan han altiv havde levet siden han var 11.
En dag havde han ville udforske grænsen i det tilfælle at se folk på den anden side som så helt anderledes ud end dem fra Imera. det virkede helt tillokkende på ham. han anede ikke sine levende råd for hvad der gjorde det sted så intrassant. var det al den vold som de havde mod hinanden? var det at der måske var en større udfordring i at stjæle fra folk som gjorde meget modstand end Imera? eller var det mon fordi at hans motation gjorde at han følte sig tilpas hos folk som også gav andre smerte. der var ihvert faldt et eller andet ved det sted. Itami der altid havde været sammen med fønixen så den kun en gang imellem. grotten havde den forladt og fordi at han var sådan som han var havde den i længere og længere tid trukket sig væk fra ham da den ikke kunne rede ham fra den kriminalle verden. Han ønskede det jo heller ikke rigtigt. han ville ikke leve på bær. han havde jo også fået smag for kød og kager så vis han ville ha det skulle han tigge om det eller også skulle han stjæle og tigge var ikke lige det han havde lyst til.
Jo ældre han blev jo mere undrelig havde verden formeret sig i hans øjne. ung var han og det vidste han jo godt. han havde bare set det som sådan verden var. uden kærlighed og uden at føle trughed. når man så hans ansigt troede alle at han var en uskyldig lille dreng som bare var på afveje men det var kun pga den møde han voksede.
På hans 46 fødselsdag havde han landet et forkert sted i nychta. han havde landet lige ved slavehandlerne og da de så ham tænkte de at folk da godt ville kunne bruge det til tjenere. men fordi han ikke ville lystre dem prøvede de at få ham til det med pisk og med dolke. bandt ham op med arme og ben og spændte hans vinger fast så han ikke kunne gøre noget. de startede med den almindelige pisk. dem der gjorde slaverne lyddige ønskede jo ikek at se nederlagdet i øjnene men de kunne ikke tæmme ham. de hårde pisk virkede til slet ikke at røre ham det mindste. de blev frustreret over ikke at kunne få knækket ham. men da han ikke følte andet end lydstødet i hans øre så rørte det ham ikek det mindste. Da det ikke virkede som de ville ha så valgte de at tage den nihalede kat og bruge den. en af de piske som gjorde aller mest ondt at blive pisket med. hans krop var et stort blodigt sted og han grinte bare og smilte. alle så ham som sindsyg fordi han smilede og grinte af smerten. men det var kun fordi at de ikke havde set hvad han var inden i. dog da han var på randen til at dø smed de ham ud. de havde haft ham i næsten et helt år og prøvet at knække ham uden held. Itami var dog svag da han ikke havde fået det store at spise eller drikke og kun havde været hængt. der havde været mange problemmer med at få ham knækket og mange havde prøvet men ingen havde kunne. Itami var blevet smidt lige ved gransen og han havde smilet til dem der havde taget livet ham ham. han synes bare det var sjovt. dog døde han også der hvor han var blevet efterladt. han gik i op i flammer. smukke klare flammer som smukt gjorde ham til aske. Asken log i en stor bunke og langsomt tiden gik begyndte han at blive genskabt i asken. de røde vinger var det første som slog ud af asken og langsomt rejste den lille 13 årige dreng med det uskyldige ansigt sig fra asken. Han rystede asken ud af hans hår og satte sig med et roligt blik rundt. Fønixen fløj over ham og smed noget tøj ned til ham da den havde set han havde gået i flammer så den havde hentet tøj til ham. Itami huskede alt der var sket og det gjorde bare at han smilte. han havde ikke helt fundet ud af hvorfor de mænd havde pisket ham bare fordi han ikke gjorde som de sagde. men han kunne jo ikke gøre for at han ikke var mester i sproget.
