What shall we call this?

[Revion Talant]

"Jamen, Deres Majestæt..." begyndte vagten, som havde fulgt Yalathanil til bjerget, men måtte tie, da han blev afbrudt ved, at prins Yalathanil hævede hånden, for at forhindre ham i at forklare. Han vidste godt, at når prinsen havde taget en beslutning, så var den meget svær at lave om på. De stod for enden af bjerget, hvor prinsen ville kravle op, så vagten holdte begge heste, som han skulle tage sig af, mens prinsen ville kralve op. Selvom vagten gerne ville have sagt noget mere, så forblev han tavs.

Yalathanil smilede til vagten. Han vidste godt, at han kun gjorde sin pligt, men til tider måtte de gerne vide, hvornår de skulle give ham noget fritid, hvor han kunne være selv. "Der er ikke nogen onde væsner deroppe. Og hvis jeg skulle være i knibe, så vil jeg sende Estela ned til Dem."[/color] sagde han og nussede falken, som sad på hans skulder. Han fornemmede et nik fra vagten, som tegn på, at han ville føje sig og blive hernede, hvorefter han bukkede og fandt et primitivt sted, hvor han kunne vente. Yalathanil begyndte langsomt at kravle op ad bjerget, havde heldigvis valgt at tage sin rejsebukser på, som nok var mere egnet til dette. Over skulderne bar han også en grå kappe, som skærmede ham mod kulden.

Yalathanil kravlede op på en afsat, som var i bjerget, hvor han lige børstede det værste støv af, som han havde samlet undervejs. Han kiggede mod himlen, selvom han ikke kunne se lyset fra solen, så vidste han godt, at det var omkring middagstid. Estela satte sig på hans venstre skulder, hvor hun godt vidste, hvor hun ikke var i vejen.

[Kivuli Mwanga]

Han var på tur op på bjerget. Han havde let ved at komme op og ned af bjergets stejle sider. Han havde ikke behov for afsatser. Han havde bare behov for en flade for at føle sig tryg. Hans lavmældte latter klukkede som en dyb klokke, og et svagt ekko sendte stemmen lidt rundt mellem klipperne.
Han fik på et tidspunkt øje på noget på en afsats. Det var en elver med en fulg på sin skulder.
"En højelver på bjerget? Meget fint tøj. Yderst fint. Måske er elveren en af de kongelige. Åh ja. Han må være en af de kongelige. Måske kan majestæten hjælpe Kivuli. Give Kivuli et navn på den rige mand. Åh ja, Kivuli savner et navn på den rige mand. Den rige mand har intet navn, Rævepigen har et navn og Kivuli har fået et navn. Rig mand skal også have et navn. Et smukt navn. Et rigt navn. Måske kan Kivuli finde hjælp, god hjælp, venlig hjælp. Majestæt af Iméra er venlig." Han var på en anden afsats lidt væk fra Yalanthanil, og hans krop lå i skygge. Hans lave stemme var henvendt til sig selv, og var ikke særlig høj. I skyggn tog han form af den rige mand. Han kunne mærke klippeafsatsen under sine fødder. Han kunne mærke den kølige vind på huden. Han kunne mærke vægten af sværdet i den rigt udsmykkede skede. Han havde aldrig trukket sværdet. Måske var det lige så udsmykket. Måske overhovedet ikke.
"God dag deres højhed. Hvad laver eder heroppe på Yama bjerget. Skal højheden nyde udsigten over det stolte Iméra?" Han talte noget højere, da der alligevel var et stykke vej mellem de afsatser. Hans stemme var fyldt med autoritet. Hans stemme var ikke lige så dyb som Kivulis dybe klokke stemme, men ikke langt fra.

[Revion Talant]

Yalathanil tog en dyb indånding og nød bjergluften i sine lunger. Den virkede frisker, end luften, som var nede omkring jorden. Han lukkede øjne og lyttede til stilheden omkring ham. Han kunne også mærke, hvordan Estala nød det, hun elskede højder i forvejen, og syntes det var sjovt at se tingene i væsners vinkler. Han åbnede øjne og nussede, mens han automatisk begyndte at smile.

Estela gjorde Yalathanil opmærksom på noget over på en afsats et længere stykke fra dem. Han kiggede derover og blev noget forundret, da han så en lille tågede skikkelse, som fik en fast form, som en mand, der virkede bekendt, og så alligevel ikke. Han tænkte lidt over, hvad det var et væsen, som han stod overfor. Han mente, at han havde hørt noget om det et sted, men han kunne ikke lige huske det. Han kiggede spørgende på Estela, men hun ville ikke svare nu, og han mente, at hun havde grinet af ham. Hans tankestrøm blev afbrudt af mandens tale.
”En glæde at møde dem, selvom det er noget af et besynderligt sted, vi mødes.”[/color] hilste Yalathanil og smilte, han sagde det lige højt nok til, at manden burde kunne høre ham. ”Jeg nyder kort min alene tid, som jeg kan have. Hvad laver De selv heroppe?”[/color] spurgte han og slog ud med den ene arm.

