Don't blame the happy guy

[Simon Marcus Rodavlas]

En gut i rødt tøj, rødt hår og rødt blod på sine hænder gik rundt inde på hærens base. Ikke at det var forbudt ham det, siden han var en del af hæren, den store indsatsstyrke i Nýchta, berygtet som bersærker og fuldstændig umulig at styre, og alligevel var han kommet så langt ind i hærens hierarki, og var blevet en ridder. Nok den eneste grund var at han mestrede stort set alle våben han havde haft i hænderne, og dem han ikke mestrede endnu, var han bedre til at bruge end de fleste, og man kunne tro at han havde mange års erfaring, og ikke blot nogle timers erfaring.
Langs hans side hang hans yndlings våben. To sværd, lige store, lige tunge, fuldstændig identiske, kædet sammen med en lang, solid kæde, men tynd og smidig. Kæden hang ordentligt og organiseret langs hans side, og raslede efter hvert eneste skridt. Selvom hans hænder var plettede af blod, så var bladet skinnende rent, og det skinnede mat i noget af det kolde månelys, fra den tiltagende måne, som skinnede gennem det tætte skydække der hang over Nýchta, og kort efter var den lille stråle af månelys også kvalt af de mørke truende skyer, som aldrig ville regne.
På det sidste var Simon blevet utrolig træt. Noget han for første gang havde oplevet. Han kunne ikke blive ved i længere tid, men længere end så mange andre. Han havde været ude i skoven og lege da pludselig alle bladene bare faldt ned fra træerne, og en stor egetræsstamme havde næsten knust ham, da den gav efter, og faldt knagende ned mod den tørre jord.
Det havde virkelig været en underlig tid. Hele naturen var død havde han fundet ud af, og der var nogen der snakkede noget om nogle brødre og søstre, som han ikke helt havde forstået, men det var vist deres skyld at det var gået så galt, og han kendte nogle der var døde efter at naturen var død, men flest mennesker. Så skrøbelige var de.
Han havde dog stadig sin flabede attitude og hans øjne skinnede af iver, og han ledte nærmest efter en slåskamp. Han havde behov for at lave noget, og han virkede rastløs og han vandrede rundt, og de lidt mere erfarne soldater vidste at de ikke skulle sige noget til Simon, hvis ikke de ville risikere liv og lemmer på en slåskamp med bersærkeren Simon den Grusomme, eller hvad de nu kaldte ham, hvis de overhovedet kaldte ham Grusom. De kaldte ham nok mere Sindssyge Simon.
En af de unge rekrutter blev dog udfordret af de ældre soldater til at prøve at puffe til Simon. Så lede var Nýchtanere, og fuldstændig ligeglade med den lille rekrut som måske ikke ville klare sig så godt mod Simon, men det vidste han ikke, og han gik selvfølgelig hen til Simon, men nåede ikke langt før Simon fik øje på ham, og han kunne sagtens se rekruttens hensigt, og et stor spring og så var han over rekrutten, der overrasket bare faldt til jorden, med et skræmt udtryk. "Pff. Det var jo ikke sjovt." brokkede Simon sig, og de andre begyndte bare at grine, mens rekrutten bare blev sur. Simon rejste sig og vendte sig væk fra rekrutten. Rekrutten som var rasende nu skiftede sin form til en varulv. Han havde åbenbart lært at styre sin form, og fløj nu på Simon igen et stort raseri, mens de andre bare grinede. Simon landte denne gang på ryggen i jorden, men han grinede bare og så op på den rasende ulv. "Skal vi lege vovse?" sagde han med et flabet smil, og på kort tid så lå ulven på jorden, med Simon på dens ryg, hvor han så hev fast i dens nakkepels, og slyngede ham ind i en bunke af de andre soldater der bare stod og så på mens de grinede.

[Shiki Ravenheart]

Natten denne aften var ekstra kold, naturen var begyndt at dø og Hæren havde travlt i denne tid. Imeras styrker var blevet svage, mange af dem afhang af ilt og af planter. Det gjorder dem til nemme ofre overfor direkte angreb. Hvad den højste rang af Hæren allerede planlage. Shiki kom gående med 4 genraler, Shiki forest og dem bagerst, de havde alle hvert deres regiment som Shiki havde Planlagt skulle slå til snart. De havde lige været til et hemmeligt møde hvor de diskuterede hvad deres næste træk skulle være. Shiki havde sit arbejdstøj på, en Uniform, der var lidt finere end alle de andres, mest fordi at det gav et udtryk af hvem der bestemte. Den var helt sort og der var en del emblemmer på sin uniform for forskellige ting gennem hans tid i hæren. Han kom gående ned ad gangen mod salen hvor de fleste Soldater opholdte sig når de ikke trænnede eller arbejdede. Alle Genralerne og Hærføren Shiki gik med rank ryg, de ville se til soldaterne.

