Post by Híroko Yúng on Jun 15, 2011 16:59:13 GMT 2
Fulde navn:
Híroko Yúng
Alder:
2357 år, men ligner en på 23.
Køn:
Mand
Race:
Dødsengel
Land:
Nýchta
Job/Rang:
Sirene fanger, dog leder han altid efter andre sjældne racer, som muligvis kan gøre ham endnu mere rig - for på et tidspunkt må sirene racen jo slippe op?
Våben:
Af ren og skær beskyttelse til sig selv render han næsten hele tiden rundt med et længere sværd, som dog er en anelse smallere end andre. Grunden til at våbnet faktisk er smallere er fordi så er det lettere at håndtere, men samtidig er det også muligt for Híroko at trække sværdet hurtigt ud igen. Ren og skær planlægning.
Evner:
Híroko har som så mange andre dødesengle mulighed for ar flyve, hvilket han udnytter til fulde, når han først er på jagt efter en sirene, der ofte ikke er så god til fods. Men det er kun dem der er blevet forvirret af hans angreb, som ofte søger op på land, hvor han i de fleste tilfælde af fordelen.
Som en erfaren fanger, har han flere tricks oppe i ærmet end så mange andre. Nogle gange sker det at han bliver nød til at anvende fælder for at fange sine ofre, dog betyder det at han efter flere år i branchen har anskaffet sig en stor viden indenfor fælder, som man ofte ikke ligger mærke til før at det er for sent.
Híroko ved udmærket godt at man ikke kan vandre rundt i Nýchta uden at have en smule kendskab til våben og anden form for forsvar i tilfælde af at det lige pludselig skulle gå galt eller at man muligvis ville blive afbrudt af nogen - så er det godt med en hurtig flugt vej. Da det eneste han er interesseret i er en hurtig fangst.
Familie:
Híroko har længe ikke haft kontakt til familien, men det skyldes en episode i hans fortid, som fik ham til at vende dem ryggen. Dertil er det kommet så vidt, at han faktisk ikke ved hvilken situation de står i (fattige). Han kender kun til sin egen økonomi - som i følge ham selv ser meget lovende ud. På bekostning af andres liv og frihed.
Far: Kúri Yúng, Dødsengel, ukendt alder og beskæftigelse.
Mor: Mai Lúren Yúng, Dødsengel, ukendt alder og beskæftigelse.
Lillebror: Toroko Yúng - Dødsengel, blev 676 år. (død)
Lillesøster: .... Yúng, ingen ved hvor hun er eller hvad der er blevet af hende. Er mor til Küki Sen'in. (omkring de 2336 år)
Nevø: Küki Sen'in - Dødsengel, 778 år. (blev kidnappet som lille, mere ved han ikke)
Udseende:
Híroko ligner muligvis ikke en der kunne finde på at bruge sit liv på at jage de såkaldte sjældne racer, men det er simpelthen fordi mange ikke ved hvem han i grunden er - de eneste som kender hans sande natur er de sirener, som han har sat kløerne i, men også hans købere. Grunden til at han vælger at holde sin status skjult igennem hans udseende og udstråling er simpelthen fordi folk har det med at være alt for nysgerrige, når det først kommer til stykket og det er han, for at sige det lige ud, så fandens træt af (læs personlighed for mere).
Híroko har det med at have et meget afslappet udseende til tider, men det er kun når han ikke går på jagt målrettet. Faktisk er det muligt at se ham med flere forskellige udseende, som også afspejler hans personlighed eller humør.
Personlighed:
Híroko er ikke ligefrem en mand af mange ord. Han vælger ofte blot at forholde sig tabs i de fleste situationer, hvis det ikke er noget der interesserer ham. Hvis man derimod formår at fange hans opmærksomhed, så er han næsten ikke til at komme af med igen. Dog kan denne form for opmærksomhed både være godt og skidt. Oftere skidt end godt. Som person er han gerne charmerende i de fleste tilfælde, hvor det gælder, det der indtil videre betyder mest for ham - penge. Híroko er faktisk en penge glad mand med stort p. Dette betyder også at han gør alt for at skaffe sig flere penge på lommen. Hvis man først møder ham, når han er ude for at fange sirener, så er det meget sjældent at han anskuer folk det mindste blik, da han er nød til at koncentrere sig om byttet.
Der er mulighed for at finde en mere venlig og behagelig mand, men så skal man godt nok også lede længe efter ham, men samtidig er det også nødvendigt at betyde noget specielt for ham - ellers kan man lige så godt glemme at forsøge. Når man først betyder noget for ham, så har han det med at beskytte lige til slut. Dog skal der ikke meget til før at man træder ham på tæerne. For hvis det først kommer til hans arbejde, så har han aldrig tænkt sig at stoppe med at jæge, uanset om det er sirener eller ej.
Fortid:
Livet er aldrig en leg - specielt ikke når man bor i Nýchta, hvor der skal kæmpes for føden. Men samtidig er det også nødvendigt at være højt stillet, hvis man vil respekteres. Det var ikke ligefrem, hvad der skete med familien Yúng. Selvom familiens blod kun bestod af dødsengle, hvilket ofte var svært at holde en familie til en race. Men den ændrede sig hellere ikke da Küri og Mai mødte hinanden. Familien havde altid været fuldblods og det ville med sikkerhed ikke blive respekteret, hvis man brød den rene linie. Derfor håbede det unge par også på at det ville blive lettere så snart de slog deres familier sammen. Desværre gik det ikke sådan..
En ny begyndelse starter med et skrig
Det store hus var fyldt op med folk, der skulle opvarte den gravide kvinde, som lå ind på gæsteværelse, da hun var faldet om der. Det var sket hen på formiddag, at hun var knækket sammen, imens at hun var igang med at vise nogle gæster hen på plads i palæet, men desværre for gæsterne, så var de kommet lige til fødslen. Det startede som nogle mindre skrig, der bare fyldte huset op, men efterhånden som det hele skred frem blev hun nød til at ligge sig i sengen, hvorefter man sendte bud efter manden. Parret Küri og Mai havde ventet længe på at denne dag skulle komme og nu var det endelig sket, men hvem havde forventet at det skulle være så hårdt at føde det første barn? Mai var lettere forvirret og besvimede op til flere gange, hvilket blot betød at fødslen på den måde kom til at vare længere.
Pludselig kunne man høre et barneskrig, barnet var blevet født ind i en verden, hvor der ikke skulle mangle noget som helst. Penge havde familien nemlig nok af, men hvor længe det ville stå på kunne man aldrig vide, når tingene svang frem og tilbage i Nychta.
Drengen voksede op sammen med sine forældre, der ofte ikke havde tid til ham, så han blev nød til at klare sig selv..
"Híroko, kom så her unge mand"
det var hans fars stemme, da tydeligvis ikke lød særlig begejstret for det han havde lavet i huset. Híroko var ofte alene hjemme, hvilket tit endte galt, da han synes at det kunne være sjovt at udforske huset ved hjælp af sine vinger. Og når man kun lige har rundet de 20 år, som dødsengel, så ved man stadig ikke rigtig hvordan man skal håndtere sine vinger eller hvordan man skal kontrollere dem, så de også fører en den rigtige vej. Híroko var ofte kommet ud for at smadre noget i huset og denne dag var absolut ingen undtagelse.
