Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jun 4, 2011 16:13:01 GMT 2
Fulde navn:
Colopatiron Nisroc Perpetiel
Kaldenavn/kendenavne
Hærføren fra Helvede
Den evige vandre
Han har ikke just nogen kælenavne
Alder:
Reale alder: 2343 år
Udsende: 29 år
Køn:
Mand
Race:
Engel
Land:
Opholder sig mest i Iméra
Job/Rang:
Tidligere hærfører
Våben:
Spyd og skjold
Evner:
Spyd og skjold i kamp
Taktiker
Engleevner, såsom healing og flyve
Familie:
Lavere middelklasse.
Udseende og tøj:
Beklædning er ikke just det vigtigste for Colopatiron. Det er ofte meget praktisk, dog varier det efter gøremål, hvis det er en almindelig dag er han ofte ret tildækket i form af enten en kutteklædt kappe, der kan tildække hans vinger eller noget lignende. Før i tiden da han var hærfører og stadigvæk den dag i dag, hvis han skal i kamp, har han en tunika og en brynje på. Han er ikke særlig høj i forhold til han er en engel, men i forhold til andre racer er det gennemsnitshøjde på omkring 180. På trods af at han ikke træner er han er stadigvæk veltrænet efter sin tid i hæren. Ligeledes har han efter sin tid i hæren en del ar på kroppen, det er ofte dem han skjuler med sin kappe, dog er der en tydelig på kæben, hvor han blev ramt af en pil. Han har ikke særlig langt hår, dog er han ikke skaldet det er tinding langt. Colopatirons vinger er brune med hvide ende fjer.
Personlighed:
Colopatirons personlighed har ændret sig kolossalt over de sidste 1000 års tid, dette skal ses i forbindelse med hans fortid, som har ramt ham hårdt. Før i tiden var han en meget seriøs person, der kun forventet at alle ydet deres bedste og kæmpede til sidste mand. Han var utrolig optimistisk og havde en indre flamme der brændte for lysets kamp mod mørket, dog havde en holdning der sagde at målet helligt midlet, hvilket betød en hensynsløshed uden lige og da han var hærfører siger det vil sig selv. Han var en der mente at ting der kunne gøres i dag skulle gøres i dag og ikke i morgen. Han var en stærkt fjendtligsindet over for nye bekendtskaber, da han var ret arrogant. En ret atypisk engel.
I dag er han en knækket mand, hvis fortid har indhentet ham, da han er blevet klogere på livet og sin plads i universet og opdagede hvilke forfærdeligheder han endte med at udrette. Han holder sig for det meste til sig selv nu og ønsker ikke at møde nye mennesker i skam og straf af sig selv. Han føler ikke at han er værdig til at kalde sig engel. Colopatirons holdning til sin indflydelse på verden er at det hele kan være lige meget og han ønsker ikke at blande sig for meget i andres liv. Der mangler en inspiration for ham.
Fortid:
Colopatiron voksede op i de nordlige bjergkæder sammen med sin familie. Hans hjem var præget af utrolig hård tone, fordi moren var gået bort, da han var lille og faren havde set Colopatiron, som ham der havde taget hende fra ham. Hans eneste lys i livet. Derfor var det ofte at Colopatiron, der endte med at skulle gøre det praktiske, hvor hans søskende fik lov til at lege. En dag blev det dog for meget og Colopatiron stak af hjemme fra. På dette tidspunkt var han små 400 år gammel, så han var i stand til at klare sig selv. Han slog sig ikke ned noget bestemt sted, men havde bestemt sig for at se verden. Han fløj således rundt mellem de to lande og lærte om livet på den barske måde. En dag endte han i et slagsmål, hvor han vidste sin kampfærdigheder og slog 3 soldater ihjel, da de prøvede at stoppe slagsmålet. Man skulle tro man ville ende i fængsel efter sådan en omgang, men det var hårde tider i Iméra, så de tog ham ind i hæren, hvor han blot blev mere og mere barsk. Han gik hen og blev hærfører og var i hæren fra omkring 750 til han blev ca. 1370 år. Under denne tid blev han kendt, som en galning i hæren, der kunne finde på at slå sine underordnet ihjel, hvis de ikke gjorde som han lystret. Han hjerte var mere eller mindre ved at blive formørket, hvis det ikke havde været fordi verden var blevet formørket og solen var forsvundet, så havde han højst sandsynligt forsat i denne glidebane.
