Et kært gensyn

[Shiki Ravenheart]

Shiki havde haft en travl dag, der var lige blevet uddannet nye soldater og vagter til slottet, som han havde skulle fordele. Han havde dog sendt næsten halvdelen af dem tilbage til trænning. Han stod i Rummet hvor alt det taktiske blev planlagt og hvor generaler og andre vigtige folk i hæren mødtes med ham og gav vigtige informationer omkring fjenden og hvad der skete i landet. Shiki var alene i rummet lige nu, han stod ved et stort bord i midten af rummet iført, en sort millitær uniform der så lidt mere speciel ud end de andres så han kunne genkendes som hærfører ude i marken. Han stod lænnet over et bord med et stort kort over begge lande. Det var gået fremad den seneste tid, men han havde haft sine tvivl ved hvorvidt de kunne trænge ordentligt igennem lige nu, de måtte vente til det rigtige tidspunkt.

[Jace Valentine]

Det var endt i et af de sjældne skænderier mellem kongen og hans ældste søn. Jace havde nægtede at være med til de tatiske møder som hærføren afholdte med generealerne og de vigtigste folk inden for faget, og selvom Jace ikke var soldat, så var han trænede til det. Desuden ønskede hans far at han skulle lære om alt det praktiske og derfor var det endt i et skænderi da Jace havde udtrykt hans ubehag ved at være der. Faderens sidste bemærkning om at Jace sikkert var bange havde fået denne til at rette sig op, slå hånden i bordet og sige at hvis faderen da troede det, så skulle han nok modbevise det. Som den eneste i verden var det lykkedes hans far at manipulere ham hvilket han opdagede ved synet af kongens tilfredse smil da Jace svarede med dette. Han havde forladt kongens gemakker og var gået ned til hærens base hvor han vidste at møderne blev holdt. Allerede inden han nåede værelset for møderne nåede lugten af Shiki hans næsebor, noget andet han blev opmærksom på var at denne var alene. Han standsede for nogle sekunder og pressede læberne hårdt sammen inden han igen satte sig i bevægelse og nåede hen til døren. Her trådte han ind og rømede sig svagt for at gøre opmærksom på sig.

[Shiki Ravenheart]

Shiki kiggede straks op da han hørte døren gå op, bankede folk aldrig på mere? Shiki skulle lige til at råbe, til han så hvem der havde valgt at kigge forbi hærens base. Der fik han blot et smil på læben som virkede lidt mystisk og som om der var et eller andet bag. Men det virkede det altid som om ved Shiki, der da for det meste var mere hemmelige tanker bag hvad han gjorder. Han havde været godt underholdt ved deres sidste rigtige møde for længe siden. " Jamen er det ikke prinsen, hvad skyldes æren?" Sagde han og begyndte at gå om på den anden side af bordet der var tættere på ham. Han havde nu ikke troet Jace selv ville opsøge ham.

[Jace Valentine]

Han bemærkede overraskelsen på dennes ansigt men det overraskede udtryk forsvandt ret hurtigt, typisk. Døren gled roligt i bag ham idet han bevægede sig længere ind i rummet. Han kastede et kort blik rundt inden hans blik fokuseret på manden ikke langt fra ham. Han var der ikke med sin gode vilje, men ikke desto mindre stod han over for Shiki, langt om længe. Deres sidste møde var endt brat og med irritation og vrede fra Jace´ side i hvert fald. ”Kongen ønsker at jeg skal være informeret omkring soldaternes træning og landets position” svarede han ganske roligt og uden nogen følelse i stemmen. Han forsøgte at lade som ingenting, lade som om episoden sidst var glemt, hvilket faktisk lykkedes ham. Han så roligt og afventende på Shiki.

[Shiki Ravenheart]

Shiki kunne godt mærke at Jace var yderst neutral i hans fremgang og stemmeleje. Shiki var også nogenlunde neutral, men ikke ligeså neutral som Jace var. Han ville nødigt glemme den gang de havde deres lille kamp, det havde været et underholdene møde for ham, selvom Prinsen var blevet lidt hissig. " Træning og position, jeg kan ihvertfald med det samme sige at vores trænere burde have et opfrisknings kursus i hvordan man lærer disciplin og får den respekt fra soldaterne der er brug for i en kamp situation, omkring 40 procent af de ny udlærte der var færdige idag sendte jeg tilbage igen" Sagde han og kiggede kort tilbage mod strategi kortet.

