|
|
Post by Kiba Harunko on Aug 10, 2011 18:54:57 GMT 2
vidste hun ikke hvad en fønix var. han så ned i kløften og tænkte meget grundigt over hvordan han skulle forklare det. hvordan forklarede man hvad en fønix var. "det er... øh... hvordan forklare jeg det" han så op på himlen og fik et smil nu vidste han det. han fløjtede flot op mod himlen og ventede bare roligt.
der gik lidt tid og pludselig kom en smuk fugl flyvene mod dem. Kiba rejste sig op og rakte hånden frem og på hans arm landte en smuk fugl med samme fjer pragt som kiba.
|
|
|
|
Post by Amy Mirage Nightstar on Aug 10, 2011 22:22:50 GMT 2
Hun kiggede forvirrede på ham da han fløjtede op imod himlen. Kaldte han på noget eller nogen? Hvem eller hvad skulle han dog kalde på? Var det en måde at forklare hvad en fønix var? Hun kiggede længe forvirret på ham og himlen. Da den smukke fugl kom, spærrede hun øjnene helt op af ren overraskelse og glæde over at se den smukke fugl. Dens fjerdragt havde prævis samme farve som han havde.
"Er det en fønix?" spurgte hun begejstret. Måske var hun lidt nem at underholde, men på det punkt kunne man godt kalde hende et barn. Hvilket hun i manges øjne sikkert var, selvom hun lignede en teenager. "Er du fugl?"
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Aug 11, 2011 0:00:00 GMT 2
Fønixen rystede lidt sin fjerpragt og så på Amy. Kiba strøg den over ryggen og smilte varmt til hende. "ja dette er en fønix. en guddommelig fugl. et dyr man ikke skal holde i bur." han smilte og så på hende. fuglen så på hende og bukkede lidt med hovedet for at vise den ikke var ond. Kiba så på hende og rystede på hovedet. "jeg er ikke disideret en fugl. jeg har bare fønixens evner og dens gave." han smilte til hende og så ned på hans arm hvor et stort tydeligt mærke var som lignede en fønix. han så varmt på hende og smilte.
|
|
|
|
Post by Amy Mirage Nightstar on Aug 11, 2011 0:21:55 GMT 2
Hun smilede, bare en lille smule. Det gjorde hende mere trygt at fuglen ikke så på hende, som fugle normalt gjorde. Det føltes mere, sikkert, mere levende. Der var ikke rigtig noget som hun kunne sige eller gøre, ikke rigtig i hvert fald, selvom hun rigtig gerne ville gøre et eller andet. Bare noget andet end at sidde, og ligne et skræmt pigebarn. Hun kom lidt tættere på, så hun kunne strække armen frem og røre ved fønixen eller ham hvis det var det hun ville. Hun gjorde det ikke. Hun sad helt stille og betragtede ham, betragtede dem, med nysgerrige og venlige øjne. Amy var ikke god til det her. Hun var ikke god til at kommunikere med andre, for hun vidste aldrig hvad hun skulle sige, hvordan hun skulle reagere. Hun vidste intet om det.
|
|