Han gik tilbage til imera da han vidste at som 13 årig ville han ikke kunne klare nychta i den aldre. han skulle vokse lidt så ville han nok kunne klare dem. kunne stjæle fra dem og det hele. men ingen kunne jo helt finde ud af hvad det var han tænkte eller han det var han var. for med hans motitation kunne folk ikke helt forstå ham men han gjorde jo ikke noget forkert. han var jo bare sig selv. Itami sad nogen dage bare op af butikkerne i imera for at lytte til folk der snakkede og lære deres sprog. folk så ham som hjemløs hver gang men det var ikke problemet. hans grotte var hans hjem. nogen folk troede at hans forældre tvang ham til at tigge om penge fordi at han havde sådan et smukt og uskyldigt ansigt. men ligegyldigt hvad folk tænkte kastede de altid penge hen til ham. Itami blev aldrig rørt. og uden berørigt følte han ikke kærlighed fra et andet menneske. hvilket havde påvirket ham dybt igennem de 50 år han nu snart havde levet.
Minder:
Første gang han var i byen og så børnene og deres forældre, med de følelser imellem dem som han ikke forstår.
Da han var 11 og så tyven på hans egen alder og derfra valgte han at blive tyv selv.
Hans 13 årigs fødselsdag hvor han rendte ind på den kongelige hær.
Deres udtryk og da den ene fik stukket ham ned.
Bidet fra fønixen.
første gang han mærkede smerte.
Da han gik i flammer.
Da han blev voksen og fanget af slavehandlerne.
Det år hvor han blev pisket og hvor de prøvede at få ham til at lystre.
Da han blev smidt ud dødsens og genopstod.
Styrke:
* At hans ikke kan mærke noget.
* Hans kamp vilje, at han ikke giver op.
* Hans mutation der gør at vis man rør ham for man smerte så dobbelt så lang tid som man har rørt ham.
Svaghed:
* at han ikke kan føle.
* Han har aldrig følt kærlighed eller nærhed.
* Sproget er ikke det bedste som han kan.
* Da han ikke er udviklet med nogen hos sig har han svært ved at vide hvornår noget er falsk og hvornår det er ægte.
* Fønixen er hans idol og eneste ven
Seksualitet:
Homo-seksuel..
Andet:
* Fønixen har altid været hos Itami men ikke altid så man kan se den.
* Hans evne er et gen fejl i hans system.
* Hans evne er godkendt af admin.
* hans Fønix evner er ikke så meget udviklet pga hans mutation.
Itami Tandoku Kizutsukeru.
Itami betyder smerte. Tandoku betyder alene. Kizutsukeru betyder gøre ondt.
Alder:
50. ligner en på 16.
Køn:
Dreng.
Race:
tidliger Engel, nu Fønix.
Land:
Iméra og Nýchta, flyver rundt for at finde ud af hvor han høre til.
Job/Rang:
Tyv for at overleve. stjæler mad og tøj.
Våben:
En dolk fra den kongelige hær i iméra som han har haft med sig siden han kan huske.
Evner:
Kamp vilje, tålmodighed, og snedighed.
Vreden som kommer.
Hans sygdom og hans mutation.
Familie:
hans forældre var begge adelige og havde penge.
han er selv fattig.
Udseende og tøj:
smagrat grønne øjne, man vis man kigger godt på dem kan man fornemme hans ensomhed og mangel på kærlighed. Håret er lidt lang og pjusket. Det er ikke helt blondt men heller ikke helt brunt. Det er en form for gullig. Huden er meget smuk og klat. Huden er lys hans tøj er altid noget han har stjålet for at kunne få varmen. hans vinger var engang hvide og rene men nu er de røde/orange og smukke som et nyfødt barn. Han bære ikke sko da han ikke kan liste med sko. Han har et ar ned over sin ryg ned igennem hans vingers midte. Han er meget normal i bygningen og ligner en på 16 i højden. I nakken har han mærket fra fønix-racen som ligner en fønix med spredte vinger.
Personlighed:
Som vinden skifter kan Itami også skifte. Nogen gange er det være end andre gange. Itami er en meget usædvanlig dreng når man ser ham. han kender ikke til smerte, han kender ikke til kærlighed. Itami kan smile og virke som om at alt er godt nok. men Itami kan være den mest psykopatiske person på hans alder. Nogen gange gør han ting som han ikke selv er klar over. Itami er meget psykisk ustabil pga hans fortid. Itami ønsker ikke bevidst at skade nogen men pga alle hans stemmer i hovedet så kan han gøre folk fortrad. Dog fortryder han sjældent når han har gjort nogen noget.
