Wait! I'm a friend..

[Revion Talant]

//Tag; Gren//

Tågen hang tungt over Kizomi denne nat, men kunne stadig skelne træerne, men man kunne ikke se særlig langt. Skoven var blevet til en labyrint for folk, som ikke kendte skoven. Dog var stemningen omkring skoven også blevet mere uhyggelig.
Dûrion gik rundt med et tilfreds smil om læberne. Hans tøj var smurt ind i blod, det krævede nok lidt mere øvelse, før han kunne spise uden at grise. Hans første offer havde været en udfordring, men havde haft det bedste blod, men de andre ofre havde været lettere, men stadig smagt udmærket. Dog stoppede han op og smilet forsvandt. ”Satans..”

[/color] mumlede han og blev stille.
Betragtede man nu denne person.. denne vampyr.. så ville man opdage, at blikket gik fra at være hårdt til at være venlig, men også hjørnetænderne blev også mindre. Holdningen forandrede sig også.
”Morning sunshine.” genlød Dûrions stemme i hovedet på personen, som nu havde overtaget kroppen. Han grinte også svagt.
”Hold mund.”[/color] mumlede Revion lidt spidst, da han ikke havde overskud til at skulle høre på sit andet jeg. Han havde jo ikke hørt på andet, end sit andet jeg, som havde fortalt ham, at han skulle spise. Og så var han besvimet.
”Der er nok en, som er morgensur.. men som prinsen ønsker.”
Revion havde det virkelig, som om Dûrion forsvandt ud af sit hoved, men han vidste godt, at han var der, da de var uadskillelige. Desværre. Han sukkede tungt og så på sine hænder og skreg. ”Dûrion, hvad fanden har du lavet?! Dûrion, jeg ved, at du er der! Svar mig!”[/color] råbte Revion til stilheden, men da han intet svar fik, sukkede han dybt og opgav. Han gyste svagt og havde lyst til dø. Han havde en god forestilling om, hvad der kunne være sket.
Han begav sig til at gå videre, for at finde ud af, hvor han enlig var.[/blockquote]

[Gren Shade]

Gren gik en af hans aftenture i skoven, en vane han havde fået. Han elskede at gå igennem skoven, som var fyldt med stilhed det meste af tiden, og han elskede denne stilhed, der fulgte med når han gik rundt inde i skoven om aftenen. Han havde ladet Kania og Luke blive derhjemme, han havde på fornemmelsen, at han ville møde nogen han kendte i skoven til aften, men det var kun en fornemmelse, så det var ikke engang sikkert, at det ville ske.
Han stoppede pludselig op. da lugten af blod ramte ham. han begyndte straks at være på vagt, og han kiggede rundt omkring sig, for at se om han kunne få øje på nogen. Men der hvor blodet stammede fra, var lidt fra langt væk lige pt. Han bevægede sig videre med listhed, og man kunne nærmest ikke høre ham. Hans sanser var skærpet til det yderste, og han var virkelig koncentreret. Han kunne lugte hvordan han nærmede sig målet, og det varede ikke længe før han kunne høre en stemme. Var der flere, eller snakkede denne person bare med sig selv? Han kravlede op i et træ, og han gemte sig deroppe, så han havde et bedre udsyn. Denne person lugtede som en vampyr, men samtidig var der en genkendelig lugt. Han lagde hovedet på skrå, han socialiserede ikke med vampyrer...

[Revion Talant]

Revion fortsatte fremad, mens han gned sine hænder. Han forsøgte at fjerne blodet fra sine hænder. Hans dårlige samvittighed havde indhentet ham, og han var ved at få det virkelig skidt. Han følte virkelig, at hans liv var blevet til et helvede, hvis han nu bare kunne få gjort en ende på det, men det krævede, at nogen myrdede ham. Han kunne leve med tanken om, at han skulle leve evigt, som elver, men som vampyr? Det kunne han ikke. Han havde været fjender af vampyrerne så længe, og nu var han blevet en af dem. Hvorfor skulle det ske for ham? Var det den straf, som han havde fået, da han havde lovet, at han ville opgive solen for sin søsters liv? Han undersøgte hurtigt, om han havde halskæden om halsen, hvilket han gudskelov stadig havde. Det var også her, at han opdagede, at han manglede noget. Han manglede sit hår.
*Mit hår! Din forbandede… Du har taget mit hår!*

