Post by Kaveh Xerxes Valentine on Sept 26, 2011 12:19:15 GMT 2
Fulde navn:
Kaveh Xerxes Valentine
Alder:
Ukendt, men der bliver talt om, at han har rundet de 2000 år.
Køn:
Mand
Race:
Fuldblods Vampyr
Land:
Nýchta
Job/Rang:
Kongen af Nýchta.
Våben:
Sværdet ved hans side.
Det er et sjældent sværd. Ingen ved, hvor det kommer fra, men folk siger, at sværdet har umådelige kræfter, som endnu ikke er blevet opdaget. Sværdet er lavet af et sort metal, som aldrig bliver sløv, men som heller ikke kan ødelægges. Skæftet er forsølvet og har en lille, gennemsigtig hvid sten fastsat på hver side.
Sværdets navn er ’Meiva’, hvilket betyder balance.
Evner:
- Lederevner; Om muligt, at det ikke altid virker sådan, så har han nogle fantastiske lederevner, som har hjulpet ham på sin vej gennem livet og vejen til tronen.
- Vampyr evner; Han er både stærk, hurtig og smidig, hvilket stort set alle vampyrer er. Han behøver ikke at trække vejret. Og så kan han se selv i det dybeste mørke.
- Element evner; Når han har direkte kontakt til sværdet ved sin side, bliver sværdet forbundet med hans indre element, hvilket er elektricitet, hvilket kommer til udtryk på sværdet.
- Clairvoyant; En evne, som han mistede dengang, hvor han stadig var meget ung.
Familie:
Kongelige. Royale.
Han har både sin kone og sønner.
Udseende og tøj:
Kaveh er en ældre vampyr, hvilket man også kan se på manden. Han er begyndt at få rynker mellem øjenbrynene og svagt om munden. Det forhindrer ham dog ikke i noget, fordi han udstråler stadig magt og styrke. Hans holdning er også rank, og det virker til, at der ikke er noget, som kan knække manden. Han er normal af kropsbygning, men virker dog til at være slank. Han har selv slanke fingre. Han er et sted mellem 190 og 200 cm høj.
Håret er det, som har den største effekt med, at han virker gammel. Det har en mørk sølvgrå farve. Farven er en, som han har fået, efter han er blevet konge. Håret går ham til lidt under skulderne, og han sætter det oftest i en løs hestehale, så det ikke genere ham yderligere.
Hans øjne farver sig lidt efter, hvor meget blod han har drukket. Er de dyb røde, så har han lige fået noget, men er det en lysere rød, så er det ved at være noget tid siden, at han har fået noget.
Han ligner en alvorlig mand, som vil slå ned på en, hvis man prøver sig med den mindste joke.
Han bærer altid sorte bukser og sorte, tætsiddende sko. Trøjen, som han har på, har en mørklilla farve, og kanten er puttet ned i bukserne. Efter dette bærer han en mørkerød, åben kåbe med både krave og ærmer, og der et hvidt mønster på kåben. Og på hænderne bærer han et par handsker, som har samme farve, som kåben, men mønsteret har en mere gul farve. Og han har skam en grund til at gå med dem. Det er først, når han tager dem af, at man skal være bange for ham.
Personlighed:
Ved det første måde kan manden godt virke meget kold og ligegyldig, men også alvorlig og streng. Det er han faktisk, han er meget streng omkring, hvordan folk burde opføre sig. Han slår også meget hårdt ned på illoyalitet, da det er en af de meget få ting, som han ikke kan klare på nogen måde. Han er ansvarsbevidst, hvilket han først er blevet, efter han er blevet konge, fordi det var her, at han opdagede, hvad det ville sige at være konge.
Han har også samlet megen erfaring gennem sin meget lange leve tid, så han er også gået hen og blevet en meget intelligent mand med en stor viden. Så han kan se rigtig mange muligheder i de enkelte valg. Han er også en meget opmærksom mand, så der er ikke meget, som undgår hans opmærksomhed, selv den mest listende vampyr, kan ikke slippe forbi ham (så tag en omvej).
Han er dog også den lyttende type. Hvilket både gælder hans familie, da han holder af dem og gerne ville lægge et øre til, hvis de har brug for det. Men det gælder også gode råd fra andre, fordi det jo kan være, at han har overset noget, og så ved han jo ikke alt. Han er dog den, som gerne vil have ret, hvilket kan gøre ham lidt stædig og dum nogen gange. Men selv kongen har nogle svage sider. Han styrer dog de fleste ting med en hård hånd, da det har vist sig at være mest effektiv.
Dog sammen med familie og venner virker han, som en helt anden person. Han er mere kærlig og omsorgsfuld. Han kan sågar have det sjovt. Han kan nemlig slappe helt af med sin familie. Han holder af sin familie, uanset hvordan han lige opfører sig i nærheden af dem. Det samme gælder faktisk også hans venner. Dog er han mere eller mindre på kant med sin søn, Velkan, af flere årsager.
Han virker dog også til at være en mand, som er bekymret meget af tiden, hvilket han også gør.
Fortid:
Kaveh blev født en stormfuld nat, hvor lynene oplyste nattehimlen, mens tordenen buldrede. Han blev født i skoven under nattehimlen. Hans mor havde været nød til at flygte, fordi hun blev jagtet af varulvene, men smed sig på jorden, da veerne blev for anstrengende. Hans far ledede varulvene væk og kæmpede mod dem med hjælp fra andre vampyrer, som var venner. Kaveh var blevet født, var hans mor afkræftet, hvilket hans far havde gættet, hvilket også gjorde, at han gav hende en flaske med frisk blod. Kaveh fik også noget af dette, så han blev stille. Hans mor kunne nu igen komme på benene og løbe videre. De nåede endelig deres skjul, som var et sted i bjergene, hvor varulvene endnu ikke havde fundet dem.
Kaveh voksede op med våben og den evige flugt fra varulvene. De havde på det tidspunkt ikke været så mange vampyrer, og halvblods vampyrerne havde det med at løbe i gabet på varulvene eller så blev de fanget af sollyset. Denne tid var ikke særlig god for vampyrerne, der var sågar de tider, hvor man troede, at vampyrerne var uddøde, men man tog altid fejl, fordi vampyrerne altid kom tilbage, når man mindst ventede det.