[Jace Valentine]

Jace lyttede roligt, nikkede, det var endelig svært at fokusere på hans ord når Jace´s tanker blev ved med at glide tilbage til deres sidste rigtige møde. Med rolig skridt gik han hen til bordet, hans blik hvilede på kortet over landet. Han gentog Shikis ord i hovedet, desværre var han jo hverken træner eller noget s han lyttede nu kun uden at sige noget. ”Hvordan står det til med vores tropper” spurgte han. han meste selvfølgelig de udsendte af dem hvilket Shiki garanteret vidste at han gjorde. Hans blik forlod ganske kort kortet og gled hen over dødsenglen inden han atter rettede blikket mod kortet.

[Shiki Ravenheart]

Shiki lagde en hånd på kortet og kiggede ud over det. Der var tegnet en masse ting på det og der var også sat små figurer. For en uforstående person ville det virke forvirrende. Dog var en ting tydeligt, man kunne se hvad de gerne ville have overtaget. " Tropperne " sagde han roligt for sig selv og vendte sig nu om igen. " De klarer sig godt, vi har kun haft fremgang ude i marken den seneste tid, fjenden er dog stadig for stærk til at det ville være klogt at bryde helt igennem endnu" Sagde Shiki roligt og kiggede nu jace i øjnene. "Så hvor meget tog det så for din far til at overtale dig til at gå herned alene" Spurgte Shiki med et smil der var lidt drillende på den mere kyniske måde. Han vidste at Jace aldrig ville gå ned til Shikis domæne alene. Ikke efter det der skete sidst.

[Jace Valentine]

Jace lyttede til ham mens han roligt så kortet an, han inprintede sig de steder som tropperne stod, og lod blikket glide hen over skovene hvor de havde en grænse op til Imera. Det var dækkede godt til hvilket han faktisk også havde regnet med, han stod i sin egen verden, eller han lod som om han gjorde da Shiki tav, dette fik ham til at vende blikket mod manden og deres blikke mødtes. Han gengældte roligt blikket, dog skød den lyn ved hans næste ord og Jace vendte brat hovedet væk og så ned på kortet igen. Han lænede sig op ad bordet med håndfladerne mod bordkanten ”Så du mener at vi klare os godt i den her krig..” sagde han mere konkluderende end spørgende. Som om han ville svar på det andet! Det irriteret ham dog at Shiki var så fræk at spørg sådan lige ud, desuden generet det ham at han havde ret.

[Shiki Ravenheart]

Shiki kunne ikke lade vær med at komme med et kort grin da Jace bare kiggede irriteret væk og ingorrerede det han sagde til ham. Så havde han vidst ret i det han nu engang sagde til ham. Jace lænnede sig op af bordkanten lige ved siden af ham og kiggede ned på kortet. "Ja det mener jeg, Lige nu er vi dem der angriber og de forsvarer, vis du ser nærmere kan du også se at vores styrker er langt i overtal efter sidste kamp" Sagde han roligt og kiggede derefter op mod Jace øjne. Shiki havde det så sjovt med at drille ham, han var spændene og standhaftig og stolt. Måske bare lidt for meget spillede på hans magt som prins som Shiki godt turde prikke til. Han var ihvertfald ikke fortalt det til andre endnu, måske havde det været for pinligt for ham.

[Jace Valentine]

Jace lyttede atter til Shiki og håbede at han snart kunne smutte, for det her var slet ikke til at holde ud. Han var prins, men alligevel formåede Shiki at ryste ham, irritere ham og prikke til ham hver gang de mødtes. Det var mere end bare irriterende især fordi den unge prins ikke forstod et hak af hvad der foregik. Han kiggede mere opmærksomt på kortet og konstaterede at Shiki havde ret, deres tropper var i overtal. Godt! Så meget kunne han da fortælle kongen når han blev udspurgt. Jace nikkede atter roligt og fornemmede Shikis blik på sig, han vendte blikket mod hærføreren ”Andet du kan fortælle?” spurgte han hvis ikke var Jace da mere end færdig her.

[Shiki Ravenheart]

Shiki kunne godt mærke hvordan Jace kan ville have at der ikke var mere at fortælle, men der var meeegeet mere at fortælle vis Shiki gad til at forklarer det for ham. Det var ikke så nemt at styrer en hel hær og en masse spioner som det så ud til. Shiki virkede aldrig stresset over jobbet så det så nu meget let ud når han havde så godt styr på det. "hmm andet ja der er meget endnu, men det ville tage flere timer at forklarer alt det, vil nok blive en for stor mundfuld at klarer for deres højhed" Sagde han og kiggede stadig på ham og gjorder pludselig et hurtigt træk og kyssede ham og vis han kunne gøre det udvikle det til noget mere intimt med tungen. Shiki vidste han ville blive sur som et lille barn, mske enda slå ham. Men det var lidt meningen at den reaktion skulle komme frem. Han regnede ikke med at få lov til at kysse ham bare sådan.

