|
|
Post by Aoi Manani on Sept 22, 2011 20:29:34 GMT 2
Vejret udenfor var helt klart ikke noget af det bedste. Muligvis kunne man heller ikke forvente andet, når dagen havde været fyldt af en tyk luft, der blot ventede på at bryde op. Noget der også skete hen på aftenen, hvor en mindre skikkelse havde bevæget sig udenfor byen sikre mure, ikke noget hun havde gjort med vilje, men hun var ligesom blevet ledt på afveje af nogle fremmede, der havde hørt rygterne om den lille pige. Gå mod de høje bjerge og du kan finde hjælp havde de sagt til hende, og ung som hun var, havde hun jo troet fuldt og fast på deres ord. Noget hun ikke vidste var at disse fremmede udmærket godt vidste, hvad der ville ske i løbet af aftenen..
Det som for længst var blevet forudset skete også meget hurtigt, da klokken lige pludselig blev mange.. Aoi havde vandret i nogle timer for at nå de høje bjerge, men havde på fornemmelsen af, at hun aldrig kom derhen. Og lige pludselig skete det, uvejret brød ud og faldt ned over den lille pige, der blev grebet af en voldsom form for angst. Derfor befandt hun sig nu inde i grotten.. En grotte, som hun aldrig nogensinde havde set før. Men hun havde blot søgt ly for uvejret. Aoi var knust og sad krøllet sammen op af de kolde grotte vægge. Det ville sikkert ende med at give hende en forkølelse, men hun ønskede ikke at være ude i stormen.. Aoi var iklædt en tykkere form for trøje, da det allerede tidligere på dagen havde været køligt, så det var vist klogt gjort af hende? Nu måtte hun bare vente og håbe på ikke at støde ind i nogen.
|
|
|
|
Post by Jace Valentine on Sept 22, 2011 20:41:12 GMT 2
Jace havde været ud at træne og så havde han lige krydsede grænsen. Han havde ting og sager at lave især efter hans hjemkomst efter det lange ophold på piratskibet. Her havde han haft mulighed for at åbne øjnene og blive… moden. Han havde opdagede at han måtte gribe fat om livet inden han mistede det, og være mere opmærksom på sine fjender og generelt sine omgivelser, så det var hvad han havde været i fair med da uvejret fanget ham. Med et suk måtte han lade hesten vade gennem en mudret vej så den stod med mudder til knæene, stakkels dyr. Han tvang den videre og sekund for sekund fik dyret mere besvær med at bevæge sig. Jace kastede et blik rundt og kunne svagt ane en sprække mellem nogle klipper længere fremme. Med lidt mere kamp fik han hesten op ad mudret og på mere fast grund inden han dirigeret den hen imod den hule han havde set. Han trådte ind i hulen med hesten ved tøjlerne og trak sadlen af dens ryg straks. Lyden af noget fik ham til at standse og nogle sekunder efter nåede lugten af engel hans sarte sanser. Hans blik gled nu rundt i mørket og faldt på en ung pige, et barn. Hvad fanden lavede hun her? |
|
|
|
Post by Aoi Manani on Sept 22, 2011 20:49:40 GMT 2
Eftersom at uvejret udenfor tog til, valgte Aoi at trække sine ben op under sig og ligger hovedet ned på hendes knæ. Et svagt suk forlod hendes læber, hvorefter hun valgte at lukke øjnene for en stund. Inderst inde brød hun sig ikke om uvejret, da hun ikke brød sig om noget skræmmende, og lynene, samt den forfærdelige torden gjorde det heller ikke bedre. Et mindre piv forlod hendes læber, da hun følte sig alene og slet ikke elsket. Alle hadede hende og det var bare fordi hun ikke var som alle andre.
De sorte vinger på hendes krop gjorde ofte folk forvirrede, men en vampyr kunne man sikkert ikke narre, da de jo tydeligt ville kunne lugte det rene blod i en engels krop. Hvis man da kunne kalde hende for ren. I en tidlig alder havde hun nær dræbt hendes forældre, selvom hun ikke selv var bevist om det, det eneste minde hun havde var de sorte vinger, der lige pludselig havde forandret sig.