Det hele ændrede sig, da han hørte profetien om lysetsbarn, der skulle redde verden. Han opdagede at hans plads i verden var en engel – ikke en morder. Han udviklede en modenhed og hans raseri mod sin far forsvandt også. Han skammede sig grænseløst over sig selv og besluttede sig for at ændre hele sin tilværelse og stoppe i hæren. Han bestemte sig for at lede efter barnet for at kunne hjælpe ham i kampen for lysets tilbagekomst, hvilket han brugte de næste 900 år af sit liv på. Han rejste på tværs af landene og oplevede de mest utrolige eventyre i sin søgen, men lige lidt hjalp det. Til sidst knækkede det ham og han tabte modet og har opgivet sin søgen og det er her han er i dag.
Minder:
Det var en varm sommerdag og Colopatiron var sammen med sine ældre søskende ude og flyve rundt leje. Det var 50 år siden moderen havde forladt dem og det gjorde stadigvæk ondt på faderen, der anså Colopatiron som symbolet på hans savn, da han var den yngste. ” Colopatiron kom her” lød en hård stemme fra hytten af. Colopatiron fløj over til sin far der tog hårdt fat i kraven i hans tøj og smed ham i hytten, ”Kom i gang med at rydde” kommanderet han. Colopatiron prøvede at protester, men fik knaldet døren i hovedet i næste sekund. Han sukkede og vendte sig om og så et rod uden lige.
”SVÆKLINGE! INGEN AFTENSMAD I AFTEN!” råbte Colopatiron hårdt. Det var en formiddag på træningsbanen og de 2 måneder gamle rekrutter skulle ikke engang bruge 2 timer til at få hans pis i kog. ”Hvis i vil have den mindste chance for at overleve mere end bare 5 minutter i en kamp, så kræver det virkelig at i tager jeg sammen” sagde han i en forsat hård tone til rekrutterne der var i færd med at tage armbøjninger, som straf for deres mislykkedes tid på banen.
Det var i dag 651 år siden solen var forsvundet og Colopatiron søgning efter lysetsbarn stod stadigvæk på. Han havde bevæget sig langt ind i det dystre Nýchta. Langt forbi hvor udkigsposterne var i sin søgen. Han var også flere gange stødt på glubske bæster der ville ham ondt, men mange var stukket af, da de havde opdaget hvem det var. Dette gjorde ham bedrøvet, da han ikke ønskede at være denne person længere, der havde rygtet for at have været den ondeste hærfører. Der var dog også nogen der ignorerede dette faktum og dem blev han nød til at nedkæmpe selvom han gerne ville undgå det. Han havde selv stillet sig spørgsmålet hvorfor han skulle her ind, men faktum var at han ikke havde den fjerneste idé om hvor, hvad eller hvem lysetsbarn var. Han gik hen ad en sti med sin kappe trukket tæt om sig. Han fulgte den resten af dagen uden at se noget tegn på liv, der kunne dog pludselig høres noget i det fjerner. Det var skrig, skrig som Colopatiron kendte fra sin fortid. Vingerne fløj op og han satte i vingerne og greb sit spyd. Han fik i det fjerne øje på en varulv der stod overbøjet over en skikkelse. Colopatiron hævet sit spyd og lod det flyve imod varulvens ryg, som det gennemborede, hvor efter den faldt om på siden. Han landte ved siden af skikelsen og knælede. Det var en ung menneske kvinde, hun var stadigvæk i live. Hun var dog lammet af skræk. Colopatiron tog hende med sin færd og de endte med at få et forhold. Det varede dog ikke længe, da hun var et menneske og mennesker ikke levede meget længere end 100 år.
Styrke:
Utrolig dygtig med et spyd og skjold
Livsklog
Kender verden ud og ind
God til at læse folk og udnytte det
Svaghed:
En knækket mand
Har samlet sig en del fjender.
Er blevet ret godtroende som følger på sin ”redemption”
Seksualitet:
Hetero.
Andet:
Han mangler en inspirationskilde i sit liv til at få hele sin livscyklus. Han forsøgte at finde lysetsbarn, så han kunne hjælpe det på den ene eller anden måde om det så skulle være kamptræning eller som følgesvend var i og for sig irrelevant. Og barnet en dag skulle dukke op, ville han stadigvæk være frisk på dette.
Han er ikke i stand til at bruge sin healings evner i sin nuværende mentale tilstand.
Hans rygte er lidt blandet nu. I visse kredse er han kendt som den evige vandre, der leder efter lysetsbarn, men hos nogen er han stadigvæk hærføren.