Fortid:
Alle begyndelser starter ved fødslen. Men denne fødsel var enden på livet. Forældrenes glæde ved deres første fødte var stor. Men glæden varede ikke længe. Moren var helt udmattet efter fødslen og den stolte far fik lov at holde barnet som den første. Men noget var galt. Farens ansigt vred sig i smerte fra første sekundt han rørte sit barn. Da Sygeplejsken opdagede farens smertefulde ansigt skyndte hun sig at tage barnet igen. Da hun havde handsker på skede barnet hende ikke. Da faren var ved at besvimme vidste hun at der var noget galt. Farens smerter varede i dobbelt så lang tid som han havde holdt sin søn. Faren var skræmt fra vid og sans. Moren sov i flere timer men da hun først vågnede ønskede hun at holde sit barn men faren skreg at hun ikke måtte røre ham. Han var bange for at moren også skulle opleve den smerte han selv lige havde oplevet.
Faren vidste at Moren ikke ville kunne klare at hendes søn var som han var. Lægerne havde lagt ham til overvågning pga at han ikke havde reageret da de satte nål i ham. han havde virket som om han ikke følte det. hvilket også passede. drengen havde ikek følt noget. han havde en sjælden sygdom som gjorde at han ikke kunne føle noget. Hans mor var en elver, smuk som elver var, og hans far ver engel, elegant og modig. Deres barn havde fået de smukkeste små vinger. Men ligegyldigt hvor smuk og uskyldig han så ud gjorde det det ikke nemmere at man ikke kunne røre ham. Lægerne beholde barnet for at tjekke hvorfor at faren havde fået så meget smerte og hvorfor barnet ikke kunne mærke noget. Moren spurgte hver dag, flere gange, om hvor hendes barn var og hvornår hun fik lov at se barnet. Faren sagde dog til Lægerne at de ikke måtte fortælle hende om barnet, at de ikke skulle ha barnet med hjem. En dag kom han ind til moren og fortalte at lægerne havde sagt at barnet var død. At barnet død efter nogen dage. Moren blev jo knust som alle andre mødre ville, hun havde sådan ønsket sig det lille søde barn. Faren var dog ikke helt rask efter at ha holdt sit barn. Barnet var en lille dreng. Faren fortalte at Drengen skulle hedde Itami. Et navn som betød smerte. Det drengen gav da faren rørte ham. Itami blev skrevet som død og selv om lægerne mente det ikke måtte skrives, vidste de at det var bedst. Moren blev udskrevet helt knust og faren fik en hypnotiser til at få moren til at glemme sønnen og ham for han vidste at han ville dræbe sig selv men hans første forsøg hjælp ikke. han kom på psykisk afdeling og var spændt fast. Dog vidste lægerne til ham ikke at han havde trænet i flygt. han fik vingerne fri og hoppede ud fra vinduet. Ingen kunne finde ham. dog var han på hospitalet. han stod overfor sin søn. han så på ham og holdte en dolk fra den kongelige hær. Øjnene borede sig ind på den lille dreng der sov. Han log bare og sov. Faren tog dolken op over hovedet og lige som han skulle til at dolke sønnen hørte faren nogen være ved at komme ind. Hurtigt tog han barnet og hoppede ud af vinduet som blev knust. sygeplejsken skyndte sig ind og så kun glasskær. Faren holdte sønnen uden handsker og fik voldsomme smerter. han landte i en grotte og lagde sønnen i grotten. Dolken log ved siden af drengen. han blev efterladt i grotten imens at faren bandt sine vinger imens han havde smerter. han hoppede ud af grotten med vingerne samlet. Vinden var hård mod hans ansigt imens at han faldt. En tåre gled ud af hans øje og med et lod et plaske. Han lod sig falde ned fra grotten ned til klipperne i vandet. han var død på sekundet han ramte.