Kaveh havde fået samlet et par vampyrer under sig, men skam også et par andre væsner (dog ingen fra Iméra eller varulve). Han var ikke engang særlig gammel i forhold til vampyrmålestokken, men han klarede skam det meget godt, som leder af sin lille flok, som han havde fået samlet under sig. Efter nogle år havde han fået samlet nogle flere venner, men hans forældre og nogle af de andre vampyrer var forsvundet.
Men intet var tabt. Kaveh havde fået en historie af sin far, som omhandlede et ubesejret sværd. Og Kaveh, som var ung og uviden, ville gerne have fingrene i dette sværd. Ham og hans venner var nemlig blevet træt af varulvenes styre og den evige flugt, og han håbede da også, at sværdet kunne hjælpe dem. Sværdet Meiva.
Deres rejse førte dem dybt ind i Tsúka bjergene, selv de havde ingen idé om, hvor de var henne til sidst. Og mørket blev kun mere intens, jo længere de gik. De var dog kun en meget lille gruppe, som var taget ind i bjergene, da de mente, at det ville have været for besværligt med for mange i snævre tunneler. Pludselig stoppede de alle sammen på en gang og samme tid, da de følte, at der var noget, som stoppede dem. ”Kaveh, du skal fortsætte resten af denne rejsen alene.” sagde en smukt, melodisk stemme til dem. De accepterede alle med et samme, da de følte, at det væsen, som ejede denne stemme, kunne få væggene til at flade sammen om dem. Kaveh så på sine venner, som nikkede til ham. Han tog en dyb indånding og fortsatte alene længere ind i tunnelerne.
Det, der overraskede Kaveh mest, var, at der var lys for enden af tunnelen, da han havde gået et godt stykke tid. Tunnelen begyndt også at udvide sig, og der blev også højere til loftet. Han kom dog meget hurtigt over sin overraskelse, fordi der foran ham lå sværdet på et firkantet stenbord. Han gik målrettet mod den, men stoppede ved bordet. Han betragtede den sorte klinge og det forsølvede fæste.
”Sværdet kan blive dit, hvis du tager i mod mine betingelser.” Det var igen den melodiske stemme fra før.
Kaveh vendte sig om, fordi han havde følt, at der havde stået nogen bag ham, men han kunne ikke se nogen eller noget. ”Hvad er dine betingelser?”[/color] spurgte Kaveh, som enlig kun var interesserede i at få fat i sværdet.
”Du skal give mig dine clairvoyante evner, og..” Stemmen trak det sidste lidt ud, ”Du skal overtage tronen, når solen forsvinder. Og når du har overtaget tronen, så skal du tage magten over begge lande. Det er mine betingelser.”
”Forsvinder solen?”[/color] spurgte Kaveh undrende og kiggede rundt.
”Ja, solen vil forsvinde.. men den vil også kunne komme tilbage. Men jeg har ingen indflydelse på det. Accepterer du mine betingelser?”
”Ja, det gør jeg.”[/color] sagde Kaveh uden enlig at tænke videre over, hvad han gik med til. Han kunne dog godt lide tanken om at skulle være konge. Han rakte ud efter sværdet og opdagede, hvordan det svagt vibrerede, men han greb det og løftede det op.
”Dette vil nu være din forbandelse; Når solen forsvinder, vil du overtage tronen og blive konge. Derefter skal du overtage magten i begge lande.. ellers vil de folk, du vil holde af, langsom dø en efter en.. eller du vil selv dø, hvis jeg finder de folk omkring dig mere nyttige. Du vil få den nødvendige tid, men jeg har ikke evigheder af tålmodighed.”
Kaveh kunne mærke, hvordan han mistede noget af sig selv, hvilket var hans clairvoyante evner. Han skulle til at protestere mod det med, at folk ville dø, men blev afbrudt af stemmen.
”Unge folk er naive.. men nu! Prøv sværdet. Foren din indre elemental evner med sværdet.”
Kaveh valgte at lade være med at brokke sig og gjorde, som han blev bedt om. Han kendte dog intet til noget med en indre elemental evne, men ville heller ikke spørge ind til det. Han holdte om sværdet med begge hænder og lod noget af sin magi glide over i sværdet. Straks begyndte sværdet at gnistre svag, små lyn sprang ud fra skæftet. Kaveh var fascineret af sværdet.
”Sværdet har endnu en egenskab. En egenskab, som endnu ingen har kunnet bruge. Gå. Og tag tronen, når tiden er inde.”
Kaveh bukkede. Han bandt sværdet om maven, hvorefter han begav sig tilbage ad den vej, som han var kommet. Da han havde forladt stedet med lyset, hørte han et brag og lyset forsvandt. Stedet var styrtet sammen. Han mærkede rystelserne under sine fødder. Han vidste, at tunnelerne også snart ville styrte sammen. Han løb tilbage, fandt sine venner og sammen forlod de tunnelerne.
Sværdet gik på tur og endte igen i hænderne på Kaveh, som sagde, ”Venner, betvivl ej mine ord, men en dag vil dette rige, være vores.”[/color] Og selvfølgelig troede hans venner på ham, og de gik i gang med deres planlægning, mens de også gjorde deres private hær større.
Kaveh og hans flok sad i skjul omkring slottet. De var fordelt på flere små grupper alt efter, hvad de kunne. På denne måde fik de mest ud af at angribe slottet. De enkle del af planen var at overmande alle vagterne og tage kongen til fange, så han kunne gøre Kaveh til konge.
Deres hær var blevet større gennem ventetiden. Kaveh havde sågar forvandlede en del til vampyrer. Han var dog lige den eneste, som havde følt forandringer, han fornemmede, at solen snart ville forsvinde. Måske hjalp det mystiske væsen ham? Han tvivlede lidt på det, men man kunne aldrig vide. Det havde også gjort, at han havde sendt et brev til den daværende konge, som var en varulv, hvori han erklærede, at kongen skulle overgive sig, ellers ville han få solen til at forsvinde. Selvfølgelig blev der grinet af ham på slottet, fordi hvem troede på, at en enkelt mand kunne få solen til at forsvinde? Ingen.
