Post by Kamatayan Anghel on Sept 26, 2011 16:55:16 GMT 2
Bjergelvernes Undergang
Mens jorden stadig var dug frisk, og alt var harmoni endnu, levede der et elverfolk i bjergene. Et af lysets og dagens væsner. De elskede bjergene og fordi ingen kendte de stejle klipper så godt som dem, så kunne de formere sig uden hæmninger, og store byer blev skabt på de stejle skrænter og de høje tinder. De var dygtige håndværkere, og deres stader var smukke og rigt udsmykkede med ædelstene og guld. Deres smede- og byggekunst var berømt i hele den kendte verden, og flere bad dette folk om hjælp til at bygge deres byer, med samme pragt som byerne under himlens tag, som man kunne ane som små stjerner ved bjergenes fod. Bjergelverne, som de blev kaldt, var venligt stemte mod alle, og gav gerne en hjælpende hånd. Dog lavede de ingen byer eller slotte smukkere end deres egne. Intet metal blev formet så smukt som det der kunne findes i deres byer.
Dog var der en dag en kvinde der fandt op til deres største by, og bad om hjælp. Et underligt ønske havde denne kvinde. Hun ville have et sværd så magtfuldt at det ikke kunne destrueres, og elementernes magt kunne lægges i sværdet. Hun ville bruge sværdet til at beskytte sin familie sagde hun, og bjergelverne gik i gang med denne opgave.
Hvad de godtroende elvere dog ikke vidste, var at denne kvinde var et af de mørkeste væsner i hele verden. Et væsen så ondt at den i sin rigtige form ville farve jorden sort når det betrådte den, vandet rødt når det drak af det, og himlen giftig gul når den stirrede op.
Elverne skabte det smukkeste og stærkeste sværd i hele verden. Det var blevet velsignet af alle elementer, så det kunne bruge deres kraft når nogen bad om det. Selv Harmoni og Kaos velsignede dette sværd, fordi de aldrig havde set et smukkere sværd. Dets blad var slankt og skinnende sølv, med smukke ornamenter af guld og indfattede rubiner. Skæftet var af guld og små diamanter og safirer var indfattet i et sirligt mønster. Sværdet var i perfekt balance og derfor kaldte de det: ’Meiva’.
Kvinden kom efter sværdet, men da hun tog det i sin hånd farvede bladet sig sort den mørkeste nat, og skæftet gråt som de koldeste sten i de mørkeste huler. Da indså bjergelverne deres fejltagelse, men det var for sent. Væsnet jagtede bjergelverne, fordi de aldrig skulle kunne skabe et sværd der ville være mere magtfuldt end dette. De faldt nådesløst for Meivas magt. En efter en styrtede de smukke stader i bjergene, og hver og en af bjergelverne blev jagtet og myrdet af mørkets væsen.
Da alt håbet syntes ude for dette en gang mægtige folk, var der De Fem Mægtige der kæmpede mod hende. De bandt hende i jordens indre sammen med sværdet ved sin side, men hun vil aldrig kunne røre sværdet igen, og hun ville være fanget, så længe bjergene stod. De ville være hendes fangevogtere. Hun ville først komme ud til verdens ende.
Efter at hun var blevet bundet, så svor bjergelverne aldrig mere at skabe et sværd så magtfuldt, med mindre de kunne fornemme personens godhed, og ligeledes svor de aldrig at vise sig mere i denne del verdenen, så længe den ikke var i nød, og de kunne bistå med deres viden. Derefter forlod de sidste bjergelver den kendte del af verden, og længere ind i bjergene, og ingen har set dem nogensinde. Resterne af deres arbejde kan stadig findes, men deres viden er gået tabt. Ingen har formået at bygge så smukt, eller smede så elegant lige siden.
Bjergelverne er i dag intet andet end en legende. Ikke en gang de ældste husker dette folk, og det er mange tusinder af år siden at bjergets folk sidst blev skuet vandre over de stejle passer fra Tsúka.
Inspiration givet af Arwen
