Hunger!

[Revion Talant]

Mørket hang tæt i Kizomi, der var sågar blevet dannet lidt tåge rundt omkring, hvilket bare gjorde skoven endnu mere uhyggelig, end den allerede var.
Revion tumlede mod et træ og støttede sig tungt til det. Han skar en grimasse og stønnede svagt. Han var så sulten og hans hals føltes vildt tør! Men han ville ikke! Han ville ikke! Han nægtede simpelthen at drikke blod fra uskyldige. Han begyndte at føle sig svag. Han vaklede endnu et skridt, inden han væltede og landede tungt på jorden. Han lukkede øjne og tog en dyb indånding og følte, hvordan mørket langsomt tog over.

Dûrion rejste sig op. Han prustede fornærmet og børstede tøjet, som han havde på. Han mente selv, at det kunne have været bedre, men han overlevede vel og desuden, så var det ikke ham, som skulle gå med det det meste af tiden. ”Fjols.”

[/color] mumlede han. Dog begyndte han dog at grine. Han synes, at det var skønt at være ude! Intet fjols kunne stoppe ham nu, og hvor var han dog sulten. Hans tænder løb helt i vand ved tankerne om alt det blod, som der ventede på ham, men først.. Han greb den lange fletning, som altid havde været en del af Yalathanil, han trak en lille dolk, hvorefter han skar fletningen af og lod den falde til jorden. Han rettede håret lidt til, hvorefter han igen gemte dolken væk. ”Jeg var ved at blive træt af det hår.”[/color]
Han kløede sig under næsen og tog en dyb indånding. Han kunne lugte mad.
[/blockquote]

[Itami]

selv om det var mørkt var ryggen på denne dreng glødene som et bål. drengen følte ikke den varme det gav men det var nok også fordi drengen havde en sjælden sygdom. en sygdom som gjorde han ikke kunne føle med sin følesans. nogen blev stumme, andre døve. drenge her mistede føle sansen da han blev født.
Drengen hed Itami og var faktisk tjener til en fra slottet. en fra deres mand. selv om den han tilhørte var en kvinde og vagt. hun var en som kaldte på de døde og det generede ikke Itami. hans ryg var dejlig varm for andre men Itami så det ikke som andre. folk mente han var så smuk og at hans lille engel ansigt var så uskyldrent og at han ikke kunne være ond eller noget.
Itami havde en god grund til han engel ansigt. hans far havde været en engel. en smuk en af slagsen.
Itami var i skoven da han ikke tog tilbage til sin herre. han troede på hans syn. han troede på det syn en pige havde givet ham fra hans frygt. han troede virkelig han var efterladt igen. han havde aldrig haft forældre. kun en fønix som han kaldte for fugl. han troede selv han var en fugl. han havde været ude i byen og stjæle et brød som han sad og bed i. det var så mørkt at hans glødene vinger lyste igennem hans t.shirt og nærmest lignede en lommelygte som var ved at gå ud.

[Revion Talant]

Dûrion kiggede ud i mørket og stod unaturlig meget stille. Han kunne til forveksling ligne en statue, hvis ikke det havde været for håret. De spidse elvere ører flyttede let på sig, da de registrerede nogle skridt mod skovbunden. Et lille smil vidste sig på hans læber. Så hans mad gik lige i armene på ham, hvilket dejlig sammentræf, så slap han for at løbe nogen steder. Han valgte at blive stående og vente. Han stod dog og brokkede sig i sine tanker over, at synet ikke var blevet bedre, hvor ville han ønske, at de havde været fuldblodsvampyr i stedet. Men lugte- og høresanserne var virkelig mere, end hvad han havde forventet, hvilket bare fik ham til at smile. En ting mere, som irriterede ham grænseløst, det var, at Yalathanil.. eller Revion, som han nu hed.. havde opsagt sin ret til tronen. Han ville gerne have siddet der.

Han fik øje på en lille dreng, som kom gående. Han lyste skoven op, hvilket gjorde det endnu lettere for Dûrion. Han syntes virkelig, at hans mad nu blev serveret på et sølvfad, og det skulle være hans første måltid, hvor mange var så heldige? Han stod helt og smilede lidt for selvsikker.
Han trådte frem og afslørede sig selv for drengen. ”Godaften.”

