Everything has an end

[Lairion]

Mood Music: Listen while reading

---

En kold blæst gik mellem de høje tinder fra Tsúka. Sne blev båret med vinden fra de store dynger på toppen af de store bjerge, der knejsede mod den nordlige horisont. Den mørke himmel fik de hvide tinder til at stå i en smuk kontrast. Heroppe fra kunne man se langt. Man kunne se bjerge mod nord, og det flade land mod syd, og ude ved den sydligste horisont kunne det mørke hav anes, mod den sorte himmel.
Mod øst kunne man se en mørk søjle af røg stige op fra Yamabjerget, og med vest kunne man se det mørke land Nýchta, og slottene kunne anes med alle deres lys i de forskellige vinduer.

På den snoede sti vandrede en ensom skikkelse i en grøn kutte. Et langt skæg flagrede i vinden i røde og gule farver. En underlig blanding af farver i et skæg. Det var som om at efteråret havde farvet mandens skæg. Han var krumbøjet og støttede sig til en stor egestok mens han gik med rolige skridt. Selvom han virkede skrøbelig, så virkede det til at den kraftige og kolde vind, lige så godt kunne forsøge at flytte Yamabjerget, eller lukke Cyappu. Det eneste der bevægede sig med vinden på manden var kutten og skægget. Manden fortsatte mod vinden, som om det var den luneste sommerbrise, med høj sol, og ikke en isnende vind i den evige nat på Tsúka passet.
Denne person var ingen ringere end Broder Natur. Han vidste at dette ville være hans sidste rejse, og ville det ikke være et godt sted at slutte sit liv, et sted hvor man kunne se ud over det hele? Han havde bevæget sig hele vejen her op, bare for at slutte sit mange tusinder års gamle liv.
Han stoppede op og rettede sig op. Han var nået på det højeste punkt på passet. Han vidste at nogle mil længere fremme ville passagen dukke op, men den ville ligge længere nede, og udsigten ville ikke være så god. Han satte sig på en stor sten, og ventede. Han ventede på at døden ville indtræffe.

[Kath Patrovia]

kath havde længe været på jagt og ikke rigtig fundet nogen offere på sin vej, hun var på vej op af den snoede sti op mod det højeste punkt af passet da noget op fanget hendes næse, hun nød lugtede af blod et kort sekundt før hun stoppede nogen meter fra en ældre mand som sad ned på en sten.
hun stod helt stille mens den kaftig vind leget med hende hår og tøj, hun smilede lumsk mens hun kiggede på den huttet klædt mand, hun stod et kort sekundt og betraket ham før hun rømmet stemme for at fange hans opmærksomhed.
Kath var smuttede fra slottede og en af hof damerne som havde vagten med at holde øjne med hende, hun hadet virkelig at være på slottede men hende skaber havde valgt det som hans sidste ønske.

[Lairion]

Mood Music: Listen while reading

---

Den isnende vind trak hætten af manden og afslørede mandens ansigt og det lange røde og gule hår, som et løv tæppe i efteråret. Sne føg forbi hans øre, men han ænsede det ikke.
Han vendte sit hovede da han hørte en lyd. Lyden kom fra en kvinde, der stod ikke så langt fra ham. Han smilede venligt til hende, med et nærmest taknemligt udtryk i øjnene. "Så kom du endelig. Vil du forbarme dig over mig, som jægeren med spyddet over det syge dyr?" Hans stemme virkede skrøbelig, men alligevel skar den igennem vinden, der hylede melankolsk gennem sprækkerne, og skar sig gennem marv og ben, som om han stod lige ved siden af denne kvinde.
Han vendte sit blik igen hen mod horisonten. "Er livet ikke forunderligt? Livet ville ikke være det samme, hvis man ikke vidste at en dag ville det ende. Tænk hvor ligeglad man havde været, og hvor lidt man så ville have oplevet." Hans stemme var stadig tydelig, men stadig svag og døende. Han talte nærmest til sig selv, men han sørgede for at kvinden hørte det hele. Han ville have at hun skulle vide det. Han havde oplevet meget, og han ville have hende til at forstå at livet ikke var noget man skulle tage for givet.