Drengen Itami var helt alene, moren havde glemt ham, faren ført ham væk fra hospitalet og taget sit liv så nu var han helt alene. han vågnede timer efter helt alene og begyndte at grade. han slog øjnene op og det første han se var en fønix. En smuk fønix stod over ham og udgav lidt varme til Itami. Hver dag kom fønixen med frugt og bær til Itami. Han voksede der og selv om fønixen aldrig rørte ham overlevede han.
En dag da han var 7 og havde lært at gå var han ude i byen hvor han så på alle forældrene og deres børn. han føltet at der var noget galt men anede ikke hvad. Itami følte en vrede stige i ham og hver aften sad han i grotten og legede med dolken der havde været med ham siden fødslen. han kunne ikke mærke vis han skær sig men det var ikke det som bekymrede ham. Det var mere det at han faktisk manglede noget som alle de andre i byen havde. Han manglede kærlighed, tryghed og andre som ham til at være ved ham. Fønixen kom ind til ham og landte ved hans side og slap al den frugt og bær den havde samlet til ham imens den havde fløjet rundt. Den havde passet og beskyttet ham siden han blev forladt der. Den havde aldrig rør ham men sørget for at han fik mad. Tøj havde den stjålet fra tørre snore og sporget havde han ikke helt lært dog havde han hørt alle de andre i byen tale på en måde han forstod. Han var ikke helt god til det inu men det forhindrede ham ikke i at lære af det. Han havde tit troet at han var en fønix som den der passede ham fordi at han også havde vinger. Hans vinger var dog hvide som sne, men i byen havde han jo set andre med vinger. Nogen der gik rundt med vingerne mod ryggen og andre der fløj på himlen. Han havde aldrig helt forstået hvordan det kunne være at folk virkede så anderledes end hvad han var men han forstod jo heller ikke at han udgav smerte til alle der prøvede at røre ham.
Itami, smerte, nok var han ikke særlig gammel men en viljestyrke som en tyr havde han. En fønix mod og kampviljen som en kriger. Han var mange ting som ikke alle på hans alder havde, men når han ikek engang kunne mærke når han skær sig så kunne han mange ting. At dø kunne han også da han ikke mærkede noget.
Itami voksede med Fønixen og så den genopstå da han var 11 år. han havde set det som et stort chok da han jo lige så sin værge gå op i flammer og blive til aske men det var fordi at han ikke vidste at det var hvad en fønix kunne. Da den bare var en unge bagefter plukkede han bær som han havde fået i årenes løb til fønixen og gav fønixen det for at den også fik mad. Han smilte lidt og valgte at han vel var nød til at gå ned i byen og finde ud af hvad folk sagde og hvad det betød. Hverdag når han havde lagt bær hos fønixen gik han ned i byen og stod i gyderne og hørte på alle der gik rundt. Nogen ord opfattede han hurtigere end andre. Dog forstod han ikke "jeg elsker dig" hvad det betød. Itami havde jo aldrig født kærligheden på sin ejen krop så hvordan skulle han forstå det nu. Dog var der en ting soom vækkede hans interrasse. Det var da en ung dreng på hans egen aldre løb hurtigt forbi hvor han stod imens en ældre mand løb efter ham og råbte stands. Itami så det som en mulighed for at få mad nu hvor fønixen var en unge. Han kunne gøre som drengen lige havde gjort. Taget noget og løb. Itami så på sine vinger og prøvede inderligt på at få dem til at baske så han kunne flyve. Itami begyndte at lette lidt fra jorden men det var svært da han jo ikke helt havde prøvet det før. En kvinde med en mad kurve kom forbi hvor han stod og så på ham. Hun så de smukke hvide vinger som han prøvede at få til at flyve. Kvinden gik ind til ham og satte sig ned på hans højde og talte til ham. men da han ikke forstod hvad hun sagde reagerede han ikke. Det var ikke før at hun tog hånden ned i kurven at han farede tilbage og så på hende med vagtsomme øjne. han så det som et fjendligt tegn men da hun tog den op igen var der en lækker velduftende muffin med et jordbær på toppen i hendes hånd som hun rakte langsomt til ham. Kvinden var en bagers kone og gik altid ud med