”Det er tid.”[/color] erklærede Kaveh så til sine mænd, som gav besked til de andre grupper, som lå godt skjult. Han selv stillede sig op ved porten til slottet med et par stykker af sine venner, de mest betroede. Han kiggede op på vagterne, som stod og kiggede ned på ham. De morede sig selvfølgelig over ham, men de begyndte dog at blive undrende og lidt ængstelige, burde solen nemlig ikke være stået op nu og have skræmt vampyrerne væk? Kaveh stod bare og smilede og ventede tålmodigt på, at der ville begynde at ske noget.
Endelig gik porten op, og det var hans egne mænd, som åbnede den, hvilket ville sige, at det gik mere end bare godt for dem, det gjorde ham selvfølgelig glad. Sammen med hans mænd banede de sig frem til tronsalen, hvor de fandt kongen med dronningen og kronprinsen, og de var selvfølgelig omgivet af vagter, som skulle beskytte dem. Der gik ikke længe, inden alle vagter var ved at slås. De sloges for hver deres herre, som havde hvert sit mål. Kaveh udnyttede selvfølgelig de muligheder, som han fik, og sneg sig op på dronningen og tog fat om hende, og lagde sit sværd ved siden af hendes hals. Der gik ikke mange sekunder efter, at kongen opdagede det og stoppede sine mænd. Varulvens mænd blev sat på knæ og bagbundet. Dronningen og kronprinsen blev holdt fast. Kongen stod nu overfor Kaveh.
”Du lyttede ikke, da jeg sagde, at du skulle overgive sin trone til mig, så nu må du føle.”[/color] sagde Kaveh og smilede svagt.
”Jeg beder dig! Giv verden solen tilbage! Tag min krone, dræb mig! Men giv verden solen tilbage igen!”[/color] bad kongen, som satte sig på knæ foran Kaveh. Han fortsatte lidt endnu, men stoppede da, da Kaveh bad ham rejse sig op.
”Kron mig!”[/color] beordre Kaveh, som satte sig på stolen, som tilhørte kongen. Han sad rank og ventede på, at der ville ske noget.
Kongen tog sin krone af, under protester fra sin kone og søn. Han satte den på hovedet af Kaveh med ordene, ”Jeg erklærer hermed, at Kaveh Xerxes Valentine er landets nye konge.”[/color] Derefter knælede varulven for Kaveh. Varulven forsøgte en sidste gang at bede om solens tilbagekomst, men det resulterede i, at en af Kavehs mænd halshuggede ham. Den tidligere dronning og kronprins råbte selvfølgelig op, men blev stille, da de hver i sær fik en dolk for struben.
Kaveh gik ned foran dem og måtte erkende, at de begge var varulve. ”Jeg vil indgå en aftale med jer. Jeg lader jer leve, hvis I vil tage jer det ansvar at holde styr på alle varulve og undgå, at de gør oprør mod mig.. ellers bliver jeg desværre nød til at gøre det, som der blev gjort mod den tidligere konge.”[/color] sagde Kaveh og ventede på et svar. De acceptere begge deres skæbne, selvom han kunne mærke, at de gerne ville give ham nogle forbandelser med på vejen. Men han syntes nu, at han havde forbandelser nok over hovedet.
De resterende af kongens tidligere mænd, som gjaldt alle dem på slottet, fik valget mellem at sværge deres nye konge troskab eller møde døden. Der var rigtig mange, som valgte døden, men der var dog et par stykker, som valgte at sværge den nye konge troskab. Da det værste orden var ordnet på slottet, så blev der erklæret til landet Nýchta, at de havde fået en ny konge. Mange frygtede for det værste, men nogen håbede på bedre tider.
Der gik noget tid, Kavehs rådgiver var begyndt at fortælle ham, at han nok skulle til at overveje at finde sig en brud og sikre sig nogle efterfølgere til tronen. Man vidste jo aldrig, hvornår der kunne ske noget uventet, selvom der nok ikke ville ske noget med det samme. Overvejelserne, om hvor vidt varulvene ville prøve og overtage tronen igen, havde skam strejfet Kaveh, men han ville heller ikke tage forhastede beslutninger. Han skulle trods alt leve med kvinden i meget meget.. meget længe.
Der gik dog heller ikke længe, inden han fandt den perfekte kvinde. En vampyr, selvfølgelig.. han kunne ikke have, at hans efterkommer ikke skulle være vampyrer. Det ville ødelægge hans ære, som fuldblods vampyr. Han havde først set kvinden, som den perfekte dronning, men uden enlig rigtig nogle følelser, men hun vakte dog en interesse i ham. Han bad om hendes hånd og fik den, og kort efter blev de gift.
Det var dog først efter, at de var blevet gift, at Kaveh blev rigtig betaget af sin dronning. Han forelskede sig sågar i hende, og gik hen og elskede hende højere dag for dag. Det var noget, som han ikke havde troet var muligt, men nu sad han selv og oplevede det. Og det gjorde bare, at han elskede sin dronning endnu mere.
Kaveh skulle så også erfare, at der var nogle såkaldte profetier om det med, at solen skulle forsvinde. Og det huede ham ikke, fordi det fortalte ham bare, at der sikkert også var noget med, at solen ville komme tilbage igen. Og det var der. Og han ville gøre alt for, at denne profeti ikke skulle gå i opfyldelse. Så han skabte en specielt styrke, som skulle holde øje med dette barn og bringe det til ham. Han vil på ingen måde havde, at solen igen skulle stå op.
Kaveh havde været rigtig glad for den rådgiver, som han havde, men han stolede bare ikke fuld og fast på ham, fordi han havde været den tidligere konges rådgiver. Det kunne godt være, at han var fader til en af de folk, som stod tæt på Kaveh, men han kunne ikke stole fuldt ud på sin rådgiver, hvilket også, at han tog de valg, som han gjorde. Han valgte at sætte sønnen, Kamatayan, på rådgiver pladsen. Og det fik han det straks bedre med, fordi det var en mand, som han kunne stole mere på, men det var også, som på en måde kendte Kaveh og ofte vidste, hvad han tænkte. Og Kaveh stolede på Kamatayan.
Og han blev med tiden også meget glad for sit valg.
