One Step Closer The Truth..

[Aoi Manani]

Luften var kold udenfor, men det var helt klart meget værre inde i grotten, hvor en forvirret skikkelse desværre havde bevæget sig ind i grotten og efterhånden havde været derinde i et stykke tid. Det hele var startet med at vejret var blevet værre og værre med tiden, derfor havde den lille pige valgt at søge ly hurtigst muligt uden at tænke sig om, for hvor smart var det lige at bestige et bjerg, for at få adgang til grotte indgangen på toppen? Ikke specielt gennemtænkt, men det var til sidst blevet nødvendigt, fordi hun ikke ønskede at få våde vinger. De vinger der prægede hendes ryg, som også havde det med at give folk et forkert indtryk af hende. Vingerne var sorte og små, men egentlig var hun en engel, så de burde være hvide og pragtfulde. Dog havde Aoi ikke været særlig heldig med den situation.
Aoi var egentlig meget udmattet, da hun havde søgt efter udgangen længe og endelig kunne se lys eller skimte et svagt lys for enden af tunnelen. Dog kunne man aldrig vide om det var den rette vej, men hun håbede da inderligt på, at hun havnede i Iméra og ikke i Nýchta, da hun ikke selv mente at hun hørte til i det land. Selvom andre opfattede hende på en helt anden måde, når de først havde lært hendes indre at kende. Hun var iklædt hvide leggins under den lettere struttene nederdel, om overkroppen havde hun et lettere tyk bluse, der ikke var særlig isolerende, men det virkede for hende. Hendes tøj var dog ikke særlig rent mere, da hun var faldet et par gange, og kommet op på benene hver eneste gang. Hun var stædig og ønskede ikke at give op med det samme, også selvom hun var så ung.

[Dramorion Everlove]

Dramorion rettede lidt på sin poncho, mens han kiggede op ad bjerget, som faktisk var en vulkan. Det, at det var en vulkan, var kommet bag på rigtig mange, men han havde fået fortalt, at vulkanen dengang havde lagt sig til at sove, da solen var forsvundet, men der var dog ingen, som kunne forklarer, hvorfor det var sket. Han så nu ned ad bjerget, men kunne ikke rigtig få øje på noget. Et sted for foden af bjerget stod hans hest, Svás, og ventede på, at han ville komme tilbage igen. Omkring hans hoved svævede et lys, som virkede til at have regnbuens farver, men det lyste alligevel i en klar hvid farve. Han så igen op ad og kravlede videre.
Han var så at sige og stukket af hjemme fra, så han havde i øjeblikket ikke Arun i nærheden af sig, så han håbede lidt, at han ikke blev angrebet af nogen, da det ville give ham nogle problemer. Men han havde følt, at han trængte til at komme væk hjemmefra, fordi alle gik og snakkede om Yalathanil og hans død. Dramorion troede ikke på, at Yalathanil var død. Han mente nemlig helt bestemt, at han ville have kunnet føle det, hvis det var sket.
Han sukkede tungt og opdagede, at han var nået til noget, som lignede en grotte. Han så undersøgende ind i grotten, mens han sendte sit lys et lille stykke inde i grotten og lod den lyse stedet op. Da han ikke kunne få øje på noget med det samme, trådte han selv ind på stedet og så sig undersøgende om.

[Aoi Manani]

Aoi var egentlig fast besluttet på at komme ud af grotten, da det virkede som om den havde en negativ virkning på hende, noget hun ikke ønskede at udforske yderligere. Derfor var hendes skridt også beslutsomme, dog stoppede hun lige pludselig op, da hun kunne skimte noget stærkere lys end det hun tidligere havde set komme fra udgangen eller det hun mente var udgangen og indgangen til Iméra. Et svagt gisp forlod hendes læber, da lyset bevægede sig ind i grotten, hvilket fik hende til at trække sig sammen op af grotte væggen i håb om at lyset ikke ville få øje på hende. Samtidig var hun også nysgerrig omkring hvad det var.
De store øjne stirrede i et øjeblik mod lyset, hvilket skabte en sort plet for hendes øje, ikke noget alvorlig, blot noget der kom en anelse bag på hende, så hun rystede en anelse på hovedet og forsøgte at få det til at forsvinde.
"Jeg vil ikke være blind"
sagde hun stille for sig selv, da et lille barn som hende, sagtens kunne få en fornemmelse af, at dette ville ændre hendes syn. Selvom det med sikkerhed ville forsvinde med tiden, det skulle blot have tid til at heale. En enkel tåre trillede ned af hendes kind, dog forsøgte hun at fjerne den med sin hånd, der var en anelse beskidt. Så det hele resulterede i en mere eller mindre sort kind. Imens at hun undgik lyset og spærrede øjnene en anelse op, da hun kunne fornemme en skikkelse i det fjerne. Hun holdt sig for munden med den ene hånd, da hun ikke håbede at hun var blevet hørt.