Stille bevægede Híroko sig ned af den store trappe og kiggede på sin far, der var meget utilfreds og stod med armene over kors. En enkelt tåre trillede ned af drengens kind, da han godt vidste hvad der ventede ham. Da han kom ned for enden af trappen greb Küri fat i hans arm og trak ham med ind på kontoret, hvor han lagde drengen over skødet og begyndte at give ham smæk. Men man skulle måske tro at Híroko ville være brudt ud i gråd, dog var han så van til det, at han blot bed tænderne sammen, imens at de sorte vinger lagde sig ned omkring hans krop, som om han prøvede at beskytte sig selv.
"Undskyld far, men det ville aldrig ske mere, hvis du bare havde tid til at lære mig at bruge mine vinger"
sagde Híroko stille, selvom han godt vidste, at det var en ømt punkt, som han lige havde ramt. Grunden til at hans forældre aldrig havde tid til ham, var at de blev nød til at arbejde for føden, specielt når der var endnu et barn på vej meget snart. Híroko selv frygtede den dag, hvor der ville komme endnu et barn ind i familien, da han var bange for at den nyfødte ville få samme behandling. Küri vendte ham om og så ham lige ind i øjnene, hvorefter han blot smed drengen hen af gulvet.
"Du kender udmærket grunden, Híroko. Derfor har jeg sagt at du bliver nød til at lære det selv, men øv dig udenfor!"
stemmen var hård og kold, som den dødsengel hans far nu var. Hele familien bestod jo af dødsengle, så Híroko var blot lettet over ikke at være blevet andet. Men hvordan skulle det også kunne være sket, når hans mor også var dødsengel, men knap så hård? Híroko kom hurtigt op på benene og bukkede for sin far før at han farede ud af døren og ud af huset, hvorefter at han begyndte at øve sig i at flyve til perfektion..
Der gik mange år, før at Híroko lærte at flyve ordentligt, men ind imellem blev han også storebror til en søster, der var 21 år yngre end ham selv. Han var faktisk meget stolt over, at være blevet storebror, derfor valgte han også at passe på sin søster med sit eget liv. Men det var lidt som om at hans søster ikke en gang havde lyst til at blive i familien? Som om hun blot ville væk derfra i håb om at få et bedre liv. Ja, der var ikke blevet ændret på noget, efter at hans lillesøster var kommet til. Det var blot blevet en smule mere trængt, da hans mor fik det dårligere af fødslen, selvom man måske skulle tro at det ville gå den anden vej, efter første fødsel.
Jeg skal være bedre end alle andre!
Hver eneste dag brugte Híroko på at flyve, men langsomt blev det til en udfordring for ham selv, at udfordre sin krop yderligere i håb om på et tidspunkt at kunne give sin fa igen. Og derved ikke være så svag og barnlig. Dette førte også til at han i en alder af 50 faktisk ikke længere var et barn. Selvom han muligvis kun lignede en på 5 år, så var hans personlighed meget ældre. Han var mere fast og bestemt over for sine forældre, det var også næsten lige før, at det kunne give ham problemer, fordi han havde det med at modsige sig dem af ren og skær vrede.
"Far.."
Det var tydeligt, at det var Híroko, der var i gang med at gøre noget forkert, det var hans søster som kaldte på deres far i håb om at stoppe ham i tide. De var ude i haven og Híroko var i færd med at klatre op i et træ, dog kunne han selvfølgelig have brugt sine vinger, men nu gjaldt det om at styrke hans muskler, dog havde han svært ved at holde fast i træet, det var jo ikke meningen at han skulle klatre i træer. Det var derfor han havde vinger..
Der gik noget tid før at deres far kom ud i haven og kiggede op på sin søn, der snart var nået toppen. For enden af træet, stod hans lillesøster, der var lettere nervøs for sin storebror, da han jo kunne falde, hvornår det skulle være. Hun gik hen og hev desperat sin far i armen, da hun ville have ham til at stoppe Híroko.
"Híroko, kan du så komme herned! Du ender bare med at brække noget, knægt"
Hans fars stemme var blevet dybere igennem tiderne, men han virkede på en måde også svagere, da han igennem de sidste par år havde haft en del kampe med sin søn, der var meget stædig med hensyn til sin egen videre udvikling. Dog rystede Híroko blot på hovedet og satte sig ud på en gren, der var omkring 15 meter ned, og han havde da også nået sit mål, nemlig toppen.
"Se selv far uden vinger, jeg er slet ikke så uduelig"
råbte han ned til sin far, der rystede på hovedet, men da Híroko lænede sig en smule frem af, for at kigge ned på dem fik han lige pludselig overbalance og styrtede pludselig mod jorden. Da han var grebet af panik og det lange fald nåede han ikke selv at reagere, men heldigvis var der nogen som greb ham lige før han nåede jorden. Selvfølgelig var det hans far, der havde grebet ham i sidste øjeblik, selvom det havde været muligt at gribe ham længere oppe, men han ønskede blot at give sin søn en lærestreg. Igen..
Efterhånden som tiden gik, blev familien blot større, for der gik ikke længe før at Híroko igen kunne kalde sig for storebror, da han fik sig en lille bror. Som muligvis var mere elsket end ham selv? Selvfølgelig var det blot drengens egen opfattelse, da det virkede som om Toroko fik den opmærksomhed, som han aldrig selv havde fået. På det tidspunkt var Híroko omkring de 110 år, så det var muligvis sent at få sig en lillebror, men det var pludselig sket. Familien ønskede dog ikke at blive større, da de to drenge ofte havde det svært ved at enes omkring tingene. Men alligevel fik de alle 3 lov til at passe sig selv, imens forældrene var ude og arbejde.
Det var ikke min skyld
En sen eftermiddag, hvor forældre måske skulle være kommet hjem, var de to drenge gået udenfor for at udforske området igen. På dette tidspunkt var Híroko 151 år og hans lillebror var kun 41 år. Men i den alder mente Híroko godt at hans lillebror ville kunne klare en mindre udfordring, selvom deres søster på det kraftigste var imod det.
"Kom nu lille Toroko, vil du ikke gerne gøre mor og far stolte"
Selvfølgelig var det Híroko, der med sine ord, valgte at lokke sin bror ud i haven, hvorefter de stod for enden af det høje træ, som han for længst havde formået at klatre op i, også uden at falde. Men nu var det kommer til Toroko, som med nervøs skridt nærmede sig det tykke træ. Det var egentlig tydeligt for dem begge to at se, at Toroko ikke brød sig om det. Han havde endnu ikke tænkt sig at bruge sine vinger, som sikkert ville have hjulpet ham en del.
Langsomt og sikkert begyndte Toroko, imod sin vilje, at klatre op i træet. Det gik dog ikke særlig hurtigt, da knægten opdagede sin højdeskræk på det tidspunkt, som blot ville blive værre med årene. Men hans storebror valgte bare at presse på hele tiden, så han til sidst fik Toroko op i toppen af træet.
"Híroko, jeg gjorde det!"
råbte Toroko stolt ned til sin storebror, der blot lagde armene over kors og nikkede en smule, da han faktisk ikke havde regnet med det. Men sådan var det, når man nærmest godt kunne kalde sig rivaler. Noget kunne jo tyde på, at Toroko var stærkere bygget end Híroko, noget han bestemt ikke var tilfreds med..