Aoi var så småt begyndt at få gråden til at holde op, da hun hørte nogle skridt og hovene fra en hest. Det fik hendes blik til at fakle en smule omkring, før at hendes blik ramte en højere skikkelse. Hun valgte af ren og skær refleks at presse sig længere op mod grottens mur også selvom hun ikke vidste om det var en fjende eller ej. Men på den anden side, så var alle hendes fjender? Man kunne svagt høre hende snøfte en anelse, da hun forsøgte at stoppe sine tåre helt.
|
|
|
|
Post by Jace Valentine on Sept 22, 2011 20:59:13 GMT 2
Barnet sad og græd, lugten af de saltede tårer var ret tydeligt og lyden var endnu mere tydelig. Barnet hævede blikket og så nu på ham og han så roligt tilbage. Han efterlod hesten for sig selv og gav sig til at samle gamle grene og kviste der havde ligget rundt omkring i grotten. Han tændte op et lille bål og vendte blikket mod hende. ”Faret vild tøs?” spurgte han med den isende stemme. Hans stemme havde fået denne klang, og det var som om han ikke længere kunne slippe af med køligheden. Havde han haft bare en smule hjerte før, var det nu helt væk. Han så koldt på pigen, ventede på et svar, ja nærmest forventede et. Hans blik gled hen over hendes vinger. Sort? Men hun lugtede af engel. Noget må være gået galt for hende. |
|
|
|
Post by Aoi Manani on Sept 22, 2011 21:10:44 GMT 2
Aoi så en smule skræmt til, da han begyndte at samle ting op fra jorden. Hun lagde godt mærke til at det var grene og kviste og det fik hende blot til at knibe øjnene sammen og nærmest hulke.
"Jeg.. Jeg har ik.. ikke gjort noget.. Hr.."
sagde hun lettere skræmt og begyndte langsomt at kravle en smule væk fra ham, så hun på den måde kunne skabe en større afstand imellem dem. Hun lukkede øjnene og forsøgte at lukke sig inde i sin egen verden, da hun var bange for at manden ville bruge grenene til at slå hende med, hvis hun nu havde gjort noget ved ham. Det gik efterfølgende op for hende, at han havde valgt at tænde op for et bål, men hvem kunne sige at det var det han havde ville hele tiden? Måske prøvede han blot at lokke hende til sig? Aoi rystede en smule, men forsøgte dog at tage sig sammen, men kunne ikke undgå at krybe sammen, da hun hørte hans kolde stemme.
"Lidt.."
sagde hun med en svag stemme og vendte ryggen til ham, selvom det sikkert ikke var høfligt, men lige nu turde hun ikke gøre andet. Hun blev aldrig gode venner med fremmede.
|
|
|
|
Post by Jace Valentine on Sept 22, 2011 21:46:04 GMT 2
Jace hævede brynet ved hendes ord og himlede med øjnene. Han ignorerede hende men bemærkede hvordan hun trak sig sammen. Det måtte hun jo selv om. Han var ikke så tørstig så hans behov for blod var ikke stor. Han lænede sig op ad grotten og så på hende med et tomt blik idet hun besvarede hans spørgsmål. Han sukkede og lukkede svagt øjnene ”Kom nærmere ilden” sagde han roligt ”Hvis du altså vil have varme” fortsatte han nogle sekunder efter. Hun kunne bare holde sig væk hvis ikke. Hvor var barnets forældre? Måske i nærheden. Hans tøj var fugtigt, nej rettere, drivvådt og det klæbede til hans krop. Hans lange hår ligeledes men han så ikke ud til at bemærke det. |
|
|
|
Post by Aoi Manani on Sept 22, 2011 21:54:48 GMT 2
Aoi valgte at folde sine hænder foran sig, imens at hun så med et undersøgende blik på manden. Det var i hvert fald ikke en hun havde mødt før, men gjorde det noget? Mon han var farlig eller nærmere af de venlige racer? Hun var ikke helt sikker, men noget var hun sikker på, hun hunde frøs. Dog forsøgte hun at varme sig ved at gnide sine hænder mod hinanden, som et desperat forsøg på at genvinde den tabte varme.