[Dramorion Everlove]

Dramorion blev en del forskrækket, da han hørte nogen sige noget. Han forstod svagt, hvad der blev sagt, hvilket gjorde, at han dæmpede lyset, så det kun oplyste stedet svagt. Skyggerne virkede nu store og på en måde truende, men han vidste, at han bare kunne bruge sit lys til at jagte skyggerne væk med. Hvorfor var han bange for skyggerne? Han plejede ikke at være så bange? Han gad ikke have svar på det lige nu, fordi mange ting havde forandret sig efter, at Yalathanil var forsvundet. Alt for mange ting.
Dramorion trådte lidt længere ind i grotten og opdagede en lille skikkelse, som stod op ad væggen. En pige, som så bange ud. Han opdagede, at det ikke var en grotte, men at det faktisk var en tunnel, som førte et ukendt sted hen. Og fra dette sted måtte pigen være kommet, eller så havde hun været her længere, end hvad han lige kunne forestille sig. Han lod lyset nærme sig pigen, mens han selv blev stående. Dog lidt efter trak han lyset tilbage igen, så det nu hang mellem dem. Så de kunne se hinanden. Han løftede en hånd og vinkede forsigtigt til pigen. Hun ville sikkert ikke forstå det, som han sagde, hvis han bare åbnede munden. Han havde det bedst med elvisk, det andet sprog var han ikke særlig god til.

[Aoi Manani]

Lige med et blev det kraftige lys dæmpet? Hun så en smule undrende på lyset og rystede på hovedet for at vende blikket væk fra lyset, der gik det også op for hende, at den sorte plet var forsvundet, så kunne hun ånde lettet op og virkede derfor mere rolig, men stadig en anelse ængstelig, da lyset nærmede sig hende. Hun trak vejret mere eller mindre roligt og valgte at forholde sig roligt, da hun jo godt vidste at der var en anden person omkring hende, derfor skulle hun helst ikke virke for skræmt igen. Aoi valgte at gå en smule væk fra væggen og lod sit blik hvile på skikkelsen, hun så en smule undersøgende på ham, for at kunne fastslå hans personlighed, hun ønskede ikke at støde ind i en ond eller væmmelig person, så hun ville være på den sikre side.
Et let smil gled over hendes læber, da skikkelsen valgte at vinke til hende. Det fik hende til at smile, da hun fik en fornemmelse af, at personen ikke var ond, men måske bare en smule tilbageholdende som hende selv. Uden tøven valgte hun at vinke tilbage til ham, selvom hun intet vidste om ham.
"Er.. Er det udgangen?"
sagde hun stille og pegede mod den åbning, som han var kommet ind af. Hun så en smule nysgerrig på ham, da hun lagde mærke til de spidse ører, derfor trådte hun lige pludselig frem fra skyggen af væggen. De sorte vinger rejste sig lige pludselig, da de før var blevet mast ind mod væggen, men den generede hende ikke. Hun var travlt optaget af de spidse ører.

[Dramorion Everlove]

Dramorion smilede svagt, da den anden vinkede tilbage. Det gjorde ham også mere rolig, da det fortalte ham, at det ikke var noget ondt væsen. Og så var det, at han begyndte at spekulere over, hvilket væsen denne pige var. Hun lignede ikke nogen vampyr, men hun var heller ikke nogen elver, da hendes ører ikke var spidse. Der var stadig en del uendelig muligheder, så han gennemgik dem roligt en efter en, men han kunne ikke finde sammentræf nok til, at han ville kunne bestemme hendes race nu. Men han kunne altid få det at vide senere.
Han betragtede hende, da hun begyndte at tale. Det gik op for, at hun ikke kunne elvisk, så hun ville nok heller ikke forstå det. Han havde dog forstået, hvad hun sagde. Nu skulle han bare selv sige noget. Hvorfor var Arun her ikke, når han skulle bruge ham. ”Ja.. kommer du.. fra den anden ende?”