[/color] skreg han i tankerne efter Dûrion. Men Dûrion nægtede stadigvæk at svare. Han fandt det sikkert meget morsomt at høre på Revions kvaler, da det var ham, som var skyld i dem.
Revion blev dog opmærksom, da han pludselig mærkede, hvordan noget rev ham i næsen. Han havde helt glemt at trække vejret og var begyndt på det i det øjeblik, han havde skreget sine tanker efter Dûrion. Han stoppede op. Lugten havde gjort ham opmærksom på, at der var andre i nærheden, men han vidste jo ikke, om det var fjende eller ven, og det var sikkert en fjende, da han jo var i fjendens land.. men havde de forhold ikke ændrede sig, han var trods alt en anden ny, end dengang.
Revion fortsatte at gå videre fremad, men lyttede mere opmærksomt, hvilket man kunne, da de spidse ører svagt bevægede sig. Han gad vide, hvad han var oppe i mod? Han vil nok ikke have mange chancer, han var trods alt ny, som vampyr.[/blockquote]

[Gren Shade]

Gren kiggede nysgerrig på denne fremmede, som alligevel var så genkendelig.. Han anede ikke hvad han skulle gøre, men han blev siddende oppe i træet, helt lydløs lidt endnu. Han turde ikke hoppe ned. Han havde opdaget at vampyrens ører, til at hans store overraskelse var spidse som en elvers, men de havde rørt på sig. Måske et tegn på at denne person, koncenterede sig ekstra hårdt om at lytte. Men der gik ikke lang tid, før han hoppede ned på stien foran vampyren. Hans øjne var smalle, og man kunne tydeligt ane lidt vrede i dem. Noget han havde lært sig frem til at vise, selvom han ikke var vred. Han havde lært, at vrede var nemmere at skræmme folk væk med en gang imellem, når man ikke gad oppe og slås. Og det virkede især godt, når man var varulv som var kendt for deres styrke, når de begyndte at blive lidt aggresive. "What do you want vampire?" han stirrede på vampyren, og følelsen af at han genkendte denne vampyr pissede ham af. Han var ikke venner med nogen vampyr, han ville ikke kunne genkende nogen vampyrer. Han knurrede lidt af den fremmede, det var en lav lyd, men dog højt nok til det lød faretruende.

[Revion Talant]

Revion blev meget forskrækket, da der var nogen, som landede foran ham. Han stoppede op og så undersøgende på vedkommende. Og lagde hovedet på skrå. Var det ikke..? *Varulv!! Dræb ham!! Dræb ham!!* afbrød Dûrion ham, men denne gang var det Revion, som ignorede den anden. Dûrion var selvfølgelig ikke tilfreds med det, men han havde fornemmet noget hos Revion, så han valgte at tie stille, selvom Revion stadig godt kunne mærke hans utilfredshed. Hvor var det dog meget irriterende at være to i en og samme krop, fordi man skulle dele det hele.
Revion betragtede igen vedkommende foran, som Dûrion kaldte varulv. Og pludselig genkendte han varulven. ”Gren?”

[/color] røg der ud af munden på ham. Han var nu meget sikker på, at var Gren, og han blev endnu mere sikker, da han opdagede armbåndet på varulvens arm. ”It is you.”[/color] sagde han så og lyste automatisk op i et smil.
Han glemte helt, at han selv så en del anderledes ud, end da han havde været elver; Han var blevet højere. Han var blevet blegere. Han var smurt ind i blod. Hans hår var blevet klippet af. Og hans øjne havde en fået en lilla farve, hvor de før havde været dybblå. Han glemte næsten helt, at han var en vampyr.
[/blockquote]

[Gren Shade]

Gren blev chokeret, da vampyren nævnte hans navn, og at han sagde det som om de var rigtige gode venner. Han gøs, han kunne ikke lide venligheden fra vampyren. Han ville gerne leve i fred med dem, men han brød sig stadig ikke om dem. Han knurrede advarende til vampyren. "Do not come closer, vampire! How do you know my name?" han kiggede forvirret på vampyren, han virkede stadig genkendelig, men han viste ikke hvorfra. Han tog sig til sit hoved, han kendte ham altså ikk. Han var 100% sikker på det, men hvorfor sagde hans fornemmelse noget helt andet?