vare. Hun smilte og sagde igen ting. Itami forstod det sådan nogen lunde og langsomt men vagtsomt med øjnene på hende tog han sin hånd mod muffinen for at tage den. Da han fik fat på den tog han den langsomt tilbage for at sikre sig at der ikke skete noget ved at han tog den. Han nikkede som tak da han ikke andede hvad man skulle gøre. han tog jordbæret fra toppen og lagde ned i sin lomme. Han gemte det til Fønixen som stadig var en lille unge i grotten med et varmt beslag om den. Itami snussede roligt til muffinen og stille tog han en lille bitte bid for at sikre sig at den ikke var forgiftet. Kvinden smilte da han havde taget biden og havde lyst til at tage ham med hjem. Hvilket måske havde hjulpet ham med at lærer og forstå andres sprog og udtryk. Itami var dog ikke som alle andre. et liv uden forældre eller uden nogen til at gi ham kærlighed skader et barn som ham. Han lærte ikke hvad der var rigtigt eller forkert og gjorde ting som nok ville ha givet andre en ordenlig skideballe. han fik spist muffinen og så på kvinden og kurven. han anede ikke hvad han skulle gøre og kom i tænke om drengen på hans alder og baskede med sine vinger og tog langsomt hånden mod kurven for at tage en til lignede det. kvinden lod ham gøre det da hun kunne se hvor tynd han var. Hun tog hånden ned i kurven for at gi ham en men enden kvinden havde set sig om havde han taget kurven og stukket af. hun udgød et hvin og en mand som hørte hende skyndte sig ind i gyden for at stoppe Itami. Men lige som han fik fat i drengen slap han pågrund af de voldsomme smerter han fik. Itami stak af hurtigt og rystede. Han var bange, men også spændt. Han havde lige oplevet sit første adrenelin chok.
Itami kom tilbage til grotten og tog muffine ud af kurven og lagde Fønixen ned i kurven så den ikke lig på en kold jord. Itami lagde først noget gammelt tøj i bunden af kurven og derefter fønixen. Bærene fra moffine lagde han foran fønixen så den havde noget mad. han spiste nogen muffin og huskede alle ordene han havde hørt og prøvede at udtale dem langsomt.
Årene gik og Itami voksede og blev en smuk teenager. Fønixen som altid havde været hos ham var nu flyve klar og havde stadig kurven som rede. Itami var en af byens tyve nu og ingen turde ligge en hånd på ham da alle troede han var psykopat fordi at mange var bange for at blive skadet og de troede at han skadede dem med våben. Ja han havde et våben men det var det hans far havde efterladt hos ham. Itami kom en dag ca 2 måneder efter hans 13 års fødselsdag til at rende ind i den kongelige hær. og han anede ikke hvor han skulle løbe hen eller gøre så han prøvede at flyve væk men idet at han lettede kom en engel fra hæren og huggede sværdet lige ind i hans side. alle fra hæren så chokeret til fordi de troede drengen ville ha undviget da det ikke engang havde været hurtigt. Men Itami så bare på dem som om der ikke var sket noget som helt. men det var fordi at han ikke følte det. dog mærkede han blodet i sin mund. Den metaliske smag i munden var ikke til at tage fejl af. Itami forstod ikke mændenes udtryk. de virkede bange. Og bekymret? han kom ned på jorden og da han landte så en af mændene doklen i hans bælte og gjorde de andre klar over det. en dolk som var magen til deres. hans far havde jo været i hæren men det vidste han ikke selv. En af mændene gik over til ham og ville hjælpe ham med såret men da han rørte ved Itami trak han sig tilbage og så undrene på ham. Blodet gled ud af Itamis mund og der gik ikke længe før mændene kiggede op og rykkede sig væk. fønixen kom mod dem og da de havde stor respekt for den ædle fønix lavede de plads til den. Den så på Itami som var faldet ned på røven da hans ben var faldet sammen under ham.Fønixen gik over til hans side og lod nogen tåre ramme det hug som han havde fået af en af dem fra hæren. Itami så på fønixen og da hans sår helede så han på fønixen og nikkede til fønixen. Mændene var jo vildt imponeret over fønixens forhold til den farlige dreng. en fare han ikke selv forstod han udsatte andre for.