Toroko lagde roligt an til at kravle ned og det gik da også ganske udmærket til at starte med, hvis man lige så bort fra, at han faktisk havde meget svært ved at holde sig selv fast. Til alles overraskelse mistede Toroko sit greb om træet og styrtede hurtigt mod jorden, men denne gang var det Híroko, der faktisk reddede ham i tide, ellers havde han nok ikke overlevet det. Dette skulle senere hen vise sig, at få nogle alvorlige konsekvenser for Toroko..
Efterhånden som det hele skred fremad, blev det faktisk hårdere og hårdere for forældrene, at holde trit med deres økonomi. Det var noget som både tog hårdt på faderen, men det tog mest på deres moder. Noget som sikkert godt kunne være undgået, hvis de blot havde valgt at holde en mindre standard i familien, men de forsøgte jo at opretteholde den højeste standard, som havde været dem muligt før de begyndte at få børn. I takt med at det tog hårdt på deres mor, forsøgte børnene at opmuntre hende, men det var lidt som om at det løb var kørt for mange år siden.
Stærkere, klogere - magten er vores!
Tiden var kommet til, hvor det var nødvendigt for de to drenge, at følge mere med, men det betød også, at de kom til at stå overfor nogle større udfordringer, end de hidtil var kommet ud for.
Deres far tog dem begge med ud til Cyappu, hvor de skulle vise deres værd, ellers ville han sikkert aldrig kunne se dem i øjnene igen. Dette var noget som betød meget for den nu 786 årige Híroko, der hele sit liv havde søgt efter sin fars accept og nu ville det endelig være muligt for ham, at gøre et forsøg på at opnå det. Híroko havde længe været udrustet til denne form for udfordring, men hans lillebror derimod, var langt fra klar til det.
"Okay drenge. Kan I se den anden side af Cyappu, hvor Iméra ligger? Jeg vil have jer til at flyve over på den anden side og hente noget, der kan bevise, at I har været der"
tonen var hård og alvorlig, så drengene vidste udmærket godt, at dette var alvorlig, så de havde ikke tid til at pjatte rundt med andre. Nu skulle de jo vise deres far, hvad de var i stand til. Begge drenge nikkede og bevægede sig hen til kanten. Desværre for Toroko kom han til at kigge ned i det uendelige mørke, hvor han blev grebet af en frygt, en frygt for at falde derned og blive omgivet af mørket og aldrig nogensinde ville kunne finde tilbage. Híroko derimod var ganske kold ved synet, som om han blot ventede på at det ville blive overstået, så han kunne gøre sin fader stolt. Det var hans eneste ønskede.
"Klar drenge? Og flyv!"
I det at de fik lov til at flyve var Híroko allerede godt på vej, men hans bror fulgte ikke med, dette resulterede i at hans far gik hen til sin søn og gav ham et simpelt skub ud over kanten.. Af ren og skær skræk lukkede han øjnene, imens at han faldt ned mod dybet, dog havde Híroko lagt mærke til, hvad der helt præcist var sket og skyndte sig efter ham ned i mørket. Det var meget svært at se noget som helst dernede og man ville hurtigt kunne blive forvirret over, hvad der var op og hvad der var ned. Toroko skreg af smerte, da hans værste frygt overmandende ham fuldstændigt. Dog til hans held nåede Híroko at få fat i ham, hvorefter han fløj op til overfladen ved Iméra. De kiggede begge over på deres far, men Toroko var stadig i chok.
"Ta' dig dog sammen Toroko, vi skal videre"
sagde Híroko med en fast tone og trak sin bror ind i Iméra, selvom han ikke var specielt glad for at hjælpe sin bror, så blev han vel nød til det? De var jo i familie med hinanden..
Efter noget tid kom Híroko farende ud af skoven og fløj hurtigt over på den anden side af Cyappu, vores deres far ventede. Han var mere eller mindre forpustet og havde svært ved at trække vejret.
"Toroko... Toroko.."
Det var de eneste ord, som han faktisk kunne få over sine læber, men om halsen på ham, hang der en mørkrød halskæde, som han havde fået med sig fra Iméra, det var i hvert fald hans bevis. Küri, hans far, derimod kiggede tilbage mod Iméra og vidste ikke rigtig hvor hans yngste søn blev af, derfor gav han sig til at ruske i Híroko, der ikke vidste hvor han skulle starte, men han blev nød til det.
"De tog ham.. Jeg kunne ikke gøre noget. Han er fortabt.. De vil slå ham ihjel.. Vi gjorde slet ikke noget.. Men de brød sig ikke om synet af to dødsengle"
Sagde Híroko lettere forpustet og forsøgte at forklare det hele, men han kunne ikke sige hele sandheden. Híroko var nemlig sluppet med livet i behold, men Toroko var for længst blevet dræbt som symbol på at dødsengle ikke ville have det lettere ved at invadere Iméra bare fordi de var udrustet med nogle vinger. Drengene havde allerede fra start af været fortabt, men Híroko følte blot at det var hans skyld, men hans far ville vide mere.
"De spærrede først Toroko's sjæl ind i halskæden, hvorefter de tvang mig til at se min bror dø.."
Man skulle næsten tro, at denne episode ville lamme Híroko, men det var langt fra det som skete.
Küri og Híroko vendte hjem, hvor det hurtigt gik op for Mai, at hun havde mistet en søn. Dette knuste hende fuldstændig og kastede hende ud af den normale rytme, som de så længe havde levet med.
Det kunne godt være at det forandrede hele situationen hjemme ved Híroko, men det betød ikke at det havde den helt store effekt på ham, da han blot valgte at beholde halskæden til minde om sin bror, selvom hans far helst så, at hans mor fik lov til at bære rundt på den, så satte Híroko sig imod hans ønske.
Sammen med tabet af deres søn, faldt deres indtægt, men også deres status, som de havde haft over for deres venner. Familie Yúng blev nu kastet ned til de mindre klasser, hvor det næsten ikke var muligt for dem at leve mere. Derfor valgte Híroko at gå sin egen vej.
I en alder af 800 år, valgte Híroko at gå sin egen vej, dette betød også at han afskar al kontakt til sin familie og det liv, som han en gang havde været en del af. Dog fik han hurtigt sat en ny livsstil på benene, som bragte ham tilbage på banen. Det hele startede en dag nede ved vandkanten. Han var faktisk bare gået derned for at få renset sine tanker for alt. Han ønskede ikke længere at bekymre sig for andre eller i det hele tiden at stå til rådighed for enhver. Nu var han kommet til det punkt, hvor han kun tænkte på sig selv og hvordan han skulle få den tidligere rigdom tilbage, som hans forældre havde været så dumme at miste.
