What is this place?

[Amy Mirage Nightstar]

Natten strakte sig fra sin søvn. Nu hvor dagen lagde sig, lod natten sine favntag ud, og greb landet i et jern greb, der var usynligt for folk. Det var tydeligt at det var nat. Månen skinnede lyst og klart, sammen med stjernerne der skinnede og faldt en gang imellem, og alligevel sjældent.
Amy havde ingen anelse om hvad der fik hende til at gå op til landjorden. Hun var altid i havet. Gemte sig fra overfladens hadefulde, onde væsner, der altid rakte ud efter hende og gav hende sorg og fortvivlelse. Men hun havde vovet sig frem fra sit skjul, og nu gik hun oppe ved East Cyappu, uden at vide hvad hun lavede der eller skulle der. Hun følte sig ubehageligt langt væk fra havet, fra den tryghed hun havde vænnet sig til.
Da hun ikke rigtig havde kunnet finde andet, der ikke var ødelagt eller for beskidt, var hun kun iført en sort kjole, der gik hende til anklerne. Ærmerne var lange, og for store så hun havde, måtte smøre dem op for at have hænderne fri. Kjolen var i det hele taget for stor, så hun havde bundet den strammere om sig, med et rødt, silke bånd. Hun havde ingen sko på, så det gjorde lidt ondt at gå rundt, men hun havde aldrig rigtig brudt sig om at gå i sko, hvorfor vidste hun ikke. Det var vel bare nemmere at hoppe i vandet, og få sin hale tilbage, uden et par sko om fødderne. Hendes lange røde hår hang løst ned ad hendes ryg, mens hendes lyseblå, grå øjne kiggede rundt omkring sig, for at se hvad det her egentlig var for et sted. Medaljonen havde hun med sig. Den sad rundt om hendes hals, hendes fingre rørte lidt fraværende ved den, som hun så tit gjorde når hun var nervøs eller urolig.
Hun kiggede lidt rundt, men anede ikke hvad hun egentlig skulle gøre. Skulle hun blive og se nærmere på det? Gå tættere på? Eller løbe sin vej, tilbage til havet?

[Kiba Harunko]

det var nok langt væk fra havet. det var nok anderledes end andet, og nok troede denne pige alle landfolk var onde men denne dag skulle hun jo sikkert møde en som havde mødt mere ondskab ind hun havde i sit liv. nede ved kløften sad en med meget langt rødt hår. straks ville folk tro det var en kvinde fordi håret var langt og fordi at det var så tykt som det var. det bølgede smukt og havde en smuk rød farve.
denne person var en mand. han hed Kiba og sad med benene ned i kløften og så mod nychta. hans øjne så fortvivlet rundt. han holdte noget i sine hænder. noget han lidt var bange for at slippe. nok var det ved at være på tide at slippe det men det var hårdt. Kiba havde en sort ærmeløs trøje på og et par bukser i sort også. inde under trøjen gemte sig de mest pragtfulde vinger.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun var i tvivl, men til sidst tog hun beslutningen og gik tættere på. Hun gik ned til kløften, og fik en underlig fornemmelse af hverken at være alene, eller i sikkerhed. Selvfølgelig burde hun havde regnet med ikke at være i sikkerhed. Hun var på landjorden, det var vist ikke et sted for en sirene. Hun var ikke skabt til at være der, hun var skabt til havet. Det eneste sted hun kunne kalde for et hjem, eller i hvert fald for et sikkert sted.
Hun kiggede rundt og fik øje på en person, der straks fik hendes nysgerrighed til at flamme op. Hun skjulte sig lidt i skyggerne, i håb om at det og nogle af stenene, ville skjule hende fra persons synsfelt. Hendes blik var fæstnet på vedkommende. Hvem var det? Der var ikke en jordisk chance for at hun ville komme nærmere, ikke uden at blive opdaget, og hvad nu hvis personen slet ikke var en man kunne nærme sig? I stedet for at tænke nærmere over det, fokuserede hun bare på personen, selve persons ydre for at se om det fik nogle alarmer til at ringe.

