Nær passagen

[Jace Valentine]

Ja fysisk var Jace jo stærkere men det her afhang ikke kun om fysisk styrke for de skulle jo ikke i krig med hinanden. Beslutsomhed og viljestyrke havde også en del i det og når det kom til viljestyrke så var Jace ret viljestærk og stædig. Dette havde han dog ikke oplevet så om han ville være så viljestærk som han plejede ville tiden nu vise, han ville dog kæmpe for at være den der var øverst. Hans svar fik Jace til at smile et tomt ligegyldigt smil. ”Ja det må vi så se..” svarede han helt roligt. Han blev ikke skubbet væk, hvilket vel heller ikke ville være et problem for ham hvis Shiki skulle forsøge at skubbe ham væk. Han var utrolig stærk så mon ikke han kunne holde stand imod en dødsengel. Jace´s blik fangede Shikis og han så roligt på ham i noget tid inden det vidst var hans tur til at tage initiativ til et kys. Forsigtigt trykkede han sine læber mod Shikis prøvende, det her var underligt så han måtte altså lige prøve sig lidt frem.

[Shiki Ravenheart]

Shiki ville lige se hvad Jace valgte at gøre, han kiggede nærmest afventende på ham et stykke tid og da han endelig besluttede sig for at tage initativ til et kys var det usikkert og forsigtigt. Shiki vidste han havde fordel her, Jace vidste måske hvordan man skulle håndtere en kvinde, men en mand var noget andet. Shiki gengældte kysset og tænkte at han ville gøre det lidt mere dybt, Jace tænkte virkelig for meget over hvad han havde gang i lige nu. Shiki begyndte også at bruge sin tunge i kysset. Så det blev dybere og lidt mere end hvad det var før. Han prøvede derefter bestemt uden at ligge alle kræfterne i at vende Jace så han med ryggen mod muren. Bare lige for at se om han kunne få overtaget ordentligt igen. Shiki nød kysset det måtte han indrømme, Han havde nu aldrig troet han ville gøre det her med prinsen.

[Jace Valentine]

Ja Shiki havde mange fordele her, Jace havde kun erfaring med kvinder og fordi det her virkede helt anderledes… så unaturligt så var han langt mere usikker og sårbar her selvom han forsøgte at vise det stik modsatte. Han tøvede dog helt da Shiki gengældte kysset, ikke fordi det ikke var godt men han vidste ikke helt hvad han skulle gøre og derfor blev det ikke svært for Shiki at tage over. Han fornemmede den andens tunge med i kysset og var et kort øjeblik helt panisk inden han dog tog sig voldsomt sammen og lod sin egen tunge svagt sno sig om shiki´s. Shikis forsøg på at få dem vendt om så Jace var den der stod op ad væggen lykkedes men kun fordi jace var helt ud af fatning og ikke anede hvad han skulle gøre. Han opdagede da han fornemmede væggen mod ryggen at det at være alfahan her ville blive svære end han havde troede, men så måtte han jo prøve igen og igen indtil det lykkedes.

[Shiki Ravenheart]

Shiki var ret frydende da han nemt fik lov til at tage styringen igen, fantastisk. Han pressede Jace op mod muren og fortsatte med at kysse ham. Hans ene hånd holdte han ham mod klippevæggen med og den anden fandt sit vej ned til hans skridt og man kunne se at han skulle lige til at afklæde ham, da han blev forstyrretet af et stort brøl lige udenfor hulen og dermed slap kysset med det samme og vente sig om. Det var begyndt at storme ret voldsomt udenfor, mon dyret der havde spist spionen var kommet tilbage igen for at få ly, det ville sikkert være aggresivt siden at mad var knap nu til dags, shiki blev ret irriteret, hvorfor alle de forstyrrelser " Jeg tror vi har fået en sulten gæst" Sagde Shiki og trak sit katana og så afventende ud mod udgangen, mens han hørte et større væsen komme nærmere. Det ville ikke slippe godt fra at forstyrre ham.

[Jace Valentine]

Pludselig havde Shiki styringen og det syntes at være Jace umuligt at flytte sig, ikke fordi den anden var langt stærkere for det var ikke tilfældet men fordi han ikke kunne få taget sig sammen til at flytte sig. Han fornemmede Shikis ene hånd sørgede for at han blev hvor han var, den anden gled ned til Jace´s bukser. Jace der havde været så optaget af kysset havde ikke bemærkede at Shiki havde i sinde at afklæde ham og tage det næste skridt derfor kom det bag på ham da dennes hånd pludselig var over hans bukser. På samme tid nåede færten af et dyr ham og lyden af brølet fulgte lige efter. Shiki reageret på brølet, ligeledes gjorde Jace da denne straks løsnede kappe og lod den glide om benene på ham så den ikke ville være i vejen. Han opfangede Shikis irriteret ord og smilede svagt over hans irritation, han hadede vidst afbrydelser. Han trak sin Katana, Jace trak en af sine utallige kasteknive frem og stillede sig klar.

