Listen!

[Yvenda Sakina Malikum]

Yvenda var vågnet tidligt. Hun stod altid tidligt op for at træne og derefter skifte tøj fra træningstøj til lærertøjet. Dette var også sket denne gang og ellers stod hun blot nede i gården og ventede på at Kurai skulle dukke op til deres morgentræning. De seneste dage havde hun fået flere klager fra folk end nogensinde før, som om det var hendes skyld at tøssen ikke kunne opføre sig ordentligt. De begyndte altid dagen med fysisk træning, derefter til det mere boglige. Hun satte sig på en sten i skrædderstilling med sværdet hvilende i skødet. Hun trak vejret roligt ind og slappede af i hele kroppen.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai var måske et problembarn men hun elskede at lave ballade. hun var altid oppe før nogen andre. hun havde været på vandring igen. hun så sin lærer side i gården. hvor hun skulle ha været. Kurai så på Læreren og tænkte over hvad han skulle gøre. hun skubbede en kniv ud af sin hanske igen og hurtigt om bag læreren og satte dolken mod hendes ryg. "hvorfor kan du ikke lade mig være her om morgnen. tror du ikke jeg er stærk nok til at klare mig selv" sagde hun koldt,

[Yvenda Sakina Malikum]

Yvenda kunne høre hende komme listende og vidste hun ville prøve på noget, hun sad dog fuldkommen stille også da denne pludselig var om bag hende og havde rettede en dolk mod hendes ryg. Yvenda åbnet øjnene og så roligt op ”Jeg tror ikke.. jeg ved det” svarede hun roligt, med en hurtig bevægelse som kun ganske få kunne udrette havde hun vendt sig om, grebet fat om hendes håndled og vredet armen om bag hendes ryg. ”Du giver aldrig op hva tøs!” hvislede hun vredt og trak dolken ud af hånden på hende. Det så ud til at Kurai igen havde været ud at vandre helt alene... og hvem havde så givet hende tilladelse til det? Ingen men det var hun sikkert ret ligeglad med. Og desuden, hvem havde givet hende lov til at bruge dolke?

[Kurai Momonatiqon]

da læreren pludselig tog fat om vred armen rundt på hende blottede hun tænker og så mod læreren. "gid mig.. min DOLK!" Dolken havde hun arvet efter farens død for at kunne forsvare sig og den var altid skjuldt i hendes hansker. hun så vredt på læreren med sine gule øjne. hun var klar til at bruge sine øjne og det var tydeligt. hendes øjne var igang med at lyse op til at hun kunne bruge dem. læreren var kun heldig at Kurai ikke kunne drejet hoved så langt

[Yvenda Sakina Malikum]

Det var intet med held. Yvenda vidste at Kurai kunne bruge hendes øjne mod hende og derfor havde hun sørgede for at holde hende i en vinkel hvor hun ikke kunne se helt på hende. hendes vrede var tydelig og Yvenda strammede blot grebet om hende ”Stille tøs! Hvis du bruger dine øjne på mig sværger jeg på at lave din hjerne om til gød om det så betyder jeg bliver hængt eller udstødt” hvislede hun atter vredt uden at give slip på Kurai. Det nyttede ikke at være blød ved tøsen, den slags virkede alligevel ikke på hende. Hun samlede Kurais dolk op fra gulvet og stak den i bæltet, hun kunne få den tilbage når hun valgte at opføre sig pænt.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai hvæsede og vidste at vis hun gjorde noget ved Kurai ville hun få problemer for så vvar der ingen arvtager til stillingen. at hun blev sluppet var hun kun glad for. hun tog sig til sin hånd og hendes øjne var sluket. hun vente sig om og så på læreren. "du ved godt jeg er træt af dig ik" Kurai hade sine timer og det vidste alle. også derfor hun tit forsvandt. Kurai så på hende og vidste at hun hvavde været hendes lærer siden hendes far levede. noget hun var godt træt af.

[Yvenda Sakina Malikum]

Da pigen vendte sig om spurgte Yvenda om hun vidste at hun hadede hende fnyste læreren ”Jeg er her ikke for at vi skal stifte bekendtskaber eller elske hinanden.. så tag og opføre dig ordentligt så slipper du for mig noget hurtigere” svarede hun køligt. ”Dolken får du tilbage når du viser du kan opføre dig pænt.. og Kurai.. jeg er træt af at høre klager om dig… hvis du ikke snart begynder at opføre dig ordentligt ender du i fangekælderen Wsagde hun køligt men dybt alvorligt. Hun kunne gøre alvor af sin trussel, låse hende ind i fangekælderen og lade hende hænge de ri nogle dage uden mad eller noget at drikke indtil hun lærte at omgås folk uden at skabe problemer.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai så på hende med alvorlige øjne. "du ved lige så godt som mig at du ikke kan låse mig i fangehulet... JEG er den der bestemmet" hun blottede tænder og synes det var for meget at hendes lærer ville opdrage hende. hun var ikke hendes mor. og Kurai vidste at mørkelver ikke var skovelver så hvorfor skulle hun dog være sød og ordenlig. hun var mørkelver. hun så på hende og fnøs lidt.
"du er ikke mine forældre. du skal ikek tage dig af min opdragelse og opførelse... men af min uddannelse og viden." hun havde jo ret.

[Yvenda Sakina Malikum]

Yvendas øjne blev to smalle sprækker ved Kurais rappe svar. ”Jo jeg kan, dine fars tidligere rådgiver vil ikke sætte sig imod det og du kan intet gøre ved det!” svarede hun køligt. Da hun fortsatte himlede Yvenda med øjnene, hun kunne bare ikke gøre noget uden at brokke sig hva! Hun lod hende snakke men svarede ikke på hendes ord i stedet for så hun køligt på hende ”I gang med træningen Kurai.. du kan jo passende starte med at løbe gården fem gange rundt” sagde hun og så afventende på hende.

[Kurai Momonatiqon]

da læreren sagde at kurai intet kunne gøre ved at hun kunne blive sat i fangehulet var det tydeligt at hun følte foragt og had for to sorte mørkelverkugler dannede sig i hendes hænder. Kurai havde stor kraft kun fordi at hun var født af to stærke elver. Kurai så vredt på læreren og da hun sagde hun skulle læbe 5 omgange hvæsede hun og slå hænderne ned så kuglerne fløj mod læreren og Kurai gjorde som altid stak af. hun løb mod sin stald og ind til sin sorte higst som hun hoppede op på og galoperede afsted.