[/color] hilste han og smilede skævt. Hvilken ironi at hilse på en, som snart ville være død, men det gjorde tingene så meget sjovere.[/blockquote]

[Itami]

Itami havde ingen sko så hans skridt var lavede end andre. han havde sat sig ned på en sten og begyndte at spise brødet. han så slet ikke rundt som så mange andre sikkert ville ha gjort. Itami hørte pludselig en tale og så mod manden som dukkede op. han så meget underlig ud. en blanding af en sød elver og en ond elver. Itami lave hovedet på skrå og klamrede brødet ind til sig.
det var tydeligt han kom et sted fra hvor han ikke fik den mad man fik i familier. han trak sig nærmest sammen om brødet for at vise han ikke delte. det var hans alene og han ville ikke gi noget til denne mand. Itami virkede uskyldig og nem at lokke. men uskyldig ville man ikke kalde ham efter at se hans fortid og vide hvad han var igennem i sit liv.
Itami gjorde som altid når han mødte nogen. lod som om han igen var i fortiden og ikke kunne forstå hvad folk sagde og ikke kunne tale. han havde lært det men det behøvede manden her ikke vide..gjorde han? måske senere. Itami ville først sikre sig at han ikke skulle gi sin mad ud.

[Revion Talant]

Dûrion betragtede den unge knægt og kunne nu ikke lade være med at smile lidt. ”Jeg vil ikke have dit brød.”

[/color] sagde han bare. Og nej, han ville ikke have knægtens brød, men hans blod, men det sagde han jo ikke, fordi så ville den lille jo begynde og løbe, og han havde ikke megen lyst til at skulle løbe efter sin mad. En anden dag ville have været fin, men ikke i dag.
Dûrion rystede på hovedet for at rette lidt på sit hår, mens hans legede med en halskæde, som han havde om halsen. Han nærmede sig drengen med nogle små skridt. Han fornemmede nemlig, at han skulle træde meget varsom, så han skulle ikke være for hurtig.. ellers ville det nok ende galt, men hvor længe vil han kunne holde tørsten tilbage.[/blockquote]

[Itami]

Itami blev lidt lettet over at han ikke ville ha sit brød. han tog det ud fra sig og begyndte at spise det uden at se på manden igen. det korte hår ramte kun lige lidt af nakken.. halsen var blottet og Itamis blod var faktisk lige så ophidset som vis han havde løbet. hans blod var gyldent som hans race og hans vinger. Itami så slet ikke på manden og spist bare roligt sit mad. han var glad for ha sit brød alene. Itamis krop var varm og dunkene.

[Revion Talant]

Dûrion lavede en sjov bevægelse med hovedet, da han gjorde et forsøg på at beherske sig. Hans tænder løb endnu engang i vand. Han lyttede nemlig, og han kunne høre den lille drengs blod, som løb rundt i kroppen på ham. Han rømmede sig for at kontrollere sin tørst. Han betragtede den lille, uskyldige dreng, som sad og spiste sit brød. Mad.
Pludselig stod han bag drengen. Han flyttet sig i vampyrhastighed, men det svimlede dog kort for ham, men han smilede dog. Det gik bedre, end han havde regnet med. Måske lidt for godt. Kort efter havde han sat tænderne i drengen og havde grebet om hans arme med hændern e i et fast greb.

[Itami]

Itami sad roligt og spiste. han tænkte på hvad han skulle tage sig til. hvad han skulle gøre for at vise set vær for hans herre. han tog den sidste bid brød i munden og hørte slet ikke manden bag ham. opdagede først der skete noget da hans hænder ikke længere var ved hans skød, Itami så mod manden som havde tænderne i ham. Itami mærkede intet så han kunne ikke skrige eller noget. men manden ville nok snart fortryde det. Itami havde nemlig en mutation der gjorde at når man rørte ham udsendte hans krop en voldsom smerte til den person som rørte ham i dobbelt så lang tid som personen rørte ham. det ville ikke være som vis man rørte en brandelle. men som vis hele ens krop inde i smerte som en der var igen med at rive og brande og meget mere inde fra. Itami mærkede dog intet.

[Revion Talant]

Dûrion havde mærket det med det samme, men ignorerede smerterne samme sekund, som blodet ramte hans tunge. Han skælvede i fryd. Han var jo verdens heldigste vampyr, denne dreng var jo en ren uskyldighed, hvilket var noget af det bedste blod, som man kunne få, fordi det ikke var blevet til sløset med urenheder.
Lidt efter blev smerterne dog for meget, og han gav slip. Han hoppede lidt væk fra drengen. Han slikkede sine tænder rene og tørrede sig om munden med den ene hånd, han slikkede sågar også hånden ren. Man vidste jo aldrig, hvornår man fik muligheden for at smage på så uskyldsren blod, som det han lige havde smagt. Han mærkede, hvordan noget af sulten blev stillet, men han var stadig sulten.
"Hvad er du?"