[/color] spurgte han og holdte pause mellem ordene. Man kunne godt høre på ham, at han ikke var vant til at tale dette sprog. Det lød til, at han væltede lidt over ordene.
Da Dramorion fik øje på hendes vinger, trådte han forskrækket et skridt tilbage. ”What are you? Why do you have black wings?”[/color] spurgte han pludselig meget hurtigt, men det havde været på elvisk, så hun ville nok ikke kunne forstå noget af det, som han havde sagt.
”Race?”[/color] spurgte han kort, da han ikke lige kunne sammensætte et helt spørgsmål.
[/blockquote]

[Aoi Manani]

Aoi valgte stille og roligt at lege med sit hår, da hun var en smule nervøs for, at han muligvis ikke var den hun troede, men alligevel håbede hun på det, fordi hun ønskede ikke at havne i nogle problemer. Tunelen havde allerede givet hende nok af problemer, så hun ønskede ikke flere. Mange ville også være i tvivl om hvem hun var, når man første lagde øjnene på hendes vinger, men hun var efterhånden van til at folk reagerede på nogle anderledes måder, men lige hans reaktion var meget normal, dog ville hun næppe blive van til det.
"Jeg kom også ind der, men kunne ikke finde ud igen.."
sagde hun med en lettere svag og nervøs stemme, da hun ikke var sikker på, om det var godt at tale med ham om dette. Dog valgte hun at ignorere sin egen mening i øjeblikket, men blev en anelse forskrækket, da han trak sig tilbage. Men hun lagde hovedet en anelse på skrå, da hun hørte hans ord. Det gav virkelig ikke mening for hende, så hun blev lettere forvirret af det, men også lettere, da hun hørte et ord hun faktisk forstod.
"Øhm.. Engel.."
Hun virkede en smule nervøs, da hun sagde det, som om hun ikke en gang selv var klar over om det nu også var sandt, men hendes race var engel, der var blot sket noget, da hun var omkring de 36 år (3 af udseende), hvor vingerne skiftede farve.

[Dramorion Everlove]

Dramorion kiggede bag pigen og ind i mørket. Han fik lidt ondt af hende, at hun havde gået rundt i mørket. Så vidt, som han havde forstået, så var hun kommet ind fra den anden side, men kunne ikke komme ud igen. ”Du ude nu.”

[/color] svarede han hende. Han følte virkelig, at han talte, som et barn, og derfor havde han det bedre med at tale elvisk, men det kunne han ikke rigtig nu. Han hadede bare, at folk ville kunne tolke ham til at være yngre, end hvad han allerede var. Og nok af de ting, som var problemet, når han ikke talte elvisk, det var, at han ikke var så god til at formulere sig.
”Engel?”[/color] gentog han spørgende. Han undrede sig virkelig over dette, fordi hun jo havde sorte vinger. Plejede engle ikke at have hvide vinger? Og var det ikke dødsengle, som havde sorte vinger? Det gjorde ham en smule nervøs, fordi han ikke havde mødt en dødsengel før, og han havde kun hørt dårlige ting om dem.
”Hvorfor… Sort?”[/color] spurgte han så og pegede på hendes vinger. Spørgsmålet havde også taget tid, fordi han ikke lige med det samme var kommet i tanke om, hvordan man sagde sort. Han rømmede sig lidt, fordi han følte, at hans hals var begyndt at blive lidt underlig af det fremmed sprog i hans mund.
[/blockquote]

[Aoi Manani]

Aoi vidste ikke helt, hvordan det kunne være at hun havde valgt at vandre længere ind i tunnelen for så ikke at kunne finde ud igen. Men det kunne muligvis have noget at gøre med, at larmen udenfor havde forskrækket hende så meget, at hun var søgt længere ind, så hun ikke ville kunne høre det. Egentlig var Aoi kommet ind fra den indgang, der befandt sig i Iméra, men nogle gange kunne hendes ord misforstås, så hun valgte kort at ligge hovedet på skrå, da han forklarede hende, at hun var ude. Et lystigt smil gled hen over hendes læber og en begejstring ramte hende. Hvorefter hun nærmest farede hen imod ham og lagde armene rundt omkring hans ben, da hun ikke rigtig kunne nå højere op. For et barn var det vel ganske naturligt at reagere på den måde, så måtte hun bare håbe, at han ville ville blive chokeret?
"Mange mange mange tak Hr."
sagde hun med en sød stemme, som om han havde hjulpet hende med at finde udvejen. Man kunne stadig se en vis form for begejstring og lys i hendes øjne, som en sten der var faldet fra hendes hjerte. Hun var endelig fri for at vandre rundt i mørket. Aoi var dog ikke en af dem, der lagde mærke til at han talte som et barn, da hun selv var et barn, så hun forstod det helt klart bedre, som hvis han havde snakket i længere og uforstående sætninger, det ville med sikkerhed bare have forvirret hende. Hun nikkede en smule ivrigt til hans spørgsmål, da hun forsøgte at virke overbevisende, da der ikke var mange der troede på hendes race, når hun endelig fortalte det.
"De forandrede sig efter 36 år.. Jeg.. Jeg ved ikke hvorfor, men.. det er ikke godt.."
sagde hun lavt og trak sig først nu en smule væk fra ham, hvorefter de sorte vinger lagde sig ned langs med hendes ryg. Hun lod sin ene fod rode lidt rundt i grotten gulv og sparkede svagt til en sten, imens at hun så lettere uskyldig op på ham.