Selvom alt virkede til at være nogenlunde fredeligt, når man så bort fra striden med Iméra, så var der en ting, som manglede. En efterkommer. Der var åbenbart nogle komplikationer på dette emne, hvilket irriterede Kaveh lidt, men det bekymrede ham også rigtig meget. Dog endelig lykkedes det dem at få en søn, som de navngav Jonathan. Jonathan blev i Kavehs øjne den perfekte søn.
Senere fik de endnu en søn, som blev navngivet Velkan. Han blev en mindre skuffelse, da han opførte sig uopdragen, og han gjorde heller ikke, som han blev bedt om. Han blev en mindre belastning at have med at gøre. Men det forhindrede ham dog ikke at holde af ham. Han brød sig heller ikke rigtig om sønnens evner. Den clairvoyante evne mindede ham om, hvad han dengang havde mistet. Den anden evne med at se i tiden, generede ham kun, fordi sønnen ikke kunne finde ud af kontrollere det.
Kaveh var travlt optagede med at være til et møde, da de blev afbrudt. Det var dronningen, og hun så meget oprørt ud. Kaveh var meget hurtigt henne ved hende og lagde armene om hende. De andre tilstedeværende tog dette, som et tegn til, at de skulle gå. De nåede knap nok at rejse sig op, før dronningen udbrød med grød i stemmen, ”De er væk! Jace.. Velkan.. Væk!”[/color]Tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder. Kaveh trykkede sin dronning ind til sig.
”Hvorfor står i der?! Gennemsøg slottet! Gennemsøg landet! Vend hver eneste sten! De skal findes!”[/color] kommanderede Kaveh, og folk kom i gang med det samme, fordi de kunne høre på ham, at hvis de tøvede, så ville han ikke tøve med at slå ned på dem. Så det varede ikke længe, før at der var folk overalt, som søgter efter Jace og Velkan.
Kaveh havde reageret sådan, fordi hans dronning havde været fortvivlet og bekymret. Dog begyndte han selv at blive mere og mere bekymret. Han vidste godt, at Velkan havde det med at forsvinde, men man hørte altid noget om ham, men der havde intet været.
Efter nogle dage trak Kaveh nogle af sine folk tilbage, fordi han kunne godt se, at det virkede lidt håbløst. Han ville dog ikke opgive håbet om, at hans sønner ville vende hjem igen. Han tilbragte meget tid sammen med sin dronning, han ville sikre sig, at der blev taget godt af hende, da deres sønners forsvinden, havde ramt hende hårdest. Men de to prinsers forsvinden satte også sine præg på kongen. Han fik svage rynker mellem øjenbrynene og svagt om munden. Hans humør faldt også meget drastisk. Ingen turde rigtig sige det forkerte til ham, fordi de frygtede for, at han ville sende dem i galgen. Men nogen var nød til at aflægge rapport daglig og blive udsat for noget af kongens vrede.
Håbet begyndte langsomt at falde, som dagene gik. Stemningen på slottet begyndte også langsomt at falde på slottet.
Det var, som et mirakel. Et mirakel, som var for godt til at være sandt. Begge sønner vendte hjem og var i godt behold. Der var dog sket nogle forandringer i den forkerte retning. Det værste var dog, at man først havde opdaget Velkan noget tid efter, at han var kommet tilbage. Velkan havde åbenbart lidt store hukommelsestab, så han havde ikke kunne finde hjem. Han vidste ikke engang, hvem han var. Dog var der nogen forandringer ved ham, som var blevet bedre. Han var blevet mere moden, hvilket var en god ting, selvom det var en mærkelig ting, når man var vant til, at Velkan ikke gjorde, som der blev sagt eller havde det med at forsvinde i dage. Dog det værste var nok, at Velkan havde levet sammen med et menneske, og så var han holdt op med at drikke blod, hvilket var en skændsel mod vampyrernes natur! Vampyrerne skulle drikke blod for at kunne overleve. Han holdte af sin søn, men han var bare lidt af skuffelse. Men i det mindste var begge sønner hjemme igen.
Minder:
- Sit evige liv i flugt.
- Får sværdet ’Meiva’.
- Solens forsvinden.
- Overtager tronen.
- Bliver gift med sin dronning.
- Får Jonathan.
- Får Velkan.
- Hører profetien om barnet.
- Hans sønner bliver kidnappet.
- Hans sønner er vendt hjem.
Styrke:
+ Lederevner
+ Vampyr sanser og evner.
+ Han har ikke brug for at sove, faktisk har han kun brug for 24 timers søvn på et år. Til tider kan det godt betale sig at blive gammel.
+ Han kan overleve uden blod i længere tid, men hans styrke svækkes over tid. Han bliver dog ”genopfyldt” månedligt.
Svaghed:
- Hans familie
- Forbandelsen
- Solen
- Frisk blod, max. en uge gammel. For nogle år siden begyndte han at blive ”syg”, hvis han fik blod, som var for gammelt.
Seksualitet:
Heteroseksuel
Andet:
- Sværdet ’Meiva’; dens ene egenskab er, at den kan blive kombineret med det element, som man behersker.. og hvis ikke man har et element, så er det ens indre element. Det kræver dog en smule øvelse, da det også kan tage overhånd. Men for at kunne gøre dette, kræver det direkte kontakt mellem sværdet og personen (altså bare hæder). Den anden ukendte kraft er stadig en gåde for folk, selv Kaveh kender den ikke endnu. Han ved dog, at sværdet er en dame.
Meiva er blevet smedet af elver hænder. En elver slægt, som desværre er uddød nu, så ingen kan fortælle, hvordan man laver et nyt våben, som kan kombineres med et element. Sværdet var en gave til et ukendt, ondt væsen, da de gerne ville redde deres land. Væsnet lod elverne være i fred. Dog efter nogle få år jagtede væsnet dem og dræbte dem en efter en. Væsenet gav sværdet endnu en gave, en ukendte kraft. Men væsenet gav også sværdet den egenskab/ordre, at det kun adlyder sin herre, som skal være en mand (og på det nuværende tidspunkt er det Kaveh). Det siges, at når sværdet skifter herre, kan den nye herre få et glimt af dette væsen. Men det er ikke mange, som kender til sværdet.