"Fryser De, hr?"
spurgte hun stille og lagde hovedet en anelse på skrå, hvorefter hendes blik glid ind i ilden. Langsomt, men tøvende, valgte hun at nærme sig ilden, da hun ikke ville kunne klare sig igennem en værre sygdom, så hun blev nød til at gøre noget for at forblive så rask som overhovedet muligt. Hun satte sig med en god afstand til ham, men forsøgte også at komme så tæt på ilden, som overhovedet muligt. De sorte vinger lagde hun rundt om hendes krop i håb om at det ville give hende varmen hurtigere. Det var ikke nogle særlig store vinger, men hun var jo også kun et barn, så man kunne vel håbe at de på et tidspunkt ville ændre sig? Forhåbentlig også tilbage til den hvide farve. Aoi blev nogle gange behandlet som en dødsengel, fordi det var det indtryk folk fik af hende som det første og det blev yderligere bekræftet, når kræften inde i hende svulmede opog overtog hendes krop fuldstændig. Der var noget mørkt, yderst mørkt, begravet inde i hende, som dukkede frem, når situationen var værst.
|
|
|
|
Post by Jace Valentine on Sept 23, 2011 16:42:51 GMT 2
Hun rystede af kulde hvilket han tydeligt kunne se, han var dog re ligeglad med om hun gik hen og blev syg eller for den sags skyld døde. Engle betød intet for ham selv en muteret en af slagsen for denne var vel muteret eller anderledes på den ene eller anden måde, ja det var vel nok det. Hun var anderledes, udstødt og hadet. Frygtet? Ja måske af nogen til trods for den tilsyneladende unge alder, men kræfter havde ingen alder og derfor kunne hun meget vel være farlig for sine omgivelser. Hun gned sine hænder for varme dog tydeligvis uden held, hendes spørgsmål fik ham til at hæve det ene bryn ”Ikke spor” svarede han lettere ligegyldigt og igen lod han hovedet glide bagud og lukkede øjnene. Han kunne høre hun bevægede sig tættere på ilden, men han så ikke op, han lyttede indtil hun sad helt stille igen og først nogle sekunder efter lod han øjnene glide op og han så direkte på hende dog uden spor meget liv i de tomme øjne der ikke udtrykte andet end tomhed. |
|
|
|
Post by Aoi Manani on Sept 25, 2011 15:07:16 GMT 2
Et svagt nys forlod hendes læber, selvom hun virkelig havde forsøgt at holde det inde. Efterfølgende kløede hun sig en smule på næsen og kneb øjnene en smule sammen, for ikke at nyse endnu en gang. Aoi så en smule uskyldigt på manden og lagde hovedet en anelse på skrå, hvordan kunne han ikke fryse, når hans tøj da var gennemblødt af regnen, som stadig raserede udenfor.
"Bare jeg var Dem så.."
sagde hun med et sødt smil på læben for ligesom at se bare lidt mere uskyldig ud, selvom det ikke passede særlig godt til de sorte vinger, der lå rundt om hendes krop for at varme hende yderligere op. Ilden var dog dejlig behagelig og hun trak langsomt benene op under sig og stirrede ind i ilden. Et gys strøg igennem hendes krop, så hun rystede en anelse, men det stoppede dog ganske hurtigt. Aoi greb stille fat i sine vinger og så en smule undersøgende på dem, de var blevet våde og ville give hende problemer, hvis hun forsøgte at bruge dem.
*Hvad har du gang i tøs.. Du har da ikke lyst til at være en anden.. Du har mig..*
stemmen inde i hendes hovede var dyb og kold. Hvilket blot fik Aoi til at ryste mere endnu, imens at hun tog sig til hovedet. Hendes hjerte satte lige pludselig tempoet op, som om hun var panisk eller noget. Måske endda i problemer, hvilket hun også var, hun var i problemer med sig selv. Aoi havde fortsat lukkede øjnene for forsøgte at få stemmen til at holde op med at snakke til hende, da hun ikke brød sig om det, men hun havde ingen forklaring på hvad det var eller hvem det var. Mon det var ham?
"Hold så op!.. Yogoreta chi no kodomo ga kyūjo ni hikari no shinja ni shitagau koto."
