Post by Amy Mirage Nightstar on Jul 14, 2011 19:46:50 GMT 2
Fulde navn:
Amy Mirage Nightstar
Alder:
17 år
Køn:
Kvinde
Race:
Sirene
Land:
Havet ved Iméra.
Job/Rang:
Hun har intet job.
Våben:
Ingen
Evner:
Hun har fotografisk hukommelse, og kan fornemme når folk lyver for hende.
Familie:
Middel
Udseende og tøj:
Sirene skikkelse: Hun har langt rødt hår, der går hende cirka til midten af ryggen. Hendes hud og læber er meget blege, ligesom hendes hale. Halen har et specielt mærke, som hendes skæl former, en cirkel med en enkel streg igennem. Hendes øjne har en meget lysegrå farve, der næsten får hende til at virke blind, men der er hverken varme eller glæde i hendes blik når de er rettet imod en person.
Menneske skikkelse: Når hun skifter form, bliver hun lige så naturlig som et hvert andet menneske. Hendes hår forbliver rødt, men det er stærkere i farven og det bliver en smule bølget i det. Hendes hud og læber bliver også lidt mindre bleg i det, men hun virker ikke stærkere på nogen måde. Hun er slank og smuk, på en anden måde end et menneskes, man kan ikke rigtig sætte ord på det, man ville nok sige at hun bære havets skønhed. Mærket som sidder på hendes hale, bliver ændret til to små, der sidder på begge hendes ben, men på hver sit sted. Det ene sidder oppe ved på hendes højre lår, mens det andet sidder på hendes venstre knæ. Hendes øjne er heller ikke så grå mere, de får en lidt mere lyseblå farve i stedet for. Hun går helst i store skjorter, og ødelagte skørter fra kjoler, som hun finder hist og her, men der er aldrig en speciel påklædning, og aldrig noget tøj som hun lader sig blive set i to gange.
Personlighed:
Amy er en stille pige. Man høre hende aldrig sige meget, medmindre man høre hende synge. Hun frygter andre levende væsner, og undgår allerhelst at møde nogen. Desværre, er hun også meget nysgerrig, og vil gerne blive klogere på det der er oppe på land. Hendes smil er aldrig det første man ser, medmindre man ser hende når hun er uopmærksom. I havet er hun altid livsglad og tryg, men på land er hun nervøs, bange og urolig for hvad der kan ske med hende hvis hun støder på nogen. Hun er ikke uvenlig, bare meget forsigtigt med hvad hun siger og hvad hun gør, eller i det hele taget med hvem hun er sammen med. Hun er meget følelsesladet, og meget overfølsom, der skal ikke meget til før hun bliver bange, vred, ked af det osv. Måske er hun nem at læse, men det er ikke sikkert man får lov til at komme helt tæt på, til at kunne komme til det. Hun stoler ikke på nogen, og vil måske aldrig komme til det.
Fortid:
Hun svømmede helt hen til vandkanten. Den unge mand, kiggede forbløffet på hende. Han havde smukke øjne, de mindede meget om en klar stjerne himmel. Hun lagde sine hænder på bredden og smilede lidt til ham. I lang tid havde hun holdt øje med ham. Han var altid dukket op her. Lige præcis her. Han virkede alt forvirret, deprimeret, men en sjælden gang så hun ham smile. Hun ville gerne se ham smile nu. Men han smilede ikke. Han så derimod overrasket ud. Det burde han vel også være. Det var ikke hver dag man så en sirene.
”Hvem er du?” spurgte han stille. Hun skrev sit navn i jorden. ”Catherine.” han kiggede på hende, hvor han derefter smilede til hende. ”Jeg hedder Chris,” hun smilede lidt mere. Han rakte forsigtigt ud efter hendes hånd, men hun trak sig væk, bange for at han ville gøre hende ondt.
”Undskyld,” mumlede han og trak sin hånd til sig. Hun kiggede på ham igen, kiggede længe på ham, inden hun forsigtigt lagde sin hånd henover hans.
”Chris, er du ikke bange for mig?” spurgte hun stille.
”Hvorfor skulle jeg være det?”
”Fordi, at jeg er… det er jeg,” mumlede hun og så ned. Han bed sig i underlæben, inden han langsomt førte sin hånd op imod hendes kind, hvor han blidt lagde den.