Kaveh Xerxes Valentine
Alder:
Ukendt, men der bliver talt om, at han har rundet de 2000 år.
Køn:
Mand
Race:
Fuldblods Vampyr
Land:
Nýchta
Job/Rang:
Kongen af Nýchta.
Våben:
Sværdet ved hans side.
Det er et sjældent sværd. Ingen ved, hvor det kommer fra, men folk siger, at sværdet har umådelige kræfter, som endnu ikke er blevet opdaget. Sværdet er lavet af et sort metal, som aldrig bliver sløv, men som heller ikke kan ødelægges. Skæftet er forsølvet og har en lille, gennemsigtig hvid sten fastsat på hver side.
Sværdets navn er ’Meiva’, hvilket betyder balance.
Evner:
- Lederevner; Om muligt, at det ikke altid virker sådan, så har han nogle fantastiske lederevner, som har hjulpet ham på sin vej gennem livet og vejen til tronen.
- Vampyr evner; Han er både stærk, hurtig og smidig, hvilket stort set alle vampyrer er. Han behøver ikke at trække vejret. Og så kan han se selv i det dybeste mørke.
- Element evner; Når han har direkte kontakt til sværdet ved sin side, bliver sværdet forbundet med hans indre element, hvilket er elektricitet, hvilket kommer til udtryk på sværdet.
- Clairvoyant; En evne, som han mistede dengang, hvor han stadig var meget ung.
Familie:
Kongelige. Royale.
Han har både sin kone og sønner.
Udseende og tøj:
Kaveh er en ældre vampyr, hvilket man også kan se på manden. Han er begyndt at få rynker mellem øjenbrynene og svagt om munden. Det forhindrer ham dog ikke i noget, fordi han udstråler stadig magt og styrke. Hans holdning er også rank, og det virker til, at der ikke er noget, som kan knække manden. Han er normal af kropsbygning, men virker dog til at være slank. Han har selv slanke fingre. Han er et sted mellem 190 og 200 cm høj.
Håret er det, som har den største effekt med, at han virker gammel. Det har en mørk sølvgrå farve. Farven er en, som han har fået, efter han er blevet konge. Håret går ham til lidt under skulderne, og han sætter det oftest i en løs hestehale, så det ikke genere ham yderligere.
Hans øjne farver sig lidt efter, hvor meget blod han har drukket. Er de dyb røde, så har han lige fået noget, men er det en lysere rød, så er det ved at være noget tid siden, at han har fået noget.
Han ligner en alvorlig mand, som vil slå ned på en, hvis man prøver sig med den mindste joke.
Han bærer altid sorte bukser og sorte, tætsiddende sko. Trøjen, som han har på, har en mørklilla farve, og kanten er puttet ned i bukserne. Efter dette bærer han en mørkerød, åben kåbe med både krave og ærmer, og der et hvidt mønster på kåben. Og på hænderne bærer han et par handsker, som har samme farve, som kåben, men mønsteret har en mere gul farve. Og han har skam en grund til at gå med dem. Det er først, når han tager dem af, at man skal være bange for ham.
Personlighed:
Ved det første måde kan manden godt virke meget kold og ligegyldig, men også alvorlig og streng. Det er han faktisk, han er meget streng omkring, hvordan folk burde opføre sig. Han slår også meget hårdt ned på illoyalitet, da det er en af de meget få ting, som han ikke kan klare på nogen måde. Han er ansvarsbevidst, hvilket han først er blevet, efter han er blevet konge, fordi det var her, at han opdagede, hvad det ville sige at være konge.
Han har også samlet megen erfaring gennem sin meget lange leve tid, så han er også gået hen og blevet en meget intelligent mand med en stor viden. Så han kan se rigtig mange muligheder i de enkelte valg. Han er også en meget opmærksom mand, så der er ikke meget, som undgår hans opmærksomhed, selv den mest listende vampyr, kan ikke slippe forbi ham (så tag en omvej).
Han er dog også den lyttende type. Hvilket både gælder hans familie, da han holder af dem og gerne ville lægge et øre til, hvis de har brug for det. Men det gælder også gode råd fra andre, fordi det jo kan være, at han har overset noget, og så ved han jo ikke alt. Han er dog den, som gerne vil have ret, hvilket kan gøre ham lidt stædig og dum nogen gange. Men selv kongen har nogle svage sider. Han styrer dog de fleste ting med en hård hånd, da det har vist sig at være mest effektiv.
Dog sammen med familie og venner virker han, som en helt anden person. Han er mere kærlig og omsorgsfuld. Han kan sågar have det sjovt. Han kan nemlig slappe helt af med sin familie. Han holder af sin familie, uanset hvordan han lige opfører sig i nærheden af dem. Det samme gælder faktisk også hans venner. Dog er han mere eller mindre på kant med sin søn, Velkan, af flere årsager.
Han virker dog også til at være en mand, som er bekymret meget af tiden, hvilket han også gør.
Fortid:
Kaveh blev født en stormfuld nat, hvor lynene oplyste nattehimlen, mens tordenen buldrede. Han blev født i skoven under nattehimlen. Hans mor havde været nød til at flygte, fordi hun blev jagtet af varulvene, men smed sig på jorden, da veerne blev for anstrengende. Hans far ledede varulvene væk og kæmpede mod dem med hjælp fra andre vampyrer, som var venner. Kaveh var blevet født, var hans mor afkræftet, hvilket hans far havde gættet, hvilket også gjorde, at han gav hende en flaske med frisk blod. Kaveh fik også noget af dette, så han blev stille. Hans mor kunne nu igen komme på benene og løbe videre. De nåede endelig deres skjul, som var et sted i bjergene, hvor varulvene endnu ikke havde fundet dem.
Kaveh voksede op med våben og den evige flugt fra varulvene. De havde på det tidspunkt ikke været så mange vampyrer, og halvblods vampyrerne havde det med at løbe i gabet på varulvene eller så blev de fanget af sollyset. Denne tid var ikke særlig god for vampyrerne, der var sågar de tider, hvor man troede, at vampyrerne var uddøde, men man tog altid fejl, fordi vampyrerne altid kom tilbage, når man mindst ventede det.
