Light to be seen

[Edel-Mira]

Mørket kunne være tryggende. Selv for dem der efterhånden havde levet med det så længe at de ikke kunne huske andet. Edel-Mira var ikke en af dem der havde glemt. Hvordan kunne hun, når hun vidste hvor frodig og smukt dette land kunne se ud. Hvordan selv Nýchta kunne se ud. Og som hun var lige så sikker på sin hukommelse om hvordan der havde set ud, var hun lige så sikker på at det ville blive smukt igen. En sikkerhed, der også kom med folkets fornyede håb. Og med det fact at disse lysets væsner, faktisk havde tilpasset sig og levede i mørket.
Det lyse hår bølgede let efter hende, som også kjolen, en gul sommerkjole, gjorde det. Hun frøs ikke, trods det tynde stof. Nej i stedet, hoppede og luntede den synligt unge kvinde nynnende af sted. En blid melodi, uden tekst, som så tit lå hende hovedet. Edel-Mira smilte, som hun søgte gennem den halvfrodige skov. Det ville sige, at elverne havde holdt liv i skoven så meget det var dem muligt, og andet var jo ikke at forlange når nu de ikke havde solens styrke til at hjælpe dem. Bare tanken om ikke mindst elverne men også naturen, kunne kun få hende til at tænke på sin bror. Broder Natur. Kun for at indse at hun snart måtte finde nogle af sine søskende igen.
Fingrene strøg let over tilfældige blade, grene, som hun luntede af sted. Egentlig uden nogen idé om hvor hun ville hen af. Et sted håbede hun ved at løbe ind i nogen. Hun elskede samtaler. Elskede at være nær andre. Bare tanken kunne få hende let på tå og til at le af glæde. Intet var sjovere end at lege og være med andre.

[Merenwen Everlove]

Merenwen red i stilhed gennem skoven på sin tro ganger Nylak. Hun havde fået taget sig en lang hvid kjole på og en hvid trøje som passede til, og derudover en mørk kappe. Hun havde taget hætten over hovedet, og hun kiggede sørgmodigt ned. Saphira hendes drage sad på hendes skulder, og hun gemte sig inden under hætten. Tårer gled ned af hendes kinder og ned på hendes kolde hænder, hvis greb om tøjlerne blev strammet. Nylak stoppede op, mens hun stille græd. Hun kunne ikke fatte hun bare havde efterladt hendes bror på den måde. Flere tårer faldt, og Saphira lænede sig mod Merenwens hovede for at trøste hende. Hun smilede stille til Saphira og nussede hendes hovede. Saphira havde hjulpet hende med at flygte, og hvis hun ikke havde gjort det, hvem havde så vidst hvad der ville være hændt hende på det skib. Men nu var Yalathanil der alene, og ingen vidste hvad der var hændt om. Ingen vidste om han var død eller i live.
Hun steg af Nylak og besluttede sig for at gå lidt. Hun faldt dog lidt efter ned på jorden af sorg. Hun landede på hendes knæ og hun tog hendes hænder op til hendes ansigt, mens hun græd i stilhed. I det fjerne kunne hun høre en nynnen. Hun rejste sig hurtigt op, fjernede jorden fra sin kjole og tørrede tårerne væk. Hun ville ikke have nogen skulle se hende så sårbar som hun var nu. Hun steg hurtigt op på Nylak igen, og hun red stille videre, mens hun kunne høre hvordan nynnen blev højere og højere.

[Edel-Mira]