Da mændene var gået ville Itami takke fønixen ved at klappe den på ryggen men lige som han rørte den blev den chokeret og forskrækket så den kom til at fare op i et chok og bed ham i nakken fordi at han selv blev bange for at den fareve op så han prøvede at rulle sig sammen i det tilfælde at hans nakke var ledig så den kunne bide ham der. Han mærkede intet men til gengæld kunne han mærke en brandene fornemmelse i sit indre. folk der gik lidt væk fra ham hørte hvordan han skreg op og nogen gik nærmere ham og langsomt kunne nogen skimte de hvide vinger begyndte at blive rødere og fik et orange skær. folk blev bange og anede ikke hvad der skete for ham. men det var også sjældent at nogen så en forvandle sig til en fønix. Fønixen var fløet for ikke at se den unge dreng forvandle sig til en fønix. gå i flammernes hjem og blive et med ildens søn. Itami mærkede for første gang i sit liv voldsomme smerter i sin krop. Pludselig gik hans krop i flammer og vingerne lignede kun flammer. Folk trak sig væk da de blev bange for hvad der skete med Itami. han sad på knæ med vingerne spredt ud og det lignede at folk havde sagt ild til ham. men lige så hurtigt som det var startet forsvandt ilden og hans hvide vinger var blivet til en fønixs vinger. hans sjæl havde forenet sig med ilden og selv om Itami var ung synes han at dette var fantastisk. han mærkede smerter, og han kunne mærke at der var sket en forandring i hans krop. han var ligeglad med at det havde været smertefuldt. for en som aldrig havde mærket smerte var dette helt fantastisk at mærke.
Som 13årig blev han en fønix og nu var han ved at blive voksen. han var en storslået tyv. stjal for andre der gav ham stor belønning, og stjal for at overleve. Han havde slet ikke tænkt over konsekvenserne ved at stjæle men når man levede af hvad man tog så var man ligeglad med resten. når folk ansatte ham så de aldrig hans ansigt for vis man så på ham ville man ikke tro at han var en tyv. men skindet bedrager, og for Itami var det jo sådan han altiv havde levet siden han var 11.
En dag havde han ville udforske grænsen i det tilfælle at se folk på den anden side som så helt anderledes ud end dem fra Imera. det virkede helt tillokkende på ham. han anede ikke sine levende råd for hvad der gjorde det sted så intrassant. var det al den vold som de havde mod hinanden? var det at der måske var en større udfordring i at stjæle fra folk som gjorde meget modstand end Imera? eller var det mon fordi at hans motation gjorde at han følte sig tilpas hos folk som også gav andre smerte. der var ihvert faldt et eller andet ved det sted. Itami der altid havde været sammen med fønixen så den kun en gang imellem. grotten havde den forladt og fordi at han var sådan som han var havde den i længere og længere tid trukket sig væk fra ham da den ikke kunne rede ham fra den kriminalle verden. Han ønskede det jo heller ikke rigtigt. han ville ikke leve på bær. han havde jo også fået smag for kød og kager så vis han ville ha det skulle han tigge om det eller også skulle han stjæle og tigge var ikke lige det han havde lyst til.
Jo ældre han blev jo mere undrelig havde verden formeret sig i hans øjne. ung var han og det vidste han jo godt. han havde bare set det som sådan verden var. uden kærlighed og uden at føle trughed. når man så hans ansigt troede alle at han var en uskyldig lille dreng som bare var på afveje men det var kun pga den møde han voksede.