Kaveh havde fået samlet et par vampyrer under sig, men skam også et par andre væsner (dog ingen fra Iméra eller varulve). Han var ikke engang særlig gammel i forhold til vampyrmålestokken, men han klarede skam det meget godt, som leder af sin lille flok, som han havde fået samlet under sig. Efter nogle år havde han fået samlet nogle flere venner, men hans forældre og nogle af de andre vampyrer var forsvundet.
Men intet var tabt. Kaveh havde fået en historie af sin far, som omhandlede et ubesejret sværd. Og Kaveh, som var ung og uviden, ville gerne have fingrene i dette sværd. Ham og hans venner var nemlig blevet træt af varulvenes styre og den evige flugt, og han håbede da også, at sværdet kunne hjælpe dem. Sværdet Meiva.
Deres rejse førte dem dybt ind i Tsúka bjergene, selv de havde ingen idé om, hvor de var henne til sidst. Og mørket blev kun mere intens, jo længere de gik. De var dog kun en meget lille gruppe, som var taget ind i bjergene, da de mente, at det ville have været for besværligt med for mange i snævre tunneler. Pludselig stoppede de alle sammen på en gang og samme tid, da de følte, at der var noget, som stoppede dem. ”Kaveh, du skal fortsætte resten af denne rejsen alene.” sagde en smukt, melodisk stemme til dem. De accepterede alle med et samme, da de følte, at det væsen, som ejede denne stemme, kunne få væggene til at flade sammen om dem. Kaveh så på sine venner, som nikkede til ham. Han tog en dyb indånding og fortsatte alene længere ind i tunnelerne.
Det, der overraskede Kaveh mest, var, at der var lys for enden af tunnelen, da han havde gået et godt stykke tid. Tunnelen begyndt også at udvide sig, og der blev også højere til loftet. Han kom dog meget hurtigt over sin overraskelse, fordi der foran ham lå sværdet på et firkantet stenbord. Han gik målrettet mod den, men stoppede ved bordet. Han betragtede den sorte klinge og det forsølvede fæste.
”Sværdet kan blive dit, hvis du tager i mod mine betingelser.” Det var igen den melodiske stemme fra før.
Kaveh vendte sig om, fordi han havde følt, at der havde stået nogen bag ham, men han kunne ikke se nogen eller noget. ”Hvad er dine betingelser?”[/color] spurgte Kaveh, som enlig kun var interesserede i at få fat i sværdet.
”Du skal give mig dine clairvoyante evner, og..” Stemmen trak det sidste lidt ud, ”Du skal overtage tronen, når solen forsvinder. Og når du har overtaget tronen, så skal du tage magten over begge lande. Det er mine betingelser.”
”Forsvinder solen?”[/color] spurgte Kaveh undrende og kiggede rundt.
”Ja, solen vil forsvinde.. men den vil også kunne komme tilbage. Men jeg har ingen indflydelse på det. Accepterer du mine betingelser?”
”Ja, det gør jeg.”[/color] sagde Kaveh uden enlig at tænke videre over, hvad han gik med til. Han kunne dog godt lide tanken om at skulle være konge. Han rakte ud efter sværdet og opdagede, hvordan det svagt vibrerede, men han greb det og løftede det op.
”Dette vil nu være din forbandelse; Når solen forsvinder, vil du overtage tronen og blive konge. Derefter skal du overtage magten i begge lande.. ellers vil de folk, du vil holde af, langsom dø en efter en.. eller du vil selv dø, hvis jeg finder de folk omkring dig mere nyttige. Du vil få den nødvendige tid, men jeg har ikke evigheder af tålmodighed.”
Kaveh kunne mærke, hvordan han mistede noget af sig selv, hvilket var hans clairvoyante evner. Han skulle til at protestere mod det med, at folk ville dø, men blev afbrudt af stemmen.
”Unge folk er naive.. men nu! Prøv sværdet. Foren din indre elemental evner med sværdet.”
Kaveh valgte at lade være med at brokke sig og gjorde, som han blev bedt om. Han kendte dog intet til noget med en indre elemental evne, men ville heller ikke spørge ind til det. Han holdte om sværdet med begge hænder og lod noget af sin magi glide over i sværdet. Straks begyndte sværdet at gnistre svag, små lyn sprang ud fra skæftet. Kaveh var fascineret af sværdet.
”Sværdet har endnu en egenskab. En egenskab, som endnu ingen har kunnet bruge. Gå. Og tag tronen, når tiden er inde.”
Kaveh bukkede. Han bandt sværdet om maven, hvorefter han begav sig tilbage ad den vej, som han var kommet. Da han havde forladt stedet med lyset, hørte han et brag og lyset forsvandt. Stedet var styrtet sammen. Han mærkede rystelserne under sine fødder. Han vidste, at tunnelerne også snart ville styrte sammen. Han løb tilbage, fandt sine venner og sammen forlod de tunnelerne.
Sværdet gik på tur og endte igen i hænderne på Kaveh, som sagde, ”Venner, betvivl ej mine ord, men en dag vil dette rige, være vores.”[/color] Og selvfølgelig troede hans venner på ham, og de gik i gang med deres planlægning, mens de også gjorde deres private hær større.
Kaveh og hans flok sad i skjul omkring slottet. De var fordelt på flere små grupper alt efter, hvad de kunne. På denne måde fik de mest ud af at angribe slottet. De enkle del af planen var at overmande alle vagterne og tage kongen til fange, så han kunne gøre Kaveh til konge.
Deres hær var blevet større gennem ventetiden. Kaveh havde sågar forvandlede en del til vampyrer. Han var dog lige den eneste, som havde følt forandringer, han fornemmede, at solen snart ville forsvinde. Måske hjalp det mystiske væsen ham? Han tvivlede lidt på det, men man kunne aldrig vide. Det havde også gjort, at han havde sendt et brev til den daværende konge, som var en varulv, hvori han erklærede, at kongen skulle overgive sig, ellers ville han få solen til at forsvinde. Selvfølgelig blev der grinet af ham på slottet, fordi hvem troede på, at en enkelt mand kunne få solen til at forsvinde? Ingen.