”Jeg er ikke bange for dig,” sagde han. ”Men jeg vil gerne vide mere om dig, hvis jeg må.”
Sådan mødte Amys forældre hinanden. Det førte senere hen til at hun blev født, som en sirene, og ikke et menneske. Hendes mor og far måtte blive i hver deres verden, men ofte kom Amy og hendes mor op på land for at være sammen med hendes far. Det var den eneste måde de kunne være sammen. Ingen kendte til forholdet imellem Chris og Catherine, eller det troede de.
Amy fik ingen venner på landjorden, fordi de ikke nærmede sig byen eller nogen af de folk der boede på landjorden. Hun forstod ikke hvorfor, men hun stillede dog aldrig spørgsmål til det. Alligevel stødte hun på en dreng, der var ude og lege med sin hund. Amy havde bevæget sig væk fra sine forældre, for at udforske lidt. Hun gemte sig inde i et krat, for ikke at blive opdagede af ham, det blev hun dog alligevel. Hunden fik færten af hende, og løb over imod hendes gemmested. Hun prøvede at krybe længere væk, men kunne ikke, hun var fanget og der var ikke noget som hun kunne gøre ved det. ”Mika! Mika, kom her,” kaldte drengen. Han løb efter hunden der nu prøvede at komme ind i krattet til hende. ”Mika, kom nu her.” Hun kiggede lidt rundt i krattet, da hun så en anden vej ud. Hun skyndte sig at kravle ud og løb sin vej. Men hun havde hunden lige i hælene, og det ville sige at drengen også kom efter hende, eller hunden, hun var ikke sikker. Amy snublede over nogle trærødder og faldt hårdt til jorden. Som det barn hun var, startede hun med at græde højlydt. Hunden kom helt hen til hende og prøvede at slikke hendes ansigt, men hun skubbede den væk. Drengen kom helt hen til hende og træk hunden væk fra hende. ”Undskyld, Mika er lidt legesyg,” sagde han og smilede til hende. Hun huklede bare videre, der var ikke andet som hun kunne gøre. Drengen rakte ud efter hende, men hun slog hans hånd væk og skreg efter sin mor. Der gik ikke længe inden både hendes mor og far dukkede op. Hendes far tog hende op i sine arme, og hviskede trøstende ord, mens hendes mor undskyldte over for drengen der kiggede forvirrede på dem. Amy så aldrig drengen eller hunden igen. Hun ledte aldrig efter dem eller spurgte efter dem, for hende var der ingen grund til det.
Nogle år senere blev hun otte, og så sin mor blive taget fra hende, men ikke af en jæger, men af en kvinde. De var ude i skoven og gå en tur, da kvinden dukkede op ud i den blå luft.
”Chris! Hvordan kunne du gøre det imod mig?!” skreg hun. Amy gemte sig lidt bagved sin mor, der kiggede usikkert fra Chris til kvinden.
”Stella, jeg ved ikke hvad-” sagde han.
”Du ved godt hvad snakker jeg om!” skreg hun og pegede anklagende på Amy og Catherine. ”Dem! Hvordan kunne du gøre det imod mig?!” Amy hev lidt i hendes mors kjole. Hun fik øjenkontakt med hende, og hvad hun så gav hende ikke tryghed. Frygt. Hun var bange, men hvorfor?
”Papa, hvem er det?” spurgte hun, mens hendes mor samlede hende op i sine arme.
”Det er en ven af familien, musen,” sagde han. Han sank en klump og kiggede på Stella, der trak en kniv. ”Stella, rolig, der er ingen grund til at nogen skal komme til skade,”
”Det hele er hendes skyld! Du elskede mig! Hun har gjort noget ved dig! En forhekselse!” skreg hun, mens hun vendte sig imod Catherine, der holdte Amy tæt ind til sig. ”Det din skyld! Det hele! Jeg slår dig ihjel! Jeg slår dig ihjel!” Hun slog ud imod hende, Chris prøvede at stoppe hende, men det var for sent. Catherine blev stukket i hjertet og faldt om med Amy i sine arme. Amy landede hårdt på jorden, hun kom ikke til skade, men hun var rystet og græd højlydt, da hun så sin mor lægge livløst på jorden.