Edel-Mira lod sig ikke påvirke af lyden af hove der nærmede sig. Der var ikke tydeligt, men hvis man lyttede efter kunne man høre en tung gentagende dunken imod skovbunden. Edel-Mira antog blot det var en hest, da rytmen som hun let opfangede, den var gentagende på en hvis måde. Havde det været et andet dyr ville lyden være anderledes. Simpelt right? Så som hun endte med at være sikker på at rytteren var på vej mod hende, stoppede nynneriet, kun fordi hun var spændt. Hele Edel-Miras hverdag blev brugt på at vandre rundt og håbe på at møde nogle, finde nogle der havde brug for hende. Brug for nogle. Eller for den sags skyld hellere var foruden en munter tosse. Selvom Edel-Mira var sikker på at alle kunne bruge en munter tosse selv når de ikke troede de gjorde.
Edel-Mira havde ikke forventet at se en kvinde. En elver, ja, men ikke en kvinde. Selvom det var behageligt på samme tid også. Stadig, hver i sær reagerede forskelligt på hendes glæde. At hun sendte denne kvinde et kæmpe smil, var blot en vane. Specielt idet at hun faktisk ikke vidste hvem Merenwen var. Faktisk var hun ikke synderligt inde i Iméras sager endnu, som det jo heller aldrig helt havde føltes hende nødvendigt. Om hun ville have handlet anderledes hvis hun vidste hvem Merenwen var var dog tvivlsomt.
”Goddag!” udbrød hun begejstret, følgende af et kæmpe, dels overdrevet buk. Så hun næsten fik overbalance. Hvilket hun dog kun selv grinte af. Sandheden kom dog frem i at hun kunne mærke kvindens sorg. Eller omvendt, den manglende glæde. Der manglede en form for gnist i hende. En gnist der hos de fleste stadig var svag, men som dog var der.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede venligt til den unge kvinde som hun så. Det var sikkert også denne person som havde nynnet før. "Goddag,"[/color] hun nikkede venligt til personen og prøvede at gengælde det kæmpe smil, men man kunne tydeligt se at smilet ikke nåede hendes øjne. Hendes øjne var dybe og fyldt med sorg, og man kunne se på hele hendes holdning at en stor sorg havde ramt hende. Hendes øjne var også blevet røde af alle de tårer der var faldet, og lige nu følte hun sig lige så sårbar som en kanin der ikke følte sig tryg. Men hun prøvede at holde facaden som en af de royale, som altid skulle være i godt humør og optimistiske for folkets skyld. En facade hun havde håbet på hun ikke skulle holde oppe mens hun var ude i skoven. "Hvad bringer dig ud i denne skov?"[/color] hun smilede venligt, og hun steg ned af hesten, idet hun fandt det uhøfligt at hun sad så højt oppe mens hun snakkede med nogen.

[Edel-Mira]

Om Merenwen havde sat på hesten eller ej, havde Edel-Mira næppe lagt synderligt mærke til. Foruden at når hun stod på jorden med hende, kunne hun komme med indput til at ville muntre hende op. For nu hun så efter, havde hun end ikke behøvet søge en lykke i kvinden. Sorg var tydeligt i de smukke øjne af hendes. Og alle andre med bare lidt sans og samling ville kunne have opdaget at kvinden var i sorg og havde grædt. Hvilket på sin vis skar i Edel-Mira. Både psykisk men også livsformigt. Uden glæde, lykke, lyst og kærlighed og alle andre af disse følelser i verdenen, var hun ingenting. Selvom Merenwen allerede virkede utrolig stærk i Edel-Miras øjne ved at kunne sætte et smil op og styre sine følelser på denne måde. Hvilket Edel-Mira næppe selv ville kunne gøre på samme måde. ”Intet bringer mig… Men jeg leder dog. Måske var det Dem jeg ledte efter” forklarede Edel-Mira, som altid ikke synderligt beskrivende. Hun var jo dog overbevidst om at dem der skulle bruge hendes hjælp ville komme til hende. Sådan indirekte. Desuden var det for svært at uddybe uden at lyde komplet skør. At Edel-Mira i sine ord havde et muntert smil på læberne, og en livsgnist i blikket, måtte være glædeligt og mærkeligt nok så hun ikke skramte Merenwen.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede til den unge kvinde, misundte hendes gode humør og det der lignede at hun ikke troede på at der var noget ondt i verden. Hun lukkede sine øjne og tog nogen dybe indåndinger. Hun skulle lige samle sig lidt efter alle de tårer, få styr på sig selv så der ikke pludselig skulle falde flere tårer, mens hun snakkede med denne unge kvinde.
Hun smilede dog lidt skævt ved den unge kvindes ord. "Hvorfor ville du dog lede efter mig?"[/color] hun smilede venligt, mens hun lænede sig ind mod Nylak og nussede hans hals. Saphira havde stadig ikke givet sig til kende, da hun lå trygt ved hendes skulder og sov, og hun blev skjult af hætten, som Merenwen stadig havde over hovedet. Hun kunne lide den livsgnist hun så i den unge kvindes øjne. Det var vidunderligt at se etn optimistisk person i disse tider, i hvert fald når hendes hjem var blevet så trykket af være i, fordi man kunne mærke sorgen over hendes bror alt for tydeligt. Den kom fra alle vegne når man var i slottet. Hun sukkede, måske skulle hun blive væk hjemmefra et stykke tid. Hun kunne ikke holde ud at være derhjemme i denne tid.