[Zun Truce Rødhjerte]

Det havde været en hård tid for de vilde væsner, hvor Zun var en del af dem. Maden var svær at få fat i så man måtte nu en gang i mellem ty til andre midler, hvorpå man kunne stoppe sin rumlende mave, og han vidste at der var nogle rester af hans sidste måltid tilbage i den hule hvor han havde efterladt det. Det havde været lidt sejt at tygge sig igennem alt det tøj som den person nu en gang havde på, som han nok ikke fik brug for igen. Det var virkelig sjældent at han spiste andre tobenede væsner, men han havde været så sulten, og han var tilfældigvis stødt på en person der var helt for sig selv i bjergene, hvor ingen kunne redde ham på nogen måde, og han havde været så sulten. Det havde været forfærdeligt. Han havde nærmest været bange for at dø, så tom føltes hans mave.
Kampen havde været hård, men han sejrede til sidst. Han havde været træt og udsultet, og personen havde det heller ikke så godt, så der var de lige. Det var den sidste udvej hvis han ikke ville sulte ihjel, og han havde også ædt et godt stykke ind i kødet på manden. Han havde så fået hvilet sig med en fuld mave, eller den var næsten fuld, fordi han vidste det kunne være at han ikke fik den samme lejlighed til at spise så meget igen inden for den nærmeste fremtid, så han havde gemt meget af manden, og det kolde vejr i bjergene skulle nok sørge for at kødet ikke blev dårligt.

Nu var han så endelig på vej tilbage mod hulen hvor han efterlod sit måltid, og det blæste også godt op. Noget ly og mad ville være godt. Han håbede på at der ville være varmt nok inde i hulen, selvom han tvivlede lidt, men for at han var en smule beskyttet mod vinden, så havde han taget sin pelsede skikkelse, hvilket også gik en smule hurtigere, fordi så kunne han springe hen ad den smalle sti, og så hev vinden ikke så meget i ham.

Pludselig hørte han et brøl. Et voldsomt brøl endda og han rejste børster fordi han troede at han skulle til at slås for sin plads, fordi der var ikke langt til hulen nu, men han fandt ud af at det var noget andet. Sten og sne kom styrtende ned ad en klippeside ikke langt fra ham, og med nogle få hop kom han i sikkerhed, og så lavinen brøle forbi ham. Hvorfor havde det lydt som et andet dyr? Laviner plejer da at lyde anderledes, men der var da også et andet dyr. Dyret så sultent ud, og en kat der var lidt over halv så stor som den selv, var da et lækkert måltid, selvom den så underlig ud. Det var en puma. En stor, brun kat der havde først brølet af ham, som nu gjorde klar til spring efter sit bytte, som smilede hånligt til ham med de spidse hvide tænder og de lysende gule øjne. Pumaen sprang, men den blå kat sprang let til side, og pumaen ramte kanten, og så skulle der kun et lille puf til at pumaen styrtede ned mod dybet med en hæslig jamren. Lidt ærgerligt, fordi den havde nu været god som noget ekstra mad, men nu var den nok blevet flået i stykker mod klipperne.

Han vendte snuden mod hulen igen og fortsatte hen til kanten af hulen, som kun var nogle skridt væk. Han stak hovedet ind, og blev ikke særlig glad for det han så. Stadig var det store smil klistret på hans ansigt som en uhyggelig maske, og de gule øjne lyste svagt op i mørket. Der var kommet nogen og taget hans plads, og de havde taget hans mad. Hans mad! Han var sulten. Han gad ikke, men han kunne ikke tage to på en gang. En var let nok. Han skulle bare undgå den længe nok, og så se dem i øjnene, og så havde han vundet, men to det var slemt. Han kunne ikke tage to. Det ville være farligt, men han var sulten. Meget sulten. Måske kunne man sige at de skulle gå? Det var jo hans mad. Han havde slet ikke tænkt på at de måske kendte hans mad, men hvorfor skulle han også vide det?

