Faret vild...

[Fay]

Fay var kommet på afveje, men det gjorde ham ikke spor. Faktisk syntes han det var ganske underholdende en gang imellem at fare lidt vild, for den bedste måde at udforske et nyt sted på, var som bekendt ved at fare vild.
Han havde delvis gået og delvis løbet igennem en del marker, da han pludselig stod foran en stor samling sten. Hvorfor stenen lå der, og hvem i alverden der havde placeret dem der, interesserede ham ikke spor. Oldtidshistorie og den slags havde aldrig faldet i hans interesse, så han havde intet begreb om, præcis hvor meget respekt han burde have for denne samling sten.

Den spinkle dreng hoppede op på den nærmeste sten. Den var næsten to meter høj, men han var atletisk, så det var intet problem. Med armene strakt ud til siderne begyndte han at balancere af sted og hoppe fra den ene sten til den anden. Hans lange, lyse hår svævede efter ham, og vinden susede i hans øre, så han kunne ikke høre meget andet end den.

[Kurai Momonatiqon]

det var ikke fordi der var så meget at tage sig til. Kurai havde som altid valgt at gå mod sin rådgiver igen. hun kom til imera og gik roligt imens at hun nynnede for sig selv fordi hun var glad for at være væk fra sine rådgivere. Kurai kom til nogen stil og kunne fornemme nogen. hun så rundt og fik øje på en der hoppede rundt. Kurai havde en kappe på denne dag og skjuldte hovedet i sin hætte. hun så på personen imens at hun smilte. intersant. en som hoppede rundt på sten. adrat måtte man vel kalde den person. måske kunne det give hende udfordring.

[Fay]

Fay sprang videre til den næste sten, men da han ville sætte fra, skred han fod. Der lød et gisp fra ham, idet han troede, at han ville falde ned; heldigvis fik han hurtigt fodfæste igen, og han blev stående på stenene med begge arme ud til siden for at genoprette balancen.
Det var tæt på… tænkte han for sig selv, og et lydløst suk forlod hans læber.
Hans lille uheld havde dog været godt for noget. Idet han drejede hovedet, havde han fået øje på en skikkelse, der stod lidt derfra. Hun havde et smil på læben, hvilket fik Fay til at undre sig over, om det mon var ham, hun smilede af – hvad skulle det ellers være?

Han rankede sin ryg og lod sine hænder falde slapt ned langs sine sider, idet han kneb øjnene let sammen og betragtede hende med et vagtsomt blik som et dyr, der holdt øje med sit bytte… Hvilket han vel egentligt også var. Han var en ræv på jagt, men om hun ville blive hans næste bytte, det måtte tiden jo vise. Havde hun penge, kunne det overvejes, men hvis ikke... så måtte han jo bare improvisere.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai så at han fik øje på hende og gik roligt frem mod ham og over mod stenen ved siden af hvor han var. hun lænede sig op stenen og så op på ham. man kunne ikke se hendes høre eller hudfarve men hendes gule øjne var tydelige. "du er godt nok atlitisk og adrat var?" hun så på ham med et smil der ike vidste hvad hun tænkte. hun så på ham og kunne se han var varsom. men hun var faktisk ret ligeglad med hvad han ville finde på. hun kunne altid bare gøre noget som var lige så slemt. hun kunne jo bare dræbe ham vis han ikke var hende værdig en udfordring.

[Fay]

Fay fulgte hende med blikket, da hun kom nærmere. Selvom han ikke kunne se hende særlig tydeligt i det dunkle mørke, kunne han ved hjælp af sine forstærkede sanser godt fornemme, hvilket væsen hun var. En mørkeelever. Sådan én var det lang tid siden, at han sidst var stødt på, så hans vagtsomme blik blev hurtigt erstattet af et mere nysgerrigt et af slagsen, idet hun lænede sig op af stenen ved siden af ham.

”Mhmm. Og hvad så?”
Fay kunne ikke se, hvorfor det var nødvendigt at nævne det, men så igen… måske syntes hun bare, at hans evner var imponerende. Han kunne ikke lade være med at føle en vis stolthed spire i sit bryst, men det var dog noget, han lagde skjul på.

”Hvad vil du mig, elver?” spurgte han hende. Han dumpede ned fra stenen, så han kom ned i hendes niveau. Han kunne trods alt bedst lide at være i øjenhøjde med dem, han snakkede til, selvom følelsen af at føle sig hævet over andre også var en af hans største fornøjelser.

[Kurai Momonatiqon]

hun så han hoppede ned på hendes højde. hun stod roligt bare og så på ham imens han talte. hun skubbede sig væk fra stenen og så på ham. hun bukkede hovedet bagover så hætten faldt af. hendes Gule øjne var en sjælden hed bland mørkelver og det var også dem der havde gjort hun var født ind i leder familien.