”Mama!” hylede hun. ”Mama, mama, mama, mama! Papa, hvorfor vågner hun ikke? Mama!” hun ruskede hårdt sin mor, for at få hende til at vågne. Tårerne blændede hende, så hun så ikke meget af hvad der skete bagefter. Kvinden løb sin vej, mens Chris ikke anede hvad han skulle gøre nu. Til sidst begravede han hende, mens Amy græd og skreg efter sin mor. Hun kunne ikke andet. Hendes mor var blevet taget fra hende, og hendes far kunne ikke andet gøre, end at følge hende tilbage til vandet.
”Jeg lover at komme her hver dag, musen,” hviskede han trøstende til hende, da de var kommet ned til vandet. Hun var endelig holdt op med at græde. ”Men du bliver nødt til at tage ned til der hvor du og mor bor, okay?” Hun nikkede lidt og tørrede sine øjne, så godt hun nu kunne. Derefter svømmede hun ned i havet og gemte sig i en undervandsgrotte, hvor hun boede med sin mor. Men nu var hun alene. Og derefter startede kun de evige mareridt.
Hendes far kom hver dag og holdte hende med selvskab, men han var aldrig i stand til at tage hende med sig hjem. Han boede for langt fra havet, til at han turde vove at gøre det. De snakkede om den gang han og hendes mor mødtes, de besøgte hendes grav, men det blev aldrig det samme.
Som årene gik, blev det hele kun sværere og sværere. Amy var ikke sammen med nogen af de andre sirener, da hendes mor havde advaret hende imod dem. ”Jeg ved ikke om vi er velkomne der,” havde hun en gang sagt. Hun havde skam spurgt begge sine forældre hvorfor det var, men ingen af dem havde svaret på det. En dag kom hendes far og sagde at han måtte tage af sted i noget tid. Hun så ham aldrig igen. Selvom hun begyndte at lede efter ham, fandt hun ham aldrig. Ensomheden greb sig hårdt om hende. Der var ingen at være sammen med, ingen som hun turde komme nær. Men en dag besluttede hun sig for at svømme lidt længere ud på havet, for at se om hun måske kunne finde noget selvskab. Havdyrene var dog det eneste selvskab hun nogensinde fik. Hun holdte sig stadig fra de andre sirener, bange for hvad der ville ske hvis hun gik imod hendes mors ord.
Efter nogle år var gået, var hun blevet ældre, lidt mere voksent, men ikke modigere.
Hun svømmede hen imod land, for at se hvordan tingene nu så ud. Det hele lignede sig selv, eller det som hun havde set som barn, lignede meget sig selv. Hun svømmede op til bredden og fik chok over hvad hun så. En ung mand og en hund. Hun var ikke sikker, men det lignede meget den dreng hun så, da hun var barn. Nysgerrig som hun var, kravlede hun op på land og forvandlede sig til et menneske. Det var meget lang tid siden hun havde gjort det, og det var besværligt for hende at gå, det gik heller ikke rigtigt, så hun endte med at kravle hen til en sten som hun gemte sig bag ved. Han havde ikke set hende, han sad blot og aede hunden, der så gammel og meget træt ud. Amy kiggede over på ham, uden at vide hvad hun skulle gøre. Nysgerrig, prøvede hun at komme lidt tættere på, men det gik ikke. Hun trådte på en gren der knækkede, og fik ham til at reagere.
”Hvem der?” råbte han og vendte sig om. Han holdte hårdt om et sværd. Ville han bruge det imod hende? Hun var ikke sikker, alligevel krøb hun lidt frem, sørgede for at holde det meste af sig dækket. Hun var blevet ubehageligt klar over at der intet rigtigt var til at skjule hendes krop, udover stenen. Han sænkede sværdet. Hunden rejste sig op og begyndte at komme over imod hende. ”Mika, sit,” hunden gik videre, indtil den var lige foran hende. Amy rørte forsigtigt ved dens pels. Den virkede mindre legesyg end sidst hun havde set det, måske var det alderen der havde gjort den mere moden, mindre hvalp. Hun smilede en anelse, da hunden slikkede hendes kind.