[Dramorion Everlove]

Dramorion blev meget forskrækket, da pigen pludselig kom løbende mod ham og omklamrede hans ben. Han så ned på hende og forstod ikke helt, hvad der skete, eller gjorde han ikke? Kunne være, at hun udtrykkede sin taknemlighed på denne måde, det var bare ikke noget, som han var vant til. Den måde, som han var vant til, det var med ord eller gaver, hvor man udtrykte sin taknemlighed, altså overfor fremmede. Overfor sine søskende havde han jo givet dem et kram.. eller det var enlig kun overfor Merenwen, at han havde gjort det. Hvilket han fortrød lidt, fordi han ønskede lidt, at han havde gjort det ved Yalathanil, men det var for sent nu, han var der ikke længere på slottet. Tristheden havde grebet ham et øjeblik, men han tog sig igen sammen og et smil bredte sig igen på hans læber.
Dramorion vidste ikke, hvordan han skulle sige, at han var glad for, at han kunne hjælpe, så han valgte at forblive stille, men han smilede dog ned til pigen, så hun ikke skulle føle sig ignoreret.
”Forandrede sig..”

[/color] gentog Dramorion stille og betragtede hendes vinger. Han havde aldrig hørt om, at vinger kunne forandre farve. ”Måske mor eller far en anden race?”[/color] spurgte han så og følte, hvordan hans hals føltes tyk. Hvorfor var Arun der ikke, når han skulle bruge ham? Han kløede sig lidt i håret, hvorefter han betragtede deres omgivelser. Han blev enig med sig selv om, at de nok ikke skulle blive stående herinde.
”Kom.”[/color] sagde han og vinkede af hende, hvorefter han gik ud af tunnelen. Han stoppede på afsatsen, hvor han satte sig ned og betragtede nu nattehimlen. Lyset var roligt fulgt efter ham. Nu, hvor han havde det tændt, havde han ingen tanker om, at han ville slukke det igen, men lyset lyste kun med en svag styrke, men farvespillet var stadig tydeligt at se. Han ventede roligt på pigen.[/blockquote]

[Aoi Manani]

Det var vel en form for tilflugt at søge hen i hans nærhed? Aoi søgte bare tryghed, selvom hun ikke vidste om denne dreng overhovedet var til at stole på, så bildte hun sig selv ind, at der ikke ville ske hende noget ondt. Drengen skulle nok være sød ved hende. Aoi blev dog roligt stående med en meget lille afstand til ham, og med et sødt smil på læben, da hun faktisk synes at denne dreng var meget sød og venlig ved hende, slet ikke som alle de andre fra landet. Det gav hende en helt underlig følelse i maven, men det var positivt, troede hun i hvert fald. Hun lagde roligt hovedet på skrå, da hun fornemmede en trist stemning, som dog nåede at forsvinde før hun kunne spørge ham om der var noget galt.
"De blev sorte, og jeg ved faktisk ikke hvorfor? Ingen tør fortælle mig, hvad der skræmmer dem"
sagde hun med en svag stemme og lod blikket glide ned i jorden en anelse forsigtig og lod den ene hånd rode lidt rundt i håret.
"Jeg ved ikke hvem mine forældre er.."
sagde hun med et stille smil på læben, da hun jo var blevet efterladt som meget ung. Men hun regnede dog med at de begge havde været engle, fordi hun følte sig som en engel, men lignede bare ikke en? Men i virkeligheden havde hendes far været en dødsengel, så det kunne sagtens være at den race var kommet senere til udtryk end ved andre?
Hun lagde hovedet en anelse på skrå, da han nærmest bad hende om at følge med, dog smilte hun en anelse, da hun så at han forsøgte at få hende ud af den kolde tunnel. Aoi kiggede dog en smule fascineret på lyset, der meget hurtigt fulgte ham, bare hun selv kunne lave sådan noget, for så skulle hun ikke være mørkeræd mere.
"Hvordan har du lært det der?"
sagde hun roligt og pegede på lyset, dog lod hun sit blik glide ned på ham, da han havde sat sig på afsatsen. Dog turde hun ikke selv at sætte sig med benene ud over kanten, så hun satte sig ned på jorden et stykke fra kanten.