[Kivuli Mwanga]

Han begyndte at lede efter en vej over til prinsen, så de ikke skulle stå og råbe til hinanden. Han bevægede sig ud over en flad kant, hvor han kunne gå, uden at skulle holde for meget øje med vejen ned, da den var bred nok til at han kunne gå på den og undgå at støtte med skulderen op af klippevæggen.
"Jeg er gået her op for at søge svar. Jeg føler ofte at vinden bringer brugbar nyhed, fra verdens hjørne. Også fra de steder vi ikke kender. Bjerget er også et yndigt ukigspunkt." Han talte stadig en smule højt, så han var sikker på at prinsen kunne høre ham. Han vidste godt nok ikke hvilken del af den royale famile han var. Djins blandede sig ofte ikke med folk i byen.
Han var nu nået hen til prinsens afsats og skulle til at træde op på den, men klipperne gav efter og han gled ned af mod bunden. Han famlede efter et sted han kunne holde fast. Han vidste han bare kunne skifte formen hvis det blev nødvendigt, men nu ville han ikke skifte.

[Revion Talant]

Yalathanil kiggede på manden, som langsomt bevægede sig over mod ham, men han tog det roligt, han stolede på mandens balance. Så han ventede roligt på, at manden ville kunne nå ham. Han var meget taknemlig for, at manden havde tænkt dette træk, fordi så skulle de ikke råbe til hinanden.

”Hvilke svar søger De, gode mand?”[/color] spurgte Yalathanil venligt og med et smil, ”Bjerget havde et meget godt udkigspunkt, dengang solen stadigvæk stod højt på himlen.”[/color] Et glimt kunne ses i hans øjne, da han omtalte solen, glimtet i øjet virkede, som et glimt af solen. Han betragtede manden, som var næsten var henne ved ham. Yalathanil så, hvordan klippen gav efter under manden, og han skyndte sig hen og smed sig på knæ ved kanten og greb fat i mandens hånd. Estela var fløjet af hans skulder i all' hasten. "Er De okay?"[/color] spurgte Yalathanil, mens han betragtede manden.

[Kivuli Mwanga]

Han var glad for at Yalathanil havde grebet hans hånd. Det gjorde det lige en del lettere at han kunne opføre sig så meget som mennesket som muligt. Den hånd han havde rakt ud, og som var blevet grebet var prydet med en ring. Det var en helt speciel ring. Det var familien Ildhjertes gamle signetring. Den var forsvundet sammen med ham den gang for over tusind år siden. Symbolet var dog stadig det samme. Et hjerte omringet af ild, og et sværd og skjold nede i bunden. Den gang manden var vesir ved det kongelige hof.
"Takket været dem har jeg det fint højhed." Ved hjælp af Yalathanil fik han til sidst kæmpet sig op på afsatsen.

[Revion Talant]

Yalathanil hjalp igen manden op på afsatsen, og nikkede til, at han havde det godt. Da han skulle til at give slip i hånden, betragtede han mandens ene finger, hvorpå der var en ring, han vidste nu, hvorfor manden virkede så bekendt. ”Ildhjerte.”[/color] fik han fremmumlet, uden enlig selv at være klar over det det. Han gav nu igen slip på mandens hånd og betragtede ham igen. Han kendte ikke manden, men han havde set ringen et sted før, men han havde meget svage erindringer om det, fordi det var dengang han havde været et barn. ”Hvem er De? Og hvor har De ringen fra?”[/color] fik Yalathanil endelig spurgt efter noget stilhed.

[Kivuli Mwanga]

Ildhjerte. Det lød bekendt. Den gang manden døde blandt druiderne nævnte han sit navn. Ildhjerte var et af dem, men han kunne ikke huske det første. Han tænkte tilbage. Hvad var det manden havde sagt. Han tænkte. Han kunne huske mandens læber forme navnet og en lille bøn til druiderne. Han begyndte at huske. Mere og mere. Bønnen var få gjort hans opgave færdig. Noget han skulle aflevere. Noget der var skjult på hans krop, men hvor var det? Han kunne ikke huske det.
Navnet! Han kunne huske det igen. "Jeg er Grindor Ildhjerte, min herre." Han bukkede for prinsen. Han skulle jo være høflig når man præsenterede sig. Han kunne nu huske mandens navn igen. Grindor Ildhjerte. Manden der blev myrdet af en dødsengel, stedt til vile af en gruppe druider og levede videre i en Djin ved navn Kivuli Mwanga.

[Revion Talant]

Yalathanil betragtede manden, mens han tænkte. Han betragtede nu Estela, som igen havde sat sig på hans skulder, efter det lille uheld. Hun lyttede interesseret til deres samtale, og Yalathanil kunne mærke, at hun vidste noget omkring dette, men han spurgte hende ikke ind til det.
Han betragtede nu manden, som havde præsenterede sig selv og bukkede for ham. Navnet virkede også meget bekendt for ham, og lige pludselig gik det op for ham, hvem det var. Han havde engang, som mindre overhørt en samtale. ”Du.. De er.. Eller rettere, De var vesir på slottet.”[/color] sagde Yalathanil lidt overrasket, da han huskede det. Han havde overhørt, at Grindor var død, at man måtte skaffe sig en ny vesir. Han betragtede igen manden, da han kom i tanke om den tågeskikkelse, som han ganske kort havde set.