Híroko sad med bene foran sig og kiggede blot ud på det mørke vand, det var efterhånden også blevet sent, så der var ikke rigtig noget genskær i vandet udover månen, som stod højt på himlen. Han stirrede faktisk en smule og var ved at falde hen, da han fik øje på noget ude i vandet. Det første han så var et hovede, som dukkede op fra vandoverfladen. Men idet at han kiggede nærmede efter virkede det ikke som en der hørte til på land, nej faktisk lignede det en, der havde bosat sig i vandet. Hans tanke røg straks over på en sjælden race, som han godt havde hørt om, dog mente han ikke, at de søgte op til overfladen. Men denne opdagelse vækkede en form for lyst inde i ham. Han ville undersøge væsenet nærmere og sprang derfor uden tøven i vandet. Hvilket dog resulterede i, at hans vinger blev våde, da han havde glemt alt om, at det havde været muligt for ham, at trække dem ind, så han ville kunne bruge dem senere. Da han først ramte vandet blev han opdaget, man kunne vel godt kalde det en begynder fejl, væsenet forsvandt hurtigt, dog forsøgte Híroko at følge efter væsenet, men det forsvandt hurtigt i mørket.
Efterfølgende valgte han at gå hjem og undersøge sagen nærmere, så han havde mulighed for at være mere forberedt til næste gang, hvor han måske ville få muligheden for at få øje på endnu en Sirene, for det var hvad dette væsen havde været. Han var helt sikker, men også fast besluttet på at fange dette væsen.
Da han vendte hjem til det mindre hus han havde fået skaffet sig, gik han i krig med sine bøger og undersøgte hvert fakta omkring Sirener. Dog valgte han ikke at besøge vandet igen, da han først ville være helt sikker på, at det ville kunne lykkedes ham at fange det, før at han ville gå et forsøg igen.
Der gik mange år, hvor Híroko brugte tiden på at læse og selvom han kun lignede en på 15 eller yngre, da han startede sin søgen, så var han nok mere moden end så mange andre på hans alder. Efterhånden som der ikke var mere at læse besluttede han sig for at søge tilbage til vandet, da han nu blev nød til at have en smule erfaring med at fange disse kreaturer, så han ville kunne udnytte deres sjældenhed til fulde. Hírokos tanker var på det tidspunkt kun rette mod hans bytte.
Den aften, hvor han vendte tilbage til vandet, lykkedes det ham at få øje på en Sirene tæt ved vandkanten, dog valgte han denne gang at skjule sine vinger og bevæge sig langsomt hen mod kanten. Hans skridt var nærmest lydløse, fordi sandet ikke var så tørt igen, men det var kun til hans fordel. Sirenen lagde ikke mærke til noget før at det faktisk var forsent og han kastede sig over Den unge sirene, som tydeligvis aldrig havde mødt en med hans personlighed.
"Slip mig!"
det var en ung kvindes stemme, som forsøgte at få ham til at slippe, men stædig, som han var strammede han blot sig greb indtil at hun besvimede, så han kunne trække hende op på land. Han gav sig også straks til at undersøge hendes hale, der tydeligvis var beregnet til at kunne få hende til at bevæge sig over en længere afstand på ganske kort tid. Híroko valgte at tage hende op i sine arme og bære hende hjem til sig, hvor han havde anskaffet sig et stort akvarie til sit næste fund. I det at hun kom ned i vandet igen, kom hun også til bevidstheden og farede rundt i det store akvarie af ren og skær frygt, imens, at han blot kiggede på?
Der er efterhånden gået rigtig mange år, hvor Híroko blot har brugt tiden på at fange og sælge Sirenerne for en stor sum penge, dette har været med til at han er flyttet ind i et større hus, dog ikke på størrelse med det, som hans forældre den gang havde. Da han stadig er en smule menneskelig og ikke bare smider rundt med pengene omkring sig.
Minder:
Alle de gange hvor Híroko faktisk er gået imod sin fars vilje, har været med til at gøre ham stærkere, som person, men samtidig er han også blevet koldere og mere ufølsom.
Den dag, hvor Toroko døde og han blev tvunget til at se på, imens at de nærmest sugede livet ud af Toroko. Det er noget, som har gjort et stort indtryk på ham, men samtidig har det også gjort ham en smule hævngærrig, da han meget gerne vil hævne sin bror.
Hans første møde med en Sirene, hvorefter at han besluttede sig for at vig sig liv til jagten efter Sirener. På den måde har han også skabt sig en større formue, som betyder en del for ham. Da han ikke vil leve som de fattige eller hans forældre..
Styrke:
Bevægelse i luften - Efter mange års træning allerede i en ung alder, har Híroko mulighed for at bevæge sig i luften til perfektion, så det ville være meget dumt at forsøge at fange ham i luften.
Våbenhåndtering - Det kan godt være, at han ikke kan bruge et våben til perfektion, men alligevel har han mulighed for at forvandle næsten hver eneste spids genstand til et dødeligt våben.
Fælder - Efter mange års jagt efter sirener, kan han godt kalde sig en ekspert inden for fælder både til vands, men også til lands. Så det er svært at slippe fra ham, når han først har valgt sit mål.
Stædig - Igennem sin barndom har det været nødvendigt for ham at være stædig, hvis han ønskede at lære noget, det er dog stadig en del af ham, hvilket til tider er godt, men andre gange mindre godt. Det kommer helt an på situationen.
Svaghed:
Penge - i tilfælde af at han skulle få tilbudt nogle penge for at udføre et eller andet arbejde, så har han meget svært ved at sige nej, uanset hvad det går ud på.
Følelser - han vil helst ikke blande følelser ind i sit arbejde, men har samtidig også meget svært ved at udtrykke sande følelser for folk. Ofte er det bare noget han bygger op for at skabe tillid, uden at det er sandt.
Fortiden - Der vil altid være noget, som trykker ham og specielt hans fortid, kan nogle gange få ham en smule ud af kurs, hvis han først bliver mindet om det.
Sin søster og hendes nevø - Hele sit liv, har han haft et ganske udmærket forhold til sin søster, men siden at hun forsvandt, har det været et ømt punkt for ham, da han føler at det er hans skyld. Dog har han en mission om at finde sin nevø, der også bare forsvandt.
Seksualitet:
Biseksuel.
Andet:
Halskæden fra fortiden:
Denne halskæde skulle besidde Hírokos lillebror. Men ingen ved om det nu også er sandt. Dog bærer Híroko altid rundt på halskæden i tilfælde af, at han skulle finde en måde hvorpå han kan slippe Toroko fri, så han ikke længere er fanget.
Dog havde Híroko aldrig troet, at Iméra skulle besidde magten til at gøre den slags ved andre og så blot for deres lille besøg i Iméra.
Híroko Yúng
Alder:
2357 år, men ligner en på 23.
Køn:
Mand
Race:
Dødsengel
Land:
Nýchta
Job/Rang:
Sirene fanger, dog leder han altid efter andre sjældne racer, som muligvis kan gøre ham endnu mere rig - for på et tidspunkt må sirene racen jo slippe op?
Våben:
Af ren og skær beskyttelse til sig selv render han næsten hele tiden rundt med et længere sværd, som dog er en anelse smallere end andre. Grunden til at våbnet faktisk er smallere er fordi så er det lettere at håndtere, men samtidig er det også muligt for Híroko at trække sværdet hurtigt ud igen. Ren og skær planlægning.
Evner:
Híroko har som så mange andre dødesengle mulighed for ar flyve, hvilket han udnytter til fulde, når han først er på jagt efter en sirene, der ofte ikke er så god til fods. Men det er kun dem der er blevet forvirret af hans angreb, som ofte søger op på land, hvor han i de fleste tilfælde af fordelen.