”Det er tid.”[/color] erklærede Kaveh så til sine mænd, som gav besked til de andre grupper, som lå godt skjult. Han selv stillede sig op ved porten til slottet med et par stykker af sine venner, de mest betroede. Han kiggede op på vagterne, som stod og kiggede ned på ham. De morede sig selvfølgelig over ham, men de begyndte dog at blive undrende og lidt ængstelige, burde solen nemlig ikke være stået op nu og have skræmt vampyrerne væk? Kaveh stod bare og smilede og ventede tålmodigt på, at der ville begynde at ske noget.
Endelig gik porten op, og det var hans egne mænd, som åbnede den, hvilket ville sige, at det gik mere end bare godt for dem, det gjorde ham selvfølgelig glad. Sammen med hans mænd banede de sig frem til tronsalen, hvor de fandt kongen med dronningen og kronprinsen, og de var selvfølgelig omgivet af vagter, som skulle beskytte dem. Der gik ikke længe, inden alle vagter var ved at slås. De sloges for hver deres herre, som havde hvert sit mål. Kaveh udnyttede selvfølgelig de muligheder, som han fik, og sneg sig op på dronningen og tog fat om hende, og lagde sit sværd ved siden af hendes hals. Der gik ikke mange sekunder efter, at kongen opdagede det og stoppede sine mænd. Varulvens mænd blev sat på knæ og bagbundet. Dronningen og kronprinsen blev holdt fast. Kongen stod nu overfor Kaveh.
”Du lyttede ikke, da jeg sagde, at du skulle overgive sin trone til mig, så nu må du føle.”[/color] sagde Kaveh og smilede svagt.
”Jeg beder dig! Giv verden solen tilbage! Tag min krone, dræb mig! Men giv verden solen tilbage igen!”[/color] bad kongen, som satte sig på knæ foran Kaveh. Han fortsatte lidt endnu, men stoppede da, da Kaveh bad ham rejse sig op.
”Kron mig!”[/color] beordre Kaveh, som satte sig på stolen, som tilhørte kongen. Han sad rank og ventede på, at der ville ske noget.
Kongen tog sin krone af, under protester fra sin kone og søn. Han satte den på hovedet af Kaveh med ordene, ”Jeg erklærer hermed, at Kaveh Xerxes Valentine er landets nye konge.”[/color] Derefter knælede varulven for Kaveh. Varulven forsøgte en sidste gang at bede om solens tilbagekomst, men det resulterede i, at en af Kavehs mænd halshuggede ham. Den tidligere dronning og kronprins råbte selvfølgelig op, men blev stille, da de hver i sær fik en dolk for struben.
Kaveh gik ned foran dem og måtte erkende, at de begge var varulve. ”Jeg vil indgå en aftale med jer. Jeg lader jer leve, hvis I vil tage jer det ansvar at holde styr på alle varulve og undgå, at de gør oprør mod mig.. ellers bliver jeg desværre nød til at gøre det, som der blev gjort mod den tidligere konge.”[/color] sagde Kaveh og ventede på et svar. De acceptere begge deres skæbne, selvom han kunne mærke, at de gerne ville give ham nogle forbandelser med på vejen. Men han syntes nu, at han havde forbandelser nok over hovedet.
De resterende af kongens tidligere mænd, som gjaldt alle dem på slottet, fik valget mellem at sværge deres nye konge troskab eller møde døden. Der var rigtig mange, som valgte døden, men der var dog et par stykker, som valgte at sværge den nye konge troskab. Da det værste orden var ordnet på slottet, så blev der erklæret til landet Nýchta, at de havde fået en ny konge. Mange frygtede for det værste, men nogen håbede på bedre tider.
Der gik noget tid, Kavehs rådgiver var begyndt at fortælle ham, at han nok skulle til at overveje at finde sig en brud og sikre sig nogle efterfølgere til tronen. Man vidste jo aldrig, hvornår der kunne ske noget uventet, selvom der nok ikke ville ske noget med det samme. Overvejelserne, om hvor vidt varulvene ville prøve og overtage tronen igen, havde skam strejfet Kaveh, men han ville heller ikke tage forhastede beslutninger. Han skulle trods alt leve med kvinden i meget meget.. meget længe.
Der gik dog heller ikke længe, inden han fandt den perfekte kvinde. En vampyr, selvfølgelig.. han kunne ikke have, at hans efterkommer ikke skulle være vampyrer. Det ville ødelægge hans ære, som fuldblods vampyr. Han havde først set kvinden, som den perfekte dronning, men uden enlig rigtig nogle følelser, men hun vakte dog en interesse i ham. Han bad om hendes hånd og fik den, og kort efter blev de gift.
Det var dog først efter, at de var blevet gift, at Kaveh blev rigtig betaget af sin dronning. Han forelskede sig sågar i hende, og gik hen og elskede hende højere dag for dag. Det var noget, som han ikke havde troet var muligt, men nu sad han selv og oplevede det. Og det gjorde bare, at han elskede sin dronning endnu mere.
Kaveh skulle så også erfare, at der var nogle såkaldte profetier om det med, at solen skulle forsvinde. Og det huede ham ikke, fordi det fortalte ham bare, at der sikkert også var noget med, at solen ville komme tilbage igen. Og det var der. Og han ville gøre alt for, at denne profeti ikke skulle gå i opfyldelse. Så han skabte en specielt styrke, som skulle holde øje med dette barn og bringe det til ham. Han vil på ingen måde havde, at solen igen skulle stå op.
Kaveh havde været rigtig glad for den rådgiver, som han havde, men han stolede bare ikke fuld og fast på ham, fordi han havde været den tidligere konges rådgiver. Det kunne godt være, at han var fader til en af de folk, som stod tæt på Kaveh, men han kunne ikke stole fuldt ud på sin rådgiver, hvilket også, at han tog de valg, som han gjorde. Han valgte at sætte sønnen, Kamatayan, på rådgiver pladsen. Og det fik han det straks bedre med, fordi det var en mand, som han kunne stole mere på, men det var også, som på en måde kendte Kaveh og ofte vidste, hvad han tænkte. Og Kaveh stolede på Kamatayan.
Og han blev med tiden også meget glad for sit valg.