[Kivuli Mwanga]

Han nikkede lidt da Yalathanil sagde at han var vesir ved hoffet. Hvorfor skulle denne fine mand ikke have været det. Han så jo ud til at have været det.
Yalathanil virkede meget overrasket over hvem der stod foran ham, men det var de færeste der fortrak at blive konfronteret med de døde, især ikke når de virkede til at være så levende foran dem. Han havde dog ikke mødt en eneste der havde genkendt Rævepigen, men så vidt han vidste havde animaguser heller ikke det længste liv. Hvert fald ikke i forhold til elvere.

[Revion Talant]

Yalathanil betragtede manden lidt og undrede sig, han var lidt irritreret over, at Estela ikke ville give ham det svar, som han skulle bruge, men hun ville bare grine af ham igen.
”Ifølge, hvad jeg ved, så burde Grindor være død for længe siden, dengang jeg var et barn, men interessant at se ham igen efter alle disse år. Så hvem er De virkelig?”[/color] spurgte Yalathanil, mesn han betragtede manden foran ham. Han vidste, at det havde noget at gøre med det tåge, som han havde set.

[Kivuli Mwanga]

Han vidste at han ikke kunne skjule længer hvem han var, men han blev i Grindors form.
"Jeg er Kivuli Mwanga. Jeg så Grindor blive overfaldet inde i skoven. En udsendt dødsengel stak ham ned med en kniv i hans hjerte." Han trak den fine silkeskjorte til side så man tydeligt kunne se det dybe stiksår der førte ind til hans den gang stadig bankende hjerte.
"Det var en flok druider der fandt ham døende i skovbunden. Jeg kunne indtet gøre, udover at sørge for at jeg kunne leve videre for ham. Han var på en opgave, men han fik aldrig fuldført den. Han havde noget han skulle have overbragt, men jeg kan ikke huske hvor det var blevet gemt." Han havde aldrig ledt efter det. Han havde jo ingen anelse om at manden havde sådan en høj rang. Hvis han kunne finde det som Grindor skulle overbringe kongen, så ville han være glad, da han så ville kunne hjælpe nogen, og fuldføre Grindors opgave.

[Revion Talant]

Yalathanil hilste venligt på Kivuli, da han endelig præsenterede sig selv bag skikkelsen. Han kiggede endnu engang på Estela, som stadigvæk ikke ville svare. Yalathanil blev lidt overrasket over den måde, som Grindor var død på, og hvad lavede han sammen med en døsengel. Og hvad lavede han i det hele tage? Hvilken mission havde ha været på? Det var træls, at hans far intet havde fortalt ham. Han så på arret, da det blev vist for ham, han slog blikket ned for at vise, at det gjorde ham ondt. Da Kivuli sagde til ham, at han levede videre for ham, var der noget, som prikkede til hans hukommelsen, men han kunne ikke lige komme i tanke om, hvad det mindede ham om.
”Jeg er virkelig ked af den måde, som han skulle dø på. Jeg kan ikke hjælpe dig med opgaven, fordi jeg ved intet om det. Det må være en hemmelighed mellem min far og Grindor.”[/color] sagde Yalathanil og løftede igen blikket. Han var oprigtig skuffet over det, der var sket.

[Kivuli Mwanga]

Yalathanil skulle ikke være ked af det på Kivulis vejne. Kivuli blev ikke rørt af det på samme måde som så mange andre måder. Han holdt bare et løfte for en døende, da han vidste at druiderne ikke helt havde forstået ham. De havde bare stedt ham til vile, uden at lede efter det han havde bedt dem om at overbringe til kongen.
Han prøvede stadig at huske tilbage, men der var noget der havde undgået hans opmærksomhed. Havde Grindor vist druiderne hvor det skjulte var, mens han ikke var kommet i nærheden endnu? Måske ville kongen kunne hjælpe ham.
"Mennesket lever ikke så lang tid som det stolte elverske folk. De har den korteste levetid af de menneskelige racer i denne verden. Hvis Grindor Ildhjerte stadig har slægtninge, må der være gået mange generationer siden han var vesir ved deres hof."

[Revion Talant]

Yalathanil lyttede til Kivulis ord og nikkede. Det var rigtig nok, at mennesker ikke levede særlig længe ad gangen, hvilket også til tider var trist, fordi nogen af dem havde meget gode egenskaber. Han tænkte lidt over de sidste ord. ”Jeg kender desværre intet til disse slægtningen, men måske kan min atar hjælpe. Jeg er ikke engang sikker på, hvem der er den kongelige rådgiver for tiden.”[/color] sagde han lidt eftertænksomt. Han skulle nok til at se at få lidt styr på det, som skete hjemme i slottet også, og ikke kun det, som skete omkring rundt i landet. Slottet var jo sådan at sige, jo centrummet for hans handlinger. (Atar = far)