Som en erfaren fanger, har han flere tricks oppe i ærmet end så mange andre. Nogle gange sker det at han bliver nød til at anvende fælder for at fange sine ofre, dog betyder det at han efter flere år i branchen har anskaffet sig en stor viden indenfor fælder, som man ofte ikke ligger mærke til før at det er for sent.
Híroko ved udmærket godt at man ikke kan vandre rundt i Nýchta uden at have en smule kendskab til våben og anden form for forsvar i tilfælde af at det lige pludselig skulle gå galt eller at man muligvis ville blive afbrudt af nogen - så er det godt med en hurtig flugt vej. Da det eneste han er interesseret i er en hurtig fangst.
Familie:
Híroko har længe ikke haft kontakt til familien, men det skyldes en episode i hans fortid, som fik ham til at vende dem ryggen. Dertil er det kommet så vidt, at han faktisk ikke ved hvilken situation de står i (fattige). Han kender kun til sin egen økonomi - som i følge ham selv ser meget lovende ud. På bekostning af andres liv og frihed.
Far: Kúri Yúng, Dødsengel, ukendt alder og beskæftigelse.
Mor: Mai Lúren Yúng, Dødsengel, ukendt alder og beskæftigelse.
Lillebror: Toroko Yúng - Dødsengel, blev 676 år. (død)
Lillesøster: .... Yúng, ingen ved hvor hun er eller hvad der er blevet af hende. Er mor til Küki Sen'in. (omkring de 2336 år)
Nevø: Küki Sen'in - Dødsengel, 778 år. (blev kidnappet som lille, mere ved han ikke)
Udseende:
Híroko ligner muligvis ikke en der kunne finde på at bruge sit liv på at jage de såkaldte sjældne racer, men det er simpelthen fordi mange ikke ved hvem han i grunden er - de eneste som kender hans sande natur er de sirener, som han har sat kløerne i, men også hans købere. Grunden til at han vælger at holde sin status skjult igennem hans udseende og udstråling er simpelthen fordi folk har det med at være alt for nysgerrige, når det først kommer til stykket og det er han, for at sige det lige ud, så fandens træt af (læs personlighed for mere).
Híroko har det med at have et meget afslappet udseende til tider, men det er kun når han ikke går på jagt målrettet. Faktisk er det muligt at se ham med flere forskellige udseende, som også afspejler hans personlighed eller humør.
Arbejdstøj:
Da sirener ofte kun befinder sig i vand, så er det nødvendigt for Híroko at have tøj, der kan holde til at han skulle hoppe i vandet, hvilket tvinger ham til at trække sine sorte vinger ind i kroppen, så de ikke bliver våde og kan forværre hans flyve evne. Han tøjstil, når han er på jagt efter nye kreaturer, virker mere eller mindre afslørende, hvis man har mulighed for at aflæse folks kropsprog og udstråling. Grunden til at det kan være en smule afslørende, er nok at han ofte går klædt i en sort kappe, der dækker det meste af hans krop, samtidig med at han holder hovedet skjult i tilfælde af at han nu skulle møde nogen, som han kendte. Det der med at holde identiteten skjult, går han meget op i, selvom der kan være en enkel smutter en gang imellem. Men det kan også betyde, at han vælger at rydde folk af vejen for ikke at blive afsløret.
Afslapning:
Til dagligt eller derhjemme faktisk, gør han klædt i en hvid skjorte, gerne langærmet, så man ikke kan se den blege hud, som gemmer sig under. Dog ender det ofte med at ærmerne bliver smurt op, så han bedre kan arbejde eller blot bevæge sig frit, da han ironisk nok ikke bryder sig om at blive hold fanget. Over den hvid skjorte går han også gerne med en sort vest i tilfælde af, at der lige pludselig skulle dukke nogle gæster op, men også bare for at se godt ud, selvom han slapper af.
Egentlige udseende:
Híroko er en meget slank fyr, da ikke bryder sig om at se den mindste form for fedt på sin krop, derfor bruger han ofte tiden på at træne, selvom han får rigelig med træning, når han først skal forsøge at fange sirenerne. Derfor er hans krop også fyldt med muskler, dog træder de ikke så voldsomt frem på grund af hans påklædning, men smider hans først tøjet, så vil man nok, som det første, få øje på hans vaskebræt. Sammen med hans formelle holdning, virker han egentlig ikke så voldsom, da han virker en smule fin i det, men det er bare hans holdning. Hans hår er kulsort og har det med at passe sig selv - faktisk det eneste sted, hvor han ikke er så kontrollerende, da han ikke synes at det behøver sidde på en bestemt måde. Håret går ham dog til ned omkring hagen, så det er ikke noget kort hår, dog ser han stadig mandig ud.
Personlighed:
Híroko er ikke ligefrem en mand af mange ord. Han vælger ofte blot at forholde sig tabs i de fleste situationer, hvis det ikke er noget der interesserer ham. Hvis man derimod formår at fange hans opmærksomhed, så er han næsten ikke til at komme af med igen. Dog kan denne form for opmærksomhed både være godt og skidt. Oftere skidt end godt. Som person er han gerne charmerende i de fleste tilfælde, hvor det gælder, det der indtil videre betyder mest for ham - penge. Híroko er faktisk en penge glad mand med stort p. Dette betyder også at han gør alt for at skaffe sig flere penge på lommen. Hvis man først møder ham, når han er ude for at fange sirener, så er det meget sjældent at han anskuer folk det mindste blik, da han er nød til at koncentrere sig om byttet.
Der er mulighed for at finde en mere venlig og behagelig mand, men så skal man godt nok også lede længe efter ham, men samtidig er det også nødvendigt at betyde noget specielt for ham - ellers kan man lige så godt glemme at forsøge. Når man først betyder noget for ham, så har han det med at beskytte lige til slut. Dog skal der ikke meget til før at man træder ham på tæerne. For hvis det først kommer til hans arbejde, så har han aldrig tænkt sig at stoppe med at jæge, uanset om det er sirener eller ej.
Fortid:
Livet er aldrig en leg - specielt ikke når man bor i Nýchta, hvor der skal kæmpes for føden. Men samtidig er det også nødvendigt at være højt stillet, hvis man vil respekteres. Det var ikke ligefrem, hvad der skete med familien Yúng. Selvom familiens blod kun bestod af dødsengle, hvilket ofte var svært at holde en familie til en race. Men den ændrede sig hellere ikke da Küri og Mai mødte hinanden. Familien havde altid været fuldblods og det ville med sikkerhed ikke blive respekteret, hvis man brød den rene linie. Derfor håbede det unge par også på at det ville blive lettere så snart de slog deres familier sammen. Desværre gik det ikke sådan..
En ny begyndelse starter med et skrig
Det store hus var fyldt op med folk, der skulle opvarte den gravide kvinde, som lå ind på gæsteværelse, da hun var faldet om der. Det var sket hen på formiddag, at hun var knækket sammen, imens at hun var igang med at vise nogle gæster hen på plads i palæet, men desværre for gæsterne, så var de kommet lige til fødslen. Det startede som nogle mindre skrig, der bare fyldte huset op, men efterhånden som det hele skred frem blev hun nød til at ligge sig i sengen, hvorefter man sendte bud efter manden. Parret Küri og Mai havde ventet længe på at denne dag skulle komme og nu var det endelig sket, men hvem havde forventet at det skulle være så hårdt at føde det første barn? Mai var lettere forvirret og besvimede op til flere gange, hvilket blot betød at fødslen på den måde kom til at vare længere.