”Han plejer aldrig at være sådan,” sagde den unge mand. Han var kommet nærmere uden at hun havde været klar over det. Hun krøb lidt væk bag ved stenen. ”Jeg gør dig ikke noget.” Hendes blik mødte hans, og hun fik store øjne. Det var ham, for så mange år siden.
”Du ham drengen…” hviskede hun.
”Hvad mener du?” spurgte han med tydelig stor forvirring. Han havde glemt hende. Det var vel forståeligt nok, det var så mange år siden at de havde set hinanden, og folk glemte. Sådan var det altid.
”Jeg… ingenting…” mumlede hun og trak sig lidt væk, da han rakte ud efter hende. Der gik ikke lang tid før de faldt i snak. Han gav hende sin frakke, så hun havde noget at dække sig til med. Måske var det dumt, men hun tog med ham hjem. Han boede ikke så langt derfra, men han boede ikke alene. Han boede sammen med sin forlovede, der bar på deres ufødte barn. Hans forlovede virkede noget skeptisk i starten, indtil hun opdagede hvor meget Amy ikke vidste om de ting omkring sig. Alle tingene på overfladen, hvad der var i skoven var ikke glemt, det hendes forældre havde lært hende var ikke glemt, men derfor var alting omkring hende mere nyt end noget andet. Hans forlovede, som hun lærte hed Patricia, fandt en kjole som hun hjalp hende i. Manden hed Sebastian.
De var virkede vældig flinke, hvilket blot gjorde alting meget værre for hende da hun hørte deres samtale, efter hun var kommet i seng. Hun lånte en seng af dem, der føltes behagelig og meget varm, der gik heller ikke længe inden hun faldt i søvn. Midt om natten vågnede hun dog, og hørte en lidt høj samtale.
”Patricia, det kan vi da ikke gøre!”
”Men det ville hjælpe os, det ville gøre livet nemmere for os,”
”Det betyder ikke at vi kan sælge hende,” sagde Sebastian vredt. ”Hun er et levende væsen, ligesom vi er, med tanker og følelser, hvordan ville du have det med at blive solgt til nogen mennesker?”
”Hun er et uhyre, det burde du vide, du så jo hvad den sidste sirene gjorde ved din egen far,” begyndte Patricia at halv råbe. De vidste det. De vidste hvad hun var. Havde det været så tydeligt? Eller havde de bare mødt andre ligesom hende? Hun sneg sig ud af sengen, og ud af værelset. I et øjeblik kiggede hun bare på dem, men de så hende ikke.
”Hvorfor er jeg et uhyre?” spurgte hun stille, men højt nok til at de vendte sig forbløffet imod hende. ”Har jeg gjort noget forkert?” Hun prøvede på ikke at græde, men hun kunne ikke stoppe sig selv. ”Jeg har ikke gjort noget forkert, jeg har opført mig ordentligt…” Sebastian bevægede sig over imod hende, men hun trådte nogle skridt tilbage. Han skulle ikke røre hende, ingen af dem skulle komme nær hende. Hun ville hjem, tilbage til havet hvor hun var tryg, hvor der ingen lænker eller løgnere var. Så hun løb, men nåede ikke langt inden der blev skudt på hende, hun blev ramt i armen, men slap ellers uskadt væk. I havet ville hun heale og gemme sig, måske for evigt.
Minder:
Hun har mange minder, ligesom alle andre, der er bare nogle der fylder mere end andre. Da hun mødte drengen og hunden igen, efter så lang tid. Hendes første mareridt, hvor hendes mor ikke kunne trøste hende, dagen hvor hendes mor blev taget fra hende. Da hendes far sagde ”farvel” til hende.
Styrke:
Gemme sig
Snige sig omkring
Sang
Lærenem
Svaghed:
Ild
Nysgerrighed
Våben
Ikke i stand til at være over vandet i mere end en uge
Det tager lang tid for hende at gå på land
Seksualitet:
Biseksuel
Andet:
Man ser aldrig Amy uden en speciel medaljon, hvor der lægger et magisk billede af hendes mor og far i. Billedet kan ikke brændes, eller ødelægges af vand, kun magi kan ødelægge den, og derfor holder hun den sikker for en hver pris. Hun har ingen kæledyr, til gengæld er hun gode venner med delfinerne.