Han gik tættere på hulens indgang og hele kroppen var nu fremme i indgangen, og hver en muskel var klar til at forsvare sig hvis det blev nødvendigt. Pelsen var rejst og den lange hale var busket. Smilet virkede malplaceret i det arrige dyrs kropssprog. Alt osede ud af ham af vrede, undtagen smilet der var hånligt vendt mod de to inde i hulen. Han skulle have sin mad! Ellers ville han jo dø.

[Shiki Ravenheart]

Shiki løftede et øjenbryn da han s hvilket væsen der trådte ind i hulen, det lille krapyl ville da umuligt kunne være så stor i munden? Det var blot en lille kat der trådte ind. Den eneste måde den kunne være farlig på var vis det endten var en animagus eller en anden form for formskifter. Shiki kiggede lidt mod den. " Og så var det bare en kat" Sagde han og kunne godt se den var ret meget større en end en almindelig huskat og lidt mere speciel. Kunne dette væsen virkelig have dræbt spionen. Shiki kiggede tilbage på Jace " Man kan vel ligeså godt være på den sikre side" Sagde han og lavede et skarpt hug ud mod katten for at se hvor farlig det lille væsen egentlig taget kunne være, altid godt med en lille tester. Han brød sig stadig ikke om at dette væsen havde forstyrret ham midt i alt det sjove. Nu kunne de ligesågodt være på den sikre side og ende dette væsens liv. Gjorder vel ligemeget om det var et stort eller lille monster, begge ting kan bløde og dø! (sorry jeg først svarer nu har haft gevaldigt travlt med noget fest halløj)

[Jace Valentine]

Jace blik var som Shiki´s straks på katten. Hans hoved gled på skrå og han rynkede på næsen. Shikis ord fik ham ikke til at vende blikket mod ham, for han så ikke et eneste sekund væk fra den smilende kat. Siden hvornår var katte begyndt at smile ”Nej… ikke bare en kat.. han er en animagus, mand… omkring de tyve år” ja der var en masse at lugte sig frem til, og det var hvad Jace havde fundet ud af ved en enkelt inhalering. Den opfangede dog noget andet i luften, en lugt. Den stammede fra katten, nej ikke stammede, men strømmede fra katten. Lugten var ikke dårlig, men underlig når man tænkte på at det var en kat. Kanel, nelliker og lavendel. "Den lugter.. specielt” sagde han mest for sig selv men alligevel så Shiki kunne høre ham. Jace lukkede af for sin lugtesans automatisk. Der var noget anderledes ved den kat og at Shiki bare angreb var måske lidt for dumt. Jace så roligt til mens Shiki gik løs på dyret, klar til selv at gribe ind hvis der skulle være behov for det, det nyttede jo ikke at de begge kastede sig over det væsen, af to grunde. De ville nok bare gå i vejen for hinanden, og for det andet ville være dumt hvis katten havde et trick op i…pelsen? .

[Zun Truce Rødhjerte]

De gule øjne afsøgte hulen igen i det svage lys, men dyr, blandt andet katte, var kendte for at have et godt nattesyn, så han kunne også se ret godt i den mørke hule, og han kunne se sin mad ligge og rode i hulen. Nogen havde rørt ved den. Det var hans mad! Så længe de ikke havde spist af den, og han kunne få lov til at have den i fred, så ville han ikke have noget imod at de stod der. Han ville bare have noget mad.

Da den ene pludselig huggede ud efter ham med sit sværd, så undvigede han med et elegant spring til siden og stod ved siden af hvor sværdet landede. Han tog nogle flotte og elegante spring med en god afstand fra Shiki rundt langs hulens væg, og den sære duft fra hans pels begyndte langsomt at sprede sig i hulen. Han kunne fornemme at den der ikke havde gjort noget endnu havde allerede fået noget ind, men langt fra nok til at det ville have en særlig effekt, og det virkede ikke til at blive værre. Sådan noget kunne han fornemme.

Mens han sprang rundt i hulen, stadig med det store hvide smil og de lysende øjne, så kom der en spindende lyd fra ham. Det var underligt at se og høre ham, fordi han var en modsigelse af sig selv. Han så både arrig og glad ud på en gang, men også en smule ond. Mens han sprang kunne man fornemme nogle ord som kom som en trillende, spindende lyd. "Min mad! Min mad! Ingen skal tage min mad! Min mad!" Han stod inde i hulen, et sted hvor der var et mindre hul bag ved ham, hvor han med lethed kunne smutte ind i hvis det ville blive nødvendig, og han stod også forholdsvis tæt på sin mad, men også den anden som endnu ikke havde gjort noget. Han stirrede op på ham, og tænderne i det konstante smil bevægede sig da han talte til den der stadig stod tæt på hans mad. "Jeg vil have min mad. Gå." Manerer kendte han ikke til, men det var faktisk en venlig ordre. Han på sin egen unikke måde bad dem venligt at flytte sig. Den mere uhøflige metode var at dræbe, hvis det gik så vidt, ellers var det at skræmme dem væk, men det ville jo ikke du med denne ene som han stod overfor.