[Kath Patrovia]

kath betraket hans gammel ansigt, det var så tydlig at han havde levet utrolig mange år og de var jo ved at lakke mod enden, " de har ventede mig, jeg vil lade dem nyde de sidste vejre trækninger før jeg gør enden på det hele " sagde hun stil færdig, hende stemme var kold og viste ingen form for medlidenhed over for ham.
hun nikkede roligt ved hans ord " nogen for endda en chance til, især mange bliver født på ny i et liv de måske ikke ønsker til start men lærer at leve med det og den forbandelse " sagde hun roligt og gik tætter på manden, man kunne hører i kath stemme at hun talet af erfariger.
Hun stod nu ved siden af ham, hun så ned på ham med hende kolde blik, og tænket tilbage på det hun kunne huske som menneske og hun ville gætte på som menneske at hun ikke ville gøre et menneske fortrad men nu var det hende leve vej, blod kunne hun ikke leve uden.

[Lairion]

Mood Music: Listen while reading

---

Han kluklo lidt. Han morede sig tydeligt over hendes kulde over hans død. Han vidste jo at han skulle dø, men sammen med ham ville meget andet også dø. Han så udover de grønne pletter der var hist og pist. Snart ville disse blegne lige som ham.
Han vendte sig mod kvinden. "Ak ja. Jeg vil også få en anden chance en gang, men det bliver ikke lige nu. Jeg må vente." Han vidste at han ville genfødes en dag igen, men til den tid ville meget være dødt, og ikke kun planterne, men levende væsner som er afhængige af den. Når han en gang genfødes, så vil der igen være balance i tingene.
Han lagde sin stav ved siden sig selv mellem to sten, og han foldede sine hænder i skødet. Han vendte sit ansigt atter en gang mod horisonten. "Jeg er klar til at møde dig igen broder." Han talte stadig sådan at kvinden kunne høre det, men han talte egentlig til sin bror.

[Kath Patrovia]

kath kiggede lidt på ham, hun kunne fornemmen på det hele at han var mere en klar på at møde døde, hun nikkede dog roligt til hans svar, hun lod blikket kort glide i samme retning som han så i før hun rettet blikket mod hans igen da han snakkede.
Hun valgt ikke at sige noget men bøjet sig blot for over og lage hovedet let på skrå før hun hurtig satte tænderne i ham og begyndt stille og roligt at drikke hans blod, hun havde ikke i tankerne om at stoppe, hun var sulten og at denne mand blev hende offere var en del af livet, nogen skulle mens andre overlever lidt endnu.

[Lairion]

Mood Music: Listen while reading

---

Så skete det. Døden var på vej. Hans hår og skæg skiftede farve til en vissen brun. Skovene i verden blev gule og røde. Træerne begyndte at smide deres blade. Alle træerne begyndte at miste hvert eneste blad. De store græssletter begyndte at tørre ud og hænge med stråene. Kornmarkerne faldt sammen, som om en stor hånd trykkede aksen mod jorden. Blomsterne begyndte at hænge med hovederne og deres blade blev brune og krøllede sig sammen. Svampe begyndte at synke sammen og deres hatte klappede sammen. Algerne i havene rev sig fri fra bunden og lå som et stort tæppe over have og søer.
Broder Natur sukkede fredfyldt. "De må hellere trække deres tænder ud, hvis de ikke vil sidde fast i en evighed. Når min bror dukker op, så vil du ikke kunne slippe dit tag mere mit barn" Han smilede for sig selv. Han ville slippe for sine lidelser, og naturen vil engang genfødes.
Der dukkede en tredje person op. En mand klædt i en grå kappe. Hans ansigt var venligt og smilende. "Så er din tid kommet min kære bror.""Alt har en ende kære bror. Nu er det min ende der har nærmet sig. På gensyn bror" "Vil nu bror, og på gensyn"
Lairion sukkede tilfreds og lukkede sine øjne. Nu ville han gå i et med sit element. Hans hud blev hård og barket, og tøjet blev brunt og rynket. Alt sammen i ham størknede nærmest. Hans krop blev knortet og barket som et gammelt træ.
Da Broder Natur åndede ud, sukkede verden på en gang. Alle bladene blev brune og faldt af. Træerne mistede noget af deres bark, og stod tilbage som blege spøgelser mod den sorte himmel. Andre træer gav efter og faldt mod jorden med et højt brag. Græsset visnede på stedet og lagde sig fladt på jorden. Blomsterne tørrede ud og var næsten ikke andet end støv på den tørre jord. Buskene var små forkrøblede og tørre gevækster uden saft og kraft. De var nu kun et minde om naturens fordums skønhed. Alt døde.
Broder Død smilede til Kath. "Alt har en ende min kære, og din vil også komme en dag" Han vendte ryggen til hende og gik bort. Tilbage var der nu noget der lignede et lille forkrøblet træ med små blege blade hist og pist. Det sidste træ, der ville leve længe endnu, men ikke have kræfter nok til at vokse igen. Det sidste minde om naturen. Alt andet var dødt.