Men det syn der mødte dem var ikke det de lige havde forventet. En forvandlede vareulv og en flok soldater der grinnede og hæppede på kampen mellem de 2 soldater. Hvorfor skulle hans mænd altid været så ukontrolleret! Det var svært at finde gode folk nu til dags. Han stod kort og kiggede på kampen og så på at en vareulv blev slynget ind i en flok soldater. " MÆND! STop det sløseri og STÅ RET! Ellers skal jeg personligt sørge for jeres henrettelse for at modsige en øverst kommanderende!" sagde Shiki med en bestemt kold og høj stemme der skar igennem lokalet. Der skulle være noget disiplin, vis de ville kæmpe kunne de gå over i træningssalen og ikke forstyrre andre.

[Simon Marcus Rodavlas]

Der gik pludselig en voldsom panik i nogle af soldaterne, fordi de ville ikke have den vrede hærfører over sig, så de moslede rundt for at stille op i geledder og alt muligt, så de så ordentlige og disciplinerede ud. Uniformen blev hastigt rettet, og rækkerne hurtigt fundet. Simon tog den dog med en kynisk ro, i følge ham selv. Han stod først under den største forvirring og så smilende på hans overordnede. Han hadede dem et eller andet sted, men han elskede livet i hæren for meget til at han ville sætte sig alt for meget op i mod dem, og han gjorde det stadigvæk nogle gange, men hans færdigheder havde tit reddet ham. Han var en god soldat at have, og han var nogle gange hærens es, med hans morderiske fart og styrke.
Kort efter han havde stået for sig selv og smilet til de overordnede stod han lidt afsides soldaterne næsten for sig selv. Han stod sammen med to andre. Lige som ham havde de hver deres unikke uniform, selvom deres var en mere solid rustning, med et skjold med et våben. Der var ridderen af det røde sværd, og ridderen af den gyldne slange. Simon havde ikke noget skjold, men på hans bryst var der alligevel broderet et våbenskjold, og på hans var en ulv med en kæde i munden.
Selvom Simon var en af de sidste der bevægede sig på plads var han den første der stod klar i den korrekte position.

[Shiki Ravenheart]

Shiki sukkede og tog sig til hovedet, kunne de ikke blot tage sig sammen. Shiki gik hen langs rækken da de stod ret. Han syntes nu det var et underholdene job. Men der var ikke et smil på hans læber. Han holdte et seriøst og fast blik. Han havde været i hæren i laang tid og han vidste hvordan det hele foregik. Det var trit kæft og retning. " Er der nogle er jer der kan forklarer mig hvad i har gang i! Det her er ikke en børnehave! "Han fik øje på Simon og stillede sig hen foran ham, han var den der havde kastet ulven og han var den der havde klaret det bedst med at komme ind på plads, ikke for hektisk men ret og effektivt. "Simon Forklar hvad der er sket her" Sagde Shiki og ville vide hvorfor hele basen pludselig var en stor børnehavekamp der ikke havde nogen orden eller reelt formål.

[Simon Marcus Rodavlas]

Simon stod bare med et smil på læberne, mens han så på rekrutten han havde slåsset i mod, der stadig ømmede sig, fordi Simon var da ligeglad om han var kommet alvorlig til skade, så længe han havde haft det sjovt, og det var ikke ligefrem stor modstand som den ulv kunne stille op med. Den ulv havde knap nok nået at komme ind i rækken inden de andre stod stille og han stod også en smule uden for sin række, men han stod ordentligt i sin kolonne.

Da Shiki så kom og stilte sig foran ham, så smilede han bare stort til hærføreren. "Det er meget simpelt hr. hærfører. Nogen af soldaterne væddede med rekrutten om at han ikke kunne slå mig i brydekamp, hvilken selvfølgelig var et tåbeligt væddemål at acceptere, og så fik rekrutten tæsk." Han smilede hele tiden, og andre ville have set hans tale som respektabelt og absolut flabet og uacceptabelt på alle måder, fordi hvordan kunne man tale så direkte uden alle de forskellige høflighedsfraser til en overordnet, og der var også nogle af soldaterne der fnes i deres geledder, og en af hans med riddere så nervøst hen på Shiki, fordi man kunne aldrig vide hvordan hærføreren ville reagere på sådan et flabet svar.
Simon var dog ikke færdig med at snakke. "Men den lille hvalp gav ikke den store modstand." Der var flere soldater der havde svært ved at holde masken, og det var klart dem der havde sat rekrutten i den situation der var ved at grine mest, men de vidste at de nok ikke ville klare sig så godt hvis de ikke så ordentlige ud og ikke så ud som om de havde store mavekramper, med et underligt fjæs. Rekrutten som dog havde tabt noget så voldsomt så mere ud som om han var ved at græde, fordi man havde virkelig trampet på hans ære.