[Shiki Ravenheart]

Shiki blev nu ikke overrasket over at han ikke ramte katten. Den var spinkel og elegant som mange andre dyr. Han havde nu forventet at den ville sl igen eller noget, men den gik blot ind i hullen. " En animagus" Sagde Shiki helt lavt for sig selv. Hans øjne fulgte katten mens den gik langs væggen. Hans skarpe blik faldt derefter over på Jace som snakkede om en underlig lugt, Shiki tog en indånding og kunne nu også lugte den bizare stærke lugt der kom fra den. "Ja... Den virker ikke helt normal" Konstaterede Shiki og var nu helt rolig igen og havde sværdet sænket og stod og overvejede situationen lidt. Måske burde han bare slæbbe Jace med tilbage til slottet og ind i hans mere private gemakker hvor han kunne fortsætte det han var igang med.
" Sikke et sultent væsen" Sagde shiki og fortsatte " Burde vi bare lade ham få den døde spion og komme videre" Sagde Shiki og var stadig ret tændt fra før og blev derfor ret så utålmodig som et lille barn der ville havde det han ville have nu!

[Jace Valentine]

Jace´s blik forlod ikke kræet men han var spændt som en fjeder så opmærksom var han. Hans blik forlod heller ikke katten da den undveg angrebet og Jace flyttede sig kun en anelse til side. Katten dumpede ned ikke langt fra ham og stod mellem ham og den døde spion. Hans blik gled kort over spionen og han kunne nu se at mærkerne på spionen kunne være blevet ladet af katten med dens klør og tænder. Han så tilbage mod Shiki og bemærkede at denne snusede ind, en ildevarslende tanke fik det til at sitre i den kronprinsens krop og tanken om fare farede gennem hans hoved. ”Shiki… gå ud af grotten” sagde han roligt nu med blikket rettet mod katten igen. Det lumske onde smil der hvilede over dens mund var slet ikke behagelig, ikke at Jace blev bange men den var tydeligvis advarende. Jace fornemmede ordene der på en underlig måde forlod katten, han forstod dem dog ret klart og vidste at den ønskede maden for sig selv. Dens sidste budskab var klar og ordene fra Shiki der lød ret utålmodig – nok af en anden grund end kattens utålmodighed - sagde at det var bedst hvis de forlod hulen. Jace bakkede nu et skridt mod hulens åbning, han samlede sin kappe op undervejes og dog uden at lade blikket forlade katten. ”Lad den bare få ham… i det mindste er der nogen der kan bruge ham til noget” svarede prinsen, de kunne i hvert fald intet få ud af den spion så kunne dette væsen få den. Jace forlod hulen få sekunder efter, han stak sin dolk tilbage på plads og trak kappen på. Med Shiki ved sin side forlod de bjerget og satte kursen tilbage mod slottet.

///out

[Zun Truce Rødhjerte]

Han holdt skarpt øje med dem begge to. Han kunne fornemme at den med de store sorte vinger begyndte at være godt påvirket at det stof, og at han snart kunne fange ham i sit greb, men det ville være farligt alt for farligt. Den anden, den vingeløse kunne angribe ham, og så var han færdig, så han var lige for øjeblikket i en kraftig deffensiv, men det så ud til at de ville til at gå, og han begyndte også at knurre lidt, mens pelsen strittede og halen viftede arrigt fra side til side.

Da de så endelig var gået så hoppede han glad hen til sin aftensmad, og pelsen lagde sig også. Han begyndte at gnaske ivrigt i det frosne kød, som han langsom tøede op i sin mund, som han så slugte med største velbehag. Han spandt højlydt mens hans øjne stadig var over liget og rettet mod udgangen hvis nogen valgte at dukke op og forstyrre ham.

Han afsluttede sit bisarre måltid, og med rolige skridt gik han ind i den lille indhulning som han havde fundet før, hvor han kunne lægge sig og sove, så det var lettere at holde varmen i den bidende kulde, så i den lille hule han havde fundet lå han varmt og trygt og sov med maven fuld, og lige udenfor var der mere mad når han blev sulten.

//out