Colopatiron Nisroc Perpetiel
Kaldenavn/kendenavne
Hærføren fra Helvede
Den evige vandre
Han har ikke just nogen kælenavne
Alder:
Reale alder: 2343 år
Udsende: 29 år
Køn:
Mand
Race:
Engel
Land:
Opholder sig mest i Iméra
Job/Rang:
Tidligere hærfører
Våben:
Spyd og skjold
Evner:
Spyd og skjold i kamp
Taktiker
Engleevner, såsom healing og flyve
Familie:
Lavere middelklasse.
Udseende og tøj:
Beklædning er ikke just det vigtigste for Colopatiron. Det er ofte meget praktisk, dog varier det efter gøremål, hvis det er en almindelig dag er han ofte ret tildækket i form af enten en kutteklædt kappe, der kan tildække hans vinger eller noget lignende. Før i tiden da han var hærfører og stadigvæk den dag i dag, hvis han skal i kamp, har han en tunika og en brynje på. Han er ikke særlig høj i forhold til han er en engel, men i forhold til andre racer er det gennemsnitshøjde på omkring 180. På trods af at han ikke træner er han er stadigvæk veltrænet efter sin tid i hæren. Ligeledes har han efter sin tid i hæren en del ar på kroppen, det er ofte dem han skjuler med sin kappe, dog er der en tydelig på kæben, hvor han blev ramt af en pil. Han har ikke særlig langt hår, dog er han ikke skaldet det er tinding langt. Colopatirons vinger er brune med hvide ende fjer.
Personlighed:
Colopatirons personlighed har ændret sig kolossalt over de sidste 1000 års tid, dette skal ses i forbindelse med hans fortid, som har ramt ham hårdt. Før i tiden var han en meget seriøs person, der kun forventet at alle ydet deres bedste og kæmpede til sidste mand. Han var utrolig optimistisk og havde en indre flamme der brændte for lysets kamp mod mørket, dog havde en holdning der sagde at målet helligt midlet, hvilket betød en hensynsløshed uden lige og da han var hærfører siger det vil sig selv. Han var en der mente at ting der kunne gøres i dag skulle gøres i dag og ikke i morgen. Han var en stærkt fjendtligsindet over for nye bekendtskaber, da han var ret arrogant. En ret atypisk engel.
I dag er han en knækket mand, hvis fortid har indhentet ham, da han er blevet klogere på livet og sin plads i universet og opdagede hvilke forfærdeligheder han endte med at udrette. Han holder sig for det meste til sig selv nu og ønsker ikke at møde nye mennesker i skam og straf af sig selv. Han føler ikke at han er værdig til at kalde sig engel. Colopatirons holdning til sin indflydelse på verden er at det hele kan være lige meget og han ønsker ikke at blande sig for meget i andres liv. Der mangler en inspiration for ham.
Fortid:
Colopatiron voksede op i de nordlige bjergkæder sammen med sin familie. Hans hjem var præget af utrolig hård tone, fordi moren var gået bort, da han var lille og faren havde set Colopatiron, som ham der havde taget hende fra ham. Hans eneste lys i livet. Derfor var det ofte at Colopatiron, der endte med at skulle gøre det praktiske, hvor hans søskende fik lov til at lege. En dag blev det dog for meget og Colopatiron stak af hjemme fra. På dette tidspunkt var han små 400 år gammel, så han var i stand til at klare sig selv. Han slog sig ikke ned noget bestemt sted, men havde bestemt sig for at se verden. Han fløj således rundt mellem de to lande og lærte om livet på den barske måde. En dag endte han i et slagsmål, hvor han vidste sin kampfærdigheder og slog 3 soldater ihjel, da de prøvede at stoppe slagsmålet. Man skulle tro man ville ende i fængsel efter sådan en omgang, men det var hårde tider i Iméra, så de tog ham ind i hæren, hvor han blot blev mere og mere barsk. Han gik hen og blev hærfører og var i hæren fra omkring 750 til han blev ca. 1370 år. Under denne tid blev han kendt, som en galning i hæren, der kunne finde på at slå sine underordnet ihjel, hvis de ikke gjorde som han lystret. Han hjerte var mere eller mindre ved at blive formørket, hvis det ikke havde været fordi verden var blevet formørket og solen var forsvundet, så havde han højst sandsynligt forsat i denne glidebane.