Nu må folk godt skrive deres reaktion på at naturen dør

[Kath Patrovia]

kath slap hurtig sit tag og så kort på ham, det var tydlig at hans udsenne havde ændret sig, hun rettet dog blikket mod en anden person som kom mod dem, han virkede bekendt på en eller anden måde, end til hun opdagte at hun havde set ham enden at hun var bleven forvandlet til vampyr, enden hun havde fået givet endnu en chance til.
hun lyttede til deres samtale før hun lod mærke til alt omkring dem var vissenet og næsten dødt, hun kiggede på broder død da han talet til hende " dog for de ikke lov til at hente mig endnu, de var tæt på for mange år siden " sagde hun med en lav stemme og tog nogen skridt væk fra dem, og vendt dem så ryggen og løb med fornyet kafter uden at vide hvad hun havde gjort.

//out//

[Revion Talant]

//Er for doven til at skrive flere gange, så jeg skriver et indlæg, hvor der en reaktion fra alle mine chars..//

Revion/Dûrion:
Revion kiggede op så snart, han opdagede, hvordan bladene faldt af træerne, som han gik mellem. Selvfølgelige blev han bekymret, men ikke for sig selv, men for sin familie og andre folk. Dûrion meldte også sine bekymringer, men ikke, fordi der ville være iltmangel, men fordi blodet ikke ville bevare sin friske smag mere. Revion ville selvfølgelig ikke høre på ham, da blod ikke interesserede ham, men det med ilten bekymrede ham. Der var dog ikke meget andet at gøre, end at vente.. da han mente, at han vidste, hvad der var sket.

Seth:
Seth var alt for fordybet i sine tanker til, at han faktisk lagde mærke til, hvad der skete omkring ham. Det var først dagen efter, at han lagde mærke til, at træerne havde mistet sine blade, men han trak bare på skulderne og tænkte ikke videre over det.

Anna:

[/color]
Anna blev advaret om fønixerne omkring, hvad der var ved at ske, hvilket gjorde hende meget bekymret, fordi ville tingene ikke vende, så ville alt levende jo dø.

Dramorion:[/color]
Dramorion havde siddet på sit værelse og kigget ud af vinduet med et blik fyldt med bekymringer og sorg, da han savnede sin bror. Han havde siddet og betragtede naturen, da den pludselig falmede og langsomt døde. Et sted vidste han, hvad der skete, men han kunne umiddelbart ikke komme i tanke om hvad. Han vidste, at naturens død ville få meget stor indflydelse på resten af verden, fordi det var planterne, som producerede ilt, og var der ingen ilt kunne man ikke få vejret, og så ville man dø.
Han smed sig ned på knæ og begyndte at bede til nogen om et mirakel.

Balok:[/color]
Han var ude i skoven, da forandringerne trådte til. Han vidste, at der måtte være noget galt, fordi naturen ikke ville falme så hurtig, som den gjorde over den korte tid. Dog var der ingen, som vidste, hvad der var sket, og ingen kendte heller ikke til konsekvenserne. Så han besluttede sig for, at han ville fortsætte med at observere.

Runya:
Runya lagde mærke til forandringerne med det samme, men af flere forskellige årsager; Han kunne mærke, hvordan broder Natur forsvandt og sikkert blev hentet af broder Død i det øjeblik. Han lagde mærke til, hvordan aktiviteten i vulkanen faldt samtidig med, at han følte, hvordan en del af hans kræfter forsvandt.
Han så ned i sine hænder, hvorefter han flettede dem sammen. Der var ikke andet at gøre, end at vente på, at Natur blev genfødt eller, at broder Død også ville hente ham. Han håbede, at broder Tid ikke ville lade tiden gå for langsomt.[/blockquote]