Pludselig kunne man høre et barneskrig, barnet var blevet født ind i en verden, hvor der ikke skulle mangle noget som helst. Penge havde familien nemlig nok af, men hvor længe det ville stå på kunne man aldrig vide, når tingene svang frem og tilbage i Nychta.
Drengen voksede op sammen med sine forældre, der ofte ikke havde tid til ham, så han blev nød til at klare sig selv..
"Híroko, kom så her unge mand"
det var hans fars stemme, da tydeligvis ikke lød særlig begejstret for det han havde lavet i huset. Híroko var ofte alene hjemme, hvilket tit endte galt, da han synes at det kunne være sjovt at udforske huset ved hjælp af sine vinger. Og når man kun lige har rundet de 20 år, som dødsengel, så ved man stadig ikke rigtig hvordan man skal håndtere sine vinger eller hvordan man skal kontrollere dem, så de også fører en den rigtige vej. Híroko var ofte kommet ud for at smadre noget i huset og denne dag var absolut ingen undtagelse.
Stille bevægede Híroko sig ned af den store trappe og kiggede på sin far, der var meget utilfreds og stod med armene over kors. En enkelt tåre trillede ned af drengens kind, da han godt vidste hvad der ventede ham. Da han kom ned for enden af trappen greb Küri fat i hans arm og trak ham med ind på kontoret, hvor han lagde drengen over skødet og begyndte at give ham smæk. Men man skulle måske tro at Híroko ville være brudt ud i gråd, dog var han så van til det, at han blot bed tænderne sammen, imens at de sorte vinger lagde sig ned omkring hans krop, som om han prøvede at beskytte sig selv.
"Undskyld far, men det ville aldrig ske mere, hvis du bare havde tid til at lære mig at bruge mine vinger"
sagde Híroko stille, selvom han godt vidste, at det var en ømt punkt, som han lige havde ramt. Grunden til at hans forældre aldrig havde tid til ham, var at de blev nød til at arbejde for føden, specielt når der var endnu et barn på vej meget snart. Híroko selv frygtede den dag, hvor der ville komme endnu et barn ind i familien, da han var bange for at den nyfødte ville få samme behandling. Küri vendte ham om og så ham lige ind i øjnene, hvorefter han blot smed drengen hen af gulvet.
"Du kender udmærket grunden, Híroko. Derfor har jeg sagt at du bliver nød til at lære det selv, men øv dig udenfor!"
stemmen var hård og kold, som den dødsengel hans far nu var. Hele familien bestod jo af dødsengle, så Híroko var blot lettet over ikke at være blevet andet. Men hvordan skulle det også kunne være sket, når hans mor også var dødsengel, men knap så hård? Híroko kom hurtigt op på benene og bukkede for sin far før at han farede ud af døren og ud af huset, hvorefter at han begyndte at øve sig i at flyve til perfektion..
Der gik mange år, før at Híroko lærte at flyve ordentligt, men ind imellem blev han også storebror til en søster, der var 21 år yngre end ham selv. Han var faktisk meget stolt over, at være blevet storebror, derfor valgte han også at passe på sin søster med sit eget liv. Men det var lidt som om at hans søster ikke en gang havde lyst til at blive i familien? Som om hun blot ville væk derfra i håb om at få et bedre liv. Ja, der var ikke blevet ændret på noget, efter at hans lillesøster var kommet til. Det var blot blevet en smule mere trængt, da hans mor fik det dårligere af fødslen, selvom man måske skulle tro at det ville gå den anden vej, efter første fødsel.
Jeg skal være bedre end alle andre!
Hver eneste dag brugte Híroko på at flyve, men langsomt blev det til en udfordring for ham selv, at udfordre sin krop yderligere i håb om på et tidspunkt at kunne give sin fa igen. Og derved ikke være så svag og barnlig. Dette førte også til at han i en alder af 50 faktisk ikke længere var et barn. Selvom han muligvis kun lignede en på 5 år, så var hans personlighed meget ældre. Han var mere fast og bestemt over for sine forældre, det var også næsten lige før, at det kunne give ham problemer, fordi han havde det med at modsige sig dem af ren og skær vrede.
"Far.."
Det var tydeligt, at det var Híroko, der var i gang med at gøre noget forkert, det var hans søster som kaldte på deres far i håb om at stoppe ham i tide. De var ude i haven og Híroko var i færd med at klatre op i et træ, dog kunne han selvfølgelig have brugt sine vinger, men nu gjaldt det om at styrke hans muskler, dog havde han svært ved at holde fast i træet, det var jo ikke meningen at han skulle klatre i træer. Det var derfor han havde vinger..
Der gik noget tid før at deres far kom ud i haven og kiggede op på sin søn, der snart var nået toppen. For enden af træet, stod hans lillesøster, der var lettere nervøs for sin storebror, da han jo kunne falde, hvornår det skulle være. Hun gik hen og hev desperat sin far i armen, da hun ville have ham til at stoppe Híroko.
"Híroko, kan du så komme herned! Du ender bare med at brække noget, knægt"
Hans fars stemme var blevet dybere igennem tiderne, men han virkede på en måde også svagere, da han igennem de sidste par år havde haft en del kampe med sin søn, der var meget stædig med hensyn til sin egen videre udvikling. Dog rystede Híroko blot på hovedet og satte sig ud på en gren, der var omkring 15 meter ned, og han havde da også nået sit mål, nemlig toppen.
"Se selv far uden vinger, jeg er slet ikke så uduelig"
råbte han ned til sin far, der rystede på hovedet, men da Híroko lænede sig en smule frem af, for at kigge ned på dem fik han lige pludselig overbalance og styrtede pludselig mod jorden. Da han var grebet af panik og det lange fald nåede han ikke selv at reagere, men heldigvis var der nogen som greb ham lige før han nåede jorden. Selvfølgelig var det hans far, der havde grebet ham i sidste øjeblik, selvom det havde været muligt at gribe ham længere oppe, men han ønskede blot at give sin søn en lærestreg. Igen..
Efterhånden som tiden gik, blev familien blot større, for der gik ikke længe før at Híroko igen kunne kalde sig for storebror, da han fik sig en lille bror. Som muligvis var mere elsket end ham selv? Selvfølgelig var det blot drengens egen opfattelse, da det virkede som om Toroko fik den opmærksomhed, som han aldrig selv havde fået. På det tidspunkt var Híroko omkring de 110 år, så det var muligvis sent at få sig en lillebror, men det var pludselig sket. Familien ønskede dog ikke at blive større, da de to drenge ofte havde det svært ved at enes omkring tingene. Men alligevel fik de alle 3 lov til at passe sig selv, imens forældrene var ude og arbejde.
Det var ikke min skyld
En sen eftermiddag, hvor forældre måske skulle være kommet hjem, var de to drenge gået udenfor for at udforske området igen. På dette tidspunkt var Híroko 151 år og hans lillebror var kun 41 år. Men i den alder mente Híroko godt at hans lillebror ville kunne klare en mindre udfordring, selvom deres søster på det kraftigste var imod det.