Kurais holdning var stolt og roligt. hun gik et skridt tættere på ham og smilte hurtigt og det var hurtigt væk igen. "Hvem siger jeg vil dig noget? måske opsevere jeg bare dine hop" Kurai havde ikke lige noget i tænkerne ud over at det måske ville være en sjov lege kammerat for at holde formen. hun elskede jo at kæmpe og en god kamp indebar jo at man kunne lidt af hvert og ikke bare stå samme sted.

[Fay]

Observere mine hop… bah.
Fay rystede på hovedet. Det var da en underlig tanke… hvordan kunne man finde det underholdende at kigge på ham, der hoppede fra sten til sten? Han undlod dog at spørge ind til det, da han var ret sikker på, at den fremmede alligevel ikke ville svare ham.

Da mørkeelveren fjernede hætten, så månens blege stråler kunne oplyse hendes ansigt, mødte Fay hendes gyldne øjne med sine egne grå.
”Det lyder vel nok spændende,” svarede han ligegyldigt. et flygtigt, hånligt smil gled over hans læber, idet en tanke slog ned i ham. "Du kan måske ikke selv klare det lige så godt, hm?"

[Kurai Momonatiqon]

Kurai var måske ikke den som så ud af meget men hun kunne godt slå fra sig. da han sagde hun måske ikke kunne klare det selv så man alvoren i hendes øjne. hun åbnede kappen og smed den. hun gik ca 3 meter fra stenen og så mod ham. nu hvor hun havde smidt kappen så man den smukke slange på hendes hals og skuldre. den log som om den ikke var levene men det var den faktisk.
Kurai så på ham og satte af fra jorden. hendes tynde krop og øvelse i skoven gavnede hende , let og elegang landte hun på stenen oprejst og med rang ryg. det var tydeligt at hendes øjne sagde at man ikke skulle sige hun ikke kunne.

[Fay]

Fay fulgte hende med blikket, da hun smed kappen fra sig, for derefter at hoppe op på stenen. Under hele proceduren hvilede der et voksende, selvsikkert smil på hans læber. Hun gjorde præcis, som han havde forventet, at hun ville gøre. Sådan var der med de fleste væsner; hvis man drillede dem med noget, de ikke kunne, ville de straks bevise det modsatte. Selvom han ikke var meget for at indrømme det, ville han have gjort præcis det samme.

”Er det så nu, jeg skal klappe i hænderne?” Han lagde armene over kors og kiggede op på hende med et løftet øjenbryn. Som hun stod der med rank ryg virkede det næsten som om, at hun regnede med, at han ville komplimentere hende, men hun kunne lige tro nej.

[Kurai Momonatiqon]

hun var kun rang fordi hun altid var sådan. Kurai var nemlig ikke bare en almindelig pige hun så ned på ham og satte sig ned på hug og så på ham. Kurai hævede brynet og tænkte lidt over hvad hun skulle gøre ved ham. "nej... kun vis du vil ha hugget hænderne af"
Kurai var en kvinde som ikke ville hånes. det var kun sket som barn og mere skulle ikke ske.

[Fay]

Fay smilede. Han kunne ikke lade være. Et smil bredte sig langsomt på Fays læber, voksede og voksede til det nåede helt op i hans øjne, der skinnede af ren og skær fornøjelse.
Han kunne simpelthen ikke lade være med at more sig over hendes udtalelse. Det var utroligt, så hurtigt hendes humør var skiftet fra muntert til direkte fjendtligt... men sådan var det med alle hunkønsvæsner, havde han efterhånden fundet ud af; først var de blide som lam, men uden grund kunne de flippe ud over ingenting og forvandle sig til de rene monstre.
Han gøs ved tanken. Hans kyldegysninger skyltes både tanken om kvinder og tanken om et liv uden hænder.... det lød besværligt. Hvordan skulle han dog så bære sig ad med at samle ting op?

"Det lyder fristende, men jeg må takke nej."
Han trak på skuldrene og lagde sit ansigt i skuffede folder, idet han sendte hende et falsk undskyldende blik.

[Kurai Momonatiqon]

Kurai havde hele tiden været fjendelig. men det var kun fordi at hun ikke havde fundet nogen som ville være ægte over for hende. hun hoppede ned og hendes korte tøj fløj flot op sig. og hun var helt ligeglad med det. det smukke korte hår log nærmest perfekt hele tiden. Kurai rejste sig da hun landte og så på ham.
"man skal ikke genere en mørkelver. det ener bare galt til sidst" hun mente hvert et ord... måske var han slet ikke så indtrassant som hun troede han var.