Amy Mirage Nightstar
Alder:
17 år
Køn:
Kvinde
Race:
Sirene
Land:
Havet ved Iméra.
Job/Rang:
Hun har intet job.
Våben:
Ingen
Evner:
Hun har fotografisk hukommelse, og kan fornemme når folk lyver for hende.
Familie:
Middel
Udseende og tøj:
Sirene skikkelse: Hun har langt rødt hår, der går hende cirka til midten af ryggen. Hendes hud og læber er meget blege, ligesom hendes hale. Halen har et specielt mærke, som hendes skæl former, en cirkel med en enkel streg igennem. Hendes øjne har en meget lysegrå farve, der næsten får hende til at virke blind, men der er hverken varme eller glæde i hendes blik når de er rettet imod en person.
Menneske skikkelse: Når hun skifter form, bliver hun lige så naturlig som et hvert andet menneske. Hendes hår forbliver rødt, men det er stærkere i farven og det bliver en smule bølget i det. Hendes hud og læber bliver også lidt mindre bleg i det, men hun virker ikke stærkere på nogen måde. Hun er slank og smuk, på en anden måde end et menneskes, man kan ikke rigtig sætte ord på det, man ville nok sige at hun bære havets skønhed. Mærket som sidder på hendes hale, bliver ændret til to små, der sidder på begge hendes ben, men på hver sit sted. Det ene sidder oppe ved på hendes højre lår, mens det andet sidder på hendes venstre knæ. Hendes øjne er heller ikke så grå mere, de får en lidt mere lyseblå farve i stedet for. Hun går helst i store skjorter, og ødelagte skørter fra kjoler, som hun finder hist og her, men der er aldrig en speciel påklædning, og aldrig noget tøj som hun lader sig blive set i to gange.
Personlighed:
Amy er en stille pige. Man høre hende aldrig sige meget, medmindre man høre hende synge. Hun frygter andre levende væsner, og undgår allerhelst at møde nogen. Desværre, er hun også meget nysgerrig, og vil gerne blive klogere på det der er oppe på land. Hendes smil er aldrig det første man ser, medmindre man ser hende når hun er uopmærksom. I havet er hun altid livsglad og tryg, men på land er hun nervøs, bange og urolig for hvad der kan ske med hende hvis hun støder på nogen. Hun er ikke uvenlig, bare meget forsigtigt med hvad hun siger og hvad hun gør, eller i det hele taget med hvem hun er sammen med. Hun er meget følelsesladet, og meget overfølsom, der skal ikke meget til før hun bliver bange, vred, ked af det osv. Måske er hun nem at læse, men det er ikke sikkert man får lov til at komme helt tæt på, til at kunne komme til det. Hun stoler ikke på nogen, og vil måske aldrig komme til det.
Fortid:
Hun svømmede helt hen til vandkanten. Den unge mand, kiggede forbløffet på hende. Han havde smukke øjne, de mindede meget om en klar stjerne himmel. Hun lagde sine hænder på bredden og smilede lidt til ham. I lang tid havde hun holdt øje med ham. Han var altid dukket op her. Lige præcis her. Han virkede alt forvirret, deprimeret, men en sjælden gang så hun ham smile. Hun ville gerne se ham smile nu. Men han smilede ikke. Han så derimod overrasket ud. Det burde han vel også være. Det var ikke hver dag man så en sirene.
”Hvem er du?” spurgte han stille. Hun skrev sit navn i jorden. ”Catherine.” han kiggede på hende, hvor han derefter smilede til hende. ”Jeg hedder Chris,” hun smilede lidt mere. Han rakte forsigtigt ud efter hendes hånd, men hun trak sig væk, bange for at han ville gøre hende ondt.
”Undskyld,” mumlede han og trak sin hånd til sig. Hun kiggede på ham igen, kiggede længe på ham, inden hun forsigtigt lagde sin hånd henover hans.
”Chris, er du ikke bange for mig?” spurgte hun stille.
”Hvorfor skulle jeg være det?”
”Fordi, at jeg er… det er jeg,” mumlede hun og så ned. Han bed sig i underlæben, inden han langsomt førte sin hånd op imod hendes kind, hvor han blidt lagde den.