"Kom nu lille Toroko, vil du ikke gerne gøre mor og far stolte"
Selvfølgelig var det Híroko, der med sine ord, valgte at lokke sin bror ud i haven, hvorefter de stod for enden af det høje træ, som han for længst havde formået at klatre op i, også uden at falde. Men nu var det kommer til Toroko, som med nervøs skridt nærmede sig det tykke træ. Det var egentlig tydeligt for dem begge to at se, at Toroko ikke brød sig om det. Han havde endnu ikke tænkt sig at bruge sine vinger, som sikkert ville have hjulpet ham en del.
Langsomt og sikkert begyndte Toroko, imod sin vilje, at klatre op i træet. Det gik dog ikke særlig hurtigt, da knægten opdagede sin højdeskræk på det tidspunkt, som blot ville blive værre med årene. Men hans storebror valgte bare at presse på hele tiden, så han til sidst fik Toroko op i toppen af træet.
"Híroko, jeg gjorde det!"
råbte Toroko stolt ned til sin storebror, der blot lagde armene over kors og nikkede en smule, da han faktisk ikke havde regnet med det. Men sådan var det, når man nærmest godt kunne kalde sig rivaler. Noget kunne jo tyde på, at Toroko var stærkere bygget end Híroko, noget han bestemt ikke var tilfreds med..
Toroko lagde roligt an til at kravle ned og det gik da også ganske udmærket til at starte med, hvis man lige så bort fra, at han faktisk havde meget svært ved at holde sig selv fast. Til alles overraskelse mistede Toroko sit greb om træet og styrtede hurtigt mod jorden, men denne gang var det Híroko, der faktisk reddede ham i tide, ellers havde han nok ikke overlevet det. Dette skulle senere hen vise sig, at få nogle alvorlige konsekvenser for Toroko..
Efterhånden som det hele skred fremad, blev det faktisk hårdere og hårdere for forældrene, at holde trit med deres økonomi. Det var noget som både tog hårdt på faderen, men det tog mest på deres moder. Noget som sikkert godt kunne være undgået, hvis de blot havde valgt at holde en mindre standard i familien, men de forsøgte jo at opretteholde den højeste standard, som havde været dem muligt før de begyndte at få børn. I takt med at det tog hårdt på deres mor, forsøgte børnene at opmuntre hende, men det var lidt som om at det løb var kørt for mange år siden.
Stærkere, klogere - magten er vores!
Tiden var kommet til, hvor det var nødvendigt for de to drenge, at følge mere med, men det betød også, at de kom til at stå overfor nogle større udfordringer, end de hidtil var kommet ud for.
Deres far tog dem begge med ud til Cyappu, hvor de skulle vise deres værd, ellers ville han sikkert aldrig kunne se dem i øjnene igen. Dette var noget som betød meget for den nu 786 årige Híroko, der hele sit liv havde søgt efter sin fars accept og nu ville det endelig være muligt for ham, at gøre et forsøg på at opnå det. Híroko havde længe været udrustet til denne form for udfordring, men hans lillebror derimod, var langt fra klar til det.
"Okay drenge. Kan I se den anden side af Cyappu, hvor Iméra ligger? Jeg vil have jer til at flyve over på den anden side og hente noget, der kan bevise, at I har været der"
tonen var hård og alvorlig, så drengene vidste udmærket godt, at dette var alvorlig, så de havde ikke tid til at pjatte rundt med andre. Nu skulle de jo vise deres far, hvad de var i stand til. Begge drenge nikkede og bevægede sig hen til kanten. Desværre for Toroko kom han til at kigge ned i det uendelige mørke, hvor han blev grebet af en frygt, en frygt for at falde derned og blive omgivet af mørket og aldrig nogensinde ville kunne finde tilbage. Híroko derimod var ganske kold ved synet, som om han blot ventede på at det ville blive overstået, så han kunne gøre sin fader stolt. Det var hans eneste ønskede.
"Klar drenge? Og flyv!"
I det at de fik lov til at flyve var Híroko allerede godt på vej, men hans bror fulgte ikke med, dette resulterede i at hans far gik hen til sin søn og gav ham et simpelt skub ud over kanten.. Af ren og skær skræk lukkede han øjnene, imens at han faldt ned mod dybet, dog havde Híroko lagt mærke til, hvad der helt præcist var sket og skyndte sig efter ham ned i mørket. Det var meget svært at se noget som helst dernede og man ville hurtigt kunne blive forvirret over, hvad der var op og hvad der var ned. Toroko skreg af smerte, da hans værste frygt overmandende ham fuldstændigt. Dog til hans held nåede Híroko at få fat i ham, hvorefter han fløj op til overfladen ved Iméra. De kiggede begge over på deres far, men Toroko var stadig i chok.
"Ta' dig dog sammen Toroko, vi skal videre"
sagde Híroko med en fast tone og trak sin bror ind i Iméra, selvom han ikke var specielt glad for at hjælpe sin bror, så blev han vel nød til det? De var jo i familie med hinanden..
Efter noget tid kom Híroko farende ud af skoven og fløj hurtigt over på den anden side af Cyappu, vores deres far ventede. Han var mere eller mindre forpustet og havde svært ved at trække vejret.
"Toroko... Toroko.."
Det var de eneste ord, som han faktisk kunne få over sine læber, men om halsen på ham, hang der en mørkrød halskæde, som han havde fået med sig fra Iméra, det var i hvert fald hans bevis. Küri, hans far, derimod kiggede tilbage mod Iméra og vidste ikke rigtig hvor hans yngste søn blev af, derfor gav han sig til at ruske i Híroko, der ikke vidste hvor han skulle starte, men han blev nød til det.
"De tog ham.. Jeg kunne ikke gøre noget. Han er fortabt.. De vil slå ham ihjel.. Vi gjorde slet ikke noget.. Men de brød sig ikke om synet af to dødsengle"
Sagde Híroko lettere forpustet og forsøgte at forklare det hele, men han kunne ikke sige hele sandheden. Híroko var nemlig sluppet med livet i behold, men Toroko var for længst blevet dræbt som symbol på at dødsengle ikke ville have det lettere ved at invadere Iméra bare fordi de var udrustet med nogle vinger. Drengene havde allerede fra start af været fortabt, men Híroko følte blot at det var hans skyld, men hans far ville vide mere.
"De spærrede først Toroko's sjæl ind i halskæden, hvorefter de tvang mig til at se min bror dø.."
Man skulle næsten tro, at denne episode ville lamme Híroko, men det var langt fra det som skete.
Küri og Híroko vendte hjem, hvor det hurtigt gik op for Mai, at hun havde mistet en søn. Dette knuste hende fuldstændig og kastede hende ud af den normale rytme, som de så længe havde levet med.
Det kunne godt være at det forandrede hele situationen hjemme ved Híroko, men det betød ikke at det havde den helt store effekt på ham, da han blot valgte at beholde halskæden til minde om sin bror, selvom hans far helst så, at hans mor fik lov til at bære rundt på den, så satte Híroko sig imod hans ønske.
Sammen med tabet af deres søn, faldt deres indtægt, men også deres status, som de havde haft over for deres venner. Familie Yúng blev nu kastet ned til de mindre klasser, hvor det næsten ikke var muligt for dem at leve mere. Derfor valgte Híroko at gå sin egen vej.