[Kiba Harunko]

Kiba så mod nychta og fik en fornemmelse af at nogen så på ham. han så rundt og og kunne ikke helt lig den fornemmelse. han så rundt og fik pludselig øje på noget som adskildte sig fra skyggerne. han så mod personen og sendte et varmt smil. de grønne øjne vidste ingen ondskab men en skjuldt godhed. han blev sidene da han ikke ville skræmme personen som gemte sig. i imera var det vel ingen som gjorde hinanden ondt.
Kiba var alt andet end ond. han var bare været fanget i ondskab i så lang tid.

[Amy Mirage Nightstar]

I starten krøb hun lidt længere ind i sit skjulested, men smilet fik hende til at stivne. Hun var ikke vant til det, at nogen smilede til hende. Ikke uden at der var en bagtanke i hvert fald. Dog fik hun følelsen af at hun kunne stole på ham, der var ingen fare her, han var ikke farlig for hende. Endnu. Amy krøb lidt ud af sit skjulested, så hun kunne have tre muligheder. Løbe, gemme sig, eller komme tættere på. Indtil videre gjorde hun ingen af delene, hun betragtede ham blot fyldt med nysgerrighed.
"Hvem er du?" spurgte hun, højt nok til at han kunne høre det, men lavt nok til at man kunne mærke usikkerheden og nysgerrigheden i hende. Hun var usikker, fordi hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, hvordan hun skulle reagere.

[Kiba Harunko]

da hun kom frem fra skjul smilte han varmt stadig. han så mod nuchta igen og da hun snakkede til ham så han på hende og klappede på jorden ved sig. "jeg hedder Kiba. hvem er så du, du behøver ikke være bange for mig. jeg har ikke noget der kan skade dig" han smilte til hende og hans stemme var varmt og venlig. ingen ondskab i sin stemme. eller i hans øjne. han havde aldrig nogen sinde ville være ond. han ville bare hjælpe folk.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun bed sig lidt i læben. Tænkte grundigt over hvad hun skulle gøre. Skulle hun komme tættere på, eller holde sig i sikker afstand? Hans varme stemme og smil, det varme blik, fik hende til at tage modet til sig og gå over til ham. Godt nok ikke særlig hurtigt, fordi hun stadig var usikker på hele situationen. Hun satte sig en arms længde fra ham.
"Amy, mit navn er Amy," mumlede hun stille. Hun betragtede ham lidt, inden hun vendte sit blik imod Nycta. Det sted var skræmmende. Hun havde kun været der en gang, og det var for meget, meget lang tid siden. Da hun søgte efter sin far. Der var ikke sket hende noget, folk havde bare ikke virket særlig imødekommende. Hendes blik søgte ned i jorden, da hendes tanker var ved at blive triste og sørgmodige.

[Kiba Harunko]

Kiba sad og knugede sine hænder om noget som lignede en sele med lås på. Kiba så på nuchta og så roligt på hende. "Amy... det var da et smukt navn. ikke underligt til sådan en smuk pige" han så på Amys smukke røde hår og samlede sit på ryggen. han så venligt på hende og så ned på selen.
"bare rolig.... jeg vil ikke fange dig med dette... det er... øh var min" sagde han roligt og sukkede svagt og gned den i sine hænder.

[Amy Mirage Nightstar]

En svag rødmen lagde sig henover hendes kinder. Blikket vendte hun et andet sted hen, for at skjule sin rødmen. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til selen før han pegede den ud. Hun kiggede lidt mærkeligt på selen, tog ham på sit ord om at han ikke ville fange hende med den, hun forstod bare ikke hvad han mente med at det havde været hans.
"Hvad mener du med det?" spurgte hun nysgerrigt. Hvis den havde været hans, så betød det at den ikke længere hans, men om den tilhørte en anden kunne hun ikke vide noget om, derfor var hun dog stadig nysgerrig over hvad han mente med det.