”Jeg er ikke bange for dig,” sagde han. ”Men jeg vil gerne vide mere om dig, hvis jeg må.”
Sådan mødte Amys forældre hinanden. Det førte senere hen til at hun blev født, som en sirene, og ikke et menneske. Hendes mor og far måtte blive i hver deres verden, men ofte kom Amy og hendes mor op på land for at være sammen med hendes far. Det var den eneste måde de kunne være sammen. Ingen kendte til forholdet imellem Chris og Catherine, eller det troede de.
Amy fik ingen venner på landjorden, fordi de ikke nærmede sig byen eller nogen af de folk der boede på landjorden. Hun forstod ikke hvorfor, men hun stillede dog aldrig spørgsmål til det. Alligevel stødte hun på en dreng, der var ude og lege med sin hund. Amy havde bevæget sig væk fra sine forældre, for at udforske lidt. Hun gemte sig inde i et krat, for ikke at blive opdagede af ham, det blev hun dog alligevel. Hunden fik færten af hende, og løb over imod hendes gemmested. Hun prøvede at krybe længere væk, men kunne ikke, hun var fanget og der var ikke noget som hun kunne gøre ved det. ”Mika! Mika, kom her,” kaldte drengen. Han løb efter hunden der nu prøvede at komme ind i krattet til hende. ”Mika, kom nu her.” Hun kiggede lidt rundt i krattet, da hun så en anden vej ud. Hun skyndte sig at kravle ud og løb sin vej. Men hun havde hunden lige i hælene, og det ville sige at drengen også kom efter hende, eller hunden, hun var ikke sikker. Amy snublede over nogle trærødder og faldt hårdt til jorden. Som det barn hun var, startede hun med at græde højlydt. Hunden kom helt hen til hende og prøvede at slikke hendes ansigt, men hun skubbede den væk. Drengen kom helt hen til hende og træk hunden væk fra hende. ”Undskyld, Mika er lidt legesyg,” sagde han og smilede til hende. Hun huklede bare videre, der var ikke andet som hun kunne gøre. Drengen rakte ud efter hende, men hun slog hans hånd væk og skreg efter sin mor. Der gik ikke længe inden både hendes mor og far dukkede op. Hendes far tog hende op i sine arme, og hviskede trøstende ord, mens hendes mor undskyldte over for drengen der kiggede forvirrede på dem. Amy så aldrig drengen eller hunden igen. Hun ledte aldrig efter dem eller spurgte efter dem, for hende var der ingen grund til det.
Nogle år senere blev hun otte, og så sin mor blive taget fra hende, men ikke af en jæger, men af en kvinde. De var ude i skoven og gå en tur, da kvinden dukkede op ud i den blå luft.
”Chris! Hvordan kunne du gøre det imod mig?!” skreg hun. Amy gemte sig lidt bagved sin mor, der kiggede usikkert fra Chris til kvinden.
”Stella, jeg ved ikke hvad-” sagde han.
”Du ved godt hvad snakker jeg om!” skreg hun og pegede anklagende på Amy og Catherine. ”Dem! Hvordan kunne du gøre det imod mig?!” Amy hev lidt i hendes mors kjole. Hun fik øjenkontakt med hende, og hvad hun så gav hende ikke tryghed. Frygt. Hun var bange, men hvorfor?
”Papa, hvem er det?” spurgte hun, mens hendes mor samlede hende op i sine arme.
”Det er en ven af familien, musen,” sagde han. Han sank en klump og kiggede på Stella, der trak en kniv. ”Stella, rolig, der er ingen grund til at nogen skal komme til skade,”
”Det hele er hendes skyld! Du elskede mig! Hun har gjort noget ved dig! En forhekselse!” skreg hun, mens hun vendte sig imod Catherine, der holdte Amy tæt ind til sig. ”Det din skyld! Det hele! Jeg slår dig ihjel! Jeg slår dig ihjel!” Hun slog ud imod hende, Chris prøvede at stoppe hende, men det var for sent. Catherine blev stukket i hjertet og faldt om med Amy i sine arme. Amy landede hårdt på jorden, hun kom ikke til skade, men hun var rystet og græd højlydt, da hun så sin mor lægge livløst på jorden.