I en alder af 800 år, valgte Híroko at gå sin egen vej, dette betød også at han afskar al kontakt til sin familie og det liv, som han en gang havde været en del af. Dog fik han hurtigt sat en ny livsstil på benene, som bragte ham tilbage på banen. Det hele startede en dag nede ved vandkanten. Han var faktisk bare gået derned for at få renset sine tanker for alt. Han ønskede ikke længere at bekymre sig for andre eller i det hele tiden at stå til rådighed for enhver. Nu var han kommet til det punkt, hvor han kun tænkte på sig selv og hvordan han skulle få den tidligere rigdom tilbage, som hans forældre havde været så dumme at miste.
Híroko sad med bene foran sig og kiggede blot ud på det mørke vand, det var efterhånden også blevet sent, så der var ikke rigtig noget genskær i vandet udover månen, som stod højt på himlen. Han stirrede faktisk en smule og var ved at falde hen, da han fik øje på noget ude i vandet. Det første han så var et hovede, som dukkede op fra vandoverfladen. Men idet at han kiggede nærmede efter virkede det ikke som en der hørte til på land, nej faktisk lignede det en, der havde bosat sig i vandet. Hans tanke røg straks over på en sjælden race, som han godt havde hørt om, dog mente han ikke, at de søgte op til overfladen. Men denne opdagelse vækkede en form for lyst inde i ham. Han ville undersøge væsenet nærmere og sprang derfor uden tøven i vandet. Hvilket dog resulterede i, at hans vinger blev våde, da han havde glemt alt om, at det havde været muligt for ham, at trække dem ind, så han ville kunne bruge dem senere. Da han først ramte vandet blev han opdaget, man kunne vel godt kalde det en begynder fejl, væsenet forsvandt hurtigt, dog forsøgte Híroko at følge efter væsenet, men det forsvandt hurtigt i mørket.
Efterfølgende valgte han at gå hjem og undersøge sagen nærmere, så han havde mulighed for at være mere forberedt til næste gang, hvor han måske ville få muligheden for at få øje på endnu en Sirene, for det var hvad dette væsen havde været. Han var helt sikker, men også fast besluttet på at fange dette væsen.
Da han vendte hjem til det mindre hus han havde fået skaffet sig, gik han i krig med sine bøger og undersøgte hvert fakta omkring Sirener. Dog valgte han ikke at besøge vandet igen, da han først ville være helt sikker på, at det ville kunne lykkedes ham at fange det, før at han ville gå et forsøg igen.
Der gik mange år, hvor Híroko brugte tiden på at læse og selvom han kun lignede en på 15 eller yngre, da han startede sin søgen, så var han nok mere moden end så mange andre på hans alder. Efterhånden som der ikke var mere at læse besluttede han sig for at søge tilbage til vandet, da han nu blev nød til at have en smule erfaring med at fange disse kreaturer, så han ville kunne udnytte deres sjældenhed til fulde. Hírokos tanker var på det tidspunkt kun rette mod hans bytte.
Den aften, hvor han vendte tilbage til vandet, lykkedes det ham at få øje på en Sirene tæt ved vandkanten, dog valgte han denne gang at skjule sine vinger og bevæge sig langsomt hen mod kanten. Hans skridt var nærmest lydløse, fordi sandet ikke var så tørt igen, men det var kun til hans fordel. Sirenen lagde ikke mærke til noget før at det faktisk var forsent og han kastede sig over Den unge sirene, som tydeligvis aldrig havde mødt en med hans personlighed.
"Slip mig!"
det var en ung kvindes stemme, som forsøgte at få ham til at slippe, men stædig, som han var strammede han blot sig greb indtil at hun besvimede, så han kunne trække hende op på land. Han gav sig også straks til at undersøge hendes hale, der tydeligvis var beregnet til at kunne få hende til at bevæge sig over en længere afstand på ganske kort tid. Híroko valgte at tage hende op i sine arme og bære hende hjem til sig, hvor han havde anskaffet sig et stort akvarie til sit næste fund. I det at hun kom ned i vandet igen, kom hun også til bevidstheden og farede rundt i det store akvarie af ren og skær frygt, imens, at han blot kiggede på?
Der er efterhånden gået rigtig mange år, hvor Híroko blot har brugt tiden på at fange og sælge Sirenerne for en stor sum penge, dette har været med til at han er flyttet ind i et større hus, dog ikke på størrelse med det, som hans forældre den gang havde. Da han stadig er en smule menneskelig og ikke bare smider rundt med pengene omkring sig.
Minder:
Alle de gange hvor Híroko faktisk er gået imod sin fars vilje, har været med til at gøre ham stærkere, som person, men samtidig er han også blevet koldere og mere ufølsom.
Den dag, hvor Toroko døde og han blev tvunget til at se på, imens at de nærmest sugede livet ud af Toroko. Det er noget, som har gjort et stort indtryk på ham, men samtidig har det også gjort ham en smule hævngærrig, da han meget gerne vil hævne sin bror.
Hans første møde med en Sirene, hvorefter at han besluttede sig for at vig sig liv til jagten efter Sirener. På den måde har han også skabt sig en større formue, som betyder en del for ham. Da han ikke vil leve som de fattige eller hans forældre..
Styrke:
Bevægelse i luften - Efter mange års træning allerede i en ung alder, har Híroko mulighed for at bevæge sig i luften til perfektion, så det ville være meget dumt at forsøge at fange ham i luften.
Våbenhåndtering - Det kan godt være, at han ikke kan bruge et våben til perfektion, men alligevel har han mulighed for at forvandle næsten hver eneste spids genstand til et dødeligt våben.
Fælder - Efter mange års jagt efter sirener, kan han godt kalde sig en ekspert inden for fælder både til vands, men også til lands. Så det er svært at slippe fra ham, når han først har valgt sit mål.
Stædig - Igennem sin barndom har det været nødvendigt for ham at være stædig, hvis han ønskede at lære noget, det er dog stadig en del af ham, hvilket til tider er godt, men andre gange mindre godt. Det kommer helt an på situationen.
Svaghed:
Penge - i tilfælde af at han skulle få tilbudt nogle penge for at udføre et eller andet arbejde, så har han meget svært ved at sige nej, uanset hvad det går ud på.
Følelser - han vil helst ikke blande følelser ind i sit arbejde, men har samtidig også meget svært ved at udtrykke sande følelser for folk. Ofte er det bare noget han bygger op for at skabe tillid, uden at det er sandt.
Fortiden - Der vil altid være noget, som trykker ham og specielt hans fortid, kan nogle gange få ham en smule ud af kurs, hvis han først bliver mindet om det.
Sin søster og hendes nevø - Hele sit liv, har han haft et ganske udmærket forhold til sin søster, men siden at hun forsvandt, har det været et ømt punkt for ham, da han føler at det er hans skyld. Dog har han en mission om at finde sin nevø, der også bare forsvandt.
Seksualitet:
Biseksuel.
Andet:
Halskæden fra fortiden:
Denne halskæde skulle besidde Hírokos lillebror. Men ingen ved om det nu også er sandt. Dog bærer Híroko altid rundt på halskæden i tilfælde af, at han skulle finde en måde hvorpå han kan slippe Toroko fri, så han ikke længere er fanget.
Dog havde Híroko aldrig troet, at Iméra skulle besidde magten til at gøre den slags ved andre og så blot for deres lille besøg i Iméra.