[Revion Talant]

Revion trådte forskrækket et skridt tilbage, da der blev knurret af ham. Men også det, at han blev kaldt vampyr. Det kastede ham nemlig tilbage til, hvordan tingene så ud.
*Great.. friend with a werewolf, that don’t recognize you. What would be next? He eats us?*

[/color] lød Dûrions fornærmede stemme i hovedet på ham.
”Dûrion.. Just shut up!”[/color] snerrede Revion irriteret, inden han kunne nå at stoppe sig selv. Hvorfor skulle han altid blande sig, når han enlig bare skulle holde sin mund?! Han havde ikke brug for flere forvirrede meninger eller tanker omkring, hvad der skete omkring ham. Igen følte han sig fortvivlet og irriteret på en gang, hvor var han dog træt af det her. Forbandede vampyr!
Han vendte sin opmærksomhed mod Gren. ”Don’t you recognize me?”[/color] spurgte han med en overraskelse i stemmen. Han tøvede lidt, mens gik et skridt længere frem igen. Hans instinkter var begyndt at røre på sig.
[/blockquote]

[Gren Shade]

Gren kiggede forvirret på vampyren. Hvem snakkede han til? Han kiggede rundt, der var jo ikke nogen eller noget. Hvad var der galt med den vampyr? Han kunne ikke forstår hvad der skete omkring ham lige nu. En vampyr der snakker med sig selv, som også mente han kendte ham.. En som åbenbart ikke vidste at vampyrer og varulve var fjender eller? Han var rigtig forvirret...
Han knurrede dog advarende mod vampyren, da denne nærmede sig ham. "Not one step closer, vampire!! I'll swear I will kill you! And how the hell do you know my name? I do not know you," han sagde det sidste i stavelser i håb om at vampyren begyndte at forstå, at han ikke vidste hvem det var..

[Revion Talant]

Revion blev dog denne gang stædigt stående, da Gren knurrede af ham. Han beherskede sig, så han ikke trådte et skridt tættere på. Frustrationerne meldte sig hos ham. Havde han virkelig forandrede sig så meget? Han havde ikke rigtig haft mulighed for at kigge på sit eget spejlbillede endnu. Og hvor kom denne vrede fra? Var det noget, som der fulgte med, når man blev vampyr? Så mange ubevarede spørgsmål, og ingen svar! Selv Dûrion kendte ikke svaret på halvdelen af spørgsmålene.
*Don’t blame me.*
Revion rystede på hovedet og tog sig sammen. ”My name is Revion Talant.. but before that I was known as the person, who gave you that bracelet. A name I don’t use anymore.”

[/color] sagde han og pegede på armbåndet på Grens arm, mens han trådte varulven et skridt nærmere. Han ville ikke nævne sit gamle navn her, fordi folk skulle tro, at han var død. Forandringerne hjalp lidt på det, fordi så fik folk sværere ved at genkende ham.
[/blockquote]

[Gren Shade]

Gren lyttede interresseret til forklaringen vampyren kom med, med hvordan han kendte ham. Han grinede dog hånligt af det bagefter. "Like hell I would believe that.. Anyone could come and say that, give me the name, and then I'll reconsider!" han stod i angrebsposition. Han var blevet lidt anspændt da armbåndet blev nævnt, hvorfra vidste denne vampyr at han havde fået dette armbånd. Medmindre der var en der vidste noget om hans tur til Iméra, eller en der kendte til missionen prinsen havde givet ham? Tankerne kørte rundt, men han holdte stadig et skarpt øje med vampyren, som kaldte sig Revion. Hvem var han?

[Revion Talant]

Revion hørte, hvordan Dûrion morede sig over ham. Allerhelst ville han gerne skælde Dûrion ud og give ham en lærestreg, men det var lidt umuligt, da de delte krop. Og han havde ikke lige til at råbe og opføre sig, som en sindssyg, som talte med sig selv. Det ville bare gøre tingene endnu værre, end de allerede.
”Gren, please, listen. I can’t say that name out loud. I would like to tell you everything, but not here, where everyone else can hear us.”

