Just out for a walk

[Noctis Késina]

Noctis gik i stilhed ned langs floden, mens han kiggede ned i den, og han så alle dens reflektioner. Vandet bølgede blidt, men ikke særlig meget, idet det var en vindstille aften. Han stoppede dog på et tidspunkt op midt i det hele, og han satte sig ned ved vandkanten. Han gav sig til at nyde synet af de små bølger i floden, og de smukke reflektioner af omgivelserne. Han sukkede en gang og gav sig til at ligge ned på græsset og kiggede op på himlen.
Han fik pludselig en sang i hovedet, i starten begyndte han bare at nynne til den, men hans krop begyndte at bevæge sig til rytmen i sangen. Han havde sit sædvanlige tøj på, som han elskede at gå i, og allermest at danse i. Lidt efter lidt begav han sig ud i vandet, og han gav sig til at danse. Vandet fløj omkring ham, mens han dansede og et saligt smil spredte sig på hans læber. Han kiggede op på månen, mens han dansede, og han var helt opslugt af sine tanker.

[Fay]

Det var sjældent, at Fay ikke havde noget at tage sig til, så i dag var i særdeleshed en speciel dag. I flere timer havde han vadet rastløst rundt i skoven, ude af stand til at finde på noget, han kunne tage sig til. De fleste ville nok synes, det var rart med en rask lille spadsere tur, men sådan tænkte Fay ikke. Den friske lufte syntes ikke at have samme afklarende virkning på ham, som den havde på andre – nej, langt fra.

Han greb fat om en højtsiddende gren, idet han satte af fra jorden og svingede sig rundt om det næste træ. Da han igen landede blødt på sine bare fødder, kunne han høre lyden af rislende vand. Det var sød musik i hans øre, og han tøvede ikke et sekund med at sætte i løb i flodens retning.

Efter et minuts tid stod han foran den mørkeblå flod. Det klare vand bugtede sig ind og ud mellem flodens træer i et zigzagmønster. Et ligegyldigt smil bredte sig på Fays læber, men smilede stivnede lidt, da det gik op for ham, at han ikke var alene. Ude midt i floden dansede en skikkelse rundt. Vandet stod i kaskader om personen, og det blev oplyst af månens blege stråler.
Sjældent havde Fay set så fascinerende et syn, så den spinkle dreng kunne ikke dy sig for at sætte sig ned og iagttage dansen – nu håbede han bare, at han ikke ville blive opdaget.

[Noctis Késina]

Noctis havde lagt mærke til, at en anden var ankommet til floden, men det stoppede ikke hans dans. Tværtimod begyndte dansen at blive mere intens, og han nød det i fulde drag. En af grundende til at han ikke vendte sig mod den nye fremmede, var at han ikke kunne mærke nogen form for ondskab fra ham, eller hvad skal man sige. Dræberinstinkt, i hvert fald ikke lige nu, så han ville ikke gøre noget ved det. Men hvis den fremmede, ville havde gjort ham ondt, havde han for længst reageret til dette.
Der gik lidt tid inden dansen stoppede, og han var blevet drivvåd af alt vandet som han havde danset i og kastet rundt med. Han gik over til den fremmede, som sad et stykke væk og havde iagttaget hans dans. "Hello there," han bukkede for den fremmede, mens han stadig stod i vandet, med et smil. "What brings you out here in this wonderful, but cold evening?" han smilede venligt til den fremmede, mens han gik op til bredden af floden.

[Fay]

Dansen trak ud så længe, at Fay blev helt stolt af sig selv. Han var slet ikke blevet opdaget endnu! Det måtte betyde, at han var blevet bedre til at holde sig skjult, hvilket altid havde været et problem for ham…

Der kom skår i hans glæde, da den fremmede stoppede dansen og gik direkte hen imod ham. Fyren virkede ikke spor overrasket over hans tilstedeværelse, hvilket måtte betyde, at han havde fornemmet Fays iagttagelse af ham… øv. Men hvorfor han først havde stoppet dansen nu, når han godt vidste, der var publikum på, kunne Fay kun undre sig over.

”Intet,” svarede Fay ærligt og trak på skuldrene. Uhøflig som han var, besvarede han ikke engang den fremmede smil. Han tænkte slet ikke på at stille den anden det samme spørgsmål, hvilket nok ville have virket mest logisk; nej, i stedet røg ordene ud af hans mund: ”Hvorfor danser du?”

Fay havde før hørt om væsner, der udførte mørk magi og kastede forbandelser efter andre ved hjalp af dans. Denne hvidhårede mand virkede dog ikke til at være fjendtligt indstillet, men man kunne jo aldrig vide, hvad der lurede under overfladen.

[Noctis Késina]

Noctis havde kun latter tilovers for denne fremmedes uforskammethed, noget han dog ikke ville gøre på nuværende tidspunkt, da det ville være uhøfligt overfor modparten, istedet forblev han med at smile venligt. "Do you need a reason to dance? I just dance, whenever I feel like it.. It can be long, it can be short. But the reason for me dancing, is just when I feel like it. That's the only reason," han trak på hans skuldre. Han kunne ikke rigtig forklare hvorfor han danser.. Det var bare noget han gjorde, når han havde lyst til det, eller følte det var det rigtige at gøre. Han sad nu ved bredden med sit våde tøj og et venligt smil, mens han kiggede hen på den fremmede.

[Fay]

Fay tippede hovedet på skrå, så hans blonde hår gled ned over hans ene skuldre. Hans før så ligegyldige ansigtsudtryk var blevet erstattet af et mere forvirret et, da han ikke forstod, hvad den fremmede talte om. Han kunne på ingen måde sætte sig ind i hans følelser. Hvordan kunne man bare pludselig få lyst til at danse…?

Det var nok en af Fays mange svagheder – det med, at han ikke bare kunne slappe af og gøre, som hans hjerte lystede. Hvis han fik lyst til at danse, dansede han ikke. Nej, han fandt i stedet noget bedre at give sig til.
Danse… man kunne ikke bare danse igennem livet. Sådan en som ham, der levede på gaden og måtte kæmpe for overlevelsen hver eneste dag, havde andre ting at tænke på, såsom det næste måltid eller hvor han skulle tilbringe natten.

”Det forstår jeg ikke,” lød det fra ham. Han rynkede let på brynene og sendte den fremmede et undskyldende blik, nærmest som om han var ked af, at han ikke forstod det.