De første ord var muligvis til at forstå, men de sidste ord var noget hun for et stykke tid siden havde læst på stenene i Sutón.. Stenene der fortalte om profetien. Der var noget i gære.. Som om det hele skulle til at starte, men i virkeligheden var disse ord bare røget ud af hende i frustration.
|
|
|
|
Post by Jace Valentine on Sept 27, 2011 9:36:20 GMT 2
Hendes svar fik ham til at hæve det ene bryn og fnyse. Ville hun gerne være ham? Hvor latterligt! Ingen kunne være ham… han var for perfekt! Ja selvsikkerheden, arrogance og selvoptagetheden var der skam alt sammen. Men han flippede ikke ud over det, hun var bare et barn der snakkede, så hvorfor tage det tungt. Han forstod dog godt at hun gerne ville være ham… ja for hvem ville ikke? Han var gennemblødt ja, men han var også rimelig død så han frøs ikke, det var ham slet ikke muligt at føle den slags. Han var iskold i forvejen, så mon ikke han overlevede at være våd? Det var selvfølgelig irriterende og formålet med bålet var også at tørre tøjet, ikke at få varme. Hans blik hvilede på hende, hun virkede så lille og skrøbelig. Desuden frøs hun, det var tydeligt. Da hun gav sig til at studere sine egne vinger lukkede han atter øjnene.
Han anede intet om hende, om hendes andet jeg eller om hvad der foregik i hendes hoved, og ærligt ville han heller ikke vide det. Hendes udbrud fik ham til at hæve det ene bryn, og brynet skød endnu højere op i panden på ham da hun begyndte at snakke… et andet sprog? Ordene lød bekendte men alligevel ikke helt. Han så spørgende på hende ”Snak et sprog man kan forstå tøs!” sagde han køligt og uden at lade blikket forlade hende nu. Ja nu var han mere opmærksom på hende, hun var ikke normal, det vidste han nu med sikkerhed.
|
|
|
|
Post by Aoi Manani on Sept 27, 2011 9:53:36 GMT 2
En svag tåre trillede ned af hendes kind, imens at hun lukkede øjnene for at koncentrere sig omkring stemmen inde i hendes hovede. Dog kunne hun ikke forstå, hvad det var, der var jo heller aldrig nogen, som havde lyst til at fortælle hende, hvad der var sket, når kræften først var sluppet fri. Hendes vinger rejste sig lige med et og hun rejste sig op for at lade sig blik glide over mod ham med et let smil på læben.
"Du har gjort dette mod mig?"
sagde hun lettere skræmt og gled en smule tilbage i grotten for at komme på afstand af ham. Hun var ikke særlig tryg mere, og da slet ikke når han reagerede på den måde, selvom hun ikke forstod hvad han snakkede om. Et let suk forlod hendes læber, da hun kunne mærke grottens væg mod hendes ryg. Aoi kiggede sig en smule forvirret omkring, før at hendes blik stivnede mod ham.
"Pigen ved jo ikke en gang hvad hun snakker om.."
Det var ikke længere den søde, og lettere forskræmte stemme der snakkede. Stemmen var mere kontrolleret og behersket i forhold til den lettere forvirret pige, som ikke længere havde mulighed for at komme til udtryk.
Efter noget tids stilhed bevægede Aoi sig hen mod ham uden at tøve det mindste. Som om hun var ligeglad med konsekvenserne, men det var nok nærmere fordi en anden person kontrollerede hendes handlinger og hun blot var blevet spærret inde i sit eget sind, fanget i en tilstand, hvor hun ikke vidste hvad der foregik udenfor. Den lille pige udstrålede en form for mørk energi, hvorimod den tidligere havde været lys og behagelig.
"Pigen ved, at folk hader hende, fordi hun ikke er som alle andre. Hun er noget ganske specielt uden at vide det.."
Stemmen snakkede uden at stoppe sine skridt hen imod ham. Dog valgte skridtene at lede hende uden om ilden. Men det var jo også nødvendigt for stemmen at komme tættere på, hvis den skulle have mulighed for at trænge ind i hovedet på personen.
|
|