[/color] sagde han og lød næsten bedende. Det virkede ret ynkelig, når det var en vampyr. Hans ene fod flyttede sig frem, men han trak den dog en smule tilbage igen, da han kom i tanke om, at Gren ikke ville have ham tættere på. Hvorfor skulle vampyrer og varulve være de værste fjender i dette øjeblik?
Han så lidt rundt og opdagede. ”Where is Luke and Kania?”[/color] spurgte han så og betragtede igen Gren.
[/blockquote]

[Gren Shade]

Gren blev mere og mere forvirret over denne vampyr. Hvorfor snakkede han til ham som om de var bedste venner? Hvorfor? Han blev virkelig frustreret over sådan noget, når han ikke vidste hvad han skulle gøre. Han sparkede hårdt til en sten af frustrationen. Men han holdte dog stdig øje med vampyren.
Han kiggede ned på jorden, for at tænke lidt over alt det der var sket, men han kiggede hurtigt op på vampyren da Kania og Luke blev nævnt. "How do you know that!! Who had told you those names?" han knurrede endnu engang faretruende af vampyren, han stolede ikke på denne vampyr. Og han ville høre det navn nu, hvis det skulle være. Han stolede ikke på vampyren, medmindre han hørte navnet. Så kunne det måske hviskes, eller skrives ned på jorden, men han nægtede at stole på denne vampyr før han hørte navnet.

[Revion Talant]

Revion havde aldrig forstået fejden mellem vampyrerne og varulvene. Det var ham forvirrende, og han kunne ikke se hoved og hale i det. Han kom igen til at trække vejret og måtte rynke på næsen. Han måtte virkelig holde op med at trække vejret. Ikke nok med, at det gjorde ham sulten, når han var i nærheden af andre, så havde det den effekt, at blev mere eller mindre sur, i nærheden af Gren. Var det af instinkter at det skete? Hvor langt stak denne fejde enlig? Og da han havde stillet spørgsmålet, så kunne han faktisk også svare på det. Han havde engang læst om det. Månen.
Revion flyttede sin ene fod bagud, da Gren endnu engang knurrede af ham. ”The wolves told me their names, at that time. Where we first met, at the river in Iméra. Our first meeting. I had a horse with me, and a falcon, whose name is Estela. And Estela didn’t like you very much.”

[/color] forklarede han og klukkede svagt ved mindet om, hvordan Estela havde været imod Gren. Det fik ham dog til at savne Estela og evnen til at snakke med dyr, det var nok det, som han savnede mest.
[/blockquote]

[Gren Shade]

Det begyndte langsomt at gå op for Gren hvem denne person var, men det kunne ikke passe. Han havde hørt at prinsen var forsvundet ud af den blå luft, og det kun var den yngste prins og prinsessen som var vendt tilbage.. Men her stod han, prinsen i kød og blod, med den eneste forskel at han var blevet vampyr. Han trak vejret tungt, han kunne ikke fatte hvad der lige var sket.. Han kiggede op på Yalathanil, eller rettere sagt Revion som han kaldte sig nu. "How.. Did... This.. Happen?" Ordene kom i små træk, han havde stadig meget svært ved at sluge det hele lige nu, men det virkede så urealistisk. Iméras kronprins var blevet til vampyr! Var det mon derfor han gav missionen videre til Gren? Vidste han at alt dette ville ske? Han kiggede op på Revion. De måtte have sig en lang snak, om hvad der var hændt ham siden sidst de havde mødtes.

[Revion Talant]

Revion blev let om hjertet, da det så ud til, at Gren endelig så ud til at have forstået, hvem han var. ”Well.. now you know, why I couldn’t tell my other name.”

[/color] sagde han lavt og så lidt fjern i den ene retning, hvilket han turde, da Gren ikke virkede, som nogen trussel mere. Og han ville helst undgå, at det andet navn blev nævnt. Personen var død, og han ville helst et sted ikke mindes om, hvem han var før. Og folk skulle helst ikke opdage, at han faktisk levede, de skulle gå og tro, at han var død, da det var bedst for alle.
Han skænkede igen Gren sin opmærksomhed. ”I would love to tell you everything, but I like to wash all this blood off me.. I don’t feel very well about this.. perhaps at your house?”[/color] spurgte han. Hvis man havde betragtet ham, da han havde nævnt blodet, så ville man have opdaget, at hans ansigt var blevet meget dystert, men det var dog forsvundet igen, da han ikke ville virke truende.
[/blockquote]