Kampen om Månen

[Kamatayan Anghel]

Kampen om Månen

Da verden stadig var ung, blev der en dag født to drenge. De var brødre og de holdt meget af natten og månen. Drengene hed Valentin og Skygge. De elskede månen meget højt, og en dag kom de op og skændes om hvem månen elskede mest af dem to. Skænderiet blev til kamp, og da månen fandt ud af at det var hende de skændtes om stoppede hun dem. ”Jeg holder meget af jer begge to,” sagde hun,”men jeg elsker dog solen mest. Det er ham mit hjerte tilhører.
Men fordi I begge to er så venlige mod mig, vil jeg tildele jer hver en gave.” Drengene blev henrykte over månens venlige tilbud og takkede hende med store ord. Til Skygge tildelte hun ulvens skikkelse, og til Valentin gav hun flagermusens skikkelse. Skygge takkede endnu en gang glad for hendes gave, men Valentin følte sig snydt, og blev vred. Han råbte af månen at hun ikke kunne være bekendt at give ham sådan en ydmygende skikkelse.
Månen blev meget vred af Valentins ord, og blev helt rød af forargelse. ”Siden du ikke tager imod din gave på samme måde som din bror, vil jeg tage den fra dig igen, men du vil stadig beholde dens tænder! Du vil være forbandet! Du vil aldrig mere kunne tåle at se solens varme og milde ansigt, uden at du brænder til aske. Du skal drikke livets vand for at kunne stille din sult og tørst! Du vil blive forhadt af alle væsner i verden!” Med disse ord gik månen og efterlod de to brødre.
Fra den nat af var Valentin forbandet, og han kunne ikke vise sig i solens skin, og alle folk frygtede og hadede ham for sin sult og tørst, der var de levende væsners blod. Skygge morede sig meget over broderens ulykke, og hånede ham med sin ulveskikkelse, og fortalte hvor meget månen elskede ham over Valentin.
Den nat var månen igen rød af vrede, men denne gang faldt vreden på Skygge.

[/b]”Jeg gav dig en gave for at vise min glæde, men du bruger den for at håne din bror! Ligeledes skal du forbandes! Solens lys vil ikke brænde dig, men du vil frygte den! Du vil ikke længere kunne bevæge dig frit i din ulveskikkelse, men først når jeg vil vende mit ansigt mod verden igen, så vil du blive tvunget ind i din ulveskikkelse under store smerter! Folk vil frygte dig, fordi du vil hungre efter deres kød! Du vil ikke have en ven i verden! Du vil ikke kunne røre sølvet, da det er farven fra mit ansigt, og hvis du vil gøre det, vil dit kød brænde!”[/b] Også denne gang forlod månen den mørke himmel på samme måde som sidste nat.
Næste dag var det Valentin der hånede Skygge med hans ulykke, men endnu en gang denne nat stod månen om fyldt med vrede. ”I to har mistet min gunst! Jeg vil forbande jer til en evig krig mod hinanden! Jeres bid vil være forbandende, og den i bider, vil følge jer! Jeres børn vil være forbandet! Først når I for standset krigen, og Valentins familie og Skygges familie vil være forenet som venner, vil I være i min gunst atter en gang, og jeg vil fjerne forbandelsen!”
Således skete det at Vampyrer og Varulve endte i en evig krig, som ingen nogen sinde fik noget at vide om. Brødrene skammede sig over dem selv, og derfor var der ingen der fandt ud af hvad der gjorde at disse to brødres familie endte i en krig, der virkede meningsløs.[/color][/size][/font][/blockquote]