[Jace Valentine]

Jace så afventende på ham og hans svar fik Jace til at hæve det ene bryn og rette sig endnu mere irriteret op. Han skulle til at svar da Shiki trykkede sine læber mod hans og derved fik han ikke en chance for at kommentere på det. Hvad gik der dog af den mand! Som sidste gang var Jace overraskede de første få sekunder men da han kom sig over det skubbede han Shiki væk fra sig ”Hvad fanden har du gang i! hvis du er så opsat på at kysse nogen så find dog nogen der gider røre dig!” hvæssede han irriteret, de skarpe hjørnetænder var dukkede frem af deres skjul og læberne var trukket tilbage af vrede og ophidselse over lugten af Shikis blod, lyden af hans hamrende hjerte og fornemmelsen af hans varme læber mod Jace´s. hans næver var knyttede hårdt sammen og øjnene lyste faretruende rødt.

[Shiki Ravenheart]

Shiki smillede blot udfordrende og charmerende som altid da han blev skubbet væk. Hans øjne havde dog et ekstra skær i sig mens han kiggede på prinsen. Shiki var langt fra ophidset, mere tilbagelænet. " Kunne jeg godt, men er bare ikke nær så sjovt som din reaktion " Sagde han og legede tydeligvis blot rundt med Jace. Han kiggede godt på ham og kunne se tænderne og de ildrøde øjne og ikke at forglemme de knyttede næver. Han tog et vingetag der rykkede ham lidt tilbage. Han var ikke kamp position eller noget han stod blot og så på ham. " Der er vidst en der er sur " Sagde han og havde set sultne og surer Vampyrer før, de kunne komme ud af kontrol. Det ville være ja... Ikke så godt for Prinsen. Men Shiki kunne godt tænke sig at se det. Han havde mest af alt lyst til at knække ham, men det vidste han godt ikke skete. Han kunne godt lide jace, faktisk rigtig godt, han elskede bare også at lege rundt med folk.

[Jace Valentine]

Jace temperament var jo ret kendt, at denne mand så stod og legede med ham på den måde fik blot vreden til at boble i ham. Hvad bildte han sig ind! Frygtede han dog ikke for at miste hovedet!? Det var skam sket før, og selvom Shiki var hærfører så skulle Jace nok overbevise sin far om at denne var forræder. ”Hvad prøver du på!? Jeg forstår ikke dine handlingsgrundlag!” sagde han fortsat vredt dog med kontrol over sig han havde ingen planer om at overfalde ham eller noget, men mon ikke Jace´ styrke var langt over shikis? Han var vampyr, ikke helt ung selvom han var ret ung i forhold til mange andre, og derfor besad han da en utrolig styrke. Hans sidste bemærkning gik Jace til at trække tænderne ind i igen og næverne til at slappes. "Det er anden gang du gør det! ved du da ikke at jeg med lethed kan få dig hængt?" spurgte han helt roligt.

[Shiki Ravenheart]

Vis shiki var en mere overglad person ville han flyvende dansende rundt nu sådan var hans humør. Men sådan var han nu engang ikke. Shiki smillede blot et lille smil og stod og kiggede på Jace. Han kunne godt forstå at Jace ikke forstod ham. Det var der ikke mange der egentligt gjorder underligt nok. Men bare han forstod sig selv være det vel vigtigts "Prøver ikke rigtigt på noget Specifikt" Sagde shiki blot og trak på skuldrene. Han så nu hvordan at Jace slappede af igen. Han havde ellers lige håbede på en gal vampyr, men nej det skulle han ikke have lov til at opleve. Shiki var mere kold og rolig nu i både blik og mund. "hmmm kunne du sikkert, men jeg er nu ikke bange. Men virkelig Jace vis du ønskede mig død burde du da selv klare jobbet, eller vil du bruge dine tjenere til det?" Sagde han Seriøst og var faktisk ikke så legende i det han sagde lige nu. Han var selv god til snigemord, men lige i denne sag fandt han det usselt vis han ikke kom af med sine egne små problemmer.