[Kiba Harunko]

han havde lige skimtet hendes rødmen og synes da bare det var sødt. han gned selen og så på den. han foldede den ud på sit skød så man kunne se den var lavet til at holde ryggen totalt spændt fast. han så på hende og smilte. selen gjorde arme og ben var fri det var tydeligt.
"jeg er næsten lige blevet fri af den... jeg har haft den på så længe jeg kan huske... det er underligt at være fri fra den" han så mod nychta og sukkede svagt men smilte så og så på hende.
"at være slave er ikke noget nogen burde være udsat for" hans blik var varmt men det var som om at den skjulte en del af hans hukommelse.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun vidste ikke hvad det ville sige at være en slave. Hun vidste ikke hvad det ville sige at være en fange, kun hvad det ville sige at være jaget, hadet, set som noget der ikke burde eksistere, men forsvinder fra jordens overflade og aldrig vende tilbage.
"Så den ting, holdte dig fastspændt?" spurgte hun stille. Det skræmte hende lidt. Hun rykkede sig ikke væk, men man kunne godt se at selen gjorde hende utilpas, og hun ville gerne have den væk fra sit synsfelt. Hun prøvede på at fokusere på hans ansigt i stedet for. Det var noget nemmere. Han var virkelig flot, ikke noget som hun sådan ikke havde lagt mærke til, man kunne ikke undgå at se det. Noget over ham fik hende til at sætte et spørgsmålstegn ved ham, hun kunne ikke udpege hvad, så hun forsøgte ikke at lede efter det.

[Kiba Harunko]

han så på hende og grinte varmt. "ikke rigtigt mig... men den del af mig som ikke burde være fanget" sagde han og så på hende med et varmt blik. pludseligt blev hans trøje trukket op uden han gjorde noget med sine hænder. noget skindene begyndte at komme frem, store flotte og orange røde vinger kom frem fra hans ryk. man kunne se at de havde været spændt stramt fast da der var slide mærker på hans vinger flere steder.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun fik et kæmpe chok da hans vinger begyndte at sprede sig. Hun nærmest væltede til siden af ren chok. Selvom hun ikke burde, så kunne hun ikke lade vær med at stirre. Hun havde aldrig i sit liv set en engel før. Aldrig nogen sinde. Hun havde ingen anelse om at vingerne kunne se sådan ud, have den farve, eller virke så skræmmende og alligevel så uimodståelig.
"En engel..." mumlede hun stille. Amy sad helt stille. Der kom ingen bevægelser fra hende, foruden når hun trak vejret. Hun kunne sikkert sidde sådan for evigt. Bare se på hende som en statue, eller et barn der får første gang så noget vidunderligt eller smukt.

[Kiba Harunko]

da hun sagde engel grinte han højt. det havde han aldrig nogen sinde hørt før. at han var faldet for en engel. han smilte til hende og så på hende."jeg er ikke en engel. jeg er en fønix" han smilte varmt og lagde sine vinger op på ryggen så man kunne se den smukke farve og mærke den dejlige varme fra dem. han så venligt på hende og så på sine vinger.
"de har lidt det samme som en engel. vingerne kan alle flyve." sagde han og smilte. Kibas grønne øjne var dejlige venlige.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun veg lidt væk da han grinte. Hendes rødmen blev dybbere og hun følte sig mærkeligt forlegen over at hun havde taget fejl. Hun havde aldrig hørt om en fønix, egentlig havde hun ikke hørt om ret mange af racerne som eksisterede og derfor var hun nok lidt forvirret omkring det hele. Hun blev hvor hun var. Rørte ikke længere en muskel, mens hun betragtede hver evig eneste bevægelse. Måske var hun lidt mistroisk og lidt paranoid, men det var vel det der skete når man blev trådt godt nok på, skræmt nok i det liv man havde levet.
"Hvad er en fønix?" spurgte hun, dog stadig uden at komme nærmere. Det var ikke fordi hun ikke ville nærmere. Varmen der spredte fra ham, var lokkende, lige præcis derfor blev hun hvor hun var. Meget mere end en arms længde fra ham.