[/color] hvæsede han mellem sin tænder og betragtede drengen.[/blockquote]

[Itami]

Itami havde bare betragtet manden imens at kunne holde ud at røre ham. Itami var jo ikke helt så uskyldig som hans blod smagte. Itami havde gjort mange ting som man ikke ville ha set en engel gjorde. Itami rejste sig op da manden var rykket sig væk. Itami skulle måske ha blevet sidet. han var tæt på at falde ned igen men rejste sig ordenligt op og så på manden. da han spurgte hvem Itami var kørte han bare sin hånd igennem håret og så op mod himlen. skulle han tale rigtigt eller skulle han bare sige som i gamle dage. han valgte at det nok ikke var klogt i dette tilfælle. men alligevel måske vis han talte som i gamle dage ville manden måske tro han var dum og lade ham være. det ville også være sjovest. "fugl...Fugl" sagde han og pegede på sig selv og virkede helt uskyldig men inden i var et koldt smil på hans læber.

[Revion Talant]

Dûrion betragtede drengen, som havde rejst sig op. Han gad vide, hvad der var med drengen. Fordi det havde nemlig stadigvæk gjort ondt, da han havde givet slip, det havde dog fortaget sig nu, men hvad var det? Hvorfor var det sket? Måske kunne Revion svare på det eller få et svar på det, men fjolset var jo besvimet og ville nok ikke vågne det næste stykke tid. Typisk, han ville enlig gerne være fri for Revion, men så, når han skulle bruge ham, så var han ikke til at få fat i.
Dûrion så meget undrende på drengen, da han pegede på sig selv og sagde fugl. ”Fugl?”

[/color] gentog han undrende, ”Hvad fanden snakker du om?”[/color] Han følte, at hans held var ved at vende, selvfølgelig skulle han ikke være heldig, selvfølgelig ikke. Først så gør det ondt at røre ved knægten.. derefter kan drengen åbenbart heller ikke finde ud af at tale. Var dette hans straf for at overtage kroppen, da Revion besvimede? Hvorfor var der intet i denne verden, som var tilladt? Han knurrede vredt.[/blockquote]

[Itami]

Itami så hvordan manden virkde vred og forvirret over ham. så hans fortid kunne gøre folk sure. han tog sig til halsen hvor manden havde været. han tørte noget af det gyldne smukke blod har og så på det for han tørte det på igen. da sårene ikke var så store lukkede de sig hurtiger end andre sår. Itami så på manden da han hvæsede/knurrede af ham. Itami blotttede tænder og hvæste af manden også. han ville da ikke overgive sig. Itami var nok lille men han var ikke svag. han ville ikke ses som en lille forsvarsløs dreng. han var nok lille men han havde en stor kæmpvilje.

[Revion Talant]

Dûrion kunne ikke lade være med at grine, da den lille dreng hvæsede af ham. "Nå nå, der er en, som kan finde ud af vise tænder."

[/color] sagde han og grinede lidt mere. Han rettede lidt på håret og betragtede den lille dreng. ”Kan du så også finde ud af at slås?”[/color] spurgte han og grinede lidt mere. Han morede sig tydeligvis over situationen. Han havde aldrig hørt om noget, så sjovt, som dette.. men nu havde han heller ikke været til særlig længe. Han havde lagt i underbevidstheden af Yalathanil, men der havde han ikke oplevet særlig meget. Så dette var hidtil det sjoveste, som han havde prøvet. Nåja, måske udover Yalathanils ynkelige forsøg på at redde hele verden.[/blockquote]

[Itami]

Itami forstod ikke hvorfor manden grinte. han stoppede med at hvæse og lagde hovedet på skrå. han forstod det slet ikke. men da manden spurgte om han kunne slås blottede han vredt tænder. han tog hånden om bag ryggen til sin lommen hvor han havde en dolk. han trak dolken og tog den ordenligt i sin hånd foran sig. dolken var udsmykket som kun Imera's hærs dolke var. og mest nogen af de flyvene fra hæren. Itami havde fået dolken da han blev lagt til døden i hulen af sin far. Itami så vredt på manden og man kunne tydeligt fornemme nu at han ikke var så uskyldig som hans ansigt sagde.

[Revion Talant]

Dûrion holdte dog op med at grine, da drengen fandt en dolk frem, men han kunne nu stadig ikke lade være med at smile bredt. "Pas nu på, du kunne skade dig selv."

[/color] sagde han og grinede svagt igen.
Han måtte nok hellere holde op igen, så han rømmede sig og rettede sig op. "Beklager knægt, jeg vil ikke slås."[/color] sagde han så og betragtede dolken i drengens hånd. Og nej, han gad virkelig ikke til at slås. Det var ikke problemerne værd.[/blockquote]