”Mama!” hylede hun. ”Mama, mama, mama, mama! Papa, hvorfor vågner hun ikke? Mama!” hun ruskede hårdt sin mor, for at få hende til at vågne. Tårerne blændede hende, så hun så ikke meget af hvad der skete bagefter. Kvinden løb sin vej, mens Chris ikke anede hvad han skulle gøre nu. Til sidst begravede han hende, mens Amy græd og skreg efter sin mor. Hun kunne ikke andet. Hendes mor var blevet taget fra hende, og hendes far kunne ikke andet gøre, end at følge hende tilbage til vandet.
”Jeg lover at komme her hver dag, musen,” hviskede han trøstende til hende, da de var kommet ned til vandet. Hun var endelig holdt op med at græde. ”Men du bliver nødt til at tage ned til der hvor du og mor bor, okay?” Hun nikkede lidt og tørrede sine øjne, så godt hun nu kunne. Derefter svømmede hun ned i havet og gemte sig i en undervandsgrotte, hvor hun boede med sin mor. Men nu var hun alene. Og derefter startede kun de evige mareridt.
Hendes far kom hver dag og holdte hende med selvskab, men han var aldrig i stand til at tage hende med sig hjem. Han boede for langt fra havet, til at han turde vove at gøre det. De snakkede om den gang han og hendes mor mødtes, de besøgte hendes grav, men det blev aldrig det samme.
Som årene gik, blev det hele kun sværere og sværere. Amy var ikke sammen med nogen af de andre sirener, da hendes mor havde advaret hende imod dem. ”Jeg ved ikke om vi er velkomne der,” havde hun en gang sagt. Hun havde skam spurgt begge sine forældre hvorfor det var, men ingen af dem havde svaret på det. En dag kom hendes far og sagde at han måtte tage af sted i noget tid. Hun så ham aldrig igen. Selvom hun begyndte at lede efter ham, fandt hun ham aldrig. Ensomheden greb sig hårdt om hende. Der var ingen at være sammen med, ingen som hun turde komme nær. Men en dag besluttede hun sig for at svømme lidt længere ud på havet, for at se om hun måske kunne finde noget selvskab. Havdyrene var dog det eneste selvskab hun nogensinde fik. Hun holdte sig stadig fra de andre sirener, bange for hvad der ville ske hvis hun gik imod hendes mors ord.
Efter nogle år var gået, var hun blevet ældre, lidt mere voksent, men ikke modigere.
Hun svømmede hen imod land, for at se hvordan tingene nu så ud. Det hele lignede sig selv, eller det som hun havde set som barn, lignede meget sig selv. Hun svømmede op til bredden og fik chok over hvad hun så. En ung mand og en hund. Hun var ikke sikker, men det lignede meget den dreng hun så, da hun var barn. Nysgerrig som hun var, kravlede hun op på land og forvandlede sig til et menneske. Det var meget lang tid siden hun havde gjort det, og det var besværligt for hende at gå, det gik heller ikke rigtigt, så hun endte med at kravle hen til en sten som hun gemte sig bag ved. Han havde ikke set hende, han sad blot og aede hunden, der så gammel og meget træt ud. Amy kiggede over på ham, uden at vide hvad hun skulle gøre. Nysgerrig, prøvede hun at komme lidt tættere på, men det gik ikke. Hun trådte på en gren der knækkede, og fik ham til at reagere.
”Hvem der?” råbte han og vendte sig om. Han holdte hårdt om et sværd. Ville han bruge det imod hende? Hun var ikke sikker, alligevel krøb hun lidt frem, sørgede for at holde det meste af sig dækket. Hun var blevet ubehageligt klar over at der intet rigtigt var til at skjule hendes krop, udover stenen. Han sænkede sværdet. Hunden rejste sig op og begyndte at komme over imod hende. ”Mika, sit,” hunden gik videre, indtil den var lige foran hende. Amy rørte forsigtigt ved dens pels. Den virkede mindre legesyg end sidst hun havde set det, måske var det alderen der havde gjort den mere moden, mindre hvalp. Hun smilede en anelse, da hunden slikkede hendes kind.
