Post by Lairion on Sept 22, 2011 16:28:17 GMT 2
Mood Music: Listen while reading
Hvis man har lyst kan man skrive sin karakters reaktion på denne hændelse i et svar. Det er lige meget hvor man befinder sig i verden, bare man husker at uddybe det.
En forunderlig dag, eller skulle man sige nat? En forunderlig nat var det her. Alt virkede spændt, og det hele synes en smule mere muntert end det havde været det sidste stykke tid. Folk var døde nærmest som fluer, dyr var forsvundet ud af de skove, som nu mere lignede spøgelser fra en gang så smuk en tid. Alt var tørt og dødt, men noget, en følelse inde i ens sjæl, fortalte at denne tid måske var ved at se sin slutning. En ny og smuk tid ville komme, og måske om ikke så lang tid. Alt ventede. Vinden var stille, flodens vand var tavs, ildens knitren var ikke andet end en visken, og jorden var fuldstændig rolig, og ikke den mindste rystelse kunne fornemmes. De fugle der var tilbage sad tyst i de døde grene, hjorte stod stille og så i en retning, ræveungerne stoppede deres leg. Alt ventede, men ventede på hvad? Hvad var det der gjorde at den overlevende del af verden stoppede op i et kort øjeblik?
Det ville være et stort øjeblik for verden. En fødsel var i gang, men den var lige så stille som resten af verden. Kvinden der fødte var stille og afslappet, og da barnet kom ud, så det blot rundt med store øjne og smilede. Det hele var tavst, og manden tog barnet op. Kort efter den lille dreng var født rørte det hele på sig igen, og alt virkede levende. Man fornemmede at verden gav et glædessuk fra sig, og endnu en gang kunne man føle denne munterhed. Fuglene begyndte at synge højt. Menneskerne ville måske se fuglenes adfærd som atypisk, men denne nat var absolut ikke en normal nat.
Et enormt skydække var trukket over verden, og de grå skyer var tunge af vand, men ikke en dråbe var faldet hele denne nat, men pludselig kom et tordenbrag, og vandet fossede ned fra himlen, og den tørre jord sugede væsken grådigt til sig, og flodernes og bækkenes brusen blev højere og intens. Regnen blev ved med at falde i stride strømme, men langsomt stilnede det af, og til sidst var det kun en fin rislen. En behagelig regn, som roligt og stødt faldt. Vandpytter dannedes i grøfter og på veje.
Pludselig var det som om jorden blev levende. Rundt omkring spirede små græsstrå der tittede frem af den våde jord. Små grønne skud dukkede op og skød op mod himlen i en foruroligende hast. Mellem brosten og på marker voksede græsset op og pyntede de store vidder med en grøn kulør som mange havde savnet. Rundt omkring mellem de fine lysegrønne græsstrå voksede små blomster med violette, røde og gule kronblade, ja i alle farver, og fyldte markerne med endnu flere farver, og i husenes bede spirede rosenbuske, og ikke langt fra jorden dukkede fine røde knopper op, og de åbnede sig og en fin, lille, rød rose sad på den lille friske spire. Ikke noget at prale af, men folk beundrede disse små planter, og jublede over at se dem. Selv i Nýchta jublede folk over græsset voksede, og blomsternes spiren. Det var ikke meget i forhold til hvad planterne havde været, men ude i havene voksede tang og alger med lynets hast, og fisk der havde levet uden et skjul i flere uger søgte straks ind i det savnede tang. I skoven gik det endnu stærkere. Slyngplanter snoede sig ivrigt op af de døde stammer, og søgte op ad, i håb om at få noget sollys. Små spire afslørede egetræer, graner, bøgetræer, lærketræer, og ahorn, som ivrigt voksede, men som måtte vente med at blive større end knæhøjde, men de ville blive store og stolte som deres forfædre. Bregner og svampe voksede om kamp med slyngplanterne, og bregnerne foldede sig ud under de små træer, og svampe voksede på de våde stammer, som enten lå ned, eller stadig knejsede mod den mørkegrå himmel, hvor en svag rumlen kunne høres.
På markerne spirede korn, majs og boghvede, og rundt omkring voksede brombær- og hindbærbuske, og små fine blomster dukkede op på de lave og stikkende buske, og jordbærplanter og ribsbuske voksede ivrigt og satte blomst. Maden var ved at slippe op rundt omkring,så denne pludselige vækst af spiselige planter var velkomne.
Regnen fortsatte ned på de nye planter, som så småt stoppede deres hastige vækst, og faldt tilbage til det normale og afslappede tempo planterne var kendt for. Langsomt stoppede regnen også og skyerne trak sig væk fra himlen og en stor smuk måne skinnede ned på den nye jord, og dråberne i planterne skinnede som sølv og diamanter, og mange sagde at et smukkere syn havde de aldrig set. Verden var ny igen, og alt virkede perfekt atter en gang.
Tilbage hos parret og den lille dreng var der også sket noget. Mens planterne var vokset var den lille dreng også blevet ældre på den samme korte tid, og i stedet for et spædbarn stod en lille dreng med langt mørkegrønt hår, nøgen og så rundt i verden, med et stort smil på læben. Hans forældre gik hen til ham og aede ham over det lange hår. "Velkommen igen min søn." sagde manden og rakte ham noget tøj, som han tog på, så han ikke stod nøgen i den friske natur. En anden ung kvinde stod og så på. "Velkommen tilbage Broder Natur" Broder Natur så hen på den ungen kvinde med et stort smil. "Tak Fader Harmoni, Moder Harmoni og Søster Liv" De smilede til ham. Naturen var genfødt. Hele verden duftede frisk, og fyldt med duften af roser, syrener og liljer i en skøn sammenblanding, og de fleste bød denne friske duft velkommen.
Hvis man har lyst kan man skrive sin karakters reaktion på denne hændelse i et svar. Det er lige meget hvor man befinder sig i verden, bare man husker at uddybe det.