På hans 46 fødselsdag havde han landet et forkert sted i nychta. han havde landet lige ved slavehandlerne og da de så ham tænkte de at folk da godt ville kunne bruge det til tjenere. men fordi han ikke ville lystre dem prøvede de at få ham til det med pisk og med dolke. bandt ham op med arme og ben og spændte hans vinger fast så han ikke kunne gøre noget. de startede med den almindelige pisk. dem der gjorde slaverne lyddige ønskede jo ikek at se nederlagdet i øjnene men de kunne ikke tæmme ham. de hårde pisk virkede til slet ikke at røre ham det mindste. de blev frustreret over ikke at kunne få knækket ham. men da han ikke følte andet end lydstødet i hans øre så rørte det ham ikek det mindste. Da det ikke virkede som de ville ha så valgte de at tage den nihalede kat og bruge den. en af de piske som gjorde aller mest ondt at blive pisket med. hans krop var et stort blodigt sted og han grinte bare og smilte. alle så ham som sindsyg fordi han smilede og grinte af smerten. men det var kun fordi at de ikke havde set hvad han var inden i. dog da han var på randen til at dø smed de ham ud. de havde haft ham i næsten et helt år og prøvet at knække ham uden held. Itami var dog svag da han ikke havde fået det store at spise eller drikke og kun havde været hængt. der havde været mange problemmer med at få ham knækket og mange havde prøvet men ingen havde kunne. Itami var blevet smidt lige ved gransen og han havde smilet til dem der havde taget livet ham ham. han synes bare det var sjovt. dog døde han også der hvor han var blevet efterladt. han gik i op i flammer. smukke klare flammer som smukt gjorde ham til aske. Asken log i en stor bunke og langsomt tiden gik begyndte han at blive genskabt i asken. de røde vinger var det første som slog ud af asken og langsomt rejste den lille 13 årige dreng med det uskyldige ansigt sig fra asken. Han rystede asken ud af hans hår og satte sig med et roligt blik rundt. Fønixen fløj over ham og smed noget tøj ned til ham da den havde set han havde gået i flammer så den havde hentet tøj til ham. Itami huskede alt der var sket og det gjorde bare at han smilte. han havde ikke helt fundet ud af hvorfor de mænd havde pisket ham bare fordi han ikke gjorde som de sagde. men han kunne jo ikke gøre for at han ikke var mester i sproget.
Han gik tilbage til imera da han vidste at som 13 årig ville han ikke kunne klare nychta i den aldre. han skulle vokse lidt så ville han nok kunne klare dem. kunne stjæle fra dem og det hele. men ingen kunne jo helt finde ud af hvad det var han tænkte eller han det var han var. for med hans motitation kunne folk ikke helt forstå ham men han gjorde jo ikke noget forkert. han var jo bare sig selv. Itami sad nogen dage bare op af butikkerne i imera for at lytte til folk der snakkede og lære deres sprog. folk så ham som hjemløs hver gang men det var ikke problemet. hans grotte var hans hjem. nogen folk troede at hans forældre tvang ham til at tigge om penge fordi at han havde sådan et smukt og uskyldigt ansigt. men ligegyldigt hvad folk tænkte kastede de altid penge hen til ham. Itami blev aldrig rørt. og uden berørigt følte han ikke kærlighed fra et andet menneske. hvilket havde påvirket ham dybt igennem de 50 år han nu snart havde levet.
Minder:
Første gang han var i byen og så børnene og deres forældre, med de følelser imellem dem som han ikke forstår.
Da han var 11 og så tyven på hans egen alder og derfra valgte han at blive tyv selv.
Hans 13 årigs fødselsdag hvor han rendte ind på den kongelige hær.
Deres udtryk og da den ene fik stukket ham ned.
Bidet fra fønixen.
første gang han mærkede smerte.
Da han gik i flammer.
Da han blev voksen og fanget af slavehandlerne.
Det år hvor han blev pisket og hvor de prøvede at få ham til at lystre.
Da han blev smidt ud dødsens og genopstod.
Styrke:
* At hans ikke kan mærke noget.
* Hans kamp vilje, at han ikke giver op.
* Hans mutation der gør at vis man rør ham for man smerte så dobbelt så lang tid som man har rørt ham.
Svaghed:
* at han ikke kan føle.
* Han har aldrig følt kærlighed eller nærhed.
* Sproget er ikke det bedste som han kan.
* Da han ikke er udviklet med nogen hos sig har han svært ved at vide hvornår noget er falsk og hvornår det er ægte.
* Fønixen er hans idol og eneste ven
Seksualitet:
Homo-seksuel..
Andet:
* Fønixen har altid været hos Itami men ikke altid så man kan se den.
* Hans evne er et gen fejl i hans system.
* Hans evne er godkendt af admin.
* hans Fønix evner er ikke så meget udviklet pga hans mutation.