”Han plejer aldrig at være sådan,” sagde den unge mand. Han var kommet nærmere uden at hun havde været klar over det. Hun krøb lidt væk bag ved stenen. ”Jeg gør dig ikke noget.” Hendes blik mødte hans, og hun fik store øjne. Det var ham, for så mange år siden.
”Du ham drengen…” hviskede hun.
”Hvad mener du?” spurgte han med tydelig stor forvirring. Han havde glemt hende. Det var vel forståeligt nok, det var så mange år siden at de havde set hinanden, og folk glemte. Sådan var det altid.
”Jeg… ingenting…” mumlede hun og trak sig lidt væk, da han rakte ud efter hende. Der gik ikke lang tid før de faldt i snak. Han gav hende sin frakke, så hun havde noget at dække sig til med. Måske var det dumt, men hun tog med ham hjem. Han boede ikke så langt derfra, men han boede ikke alene. Han boede sammen med sin forlovede, der bar på deres ufødte barn. Hans forlovede virkede noget skeptisk i starten, indtil hun opdagede hvor meget Amy ikke vidste om de ting omkring sig. Alle tingene på overfladen, hvad der var i skoven var ikke glemt, det hendes forældre havde lært hende var ikke glemt, men derfor var alting omkring hende mere nyt end noget andet. Hans forlovede, som hun lærte hed Patricia, fandt en kjole som hun hjalp hende i. Manden hed Sebastian.
De var virkede vældig flinke, hvilket blot gjorde alting meget værre for hende da hun hørte deres samtale, efter hun var kommet i seng. Hun lånte en seng af dem, der føltes behagelig og meget varm, der gik heller ikke længe inden hun faldt i søvn. Midt om natten vågnede hun dog, og hørte en lidt høj samtale.
”Patricia, det kan vi da ikke gøre!”
”Men det ville hjælpe os, det ville gøre livet nemmere for os,”
”Det betyder ikke at vi kan sælge hende,” sagde Sebastian vredt. ”Hun er et levende væsen, ligesom vi er, med tanker og følelser, hvordan ville du have det med at blive solgt til nogen mennesker?”
”Hun er et uhyre, det burde du vide, du så jo hvad den sidste sirene gjorde ved din egen far,” begyndte Patricia at halv råbe. De vidste det. De vidste hvad hun var. Havde det været så tydeligt? Eller havde de bare mødt andre ligesom hende? Hun sneg sig ud af sengen, og ud af værelset. I et øjeblik kiggede hun bare på dem, men de så hende ikke.
”Hvorfor er jeg et uhyre?” spurgte hun stille, men højt nok til at de vendte sig forbløffet imod hende. ”Har jeg gjort noget forkert?” Hun prøvede på ikke at græde, men hun kunne ikke stoppe sig selv. ”Jeg har ikke gjort noget forkert, jeg har opført mig ordentligt…” Sebastian bevægede sig over imod hende, men hun trådte nogle skridt tilbage. Han skulle ikke røre hende, ingen af dem skulle komme nær hende. Hun ville hjem, tilbage til havet hvor hun var tryg, hvor der ingen lænker eller løgnere var. Så hun løb, men nåede ikke langt inden der blev skudt på hende, hun blev ramt i armen, men slap ellers uskadt væk. I havet ville hun heale og gemme sig, måske for evigt.
Minder:
Hun har mange minder, ligesom alle andre, der er bare nogle der fylder mere end andre. Da hun mødte drengen og hunden igen, efter så lang tid. Hendes første mareridt, hvor hendes mor ikke kunne trøste hende, dagen hvor hendes mor blev taget fra hende. Da hendes far sagde ”farvel” til hende.
Styrke:
Gemme sig
Snige sig omkring
Sang
Lærenem
Svaghed:
Ild
Nysgerrighed
Våben
Ikke i stand til at være over vandet i mere end en uge
Det tager lang tid for hende at gå på land
Seksualitet:
Biseksuel
Andet:
Man ser aldrig Amy uden en speciel medaljon, hvor der lægger et magisk billede af hendes mor og far i. Billedet kan ikke brændes, eller ødelægges af vand, kun magi kan ødelægge den, og derfor holder hun den sikker for en hver pris. Hun har ingen kæledyr, til gengæld er hun gode venner med delfinerne.