Det hele ændrede sig, da han hørte profetien om lysetsbarn, der skulle redde verden. Han opdagede at hans plads i verden var en engel – ikke en morder. Han udviklede en modenhed og hans raseri mod sin far forsvandt også. Han skammede sig grænseløst over sig selv og besluttede sig for at ændre hele sin tilværelse og stoppe i hæren. Han bestemte sig for at lede efter barnet for at kunne hjælpe ham i kampen for lysets tilbagekomst, hvilket han brugte de næste 900 år af sit liv på. Han rejste på tværs af landene og oplevede de mest utrolige eventyre i sin søgen, men lige lidt hjalp det. Til sidst knækkede det ham og han tabte modet og har opgivet sin søgen og det er her han er i dag.
Minder:
Det var en varm sommerdag og Colopatiron var sammen med sine ældre søskende ude og flyve rundt leje. Det var 50 år siden moderen havde forladt dem og det gjorde stadigvæk ondt på faderen, der anså Colopatiron som symbolet på hans savn, da han var den yngste. ” Colopatiron kom her” lød en hård stemme fra hytten af. Colopatiron fløj over til sin far der tog hårdt fat i kraven i hans tøj og smed ham i hytten, ”Kom i gang med at rydde” kommanderet han. Colopatiron prøvede at protester, men fik knaldet døren i hovedet i næste sekund. Han sukkede og vendte sig om og så et rod uden lige.
”SVÆKLINGE! INGEN AFTENSMAD I AFTEN!” råbte Colopatiron hårdt. Det var en formiddag på træningsbanen og de 2 måneder gamle rekrutter skulle ikke engang bruge 2 timer til at få hans pis i kog. ”Hvis i vil have den mindste chance for at overleve mere end bare 5 minutter i en kamp, så kræver det virkelig at i tager jeg sammen” sagde han i en forsat hård tone til rekrutterne der var i færd med at tage armbøjninger, som straf for deres mislykkedes tid på banen.
Det var i dag 651 år siden solen var forsvundet og Colopatiron søgning efter lysetsbarn stod stadigvæk på. Han havde bevæget sig langt ind i det dystre Nýchta. Langt forbi hvor udkigsposterne var i sin søgen. Han var også flere gange stødt på glubske bæster der ville ham ondt, men mange var stukket af, da de havde opdaget hvem det var. Dette gjorde ham bedrøvet, da han ikke ønskede at være denne person længere, der havde rygtet for at have været den ondeste hærfører. Der var dog også nogen der ignorerede dette faktum og dem blev han nød til at nedkæmpe selvom han gerne ville undgå det. Han havde selv stillet sig spørgsmålet hvorfor han skulle her ind, men faktum var at han ikke havde den fjerneste idé om hvor, hvad eller hvem lysetsbarn var. Han gik hen ad en sti med sin kappe trukket tæt om sig. Han fulgte den resten af dagen uden at se noget tegn på liv, der kunne dog pludselig høres noget i det fjerner. Det var skrig, skrig som Colopatiron kendte fra sin fortid. Vingerne fløj op og han satte i vingerne og greb sit spyd. Han fik i det fjerne øje på en varulv der stod overbøjet over en skikkelse. Colopatiron hævet sit spyd og lod det flyve imod varulvens ryg, som det gennemborede, hvor efter den faldt om på siden. Han landte ved siden af skikelsen og knælede. Det var en ung menneske kvinde, hun var stadigvæk i live. Hun var dog lammet af skræk. Colopatiron tog hende med sin færd og de endte med at få et forhold. Det varede dog ikke længe, da hun var et menneske og mennesker ikke levede meget længere end 100 år.
Styrke:
Utrolig dygtig med et spyd og skjold
Livsklog
Kender verden ud og ind
God til at læse folk og udnytte det
Svaghed:
En knækket mand
Har samlet sig en del fjender.
Er blevet ret godtroende som følger på sin ”redemption”
Seksualitet:
Hetero.
Andet:
Han mangler en inspirationskilde i sit liv til at få hele sin livscyklus. Han forsøgte at finde lysetsbarn, så han kunne hjælpe det på den ene eller anden måde om det så skulle være kamptræning eller som følgesvend var i og for sig irrelevant. Og barnet en dag skulle dukke op, ville han stadigvæk være frisk på dette.
Han er ikke i stand til at bruge sin healings evner i sin nuværende mentale tilstand.
Hans rygte er lidt blandet nu. I visse kredse er han kendt som den evige vandre, der leder efter lysetsbarn, men hos nogen er han stadigvæk hærføren.