Selvom alt virkede til at være nogenlunde fredeligt, når man så bort fra striden med Iméra, så var der en ting, som manglede. En efterkommer. Der var åbenbart nogle komplikationer på dette emne, hvilket irriterede Kaveh lidt, men det bekymrede ham også rigtig meget. Dog endelig lykkedes det dem at få en søn, som de navngav Jonathan. Jonathan blev i Kavehs øjne den perfekte søn.
Senere fik de endnu en søn, som blev navngivet Velkan. Han blev en mindre skuffelse, da han opførte sig uopdragen, og han gjorde heller ikke, som han blev bedt om. Han blev en mindre belastning at have med at gøre. Men det forhindrede ham dog ikke at holde af ham. Han brød sig heller ikke rigtig om sønnens evner. Den clairvoyante evne mindede ham om, hvad han dengang havde mistet. Den anden evne med at se i tiden, generede ham kun, fordi sønnen ikke kunne finde ud af kontrollere det.
Kaveh var travlt optagede med at være til et møde, da de blev afbrudt. Det var dronningen, og hun så meget oprørt ud. Kaveh var meget hurtigt henne ved hende og lagde armene om hende. De andre tilstedeværende tog dette, som et tegn til, at de skulle gå. De nåede knap nok at rejse sig op, før dronningen udbrød med grød i stemmen, ”De er væk! Jace.. Velkan.. Væk!”[/color]Tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder. Kaveh trykkede sin dronning ind til sig.
”Hvorfor står i der?! Gennemsøg slottet! Gennemsøg landet! Vend hver eneste sten! De skal findes!”[/color] kommanderede Kaveh, og folk kom i gang med det samme, fordi de kunne høre på ham, at hvis de tøvede, så ville han ikke tøve med at slå ned på dem. Så det varede ikke længe, før at der var folk overalt, som søgter efter Jace og Velkan.
Kaveh havde reageret sådan, fordi hans dronning havde været fortvivlet og bekymret. Dog begyndte han selv at blive mere og mere bekymret. Han vidste godt, at Velkan havde det med at forsvinde, men man hørte altid noget om ham, men der havde intet været.
Efter nogle dage trak Kaveh nogle af sine folk tilbage, fordi han kunne godt se, at det virkede lidt håbløst. Han ville dog ikke opgive håbet om, at hans sønner ville vende hjem igen. Han tilbragte meget tid sammen med sin dronning, han ville sikre sig, at der blev taget godt af hende, da deres sønners forsvinden, havde ramt hende hårdest. Men de to prinsers forsvinden satte også sine præg på kongen. Han fik svage rynker mellem øjenbrynene og svagt om munden. Hans humør faldt også meget drastisk. Ingen turde rigtig sige det forkerte til ham, fordi de frygtede for, at han ville sende dem i galgen. Men nogen var nød til at aflægge rapport daglig og blive udsat for noget af kongens vrede.
Håbet begyndte langsomt at falde, som dagene gik. Stemningen på slottet begyndte også langsomt at falde på slottet.
Det var, som et mirakel. Et mirakel, som var for godt til at være sandt. Begge sønner vendte hjem og var i godt behold. Der var dog sket nogle forandringer i den forkerte retning. Det værste var dog, at man først havde opdaget Velkan noget tid efter, at han var kommet tilbage. Velkan havde åbenbart lidt store hukommelsestab, så han havde ikke kunne finde hjem. Han vidste ikke engang, hvem han var. Dog var der nogen forandringer ved ham, som var blevet bedre. Han var blevet mere moden, hvilket var en god ting, selvom det var en mærkelig ting, når man var vant til, at Velkan ikke gjorde, som der blev sagt eller havde det med at forsvinde i dage. Dog det værste var nok, at Velkan havde levet sammen med et menneske, og så var han holdt op med at drikke blod, hvilket var en skændsel mod vampyrernes natur! Vampyrerne skulle drikke blod for at kunne overleve. Han holdte af sin søn, men han var bare lidt af skuffelse. Men i det mindste var begge sønner hjemme igen.
Minder:
- Sit evige liv i flugt.
- Får sværdet ’Meiva’.
- Solens forsvinden.
- Overtager tronen.
- Bliver gift med sin dronning.
- Får Jonathan.
- Får Velkan.
- Hører profetien om barnet.
- Hans sønner bliver kidnappet.
- Hans sønner er vendt hjem.
Styrke:
+ Lederevner
+ Vampyr sanser og evner.
+ Han har ikke brug for at sove, faktisk har han kun brug for 24 timers søvn på et år. Til tider kan det godt betale sig at blive gammel.
+ Han kan overleve uden blod i længere tid, men hans styrke svækkes over tid. Han bliver dog ”genopfyldt” månedligt.
Svaghed:
- Hans familie
- Forbandelsen
- Solen
- Frisk blod, max. en uge gammel. For nogle år siden begyndte han at blive ”syg”, hvis han fik blod, som var for gammelt.
Seksualitet:
Heteroseksuel
Andet:
- Sværdet ’Meiva’; dens ene egenskab er, at den kan blive kombineret med det element, som man behersker.. og hvis ikke man har et element, så er det ens indre element. Det kræver dog en smule øvelse, da det også kan tage overhånd. Men for at kunne gøre dette, kræver det direkte kontakt mellem sværdet og personen (altså bare hæder). Den anden ukendte kraft er stadig en gåde for folk, selv Kaveh kender den ikke endnu. Han ved dog, at sværdet er en dame.
Meiva er blevet smedet af elver hænder. En elver slægt, som desværre er uddød nu, så ingen kan fortælle, hvordan man laver et nyt våben, som kan kombineres med et element. Sværdet var en gave til et ukendt, ondt væsen, da de gerne ville redde deres land. Væsnet lod elverne være i fred. Dog efter nogle få år jagtede væsnet dem og dræbte dem en efter en. Væsenet gav sværdet endnu en gave, en ukendte kraft. Men væsenet gav også sværdet den egenskab/ordre, at det kun adlyder sin herre, som skal være en mand (og på det nuværende tidspunkt er det Kaveh). Det siges, at når sværdet skifter herre, kan den nye herre få et glimt af dette væsen. Men det er ikke mange, som kender til sværdet.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg valgte at læse hele fortiden igen bare for at være sikker på, at jeg nu også havde fået det hele med 