[Edel-Mira]

Kvindens mangel på glæde gjorde delvist Edel-Mira utålmodig. Selvom hun vidste at virkningen af hendes opmuntring varierede, holdt det hende aldrig fra at prøve. Hvorfor skulle det? Specielt når nu så mange bare i Iméra havde brug for lys i deres liv. Brug for glæden og lykken. For uanset håbet, og uanset de korte lykkelige stunder, syntes ulykke, tristhed og sorg alligevel at komme snigende tilbage. Og blot tanken kunne få hende til at forbande sin bror en smule.
”Jeg leder efter Dem, fordi De har brug for mig. De har brug for lys ikke sandt? Så trist som De er.” lød svaret blidt, varmt, fra Edel-Mira der i sit svar var faldet lidt ned. Sådan i glæden over endelig at kunne gøre noget godt igen. Hvis man så efter var det til at bemærke hvordan den ellers utrolig barnlige pige fra før, delvist syntes at virke mere.. voksen og kvindelig. Men sådan svang det jo med Edel-Mira i sin opførsel. Og det var typisk at hun måtte virke lidt mere voksen når folk skulle tro på at hun faktisk var der for at hjælpe. Ikke for at snyde dem. Genere dem og hvad ellers det kunne medføre.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede og kiggede sørgmodigt op mod himlen, da den unge kvinde snakkede noget om at hun havde brug for lys. Og det havde hun, hun havde i sådan en grad brug for noget lys. Det var som om der var intet der kunne varme hende, hun var altid kold for tiden, frøs lige meget hvor meget tøj hun havde på. Dog kom kulden indefra, noget hun selv godt vidste. En enkel tåre faldt, hun prøvede ikke at tørre den væk eller skjule den, denne unge kvinde havde allerede gennemskuet hendes facade, som dog nok ikke havde været så god i hendes sårbare tilstand. "Vi har alle brug for lys,"[/color] hun kiggede ned på den unge kvinde, som pludselig så mere voksen ud. Hun tænkte dog ikke videre over dette. "Men jo du har ret, jeg er trist og har brug for noget lys. Men det lys er dog blevet sværere at finde i disse tider,"[/color] hun smilede til kvinden, et sørgmodigt smil. Hun kiggede ned på jorden og sukkede, tænk at denne kvinde havde gennemskuet hendes så nemt, men nu havde det måske også været ret tydeligt. Hun smilede mens hun kiggede ud i skoven, og denne gang kunne man se det var et ægte smil, der også nåede hendes øjne.

[Edel-Mira]

Edel-Mira tænkte slet ikke på det som at have ”gennemskuet” hende. Slet slet ikke. Men hvorfor skulle hun også det, når hun usklydigt og rent blot ønskede at hjælpe. Mange ville måske udnytte at kende Merewens svaghed, hendes sorg. For Edel-Mira var dette slet ikke en del af hendes tanker. Hun var nok den sidste til at udnytte nogen overhovedet. Men kunne man bebrejde hende som hun blot ønskede at bringe lys og lykke til denne verden. Det var jo hendes job, lige som det var hendes brors job at modgå hende. Hun hadede ham jo heller ikke for det. ”Det er det bestemt. Men det trænger igennem. Snart, vil det trænge igennem. Det er jeg sikker på. Så vi igen kan være glade” svarede Edel-Mira, først bestemt, så lidt mere hviskende. Smilende generelt, men stædig i sit blik. Hun måtte få ændret denne verden. Måtte bringe den på rigtige vej igen. Der hvor verdenen mødtes i midten mellem lys og mørke, godt og ondt, alt det der. Den burde slet ikke være så ustabil som den var. Ifølge hende selv i hvert fald.